Afspil

De slår hovederne ind i væggen. Det er ikke første gang, der sker. Klassisk musik i baggrunden. Højt, tydeligt, dramatisk. Uden den iscenesatte dramatik ville vi ikke vide, hvad vi skulle gøre. Aha. Er det sådan de siger, inden de lægger musik på film? Billederne? Hvad er billederne uden lyd. Tomme silhuetter. Lyden af smålige forsvindingspunkter.

Først det ene hoved. Hovedskallen. Åbningerne. Langsomt. Så det andet; den anden. Ansigtet vel også. Øjnene. Det ene øje, der ser det andet forsvinde. Hvad skulle vi gøre uden hinanden? Alt vel og ak og ve. Die Unsichtbare Front af Gabriel Yared & Stéphane Moucha på repeat. Lad os lade som, at virkeligheden går i stå. Slet og eliminér. Er det dét, de lærer, når de begynder at huske? At alt, de havde skabt, var en mulighed, de eliminerede for at kunne bestå?

De siger, lyden af den gængse tilværelse er muligheden. For hvad? For endnu en gang at banke hovedet ind i væggen? Væggen er en grænse, de vil nedbryde, fordi de er så dumme, så uintelligente. Udover at banke deres hoveder ind i væggen; hvad kan de ellers? Det er så let at bestå og komme videre. Gentag, gentag. Gå og fald i søvn. Vågn igen og kom i gang. Bliv ved og ved. Frem. Vi skal frem og huske, at vi har hinanden. Vi har hinanden til at huske på, at det er hovederne, det gælder. Hovederne mod væggen. Hovederne inde i væggen. Med væggen. De andre er beviset på vores eksistens. Lad dem tage et før– og efterbillede af kroppens tilstand. Før og efter at hovedet er smadret mod væggen af egen fri vilje. Målet og resultatet af en velbygget krop, der kan isolere sig selv.

Kan du se det ske? Eller er der noget i de klare øjne, der forvirrer dit syn? Eller dine syn? Hvor mange øjne har du, hvor meget kan du klare at se? Er farverne optimale? Solskin der brænder din nethinde efter for lang tids bevidsthed.

Det er okay.
Det er okay, at du ikke vil mere. Jeg skal nok tage over. Jeg skal nok banke mit hoved ind i væggen flere gange end du selv magter at gøre det. Hvis det er det, det handler om. Er det det, det handler om? Din manglende styrke, din manglende energi, din manglende kontrol og magt?
Er du svækket?
Svag?
Er det fordi, du er svag, du ikke længere kan eller vil overskue at banke hovedet ind i væggen? Kom nu, du kan jo godt. Jeg tager et billede af dig nu, og nu igen og så kan du begynde.
Gå i gang.
Skal jeg optage lyden?
Lyden af din svaghed opstår når kun tavshed bryder dine grænser.
Er der andet vi ønsker af dig? Nej. Kom nu.

Men det er ikke dem, der slår hovederne ind i væggen akkompagneret til lyden af klassisk baggrundsmusik. Det er os. Os. Det er os, der begynder og det er os, der afslutter. Det er ikke en seance, men en mulighed.

Væggenes elementer bærer præg af aldring, slid. Hvis man skulle tale om væggen som et menneske, havde det været dødt for længe siden. Men væggen er jo ikke et menneske, det ved vi godt, og det er en farce at skulle lade som om og sammenligne alting med alting. Kom nu, for vi skal videre.

Lyden af dit ansigt, der krakelerer mod væggen, der også krakelerer igen og igen.  Det er ikke for sjov, vi gør de her ting. Det er vigtigt, det er guds gave til mennesket at holde egenkontrollen i ave.

De taler og de taler og de taler. Det er magtens stemmer, der taler om at vi skal bevare kontrollen i forhold til de andre. Eller at det skal vi ikke. Det behøver vi ikke. Bare vi kan kontrollere os selv, vores samlede opfattelse af opførsel, opdragelse og elegance. Hvor elegant kan man banke hovedet ind i væggen? Det er mig, der siger det. Jeg siger det til rummets fire vægge, der melder hastigt tilbage, at det kun er mig, der kan vide det. Elegancen. Kroppens muskler, der spændes lige inden det sker. Jeg standser. Jeg mangler lyden af andet end min krop mod væggenes elementer, jeg mangler den dramatiske lyd, som vil få elegancen til at flyde og flyde og flyde.

Lad det ske, lad det ske.

Men for at kunne fuldføre, mangler jeg dokumentation. Jeg mangler de andre til at dokumentere med billeder og blikke. Jeg venter. Jeg venter indtil de kommer, én efter én, fylder rummet op og jeg kan begynde som den første. Jeg ved, de andre er de næste, og at sådan vil situationen være igen imorgen og dagen efter imorgen.

Vi kalder det mulighed og elegance, selvkontrol og magt. 
The following two tabs change content below.

Karo­line Wols­ing Wullum

Levende, talende
Medredaktør på DenFri. Skibent for DenFri siden 2013. Tidligere intern hos Reporterne, Radio24syv. Dette er ikke et cv. Kontakt: karoline@denfri.dk

Nyeste indlæg af Karo­line Wols­ing Wul­lum (se alle)

Har du noget at bidrage med?