Uden et løsnet skud, og uden brug af trusler om militær magt, underkastede græske forhandlere sig i morges et diktat, der ikke blot går stik imod dens egen regeringspolitik, men som også stiller spørgsmålstegn til, hvorvidt vi fortsat – efter eventuel implementering – skal kunne betragte Grækenland som en selvstændig nation.

Nattens forhandlinger i Bruxelles viser med al ønskelig tydelighed, at Trojkaen ikke behøver militær magt for at påtvinge nationalstater sin vilje. De viser os også, at nationalt demokrati må forblive en illusion , hvis det ikke også gælder for det betalingssystem, der skal facilitere en nations livsvigtige udveksling af varer, tjenesteydelser og forbindelse til omverdenen.

En spildt chance

Forrige uges folkeafstemning for kun 8 dage siden (5. juli 2015, red.) bragte et klart folkeligt ‘nej’ til Trojkaens reformudspil pr. 26. juni. Her skulle grækerne ifølge premierminister Alexis Tsipras stemme ’nej’. Ikke i bestræbelser på at forlade det europæiske samarbejde, men for at leve i det med værdighed.

Men Trojkaen, anført af Tyskland, benyttede det græske ønske om at give forhandlingerne en timeout for at spørge dets folk, til at presse den græske økonomi ud mod kanten. Man plantede frygt i de græske vælgere ved at lukke landets banker, og tvang dem til at indføre kapitalkontrol i hvad der bedst kan betegnes som finansiel terror.

På trods af dette, og på trods af, at være blevet bombarderet af propaganda og grundløse skræmmescenarier i de private græske medier om hvad der ville ske, såfremt grækerne skulle stemme ’nej’, var der ingen usikkerhed om resultatet. Det blev med mere end 61% af stemmerne et overbevisende ’nej’, og ingen kunne længere være i tvivl om, at det græske folk havde fået nok af Trojkaens uværdige krav. Os, der håbede på, at dette kunne lede vejen til en bedre fremtid for Grækenland, står nu med en dårlig smag i munden.

Mens der blev festet foran det græske parlament på Syntagma, i en stemning af forløsning og håb på vejene af det græske demokrati, mistede Grækenland sin mulighed for at gå til forhandlinger i Bruxelles med en plan B. En sådan var i månederne op til afstemningen blevet udfærdiget af den nu afgåede græske finansminister Yanis Varoufakis.

Varoufakis havde længe advaret om, at ECB i sidste ende ville lukke de græske banker for at tvinge en aftale igennem, og når dette skete, ville han gøre 3 ting: 1. Han ville udstede Euro-denominerede veksler, (IOUs) til at erstatte rigtige Euro som landet hurtigt ville løbe tør for. Således ville landet stadig kunne fungere forholdsvist normalt under en truende mangel på penge. 2. Nedskrive værdien af de statsobligationer som Grækenland udstedte til ECB i 2012, for på den måde at nedskrive landets gæld, og 3. Tage kontrollen med den græske nationalbank tilbage fra ECB.

En afstemning blandt Syrizas topledelse vendte tommelfingeren ned til Varoufakis’ plan , mens folket sang i Athens gader. Dagen efter var Varoufakis ude og i fredags stod Tsipras skoleret med et reformforslag, der reelt ikke afveg fra det forslag som grækerne netop havde sagt ’nej’ til. Den fælles udtalelse efter nattens eurotopmøde har kun forværret grækernes udsigter.

Anatomien af et moderne kup

Ole Ryborg – EU reporteren uden holdninger – beskrev i morges den opgave som det græske regeringsparti, Syriza, nu står overfor, som at bede Enhedslisten om at gennemføre Liberal Alliances partiprogram inden onsdag. Men Eurogruppens aftale er mere end det. Det er et program, der ville vække forargelse selv i et parti som Liberal Alliance, og som partiets mest privatiseringsivrige fløj ville tøve med at fremføre i åbenhed.

Grækenland vil som forventet forpligtige sig på at gennemføre privatisering af landets største havne, lufthavne samt dets elnet. Men efter såkaldte forhandlinger i Bruxelles (Læs den fælles udtalelse fra Eurogruppen her), har man derudover besluttet at oprette en fond, der skal tage ejerskab over græske unavngivne såkaldte ”værdifulde aktiver” til en værdi af 50 milliarder Euro med henblik på privatisering.

Men ikke nok med, at man påtvinger Grækenland et frasalg af dets aktiver til en værdi af 50 milliarder Euro, så har man også indskrevet i aftalen, at 25 milliarder herfra skal gå til private græske banker i en styrkelse af deres kapital. Fonden vil blive drevet ”under opsyn” fra ”relevante europæiske institutioner”. Alt sammen tiltag, der må betragtes som et alvorligt angreb på græsk suverænitet og landets demokratisk valgte regering. Trojkaens besked til Grækenland har været klar: ”Privatiser jeres fælles goder eller vi udsletter jeres betalingssystem.”

Aftalen har allerede ført til stor splittelse i Syriza , og det er næsten umuligt at forestille sig hvordan den græske regering skal kunne overleve de kommende forhandlinger i det græske parlament. Tsipras vil sandsynligt være tvunget til at skabe en national koalitionsregering til implementering af Trojkaens diktat, og samtidig – eller i ummidelbar forlængelse heraf – til at udskrive valg. Ganske som George Papandreous måtte gøre det i 2011.

Græsk politik vil se yderligere polarisering gennem en styrkelse af både det ekstreme venstre og ekstreme højre, og det vil være umuligt at vurdere konsekvenserne heraf. Syriza vil dog stå betydeligt svækket fremover, og det er intet mindre end en katastrofe for Grækenland, der med den nuværende regering havde en historisk chance for at bekæmpe den korruption, der fortsat hærger i landet.

Extend and pretend

Udover at underminere græsk suverænitet, og påføre landet en uoverskuelig politisk krise, er der intet der kan påvise at Trojkaens recept, med uhørt kraftige offentlige besparelser og privatiseringsprogrammer, kan hjælpe den græske økonomi tilbage på sporet. Derimod en masse, der peger på det modsatte.

Grækenlands primære opgave med styringen af statens budget, vil i fremtiden handle om at hæve indtægterne gennem at øge skatter og moms og samtidig skære i landets pensionsordninger. Dette skal føre til, at landet kan opretholde dets plus på betalingsbalancen, så yderligere gældssætning kan undgås.

Uanset hvad man måtte mene om det ineffektive græske system med dets skæve pensionsordninger og problemer med at indkræve skat, er der ikke nogen løsning alene i at bekæmpe disse forhold. Den øgede belastning i form af skat og moms vil føre til en stigning i priser, nødvendigt for at virksomheder kan betale deres gæld, men samtidig vil en beskæring af landets pensionsordninger, hvoraf store dele af den græske befolkning er total afhængig, føre til at de høje priser vil blive helt umulige at betale.

Selv hvis aftalen skulle kunne gå igennem det græske parlament, er kravene helt umulige. Professor i økonomi fra Kingston universitet i London, Steve Keen, siger at aftalen får Versaillestraktaten til at ligne en skovtur og at Trojkaens krav til grækernes opretholdelse af plus på betalingsbalancen, er komplet umulige under alle tænkelige omstændigheder .

Men selv før den seneste aftale blev forhandlet igennem i Bruxelles, kom det tredje ben i Trojkaen ud med en rapport d. 2. juli. Den understregede, at Grækenland ikke ville være i stand til at betale dets gæld tilbage uden gennemgående gældssanering, og ifølge professor i økonomi fra University of Missouri, Michael Hudson, er der ingen som er i tvivl om, at Grækenlands gæld har nået et niveau for højt til at en tilbagebetaling kan betragtes som realistisk.

Ifølge ham er ECB og Europakommissionen udmærket klar over, at Grækenland ikke kan tjene pengene til tilbagebetaling af gælden gennem økonomisk vækst. Hvad Grækenland derimod kan gøre er at sælge dets øer, land, gasrettigheder i det Ægæiske hav, dets radio og tv-stationer samt dets infrastruktur.

Selv store mainstreamøkonomer er gået usædvanligt hårdt til Trojkaen i dens aftale med Grækenland. Paul Krugman sagde således om aftalen at: ”Det er ren hævntørst. Fuldstændig destruktion af national suverænitet og uden håb om lindring. Det er, formentlig, tænkt som et tilbud, Grækenland ikke kan acceptere, men selv i det tilfælde er det et grotesk forræderi mod alt det, som det europæiske projekt skulle stå for.”

Joseph Stiglitz sagde: ”Eurozonen kan ikke fungere uden et minimum af solidaritet. Det har været en katastrofe. Tyskland har helt klart bidraget til at undergrave Europa”

Dette er et kup – #ThisIsACoup .

The following two tabs change content below.
Tune Revsgaard Nielsen

Tune Revsgaard Nielsen

Tune studerer økonomisk historie og filosofi på SDU og er netværkskoordinator i foreningen Gode Penge.

Har du noget at bidrage med?