Mit interview med science fiction-forfatter, journalist og aktivist Cory Doctorow var egentligt overstået (læs første og anden del), men jeg kunne ikke dy mig for lige at stille et sidste spørgsmål, før jeg slukkede for optageren…

Det meste af den science fiction, jeg voksede op med — fx Alien og Blade Runner — var dystopisk, og når jeg læser om masseovervågning og klimaforandringer og så videre, så konvergerer det alt sammen imod den slags fremtid. Du har skrevet mere utopisk science fiction. Mener du, at vi har brug for bedre modeller?

»Jeg mener, at måden at tænke over science fictions forhold til fremtiden på er, at du har alle de mulige fremtider, som alle science fiction-forfatterne formulerer, inklusiv alle dem, der aldrig bliver udgivet. Der finder en udvælgelse sted. De bliver filtreret gennem en egnethedsfunktion, der består af ting, som afspejler frygt og forhåbninger hos science fiction-læserne og hos de redaktører, der har fingeren på science fiction-læsernes puls.

Science fiction-forfattere er ikke orakler, men systemet af al den science fiction, som bliver skrevet, plus frygt og forhåbninger hos alle de folk, der kollektivt beslutter, hvilken science fiction, der får succes, giver en en god indsigt i, hvad vi frygter og håber på.

Og jeg mener, at måden at forstå cyberpunk-dystopier på, er gennem Thomas Pikettys Kapitalen i det 21. århundrede. Piketty siger, at vi troede at moderniteten skabte meritokratisk social mobilitet, at efter vi fik forbrændingsmotorer, så lå resten i kortene.

Men hvis man kigger på dataene, så kommer moderniteten først, og så får vi et par verdenskrige, der udsletter rigdommen hos de rigeste mennesker på jorden, så de ikke længere kan udøve stærk politisk indflydelse, hvorefter der kommer meritokratisk social mobilitet.

Der kommer masser af sociale investeringer, masser af socialpolitik. Der kommer investeringer i ren videnskab, der ikke er industrifokuseret, men snarere er fokuseret på at skabe en fælled af viden. Du får månelandinger, og du får meget optimistisk utopisk science fiction, der alt sammen handler om kæmpestore regeringsprojekter, omend sommetider med opbakning fra erhvervslivet, der sender hele befolkninger til andre planeter.

Og så omkring 1980 har rigdommen genakkumuleret i få nok hænder til, at den neoliberale æra kommer i gang, og man ser valgene af Reagan, Thatcher, Pinochet — eller, ikke valget af Pinochet — Mulroney i Canada og en pakke af reformer, der begynder at accelerere akkumulationen af kapital i de få hænder. Og det er her cyberpunk begynder at tage fart. Det er no future-øjeblikket, Johnny Rotten-øjeblikket.

Ideen er, at der altid har været folk, der kunne skrive cyberpunk. Der var altid folk, der forsøgte at skrive cyberpunk, og der er litteraturteoretikere, som finder cyberpunkforløbere, der går hele vejen tilbage. Men de vandt ikke indpas, før den sociale virkelighed rummede kimen til den fremtid de beskrev. De opfangede, forstærkede og koblede tilbage ind i vores frygt og forhåbninger, og derfor fik vi cyberpunk-dystopier i Reagan-æraen.

Men jeg mener også, at hvad science fiction faktisk gør i forhold til fremtiden, er at den fortæller os, hvordan vi skal forvente, at vores naboer opfører sig, når tingene går galt. Og det mener jeg er et virkeligt vigtigt bidrag til fremtiden.

Det har en virkelig indvirkning på fremtiden, for hvis du tror, at når katastrofen rammer, så kommer dine naboer og slår dig ihjel, så er det, du skal gøre, når lyset går ud, at gå over og slå dine naboer ihjel.

Men hvis du tror, at når katastrofen rammer, så kommer dine naboer for at grille indholdet af deres fryser, fordi der ikke er noget strøm, og I må hellere tilberede det nu, så når lyset går ud, laver du en kartoffelsalat.

Selv hvis du har et utopisk samfund, der har løst alle sine problemer, vil det stadig blive udsat for udefrakommende chok — meteornedslag, andre samfund, tsunamier eller noget.

Selv hvis vi levede i et utopisk samfund, ville tsunamien stadig have ramt. Det kunne have været anderledes. Hvis vi havde haft evidensbaseret politik, kunne vi have haft bedre bølgebrydere og ikke så mange mennesker boende ved kysten, mere modstandsdygtighed og så videre, men vi ville stadig blive ramt af tsunamien. Ingen utopi er statisk.

Det, som er utopisk, er troen på, at når katastrofen rammer, så tager dine naboer sig af dig, og at du derfor skal tage dig af dine naboer. Og hvis man tror på det, bliver det selvopfyldende.

Historikeren Rebecca Solnit har skrevet en fantastisk bog, A Paradise Built in Hell, der har haft en ekstremt stor indflydelse på, hvordan jeg tænker over verden. Den beskriver noget kaldet “elitepanik”, som er troen på, at de fattige kommer efter dig under katastrofer, og at det derfor er nødvendigt at angribe dem forebyggende.

Det ser vi igen og igen under katastrofer, som i Haiti efter jordskælvet. Der var en tro på, at der ville komme fødevareoptøjer, så fødevarer blev kun uddelt på tætpakkede offentlige pladser omringet af bevæbnede vagter med skjolde og køller, som skubbede folk ind i mængden. Og der kom optøjer!

Og man ser det under orkanen Katrina og i jordskælvet i San Francisco i 1906. Man ser det samme mønster gentaget om og om igen, men Solnit viser, at hvis man undersøger førstehåndsberetningerne fra folk, som faktisk var i katastrofezonen, så beskriver de en ånd af gensidig hjælp og samarbejde.

Så selv om eliten er overbevist om, at de fattige kommer efter dem, så tager de fattige sig mest bare af hinanden. Og hvis du kan overbevise folk om, at det er det, der sker under katastrofer, så er det det, der kommer til at ske under katastrofer. Og når katastrofen rammer, hvilket den kommer til, så kommer vi til at klare os.

Jeg mener, at utopi er en teori om menneskelig handling, om vores villighed til at tage os af hinanden under ekstreme forhold, og ikke et politisk system, der beskriver, hvad vi skal og ikke skal gøre, hvad vi må og ikke må.«

Dette er tredje del af tre indlæg. Det første handlede om ophavsretten som dysfunktionelt system, og det andet om masseovervågningens økonomi.

The following two tabs change content below.
Henrik Chulu retweeter jokes på twitter og opdaterer sin sociale status på facebook.

Nyeste indlæg af Henrik Chulu (se alle)

Har du noget at bidrage med?