Afspil

De Distribuerede Netværk er andet kapitel af Christoffer Kullenbergs Det Netpolitiske Manifest.

Den 29. oktober 1969 blev den første pakkeudvekslede besked mellem to computere sendt i et amerikansk militærprojekt kaldet ARPANET.

Pakkeudveksling indebærer at en digital meddelelse deles op i mindre dele, som frit kan vælge den mest fremkommelige vej til deres destination. Derudover forsynes pakken med kontrolinformation, som blandt andet angiver formatering, afsender og endemål.

På den måde udrustes hver meddelelse med instruktioner om, hvordan den skal sendes fra et punkt til et andet, nogenlunde ligesom informationen på en kuvert beskriver, hvordan et brev skal nå frem til sin rette modtager, og med hvilken prioritet.

Desuden indebærer pakkeudveksling at meddelelserne kan opdeles og indlejres i hinanden på vejen, på samme måde som en kuvert kan lægges i en anden for, via nye delstrækninger, at nå frem til modtagerdestinationen.

Den teknologiske fremgangsmåde for pakkeudveksling blev udarbejdet et par år tidligere i forbindelse med det igangværende atomkapløb. På bestilling fra RAND Corporation skrev den amerikanske ingeniør og matematiker Paul Baran i 1962 artiklen On Distributed Communications Networks, hvor de grundlæggende ideer om det distribuerede netværk blev præsenteret.

RAND, som var en slags tankesmedje i nært samarbejde med det amerikanske flyvevåben, blev hvert år tildelt store økonomiske tilskud af militæret, og kunne dermed nyde en tilværelse uafhængig af de konventionelle økonomier.

Det amerikanske samfund var i halvtredserne præget af en tiltagende frygt for atomkrig. For at forhindre et totalt kaos ved et eventuelt angreb, var det afgørende, at korrekt information kunne formidles mellem præsident, generaler og udstationeret personale ved missilanlæggene. Spørgsmålet var dog hvilken type infrastruktur, som ville overleve længst ved et militært angreb. Ifølge Paul Baran var svaret de distribuerede netværk.

Også Sovjetunionen byggede i denne periode sine første computernetværk med udgangspunkt i et højteknologisk missilforsvar. Men der så den teknologiske udvikling anderledes ud.

Det amerikanske ARPANET og arbejdet på RAND Corporation fandt sted på et fuldkomment antimarked; de militære kapitalstrømme i USA gjorde at teknologiforskningen aldrig behøvede nogen form for konkurrenceudsættelse.

I det hierarkiske sovjetiske bureaukrati var der derimod hele tiden kamp om, hvilke afdelinger, der skulle tildeles økonomiske midler, og udviklingen af datanetværk måtte derfor konkurrere med andre militære og civile projekter.

Da de sovjetiske videnskabsfolk begyndte at interessere sig for hvordan den planøkonomiske styring kunne drage nytte af datanetværk, gik de ud fra den samling af teorier, som går under benævnelsen kybernetik.

Ofte har kybernetikken, det vil sige læren om styring og kommunikation, været fremstillet som en amerikansk forskningstradition, men som anvendt teoridannelse i økonomi og samfundsplanlægning var den dog mest indflydelsesrig i Sovjet.

De sovjetiske computernetværk, som med afsæt i de kybernetiske teorier blev oprettet i tresserne, var decentraliserede men samtidigt hierarkiske. Tanken var at en central computer i Moskva skulle fungere som toppen af en pyramide. Den skulle derfra kommunikere med andre byer, hvor mindre netværk blev organiseret.

Det paradoksale i denne opbygning var at maskinerne i nettet til en vis grad kunne kommunikere uden om et centralt punkt, samtidigt med at informationen alligevel altid flød opad i hierarkiet.

Parallelt med det militære netværk byggede den sovjetiske stat også et kommercielt net, som havde til formål at overvåge den planøkonomiske produktion. Ved at indsamle så meget information som muligt søgte man blandt andet at forudsige trends i udbud og efterspørgsel på forskellige råvarer.

Det distribuerede netværk som Paul Baran havde skitseret i sin artikel adskilte sig ikke radikalt fra Sovjetunionens bud på samme. Barans system forudsatte ikke et “superknudepunkt” i toppen af informationsstrømmen, men havde i stedet et netværk, hvor alle knuder var ligestillede.

Til forskel fra de sovjetiske netværks arkitekturer, der til formål først og fremmest havde styring og kontrol af en helhed, var Barans grundlæggende mål overlevelse, hvilket ledte til konstruktionen af den distribuerede netværksstruktur.

Hvilket computernetværk er bedst rustet til militære formål — et distribueret eller et hierarkisk? Spørgsmålet blev mindre og mindre relevant, des mere den kolde krig blussede op. Det som i stedet blev afgørende var, hvad der skete med teknologierne når de begyndte at blive anvendt i civile sammenhænge.

Det sovjetiske netværk var ikke bare hierarkisk på et teknologisk plan; selv i sin videreudvikling var det filtret ind i den bureaukratiske vision om en kybernetisk kontrollerbar stat.

I USA skete derimod noget ganske uventet: Paul Baran registrerede hovedparten af sit arbejde som public domain, det vil sige almen ejendom tilgængelig for hvem som helst. Denne offentliggørelse af de distribuerede netværk ledte til at internet tog sine første vaklende skridt i USA.

I begyndelsen af firserne overgik ARPANET til den såkaldte TCP/IP-arkitektur. Den bestod af et antal protokoller, som definerede en ensartet måde for, hvordan computere skulle kommunikere med hinanden.

Datapakker kunne tidligere færdes globalt i specialdesignede netværk, men med TCP/IP-arkitekturen blev det nu muligt for mindre netværk at tilslutte sig de større, i kraft af den fælles standard. Fra det øjeblik kunne man koble umiddelbart meget forskelligartede miljøer sammen, hvilket gjorde at den globale datakommunikation kom i gang for alvor.

I løbet af 80’erne steg antallet af opkoblede maskiner fra et par hundrede til ca. 300.000. Brugerne var frem for alt folk i erhvervslivet og på universiteterne, men et lille antal pionerer brugte nettet privat.

I løbet af samme årti blev der gjort et antal forsøg på at skabe centraliserede netværk, men de blev ganske hurtigt overhalet af de TCP/IP-basererde sidestykker. Disse havde en afgørende fordel sammenlignet med de hierarkiske og lukkede systemer — de indeholdt et antal åbne og standardiserede protokoller som i dag udgør nogle af internets grundteknologier — eksempelvis email, filoverførsler (FTP), chat (IRC) og fjernterminaler.

Omkring 1990 blev de første skridt taget imod world wide web og hypertext–protokollen, hvilket gav anledning til den afgørende popularisering af internet. Nu kunne mennesker hurtigt og enkelt navigere sig frem over nettet gennem et stigende antal hjemmesider. I begyndelsen byggede disse et væv af enkle tekstdokumenter, men ganske hurtigt fik de tilføjet billeder og lydfiler. Fra de 300.000 brugere i begyndelsen af halvfemserne kunne årtiet stemple ud med ca. 70 millioner opkoblede maskiner.

I og med den brugereksplosion, som fulgte i sporene af world wide web, skabtes en ny økonomi omkring internet. Computernetværk blev udbygget og fik større og større kapacitet, de statslige europæiske telekom-monopoler blev dereguleret, og nye forretningsmodeller voksede frem.

Internet var forholdsvist billigt at investere i, hvilket ledte til at børsnoterede virksomheders aktiekurser kunne skyde i vejret, uden at firmaet havde mere end en række vovede ideer og en hjemmeside.

Mange private internetbrugere havde samme teknologiske forudsætninger. At opsætte en hjemmeside eller en blog var i mange tilfælde gratis eller fulgte med internetabonnementet, og med den nye RSS-teknologi kunne bloggere få abonnerende læsere. Rent teknisk blev RSS og blogs skabt allerede før årtusindskiftet, men det var først nogle år efter it-boblen, at de blev tilgængelige som almene tjenester.

I dag har vi et distribueret og pakkeudvekslende internet, en jungle af kabler og servere, en flodbølge af datatrafik, protokoller og meddelelser. Det er en infrastruktur som er bygget til at kunne skovle datapakker rundt i verden uden at tage hensyn til om indholdet er en finansiel transaktion, en chatsamtale eller en forskningsrapport.

Den hurtige tilvækst af internetopkoblede mobiltelefoner og mobilt bredbånd gør, at en version af TCP/IP-prokollen som har været i brug siden firserne, IPv4, antages at løbe tør for unikke adresser i løbet af et år. Det indebærer, at vi her passerer fire milliarder direkte forbundne enheder.

Dette er andet indlæg i Bitbureauets sommerserie, der består af en dansk oversættelse af Christopher Kullenbergs Det Netpolitiske Manifest. Det er også muligt at høre indlægget som podcast oplæst af Bitbureauets Henrik Chulu.

The following two tabs change content below.
Bitbureauet
Bitbureauet er en uafhængig internetpolitisk tænketank og en interesseorganisation for internettet, der kæmper for et frit og åbent internet. Vi arbejder for et internet hvis infrastruktur er transparent og beskyttet af en lovgivning som sikrer innovation og fri kultur.

Har du noget at bidrage med?