Når man er uenig med nogen, er der flere muligheder. Man kan gå sin vej. Man kan stille sig udenfor og råbe ind gennem døren. Eller man kan blive og insistere på at få lov til at blive, indtil man enten bliver smidt ud eller accepteret som en del af gruppen.

Gæsteindlægget er syndikeret fra Serioest.wordpress.com

I lang tid har jeg haft det dårligt med ordet feminist. Jeg synes, det har en klang af mandehad. Men så kom Mikka Tecza en dag og bad om at høre alle fordommene.

De lå lige klar til servering:

Mine fordomme afstedkom en kommentar fra Tune Revsgaard:

Min første reaktion var mild fornærmelse. Manden kan jo ikke have læst, at jeg ofte taler for ligestilling. Senest i forbindelse med kvindernes internationale kampdag. Men ved nærmere eftertanke har han jo ret. Jeg er en af mange mænd, som har det dårligt med ordet feminist. Også selv om vi i gøren og laden bakker op om kvinders rettigheder og ligestilling. For vi gider ikke høre på, at vi allesammen er voldtægtsmænd, og at vi, så længe vi har en pik, altid vil være undertrykkere . Og vi gider ikke være med til, at de uligheder i samfundet, som mænd er udsat for, ikke må nævnes, for så bagatelliserer man kvindernes meget større uligheder.

Så jeg tænkte, Hm, nu bliver jeg nødt til at forklare – én gang for alle – hvad jeg mener med, at jeg går ind for ligestilling, men ikke kan kalde mig feminist. Det viste sig bare at være et fjollet oplæg. For det gik op for mig, at feminisme er ikke et registreret varemærke. Det er ikke en lov. Det er ikke et parti. Det er en samling af holdninger og bevægelser, som støtter kvinders lige rettigheder og muligheder. Ikke overherredømme. Ligestilling er simpelthen indbygget i feminismen. (Aha-oplevelse!)  At der så rent faktisk findes kvinder (og mænd), som bekræfter mine fordomme om feminister, ændrer ikke på, at kernen i feminisme må være ligestilling.

Men hvad så med ordet feminist? Det betyder jo tilhænger af kvindebevægelsen. Ja, for hvordan vi end vender og drejer det, er kvinder stadig mest undertrykte. Ikke kun ude i verden. Trods en meget høj grad af lighed mellem kønnene i Danmark sammenlignet med andre lande er der stadig uacceptable uligheder for kvinder, fx. i voldsstatistikkerne. Jeg kan med andre ord ikke se, hvordan man kan gå ind for ligestilling uden at anerkende, at kvinderne har det værst. Så fair nok, at det hedder feminist.

Men burde jeg ikke melde mig under mandebevægelsens faner i stedet? Har jeg slet ikke øje for de uretfærdigheder mænd oplever i dag? Nej og jo. Mandebevægelsen har været en nødvendig modvægt til rødstrømpernes dæmonisering af mænd. Men jeg mener ikke, at det i dag gavner kampen mod de uretfærdigheder, som mænd er udsat for, at stille sig i opposition til kvinderne. Det gavner kun offermentalitet og flere gensidige fordomme. Hvis både kvinde– og mandebevægelse i bund og grund handler om ligestilling, har vi en fælles sag .

Men indrømmer jeg så, at det faktisk er mænd, som er årsag til de uligheder, som rammer kvinder? Det handler ikke om at indrømme. Det handler om at undersøge, hvad der forårsager ulighederne, og udtænke nye redskaber, som kan mindske ulighederne. Jeg tror på komplicerede årsagssammenhænge, som handler om opdragelse, uddannelse og strukturer på arbejdsmarkedet. Men det ændrer ikke på, at de mænd, der banker kvinder, må stå til ansvar for det. Eller på, at kvinder i mange sammenhænge holder hinanden nede uden mænds mellemkomst.

Men går jeg så ind for, at forskellene mellem kønnene skal udviskes, så vi allesammen skal være intetkøn? Nej. Jeg forundres, mores og inspireres hver dag af de brydninger og spil, som kommer af, at der er forskel på mænd og kvinder. For selv om det kan have sin plads at have cirkler, hvor man dyrker sit eget køn, kan jeg i længden bedst lide de blandede forsamlinger. Ikke mindst, fordi vi jo er mænd og kvinder på alle mulige måder.

Jeg finder det så indskrænkende – ja, i grunden undertrykkende – at tale om “rigtige mænd” og “rigtige kvinder” . At nogen sætter en ære i at efterleve alle deres køns stereotyper, er helt op til dem. Giv den dog gas med henholdsvis whiskyklubber og strikkeklubber, så længe vi andre må være fri. Lad kvinder, som fravælger børn, eller mænd, der vil være hjemmegående, træffe de valg i fred. Og lad de homo-, bi– og transsexuelle udleve deres kønsliv, som de vil. Ligestilling er ikke ligemageri. Der vil derfor nok altid være erhverv med højere frekvens af enten mænd eller kvinder. Ligesom mænd næppe kommer til at kunne blive gravide lige foreløbig.

Så i stedet for at stå udenfor feministernes lokale og råbe ind gennem døren (hvilket åbenbart sælger billetter hos en del mandlige politikere og komikere), vil jeg gå indenfor og hermed sige det klart og tydeligt: Ja, jeg er feminist! Jeg kæmper for ligestilling, og jeg bliver, indtil I smider mig ud. Tak, Mikka.

The following two tabs change content below.
Gæsteindlæg

Gæsteindlæg

Skriv til os på denfri@denfri.dk hvis du gerne vil prøve dig frem her eller har tek­ster af sam­funds­re­le­vant karak­ter, som du gerne vil have ud til et større publikum.

Har du noget at bidrage med?