I slutningen af 2014 havde jeg en samtale med en daværende kollega over nogle fredagsøl. Hun fortalte, at hun var enormt glad for tv-serier, fordi det var så nemt bare at tage et afsnit mere. Og ét mere. Og ét mere. Med hendes ord nød hun at være fritaget for beslutninger.

Det er et tema, der er dukket op hyppigere og hyppigere de seneste år men markant oftere i den senere tid. Derfor kom jeg mig også hurtigt oven på den mindre overraskelse, der i første omgang lød til at stride imod nogle idealer om det frie valg, det moderne menneske etc.

Her følger nogle tanker om sammenfaldet mellem denne beslutningsfritagelse og den stigende kvalitet og popularitet i tv-serier. Jeg dømmer ingen, og jeg gider ikke en marxistisk analyse af markedets udnyttelse af vore skrøbelige, overbelastede sind. Hollywood er ikke fjenden i dette indlæg. Der er ingen fjende, blot observationer og fremlæggelser af tilstande, der måske – måske ikke – er tilfælde.

More is less

Lad os se nærmere på det med at beslutte eller vælge (de to ord dækker ikke nødvendigvis det samme). Blandt de mest populære TED Talks hører Barry Schwartz’ The Paradox of Choice, i hvilken den amerikanske psykolog redegør for, hvorledes vore mange valgmuligheder i senmoderniteten ikke gør os til lykkeligere mennesker. Hans bog herom har den passende undertitel: Why More Is Less. Rimelig catchy titel, ikke?

Sagt på en anden måde: vi udsættes for og konfronteres med et intimiderende og overvældende omfang af valg, der ikke nødvendigvis giver større livskvalitet. Vi oplever en hverdag, der på mange niveauer forekommer mere og mere kompleks og kan synes mere og mere udfordrende at navigere rundt i.

I æstetisk teori ville man sige, at vi er truet af anæstetisering eller en form for desensibilisering. Så hvordan vælger vi, hvad vi tager ind? Vi fortsætter, hvor vi slap – hvis det foregående var godt nok. Fint nok. Sådan groft sagt. I samme åndedrag kunne man så sige, at det er påfaldende, hvorledes kvaliteten i tv-serier er steget i takt med denne tendens til at glæde sig over at være fritaget for beslutninger. Hønen eller ægget und so weiter und sofort.

”Har du ikke set den?”

Lad mig understrege: jeg kan sympatisere med min tidligere kollegas udsagn og følelse, og jeg kan sikkert også relatere. Hun er sikkert bare mere ærlig over for sig selv. Der er tilmed grænser for, hvor meget vi mennesker kan tage ind. Som kulturskribent og forfatter Simon Reynolds bemærker i sin fantastiske bog Retromania: ”Maybe we need to forget. Maybe forgetting is as essential for a culture as it is existentially and emotionally for individuals.” Vi kan ikke bearbejde og huske på alt.

Tilbage til Danmark. Lucia Odoom er blandt kongerigets mest forfriskende skribenter inden for popkultur. I et blogindlæg for nylig behandlede hun netop dyrkelsen af tv-serier. Også her blev idéen om automatikken i det næste afsnit italesat. Netop ikke som noget skamfuldt men som en tryghed i en travl verden, beslutningernes verden, der i lige så høj grad kører på automatik: hvornår bør man være hvor i livet? Serierne skal ikke ses som frelsen, men jeg sympatiserer også med disse udsagn.

Serien som befrielse er noget, de fleste af os kan forholde os til. Sådan bruger vi gerne og ofte popkultur. Der er tilmed – som ovenfor – lidt mindre skam forbundet med det end tidligere. Muligvis fordi kvaliteten netop er steget. Ja, binge-watching er efterhånden blevet et etableret begreb, og selve aktiviteten er jo sådan set for alle i bedste popforstand.

Det bliver ekstra interessant, når man ser på den centrale rolle, tv-serier spiller i relation til samtidens behandling af en global kulturkanon under evig forhandling. Man vækker fra tid til anden forargelse hos bekendte, når man bekendtgør, at man ikke har set en bestemt film (høj intensitet i fordømmelsen), lyttet til en bestemt plade (høj intensitet i fordømmelsen) eller læst en bestemt bog (mindre grad af intensitet i fordømmelsen).

Selv har jeg skabt furore ved hverken at have set The Wire eller Sopranos. Først nu er jeg ved at forstå det storslåede i Seinfeld (hvis vi skal hive det op på et akademisk niveau, vil jeg fremhæve den udpræget postmoderne tone i hverdagsligheden, men så lyder den slet ikke sjov).

Kritiske røster vil mene, at dette er opskriften på kunstnerisk devaluering. At det sigter mod en lavere fællesnævner og så fremdeles. I den anden og mere positive lejr ser man et demokratisk potentiale i denne sociokulturelle samfundsdeltagelse. Den globale kulturkanon under konstant forhandling. Store ord.

Beslutninger og valg

Men lad os slutte cirklen med de valg og beslutninger, der så ofte bliver fremhævet i forbindelse med vort fælles ansvar for samfundets ve og vel. Mange tænker måske slet ikke over forskellen i de to begreber, men den er der og kan potentielt være af stor betydning.

Når man træffer et valg, gør man det altid ud fra minimum to foreliggende muligheder eller alternativer. Disse er ikke nødvendigvis direkte modstridende, men et valg indebærer dermed et fravalg. Så får det også en dramatisk klang.

Er man til gengæld ude i at beslutte noget, gør man det ikke i relation til foreliggende alternativer. Det kan lyde mindre forpligtende, men det kan sandelig også være det modsatte. Det kan netop relateres til behov, mål og problemer.

Det er en grov skelnen, der fortjener at blive uddybet, men det bliver ikke her.

Og betyder det overhovedet noget? Både og. “Åh nej!” udbryder læseren, der selvfølgelig hader den slags svar. Min tidligere kollega benyttede sig måske af ordet ‘beslutninger’ ved et tilfælde. Men det var nu engang, hvad hun sagde. Hun søgte ikke at blive fritaget for et valg, hvor hun ‘bare’ kunne vægte plus og minus ud for de givne muligheder.

Nej, det var ‘beslutninger’. Noget mere åbent og dermed potentielt eksistentielt (av!). Dette leder uvægerligt frem til en anden diskussion, der hører hjemme andetsteds: eskapisme, ansvar, konfrontation etc. Det kan også føre til en marginalt mere uskyldig diskussion om at prokrastinere. Det gider jeg heller ikke.

Jeg startede med at være næsten fortørnet, og jeg nåede derefter en vis forståelse. Vi skal udfordre os selv, og vi skal passe på ikke at sidde fast. Men man kan også sidde fast i sin overbevisning. Nu vil jeg sætte et afsnit Seinfeld på. Til statistikken kan jeg afsløre: Fra jeg startede med at skrive alt dette og til disse afsluttende ord, har jeg set ca. 15 afsnit. Måske har jeg været fritaget for beslutninger, men jeg har også truffet nogle små.

Så er der selvfølgelig paradokset i at skulle vælge den næste serie…

The following two tabs change content below.
Martin Hjorth Frederiksen

Martin Hjorth Frederiksen

Eksiljyde med en forkærlighed for italo disco, Faxe Kondi og det punkt, der tillader popkulturen at mødes med æstetikken, filosofien og sociologien.
Martin Hjorth Frederiksen

Nyeste indlæg af Martin Hjorth Frederiksen (se alle)

Har du noget at bidrage med?