Jeg satte mig ned med sammen med forfatter, journalist og aktivist Cory Doctorow for at tale om digitale låse, evidensbaseret politik og utopiske fremtidsvisioner.

»Jeg er science fiction-forfatter, så jeg forstår, at det er en dum ide at forudsige fremtiden. Science fiction-forfattere, der tror på, at de kan forudsige fremtiden, er som narkopushere, der prøver deres eget produkt. Det ender aldrig godt.«

Cory Doctorow er, ud over at være science fiction-forfatter, redaktør på netmediet Boing Boing og arbejder for den amerikanske digitale borgerrettighedsorganisation Electronic Frontier Foundation.

Han var for nyligt i Danmark for at levere en keynote til Click Festivals seminar om teknologi, identitet og virkelighedsopfattelse, hvor han ytrede det ovenstående citat.

Digitale låse beskytter kun mellemmænds forretningsmodeller

Et af de centrale omdrejningspunkter i hans seneste nonfiktion-bog Information Doesn’t Want to Be Free er konsekvenserne af den følgende kendsgerning:

Ifølge ophavsretten er det forbudt at bryde en digital lås op, hvis den begrænser brugen af et ophavsretsbeskyttet værk, og det er også forbudt at fortælle andre om, hvordan man bryder den op.

Det kan fx være den digitale lås, der forhindrer dig i at kopiere Blu-Ray film. Uanset om den digitale lås begrænser legitim brug af værket, fx til backup af ens filmsamling, er det stadig ulovligt at bryde den op.

I praksis betyder det, at man ved at sætte digitale låse på et værk, kan føje helt nye paragraffer til ophavsretten, uden at skulle gennem den lovgivende magt først. Fx at man gerne må se en film i en del af verden, men ikke i en anden.

Digitale låse bliver oftest fremført som en teknisk beskyttelse af ophavsretten, der forhindrer brugere i at fremstille og dele uautoriserede kopier af værker.

Problemet er, skriver Doctorow, at det er ikke de digitale låse som beskytter ophavsretten, men omvendt: Ophavsretten beskytter de digitale låse .

Digitale låse er en form for kryptografi, hvor man krypterer et værk, der således kun kan læses, hvis man har den rigtige nøgle. Men du kan ikke som forbruger læse det krypterede værk, hvis ikke du også sidder med nøglen som låser det op.

Det er grunden til at det er skrevet ind i loven, at man ikke må bryde den digitale lås, da det ellers ville være et trivielt foretagende, i og med at man i praksis allerede sidder med nøglen i hånden.

I sidste ende beskytter digitale låse kun forretningsmodellerne  hos de mellemmænd (fx Amazon, Netflix og Spotify), der distribuerer låste værker fra skaber til forbruger.

Som skaber bliver man digitalt låst inde i distributørens økosystem, da forbrugeren ikke kan tage de værker, vedkommende allerede har betalt for, med videre til en konkurrerende platform.

Det giver distributøren en ekstremt god forhandlingsposition over for skaberne af indhold, der står over for at vinke farvel til alle de forbrugere, der allerede har købt deres værker med digitale låse på.

Så digitale låse og beskyttelsen af dem i ophavsretten er hverken til gavn for skabere eller forbrugere, men det er den mindste del af problemet.

Digitale låse efterlader gabende sikkerhedshuller

Ved at forbyde videndeling om, hvordan en digital lås kan brydes, åbner ophavsretten for sikkerhedshuller i computere. Og, som Doctorow åbnede sin keynote med at fortælle, lever vi i en verden, der er lavet af computere:

»Hvis vi lever i en verden, i hvilken vores kroppe er inde i computere og computere er inde i vores kroppe, og de er forbundet med internettet, som er det 21. århundredes nervesystem, bliver det mest fremtrædende spørgsmål, hvordan vi sikrer disse computere, så de gør, hvad vi siger, og så skadevoldere, der ikke har vores velbefindende på sinde, ikke kan kompromittere dem, overtage dem og bruge dem til at skade os på et utal af måder.«

It-sikkerhed handler ikke længere kun om at beskytte data, men også om fysisk og infrastrukturel sikkerhed . Og hvis der er en digital lås på den software, der styrer biler og fly, høreapparater og pacemakere, elnettet og vandforsyningen, forhindrer ophavsretten effektivt sikkerhedsforskere i at rapportere om kritiske sikkerhedshuller, hvis disse kan bruges til at bryde den digitale lås.

Når Doctorow bruger tid og kræfter på at angribe digitale låse, handler det derfor ikke kun om ophavsretten og alle dens iboende problemer, men mere grundlæggende om, hvilken fremtid, vi ønsker at leve i. Ønsker vi en fremtid, hvor vi er under kontrol og ikke har nogen grundlæggende sikkerhed, eller en fremtid, hvor vi selv har kontrol og derigennem opnår sikkerhed?

Brug en smule af dit budget på at støtte et frit internet

Han afsluttede sin keynote med en opfordring:

»Hver måned, læg sammen, hvor mange penge du bruger på at støtte forretningsmodeller, der i sidste ende sigter imod at forvandle internettet til et kontrolsystem, og find ud af en procentdel, du mener, du kan give til organisationer, der kæmper for at modarbejde det.«

Efter oplægget satte jeg mig ned sammen med ham og bad ham uddybe nogle af de pointer, han leverede fra scenen på Click Festival.

Du talte om, at sætte penge til side fra at købe værker med digitale låse, og i stedet give dem til organisationer, der kæmper for digitale frihedsrettigheder. Men er det nok? Er der andre måder, civilsamfundet kan handle på det her?

»Selvfølgelig er der det. Der er masser af måder, folk kan hjælpe på. At foretage gode valg er en stor ting, men jeg vil ikke have, at folk fortvivler. Jeg vil ikke have folk til at føle, at de ikke kan gøre noget. Og jeg vil ikke have, at folk føler, at fordi man ikke kan være ren, kan man lige så godt lade være med at gøre noget. Jeg mener, at der er måder, vi kan modarbejde det på.

I forhold til meningsfulde aktivistaktiviteter udvikler EFF og andre grupper som Fight for the Future altid nye taktikker. Massetelefonopkaldene til Senatet om SOPA og netværksneutralitet gjorde en kæmpe forskel. At deltage i de aktioner gør en kæmpe forskel.

Jeg arbejder på et projekt, som jeg håber på at kunne hverve designere til, kaldet The Catalog of Missing Devices. Det er en samling af designfiktion om ting, der ikke eksisterer på grund af anti-omgåelsesregler.

I modsætning til patentkampen, hvor folk ser en ting, der er brugbar og som de elsker, og som så forsvinder på grund af et patentsøgsmål, så kommer produktet aldrig frem, når det handler om digitale låse. Man skal forestille sig noget der ikke er der, frem for at huske noget som man har fået taget fra sig.«

Men alle de her låste tjenester giver en bekvemmelighed, som folk ikke rigtig vil give slip på.

»Ved du, hvad der er interessant ved udbredelsen af digitale låse? Hvis vi kan slippe af med lovene, som beskytter de digitale låse, og gøre det lovligt at bryde dem til lovlige formål, så jo flere låse, der er på markedet, jo bedre, fordi hver af dem er en mulighed for at starte en forretning, der låser værdi op, som tidligere har været låst ned digitalt. Fx en forretning, der laver personlige videooptagere til Netflix. Hvis alle bruger Netflix, og det er lovligt at lave en videooptager til Netflix, er det jo ideelt, ikke? Det er perfekt!

Det, vi sigter mod med EFF, er juridisk reform af den amerikanske ophavsretslov gennem søgsmål. Jeg har prøvet at finde ud af, hvordan vi kan gøre det gennem EU-domstolen, men jeg ved simpelthen ikke, hvordan det kan lade sig gøre.

Den gode nyhed er, at hvis USA ikke beholder sin lovgivning, hvis reglerne bliver fjernet på grund af en retssag, så er alle de lande, der har bilaterale forpligtelser med USA modne til at opgive deres egne forpligtelser.

I Danmark ville argumentet for at opgive forpligtelserne være ret stærkt, hvis amerikanske virksomheder oversvømmer det danske marked med kommercielle oplåsningsværktøjer.

Det er lidt lige som kampen for netneutralitet, eller mod SOPA eller ACTA, hvor du har en sektor af industrien — alle der vil lave kommercielle oplåsningværktøjer — og du har aktivister, og de er begge på samme side. Det får virkelig vægten til at tippe.«

For nylig kom den danske rettighedshaverorganisation Koda ud og sagde, at Safe Harbor-reglerne (der fritager tredjeparter som internetudbydere og webtjenester for ansvar for deres brugeres lovbrud) var en form for kaperbreve, der i praksis lovliggør piratkopiering.

»Jeg tror ikke, de kommer til at skabe objektivt ansvar for mellemled. Det er umuligt. Hvis man kigger på Reda Rapporten er den faktisk ret fornuftig på det punkt.

Hvorvidt vi kan presse reglerne for nedtagelse af indhold fremad, hvorvidt vi kan pålægge realistiske straffe for folk, der lyver eller er skødesløse med deres anmeldelser, det er et meget mere interessant spørgsmål, og jeg tror at mængden af folk, der er sure over nedtagelse kun bliver større hele tiden, fordi det så ofte bliver misbrugt. Det er alle, der har lagt en video på youtube for bare at se den forsvinde.

Nedtagelses-reglerne har mange modstandere. Det er et dysfunktionelt system, der pisser folk mere og mere af. Det, vi har brug for, er en ting, de alle sammen kan gøre sammen. Vi har brug for at samle dem til at blive medlemmer af EFF eller Creative Commons, eller Free Software Foundation, eller Bits of Freedom, eller noget, når de kommer dertil. Så bliver de en del af en bevægelse, og bevægelsen vokser af sig selv, fordi systemet er så dysfunktionelt.«

Mener du, at bredere aftalelicenser, fx til at dele ting på nettet, er en brugbar mulighed?

»Jeg mener, at aftalelicenser historisk set er en af de tilbagevendende mindst værste muligheder, når man har teknologier, der gør det umuligt eller uøkonomisk at kontrollere den individuelle brug af værker.

Man licenserer hele klasser af brug, men djævlen ligger i detaljen: Hvem kontrollerer omsætningen? Er det en institution, som er blevet indfanget af de store pladeselskaber, eller en som står mere til ansvar for sine medlemmer? Hvordan foregår prøvetagningen? Er det transparent? Er det statistisk validt eller bundkorrupt?

Et dårligt aftalelicenssystem er per definition dårligt, men det betyder ikke, at alle aftalelicenssystemer nødvendigvis er dårlige.

Jeg mener, at vi lever i en tidsalder, hvor vi kan bygge analytiske systemer, der ligner Google, og hvor vi kan bygge institutioner, der ligner GNU/Linux, og hvis vi kan kombinere de to i et aftalelicenssystem, kan man skabe et system af frivillig deltagelse, hvor ens internetudbyder er med og kan reklamere med, at “vi er udbyderen med al musikken!” eller som individ kan du melde dig ind for en rimelig pris, og når der kommer nogen og banker på, og siger at du har brudt loven, kan du sige, “nej, her er min licens, jeg er legitim.” Det er ikke en skør, forfærdelig ide, bare en anden måde at lave omfordeling.

Nogle steder finansierer vi al musik og film og bøger ved at betale skat og dele den ud til kunsterne, og så er der en marginal kommerciel aktivitet rundt i kanterne, men den største omsætning i kunsten kommer fra skatteomfordeling. I dette tilfælde er det lidt ligesom en skat, men den er frivillig og bliver kun betalt af folk, der vil have adgang til uendeligt meget musik. Ellers kan de bruge en internetudbyder, der ikke kommer med musik.«

Et af problemerne ved ophavsretsdebatten er, at argumenterne på den maksimalistiske side ikke er baseret på evidens, men antagelser. Er der en måde at gøre kopikampen evidensbaseret, udover bare at præsentere mere evidens?

»Det er imidlertid ikke unikt ved kulturpolitikken. Det er også overvågningspolitik, sikkerhedspolitik, klimapolitik osv. Ethvert politisk domæne bliver, det ene efter det andet, domineret af en cyklus, hvor virksomheder, der får en kommerciel fordel af at ignorere evidensen, lobbyer for evidensignorance. Og de tjener penge nok til at kunne betale for at lobbye videre.

Det er derfor Lawrence Lessig forlod at arbejde med ophavsret til fordel for at arbejde med korruption, fordi det ser ud til, at manglen på evidens i politik er et problem, der ikke kan løses ved at tænke på de enkelte politiske domæner hver for sig.

Når det så er sagt, så mener jeg, at fremkomsten af piratpartier, især i europæiske lande med forholdstalsvalg, virkelig har skræmt om ikke andet så de venstreorienterede partier og fået dem til at vedtage bedre informationspolitikker.

De Grønne, De Liberale Demokrater er over hele Europa blevet meget mere tændt på it-politik, og de har lavet meget bedre it-komponenter i deres partiprogrammer.

Konkurrence løser ikke alting, men i dette tilfælde ser det ud til at gøre noget rigtig godt.

Men hvis vi nu kunne få stater til at føre evidensbaseret politik, kunne vi jo få dem til at holde op med at ødelægge planeten med kuldioxid.

Se på finansverdenen. Se hvor utroligt korrupt finansverdenen er i UK, hvor bankerne bedrager folk verden over for milliarder af dollars gennem LIBOR-svindel og ingen ryger i fængsel. Det er tyveri på en skala, der får Bernie Madoff til at ligne en småkriminel, og det bliver behandlet som om, det er en kedelig regelovertrædelse i modsætning til århundredets forbrydelse.

Og UK er, ikke tilfældigvis, afhængig af finansindustrien for den største del af sit bruttonationalprodukt. Vi ser det igen og igen i ethvert domæne.«

Dette er første del af tre indlæg. Det næste handler om masseovervågningens økonomi, og det sidste handler om utopisk science fiction.

 

The following two tabs change content below.
Henrik Chulu retweeter jokes på twitter og opdaterer sin sociale status på facebook.

Nyeste indlæg af Henrik Chulu (se alle)

Har du noget at bidrage med?