Afspil

Dækningen af computerspil er fattig i Danmark. De dedikerede spilmagasiner lukker, og aviserne vil – i de fleste tilfælde – ikke skænke computerspil meget spalteplads, da computerspil ikke er kulturstof.

At computerspil ikke er kulturstof er en diskussion, som bliver irrelevant, når redaktørernes generation går på pension, men hvad der ikke er irrelevant, er den sparsomme dækning, som aviserne giver computerspil i øjeblikket. For når de endelig kaster opmærksomheden på den ukendte teknologi, som korrumperer vores børn, bliver det med de negative briller på.

I februar dedikerede Politiken adskillige artikler til at fremhæve faren ved computerspil, især når vi taler computerspil og børn. Overskrifterne lød på “Computerspil lokker børn og unge til at bruge penge”, “10-årige Anders bruger hundredvis af kroner på computerspil” og “Guide: Her skal alarmklokkerne ringe, når børn fristes af pengespil”. Clickbait til UG.

Her kan man fristes til at spørge, hvor en 10-årig knægt får “hundredvis af kroner” til at bruge på computerspil, for dengang far var barn, havde vi kun én 5-øre om året. Artiklen i dette tilfælde akkompagneres af et billede med den tilhørende tekst “Hans mor får kvalme, når blodet flyder i Call of Duty, hvor 10-årige Anders Bandolowski lader sin toparmeret soldat likvidere fjendtlige zombier.” Det kan jeg egentlig godt forstå, for knejten spiller et spil med en anbefalet aldersgrænse på 16–18 år alt afhængig af, hvilket Call of Duty-spil, der er tale om (vi hænger os ikke i detaljer).

Det er også her, hvor en helt anden diskussion trænger sig på, nemlig hvornår man lader sine børn spille (voldelige) computerspil, og hvor meget de overhovedet må spille. Der er nemlig en alvorlig snak at have om lige præcis dette. Børn skal naturligvis ikke spille computerspil 25 timer i døgnet, og babyer skal ikke opdrages af en iPad . Det ville man mene, at almindelig sund fornuft kunne fortælle de fleste forældre – så slipper de også for spilde deres tid på Politikens skræmmekampagne. Alt med måde, som man siger.

Hvad der dog skal være i fokus her er, at Politiken har kastet sig ud i et minefelt, hvor clickbait rammer de kulturradikale, hippe, latte-drikkende forældre , som bliver helt stakåndede og kåde ved tanken om at bruge computerspil som syndebuk. Spilfirmaerne fremstilles som griske, samvittighedsløse organisationer, der vil sælge børns sjæle for en plovmand, og så er heksejagten ligesom nem at sætte fut i.

Fordomme og en frygt for forandring, for fremtiden, er fremragende benzin på det journalistiske bål inde på Rådhuspladsen. Der er naive idioter at hente i lortet, som man siger, og med naive idioter kommer clicks og dermed penge. Og penge har mediehusene ingen af disse dage – lidt ligesom læsere .

Desværre betyder det bare, at hvis man har den mindste forstand på computerspil, så vil man hurtigt indse, at Politikens spiljournalistik tager temmelig løst på at skelne mellem fakta og fiktion . Der er ingen sensation i at skrive sandheden – den er kedelig – så i stedet pyntes der lidt hist og her, blandt andet med faktuelle fejl, uagtet om det så er med vilje eller ej.

Jeg vil vove at påstå, at journalisten, som har skrevet “Guide: Her skal alarmklokkerne ringe, når børn fristes af pengespil”, ikke har gjort dette med vilje. Det er formentlig en simpel sag om, at journalisten ikke aner, hvad hun har skrevet om. Hun har fået en opgave fra redaktøren om, at “computerspil stjæler jo alle pengene fra de uanende familier, og nej, hvor er det synd for børnene, at de ikke aner, hvad de laver! ‘Amen, altså”. Herefter er en ekspert blevet kontaktet og stillet negativt ladede spørgsmål, for solstrålehistorier er der ingen kontroverser i.

Det ville klæde Politiken (og alle andre medier, som overvejer at skrive om computerspil) at undersøge, hvad de egentlig publicerer artikler om. En idé kunne jo være – hvis man ikke har en ansat med den nødvendige viden – at hyre en freelancer, som allerede er inde i emnet, og som ved, hvordan det hele hænger sammen. Men det koster jo penge, og hvis folk alligevel ikke ved, at det, de læser, er forkert (man stoler jo på på medierne, ik’?), så kan man åbenbart lige så godt hoppe over, hvor gærdet er lavest.

Men man kunne for eksempel starte med at fortælle forældrene, at de selv bør tage ansvar for deres børns handlinger . Det er ikke så svært. Og så kan man – i og med man er en journalistisk institution, som kan give læsere viden, de endnu ikke har – guide til visse sikkerhedsforanstaltninger, som for eksempel forhindrer, at en 10-årig knægt går amok i den digitale verden med et dankort.

Det er nemlig heller ikke så svært, for både Apple, Sony og Microsoft (Xbox One + Xbox 360) har guides til, hvordan man slår forældrekøb til. Så burde man være dækket ind – hvis altså den sunde fornuft ikke er nok.

The following two tabs change content below.
Julie Horup

Julie Horup

Julie Horup skriver om computerspil. Du ved, bip bip og sår’n.

Har du noget at bidrage med?