Whistleblower-organisationen Veron (hvor jeg er bestyrelsesmedlem) har i samarbejde med andre gode kræfter (PROSA-Stud, BitBureauet, Aflyttet, Dansk Journalistforbund + studenterorganisationer m.fl.) været rundt på landets journalistuddannelser med et heldagsseminar om whistleblowere og kryptering. Kronen på værket var et fuldstændigt udsolgt arrangement i Berlingske Tidendes store sal, d. 26. maj 2015. Følgende er første halvdel af mit oplæg. Se billeder og læs mere på Verons Facebook-side.

Folk, der er ligeglade med retten til privatliv, fordi de ikke har noget at skjule, er lige så åndssvage, som folk der er ligeglade med ytringsfriheden, fordi de ikke har noget at sige – eller ligeglade med pressefriheden, fordi de ikke har noget at skrive.

Kampen mod masseovervågning er en kamp, hvor I som journalister skal stå i allerforreste række . Den handler ikke om, hvorvidt vi har noget at skjule. Det er irrelevant, uanset hvad danske politikere – og deres historiske åndsfæller – en gang imellem siger.

Det handler om, at vi har noget at beskytte. Vores rettigheder.Vores kilder. Vores demokrati.

Masseovervågning er uforeneligt med demokrati ; ikke bare fordi vi ikke eksplicit har valgt en regering til at afskaffe privatlivet, men fordi vi i et demokrati skal vide stort set alt om dem der udøver magt på vores vegne, mens de stort set ikke skal vide noget om os. Det er derfor vi er privatpersoner, mens de har offentlige embeder.

De arbejder for os – og de skal stå til ansvar overfor os. Hele. Fucking. Tiden. Det er dét, demokrati er – ikke bare at sætte et kryds hvert fjerde år, når vi kan vælge mellem to ens, magtsyge bureaukrater.

Snowden har løftet sløret for, hvor meget vores regeringer og efterretningstjenester er gået over stregen. Og gjort det muligt for os, overhovedet at føre denne samtale på et informeret grundlag. Det skylder vi ham en gigantisk tak for. I dag vil jeg tale lidt om nogle af de måder vi alle sammen bliver overvåget på – og vise nogle af de originale NSA-dokumenter for at gøre det konkret. Det ikke science fiction – det er noget der sker her og nu; i virkeligheden. Også i Danmark.

Men alt der her whistleblower-noget, hele Snowden-affæren, handler mindst lige så meget om medier og journalistik, forhold til magthavere, som det handler om overvågning og specifikke afsløringer, og der ER jo en del journalister til stede i dag, så jeg er nødt til at starte der. Her.

 

Oplæg i Berlingskes store sal, d. 26/5-2015. Foto: Andrea Sigaard.

Oplæg i Berlingskes store sal, d. 26/5–2015. Foto: Andrea Sigaard.

 

Da jeg for første gang begyndte at beskæftige mig med whistleblowere, for 11 år siden, under Frank Grevil-sagen – inviterede vi den legendariske amerikanske whistleblower, Daniel Ellsberg til København. Det var ham der lækkede Pentagon Papers; 6.000 siders Top Secret dokumenter, der førte til afslutningen af Vietnam-krigen og inddirekte til, at præsident Nixon måtte træde af i vanære og var tæt på at ende foran en dommer. Det er sådan alle whistleblower historier bør være, men det er en noget sjælden succeshistorie i den branche, skulle jeg hilse at sige.

Vi inviterede Ellsberg til København, og jeg skulle sætte interviews op. Jeg kontaktede bl.a. et stort dansk dagblad; ringede til den politiske redaktør og forklarede, at jeg gerne ville tale lidt om whistleblowere. OKAY sagde han – han vidste præcis hvem jeg skulle tale med – så han stillede mig øjeblikkeligt om til musikredaktionen. Han tænkte, at en whistleblower var en, der spillede på tværfløjte, eller sådan noget.

På dén konto har tingene godt nok udviklet sig; den ros skal danske medier have: Efter WikiLeaks, Manning, Snowden, er der ved at være styr på hvad en whistleblower er. Og man er også ved at forstå, hvorfor det er vigtigt. Et helt konkret eksempel på det er, at vi er her i dag.

Og den forståelse er ret heldig, for siden 11. september har vestlige medier svigtet totalt. Man har bakket op om ulovlige, katastrofale krige der har slået hundredetusindvis af uskyldige mennesker ihjel. Man har bakket op om tortur, ”koncentrationslejre” på Guatanamo og andre steder. Bakket op om drone-angreb i lande, vi ikke er i krig med, og har bakket op om de mest sindssyge indskrænkninger af vores borgerrettigheder, frihedsrettigheder, menneskerettigheder – for eksempel masseovervågning i et omfang, der ville få STASI til at blive våde i trusserne.

Medierne har — i bedste fald — set passivt til, mens whistleblowere og deres støtter — både herhjemme og i udlandet – er blevet forfulgt, fængslet, eksileret, ruineret… har fået deres liv fuldstændig smadret.

For at sige sandheden.

I værste fald har medier – folk der kalder sig journalister, måske endda nogle i dette lokale – aktivt medvirket til denne forfølgelse; “Snowden er russisk spion”, ikke? ”Frank Grevil er landsforræder”. ”Chelsea Manning er en kønsforvirret bøsserøv”. ”Anders Kærgaard er helt vildt sindssyg”… (især hvis man læser Berlingske Tidende på de dårlige dage).

Samtidig har medierne beskyttet de magthavere, der er blevet afsløret som værende det, man i andre lande ville kalde korrupte, eller værre – og sørget for, at ingen er blevet stillet til ansvar.

INGEN.

Alt sammen i ”Krigen Mod Terror (™)‘s hellige navn.

Krigen Mod Terror (™) er blevet til en krig mod whistleblowere. En krig mod journalistik, rigtig journalistik – det vil sige: kritisk journalistik. En krig mod offentlighedens ret til at vide hvad der foregår i vores navn.

Det er per definition, en krig mod retsstaten og mod demokratiet – og det er en krig, vi ikke har råd til at tabe – uanset hvor på Rød Stue/Blå Stue aksen vi befinder os, og uanset hvilket medie vi arbejder på.

Whistleblowere. Hvordan vi behandler dem, beskytter dem og hvordan vi sørger for, at deres afsløringer rent faktisk får konsekvenser – rigtige konsekvenser; en ”næse” er ikke en konsekvens — bliver det absolut vigtigste for journalister de næste mange år. Så derfor er det virkelig dejligt at se så mange her i dag og til vores andre arrangementer. Og det er fantastisk at Dansk Journalistforbund beviser, at de tager whistleblowere, overvågning, kryptering alvorligt. Tusind tak for det. Det gør virkelig en forskel. Det kommer til at gøre en KÆMPE forskel fremover. Tak.

Sådan har det været siden 11. september. Ikke mere af den slags, tak.

Sådan har det været siden 11. september. Ikke mere af den slags, tak.

The following two tabs change content below.
Peter Kofod
Jeg prøver i øjeblikket at få skrevet min første bog færdig — og render rundt og holder foredrag om whistleblowere, overvågning, demokrati og medier.
Peter Kofod

Nyeste indlæg af Peter Kofod (se alle)

Har du noget at bidrage med?