Ligestilling findes der meget af i Danmark. Det er en selvfølge og med god grund, at kvinder skal have samme rettigheder som mænd. Men hvad sker der politisk og samfundsmæssigt, når mænd har færre lovgivningsmæssige rettigheder end kvinder? Ikke noget som helst, åbentbart. 

Ligestilling er oftest synonym med, at kvinder skal tildeles samme rettigheder som mænd. Historisk set giver det mening, at vi giver kvinder rettigheder, fordi — ja, det ved du forhåbentligt godt…

Men hvad gør vi ved love, der direkte favoriserer kvinder og undlader at give mænd samme rettigheder eller beskyttelse? Ikke noget nævneværdigt — og det generer mig, fordi jeg ved, at der ville opstå feministisk slåskamp, hvis loven havde privilegeret mænd frem for kvinder.

Servicelovens paragraf 109 sætter kvinden over manden. Den beskytter kvinder, ikke mænd, mod vold i hjemmet. Hvis kvinder grundet en voldelig partner forlader deres hjem, står der i loven, at de kan tage på krisecenter og bo i en periode, mens de eksempelvis finder et andet sted at bo uden deres partnere, eller hvis de har brug for rådgivning og psykologhjælp.

Kvinder er altså lovmæssigt beskyttet mod vold i hjemmet, mens mænd, der udsættes for vold af deres koner eller mænd, ikke har noget krav på hjælp. Jovist, alle kan gå til politiet og melde vold, men for mændenes vedkommende ender hjælpen dér.

Ud over at loven er urimelig og forkastelig rent principielt og ligestillingsmæssigt, så skaber den også et praktisk problem. Nemlig at krisecentre til mænd er nødt til at søge penge til drift hvert år via fonde og andre steder med økonomisk kapacitet til at støtte centrene. Kvindekrisecentrene får derimod langt flere politiske penge til drift. For god ordens skyld vil jeg forholde mig til det mest plausible og ikke-valide modargument, jeg kan komme i tanke om.

Ja, ja, men mænd er jo heller ikke lige så hårdt ramt som kvinder…
Der er i Danmark lidt mere end dobbelt så mange kvinder som mænd, der årligt udsættes for vold i hjemmet. Institut for Menneskerettigheder skønner, at der er cirka 30.000 kvinder og 13.000 mænd, der hvert år oplever partnervold. Et kvalificeret gæt vil være, at der nok er en del mørketal oveni.

Problemet er, at der på landsplan er to deciderede krisecentre til mænd med mulighed for at bo, mens krisecentrene til kvinder i 2013 havde omkring 460 pladser fordelt på 42 centre. Oveni skal lægges mere end 600 pladser til kvindernes børn. Fordelingen af tilbud afspejler med andre ord ikke den forholdsmæssige forskel på voldsramte. Et argument om, at mændene ikke behøver flere tilbud, er altså ikke gyldigt.

Den nuværende regering har afsat penge til at hjælpe mændene, og det er prisværdigt. Men det ændrer ikke på, at loven kønsdiskriminerer.

Servicelovens paragraf 109 er et eksempel på, at der er et væsentligt stykke ujævn grusvej tilbage, når det kommer til lige rettigheder mellem kønnene.
Men det er også et eksempel på, hvordan mænd stadig ligger under for en norm om, at de ikke bliver slået af deres partnere. At mænd ikke har brug for at blive beskyttet og hjulpet som kvinder, fordi vi stadig lever med levn fra dengang, man troede, at mænd bare var store og stærke, aldrig ofre — og at kvinder bare var små og svage og derfor skulle hjælpes med lovgivning.

Èt er, hvad man i gamle dage troede om kønnene. Noget andet er, at vi burde vide bedre i dag. Vide, at der er nuancer i begge køn. Vide, at alle kan havne i uheldige situationer uafhængigt af køn.
Men først og fremmest burde vi vide, at mænd og kvinder skal have lige rettigheder. Politisk såvel som samfunds– og normmæssigt burde det være åbentlyst. Der bør ikke være nogen, der alvorligt mener, at det ene køn skal have flere rettigheder end det andet.

Med det overskyggende fokus på kvinder som det svage køn, har man tydeligvis overset manden. Hvis der i loven oprindeligt stod, at “mænd” i stedet for “kvinder” havde en bestemt ret, var formuleringen ændret for mange år siden — måske omkring 1915, ahem.

Kære lovgivningsapparat — mænd bør have de lovmæssige rettigheder, kvinder blev tildelt for evigheder siden. Alt andet går mod vores samfunds fornuft, retfærdighed… og i grunden også mod feminisme, du ved.

The following two tabs change content below.
Maj Schubert

Maj Schubert

Journaliststuderende
Maj studerer journalistik ved Syddansk Universitet. Forholder sig med grundlæggende skepsis over for journalistiske normer som noget fuldstændigt efterstræbelsesværdigt.
Maj Schubert

Nyeste indlæg af Maj Schubert (se alle)

Har du noget at bidrage med?