I oktober sidste år afsagde byretten på Frederiksberg dom i danmarkshistoriens største hackersag, og satte derved foreløbigt pausekomma for et justitsmord i slowmotion. Resultat: Hårde fængselsstraffe til to unge mennesker, der ikke er fremlagt seriøse beviser mod; et stort amerikansk selskab (CSC) afsløret som værende inkompetent i så høj en grad, at det lugter af kriminelt svigt — og en lang række grundlæggende retsprincipper smidt på historiens losseplads.

Efter et lang, bizart forløb, præget af systemisk inkompetence, hvad angår sagens tekniske og principielle spørgsmål, blev begge de tiltalte kendt skyldige i hackingen af CSC — det foretagende, der skulle forestille at passe på vores alle sammens ekstremt personfølsomme data (kriminalregister, kørekortregister, CPR-register m.m.). Undervejs har der været kritik fra alle kanter; ikke bare rabiate aktivister, tech-miljøet og retsikkerhedsekstremister (det, der i gamle dage bare hed anstændige mennesker), men fra stort set alle folketingets partier, fordi man løbende er blevet fyldt med løgn om en række aspekter i sagen.

At sige, at processen har været kafkask, ville være en underdrivelse. Det har nærmere været tilfældet, at både politi og anklagemyndighed har omdannet, hvad der burde have været en principiel retssag om en gigantisk sikkerhedsbrist i kritisk dansk IT-infrastruktur, til en dilettantisk opførelse af et hidtil ukendt Kafka-skuespil. Et af dem, der ikke ender godt. For nogen.

Den danske tiltalte, der allerede havde siddet varetægtsfængslet i længere tid, end hans dom lød på, modtog dommen og var derefter en fri mand. Han har efterfølgende krævet erstatning for de 11 måneder “for meget”, han var indespærret (han blev dømt til 6 måneders fængsel, men havde da allerede afsonet næsten halvandet år). Den anden og mere højtprofilerede tiltalte, svenskeren Gottfried Svartholm Warg — bedre kendt som Anakata — blev idømt 3½ års års fængsel samt udvisning fra Danmark efter udstået straf, og måtte derfor forblive bag tremmer.

Han ankede dommen til landsretten, hvor sagen nu – efter et halvt års ventetid – nærmer sig sin afslutning. Kafkas ånd er i dén grad til stede i retten igen, men det er der desværre ikke ret mange andre, der har været. Ærgerligt, for sagen er ikke blevet mindre principiel – eller mindre skandaløs – af at komme for landsretten .

Det er en besynderlig kontrast til første omgang, hvor der faktisk var en pæn række medier/journalister, der beviste, at de var i stand til at dække det seriøst. Faktisk er det jo hovedsageligt på grund af den rigtig gode, grundige dækning bl.a. fra Politiken, Aflyttet og Version2, at vi overhovedet blev klar over, at fanden er løs i laksegade – selvom vi måske nok havde det på fornemmelsen. Flere andre medier spædede til; Information, Jyllands Posten og Danmarks Radio (sidstnævnte livebloggede endda fra retssalen på Frederiksberg).

Jeg skrev også selv en del om sagen og de mange problemer dengang, både på Dagbladet Arbejderen og her på DenFri. Om politi, der lyver i retten, anklagere, der intet fatter af det tekniske (man begynder at mistænke, at det er en feature, ikke en bug ) og en efterforskning, der lader alt tilbage at ønske, hvis altså målet var en opklaring af en meget alvorlig forbrydelse, og en fair retssag – ikke bare at smide ham med skægget bag tremmer.

Efter byrettens domsafsigelsen forsøgte jeg på TV2 at opsummere, hvor sindssygt det er, at almindelige retsstatsprincipper bliver sat ud af kraft, blot fordi sagen er teknisk af natur.


Journalisten i klippet har naturligvis en pointe i, at hun ikke behøver benytte sig af samme sprogbrug som jeg (ofte) gør – men derudover synes jeg nu nok, at hun burde have taget mit velmente råd til sig: det her er noget forfærdeligt lort, og det er en journalistisk forpligtelse af de helt store, at gøre det helt klart for den almene seer/læser/lytter, hvor meget lort egentlig lugter.
Siden da har jeg fået mere ret, end jeg bryder mig om.

Den politiefterforsker, der blev taget på fersk gerning i at lyve under ed (om hvornår dansk politi fik besked om hackerangrebet mod CSC), bliver nu efterforsket af Københavns politi. Såfremt han er/bliver sigtet, er han omfattet af navneforbud, så vi kalder ham “NN”, selvom alle og enhver kan læse hans navn i et utal af tidligere artikler overalt på internettet (f.eks. i min egen artikel her). Det er en alvorlig forbrydelse for et vidne at lyve under ed i retten, så NN kan se frem til op til 4 år bag tremmer, hvis han kendes skyldig. (Hvad er chancen for at det sker mon? Det kommer an på, hvor meget mere lige, nogle svin er end andre).

Radioprogrammet Aflyttet på Radio 24syv havde i al ubemærkethed et scoop af de helt store sidst i marts, da de fik et interview i stand med den amerikanske jurist og professor i IT-kriminalitet, David Thaw (bl.a. fra Yale University), som har stor erfaring med sager af denne type. David Thaw gennemgår sagen og sætter fingeren på flere af de samme punkter, som jeg og andre også har været dybt rystede over:

  • Det kan ikke afvises, at Anakatas computer har været fjernstyret. Den slags sker konstant. I det aktuelle tilfælde er der ikke tvivl om, at computeren er sat op til at skulle kunne fjernbetjenes.
  • De chatlogs, der er blevet brugt som bevis mod de tiltalte, er ubrugelige. De er teknisk set falske – redigerede – og skulle aldrig have været forelagt en jury.
  • Det faktum, at politiet ikke selv har undersøgt CSC’s hackede systemer, men i stedet har ladet CSC selv (og et eksternt konsulentfirma, betalt af CSC) om det, kan han næsten ikke fatte. Det er sgu også ufatteligt. Er målet at finde frem til, hvad der er sket hos CSC? Eller bare at bure Anakata inde?
  • Da David Thaw skal forholde sig til, at CSC har slettet deres originale logfiler, uden at politiet har kunnet undersøge dem, hælder han mest til, at dommeren burde have erklæret “beviserne” ugyldige – altså, at nævningene slet ikke skulle have været forelagt dem, fordi der ikke er findes nogen måde, det kan garanteres, at de er autentiske.

(Læs mere og hør hele udsendelsen, der også inkluderer interview med forsvarer Luise Høj)

Man bliver rundtosset. Stort set alle “beviser” mod de tiltalte ville have været ugyldige ved en amerikansk domstol . Men det er på denne baggrund, at de tiltalte blev idømt fængselsstraffe ved byretten, og det er altså stadig her, vi er nu, hvor landsretten også er ved at være færdig med at behandle sagen. Forskellen er så bare, at denne gang har medierne ikke rigtig dækket det (med ganske få undtagelser: Aflyttet havde en reportage om det, ligesom Politiken skrev en rigtig fin oversigtsartikel op til).

Forsvaret har generelt haft voldsomme problemer med at få godkendt folk, der kan vidne om sagens tekniske aspekter (fjernstyring af computere, firewall-indstillinger etc.), i en sådan grad, at man nærmest har været nødsaget til at benytte sig af politiets egne eksperter(!), men det lykkedes alligevel forsvarer Luise Høj at få retten til at acceptere, at IT-ekspert, journalist m.m. Jacob Appelbaum kunne afgive ekspertvidneudsagn, både i byretten og nu igen i anden omgang i landsretten.

Den 26. maj blev Appelbaum fløjet ind fra Berlin (hvor han bor), og da jeg alligevel var i byen, svingede jeg et par timer inde i seancen forbi Øster Landsret, og sneg mig ind på de nærmest tomme tilhørerrækker i afdeling 9 på Bredgade. Jeg sad ved siden af Anakatas mor, og så måbende til, mens anklageren med vilje trak tiden ud, så det tilkaldte vidne måtte sidde det meste af dagen og se på slides med referater af sagen i byretten, og høre på endeløst juridisk mumbo-jumbo om, hvem der sagde hvad hvornår for et halvt år siden.

I frokostpausen spurgte jeg Appelbaum, om jeg var gået glip af noget af hans vidneudsagn, inden jeg ankom. Det var jeg ikke. Han havde kun fået sagt “ja” til, at han nu også var sig selv.

Efter pausen blev det endelig tid til at afgive forklaring, men i stedet for at gøre dommere og nævninge klogere, valgte anklageren at krydsforhøre Appelbaum om hans politiske holdninger, om hans forhold til Julian Assange fra WikiLeaks og om gamle tweets (hovedsagligt fra andre personer). Selv denne gamle traver blev pisket igennem endnu en gang:

Tweet fra Jacob Appelbaum, der henviser til en artikel skrevet af en anden person (Niklas Femerstrand).

Tweet fra Jacob Appelbaum, der henviser til en artikel skrevet af en anden person (Niklas Femerstrand).

Det eneste, den øvelse demonstrerer, er som bekendt, at anklageren ikke fatter, hvordan Twitter fungerer  (Appelbaum tweeter en artikel skrevet af en helt anden person; teksten i tweetet er artiklens overskrift, ikke Appelbaums egne ord). Men det er vel også værd at spilde ekspertvidners, dommeres og nævninges tid med?
Dernæst gik han videre til noget andet, der heller ikke havde det fjerneste med noget at gøre, nemlig et billede fra Twitter, der viser Anakata og Julian Assange fra deres bedste sider:
Capture
To gange stillede anklageren lange, tendentiøse, kedelige, irrelevante spørgsmål: “Mener du virkelig, at ‎Anakata‬ er politisk fange? Er de svenske dommere korrupte… har de fået penge under bordet?” og erklærede så – seriøst, desværre — at der ikke var tid til at høre svaret, og at “vi ved vist godt, hvor det her bærer hen” eller noget i den stil. Min underkæbe blokerede for min notesblok, så jeg kunne desværre ikke få nedfældet det ordrette citat.

Så Appelbaum måtte flyve hjem igen, uden rigtig at have forklaret noget særligt om de Firewall-indstillinger. der var blæst op på en storskærm i retten, og som viste — sort på hvidt — at Anakatas computer uden tvivl kan have været blevet fjernstyret. Det hører med til historien, at Anakata blev frifundet i en stort set identisk sag i Sverige, bl.a. på baggrund af vidneudsagn fra selvsamme Jacob Appelbaum, så man forstår strengt taget godt, hvorfor anklageren ikke har så meget lyst til at tale om sagens substans – hvis altså man antager, at anklageren ikke er interesseret i en fair retssag. Men i et retssamfund er der nu engang andre interesser at tage hensyn til, end de, som en moralsk anløben, teknisk analfabet får penge for at varetage. Skulle man mene.

Der var ingen journalister til stede, så offentligheden har ikke fået det fjerneste indblik i anden omgang af slowmotion-angrebet på den danske retsstat. Der er nu reelt 3 retsdage med vidneudsagn tilbage: mandag, tirsdag og onsdag i denne uge. Jeg håber virkelig at se en del flere vagtsomme øjne på tilskuerrækkerne, om ikke andet så for at kunne dokumentere præcis hvornår vi som samfund besluttede at normalisere Kafka. Det ville være træls at kigge tilbage på sommeren 2015 og kunne sige: “Vi anede ikke, hvad der foregik”.

The following two tabs change content below.
Peter Kofod
Jeg prøver i øjeblikket at få skrevet min første bog færdig — og render rundt og holder foredrag om whistleblowere, overvågning, demokrati og medier.
Peter Kofod

Nyeste indlæg af Peter Kofod (se alle)

Har du noget at bidrage med?