Nu kan du besøge DENFRI på dark web. Det betyder, at DENFRI nu findes på de dele af internettet, som fx normale browsere og Google’s søgemaskine ikke kan nå.

Dark web, mørkenettet, deep web, the onion web, løgnettet. Den krypterede del af internettet har mange navne, og her foregår mange ting. Nogle af tingene er ulovlige, andre er lyssky. Du kan bestille lejemord (hvis det altså ikke er en scam), stoffer (medmindre de snyder dig) og handle med våben .

Men denne underskov i internettet er også mange andre ting: dygtige hackere og aktivister, der lever i undertrykkende regimer, skolelever, som ikke vil have deres digitale fodspor sværtet til ifm. skoleopgaver om terrorisme, samt personer, der ønsker at have kontrol over sin digitale identitet. Og sidst men ikke mindst: Helt almindelige mennesker, der bare ikke ønsker at blive tracket i hoved og røv.

For at besøge DENFRI på dark web skal du bruge en Tor browser. Tor browseren gør dig i stand til at bruge internettet anonymt, og gør din internetadfærd på tværs af websites umulig at spore. Det er ikke ulovligt at bruge Tor browser. Hvis du gerne vil være på nettet anonymt, kan du altså bruge Tor browseren til at sløre din identitet .

Når du har downloadet Tor, kan du besøge DENFRI her: denfri3ycngigat7.onion (linket virker kun i Tor, så kopier det ind i din Tor browser, hvis du læser indlægget i en anden browser). Du kan sagtens bruge Tor browseren til at tilgå de dele af internettet, som du plejer at besøge med normale browsere. Men du kan ikke bruge normale browsere til at besøge dark web, her er du nødt til at bruge Tor.

Det er Tor, der slører din identitet og ikke DENFRI. Når det er sagt, så har vi i januar lavet tiltag, der slører din identitet, også når du besøger os via en normal browser. Det har vi gjort ved at kryptere trafikken til og fra sitet (med https fremfor http) og ved at bruge Open Source webstatistikken Piwik, der ikke deler dine data med tredjepart.

Vi er ikke sikre på, hvad vi skal bruge dark web-versionen af DENFRI til endnu , men det kan være, det kommer. Indtil da går vi på opdagelse på dark web for at finde ting, vi ikke kan finde andre steder. Det kommer du nok til at høre mere om.

The following two tabs change content below.
Martin Ingolf

Martin Ingolf

Redaktør af DenFri
Martin Ingolf er tidligere redaktør, skribent, webmaster og strateg på DenFri.

Har du noget at bidrage med?