Afspil

Allerede på nuværende tidspunkt er der sagt og skrevet meget omkring Dansk Folkeparti og deres store valgsejr. Der er også sagt meget skidt om Dansk Folkeparti og dets vælgere.

Verdenspressen har tilmed også opfattet, at der har været valg i Danmark, og at mere end 750.000 danskere har stemt på et parti, hvis tydeligste politiske budskaber er, at muslimer er et problem for det danske samfund, at asylansøgere skal holde sig væk eller sendes til Kenya, samt at forskere, der bekymrer sig over, hvordan vi behandler klimaet, er en samling klima-demagoger.

Verdenspressen er mildt sagt ikke begejstret for de 750.000 danskeres beslutning om at sende krydset efter et sådan parti. Flere udenlandske medier kalder Dansk Folkepartis valgsejr en sejr for den indre svinehund. Mit Facebook– og Twitterfeed minder ret meget om verdenspressens samlede udmelding, og det undrer mig faktisk.

Hvorfor blander DF-vælgerne sig ikke i debatten?

Når mere end 20 procent af den danske befolkning åbenbart har den verdensopfattelse, som Dansk Folkeparti repræsenterer, hvordan søren kan det så være, at jeg aldrig støder på den? Altså, lige bortset fra, når Mogens Camre slynger endnu en vederstyggelig svada efter danske muslimer, eller når formand Thulesen-Dahl forsøger at tæmme endnu en bizar udmelding fra en Dansk Folkepartist.

Ret skal være ret. Jeg følger også Morten Messerschmidt på Twitter, og selvom jeg sjældent er enig med ham, så påskønner jeg, hvordan han deler ud med holdninger og indsigt i hans politiske agenda. Han tager tilmed diskussionen en gang i mellem, frem for eksempelvis de fleste Venstrepolitikere, der blokerer én, hvis man stiller dem et spørgsmål.

Jeg finder det faktisk pligtværdigt at orientere sig om, hvad et parti, der nu repræsenterer 750.000 danskere mener, ligesom jeg forsøger at holde mig opdateret på, hvad de øvrige politiske partier får sendt ud af politiske udmeldinger.

Men jeg støder nærmest aldrig på nogen af jer 750.000 danskere, der åbenbart mener, at der for mange muslimer i Danmark og at klimaforskning er lig med klima-demagogik. Måske lige bortset fra, når jeg på Twitter engang i mellem bliver kaldt for ”humanist” (det er åbenbart et skældsord på de kanter?), hvis jeg udtrykker bekymring over bådflygtninge, der åbenbart bare skal have lov til at drukne.

Underligt nok er det altid en anonym profil med et fjollet profilbillede, der adresserer mig. Hvorfor anonym? Er det den Dansk Folkepartiske Edward Snowden, jeg åbenbart skal være beæret over at være i kontakt med? Eller er det en, der er på flugt fra noget eller nogen, som for eksempel den af DF frygtede godhedsindustri, der jo – som bekendt — slår alle ihjel med kærlighed og medmenneskelighed?

Anyway, det er ikke bare mig, der har det problem. Samtlige meningsmålinger gennem denne valgkamp (og der blev foretaget mange) kunne ikke forudsige Dansk Folkepartis ekstreme vækst. Hvorfor kunne de ikke det? Et af de mange svar, der melder sig, når man atter hos Megafon, Epinion, Greens og så videre skal selvransage på, hvordan meningsmålingerne igen tog fejl om Dansk Folkeparti, er at folk ikke vil sige, at de stemmer på Dansk Folkeparti.

Really? Min kone, som er skolelærer, fortalte mig forleden om en elev, der vist nok ikke måtte sige, hvad faderen stemte, fordi det vist var lidt pinligt. Pinligt at stemme på et parti, som 750.000 mennesker stemmer på? Seriøst?

Få dig nogle nosser

Der er et eller andet helt galt, når folk ikke tør stå ved, hvad de stemmer. Enten er det fordi man skammer sig over at stemme på Dansk Folkeparti, eller også er det fordi man er bange for stå ved sine holdninger. Uanset hvad er man en kujon, hvis man stemmer på Dansk Folkeparti og ikke gider stå ved det.

Løsningen er simpel: skift parti, hvis du skammer dig over at stemme på Dansk Folkeparti. Eller stem videre på partiet, men få dig nogle nosser og stå ved det. Gør som alle andre: skriv læserbreve, blogindlæg og så videre. Deltag i debatten, i stedet for at gemme på dig bag en anonym profil på nettet eller i en lukket gruppe på Facebook.

Holdninger skal trives på tværs af fløjene og ikke plejes i et lille lukket ekkokammer, hvor man kan fællesmasturbere over, hvor meget man alle sammen har lige meget ret i at muslimer åbenbart er farlige, at moskebrande er underholdning og at klimaforskerne er en samling ondsindede klima-demagoger, der prøver at redde verden.

Hvis det er fordi, du har stemt på Dansk Folkeparti, men er bange for, hvad alle de farlige politiske kommentatorer og medierne i øvrigt mener om det valg, så er løsningen lige så simpel. Bland dig i debatten. Skriv et indlæg. Argumenter for dit valg. Vis Danmark og verden, hvorfor du stemmer som du gør, i stedet for at gemme dig som en kryster, der ikke tør forklare alle de uforstående, hvorfor din stemme og holdning er legitim.

Selvom jeg på forhånd vidste, hvad jeg ville stemme ved folketingsvalget, har jeg taget stort set alle kandidattests (”test” er engelsk for ”prøve” — jeg skal nok betale skat for at skrive det udenlandske ord). Ved samtlige tests (der var den igen, det her bliver dyrt) har jeg fundet, at det parti jeg er mest uenig med er Liberal Alliance. Et parti der i øvrigt gør et fortræffeligt arbejde med at sprede deres budskaber. Også via deres vælgere, som deltager i debatter på nettet og i medierne. Uden anonymisering.

Måske skulle du tage at gøre det samme? Vi er åbenbart ikke de absolut mest uenige i hele verden (liiiige bortset fra det med muslimerne, ytringsfriheden, homoseksuelles rettigheder, menneskerettighederne, EU, moskebrandene og klimaet – det skal vi også have en seriøs snak om), og jeg er ret sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Der er også andre i Danmark, der synes at hundehvalpe er søde og at ældre mennesker skal have det godt og trygt.

Så, kære Dansk Folkeparti-vælger: åbn din mund og deltag aktivt i demokratiet gennem debat og dialog, i stedet for at nøjes med at skamme dig over din holdning, der åbenbart kun må komme til udtryk, når du står dernede i en privat bås i valglokalet ved fjerde år. Det her er et demokrati, og det er meningen, at vi skal snakke om tingene. Også når vi er uenige. Det er faktisk dit demokratiske ansvar, og det rækker langt ud over det lille kryds ud for Dansk Folkeparti i torsdags. Jeg nægter at tro der findes 750.000 krystere i Danmark. Modbevis det.

The following two tabs change content below.

Mikkel A. Kongstad

Specialeskrivende i politisk kommunikation. Sætter en plade på før jeg tænder for kaffemaskinen hver morgen.

Nyeste indlæg af Mikkel A. Kongstad (se alle)

Har du noget at bidrage med?