Jeg har i dag sendt følgende skrivelse til Gyldendal:

Kære Rie Lynge!

Du har på Gyldendals vegne anmodet om at erhverve rettighederne til at udgive mit forfatterskab elektronisk, i første omgang femten titler. Svaret er nej, og da I allerede har sendt mig en kontrakt til underskrivelse, må jeg gå ud fra, at det kommer som en overraskelse for jer, hvorfor jeg synes, jeg skylder jer en forklaring.

Jeg har de sidste femten år fra en central position set bogmarkedet implodere. Det begyndte med ophævelsen af bogens beskyttelsestold, de faste bogpriser, der blandt andet tog livet af mit forlag gennem et kvart århundrede, det hæderkronede Borgen.

Resultatet er nu som i alle andre brancher en lind strøm af bras solgt gennem supermarkedskæder. Den såkaldte e-bog er, forlagenes spin-doktorers retorik til trods, ikke andet end den sidste desperate dumping – ophavsret er, som enhver ved, en umulighed på digitale medier.

Man taler om at ”følge udviklingen”, men aner som sædvanlig ikke, hvor den fører hen. Min kone er ansat på Københavns Universitet og i overensstemmelse med afviklingen på sådanne steder IT-pædagog – hvorimod jeg vel nærmest må betegnes som ludd-IT på trods af, at jeg i sin tid introducerede den personlige computer på det danske marked i en række bestsellere – hvilket betyder, at hun jævnligt pendler med tog.

For nogle år siden så hun ofte passagerer med e-bøger. I dag er alt papir.

Man behøver altså ikke at være bogelsker for at insistere på rigtige bøger – e-bogen er død. Man kan indvende, at det er bogbranchen jo alligevel, men det er bogen ikke.

Jeg har altid set mig selv som sprogets vogter imod det akademiske proletariat. Der er jo nok en grund til, at en bog af Neutzsky-Wulff koster det samme antikvarisk som en førsteudgave af Blixen.

Nu kan jeg så også blive bogens – den sidste forfatter på det sidste forlag, der udgiver bøger. Ils ne passeront pas!

Men lad mig stille jer et modforslag: Genudgiv mine bøger på papir! Ikke, at jeg i min vildeste fantasi forestiller mig, at Kioskforlaget Gyldendal nogen sinde igen kommer til at udgive andet end grydelapper og kosmiske selvhjælpsbøger, men fordi det betyder, at ophavsretten med jeres afslag i overensstemmelse med normalkontraktens bestemmelser vender tilbage til forfatteren, hvor den vil forblive, indtil der atter udgives bøger i Danmark. Jeg kunne skrive Venlig Hilsen, men vil foretrække et ord af salig Heiberg:

Gyldendal, gå du ad helved til!

Erwin Neutzsky-Wulff

The following two tabs change content below.
Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff karakteriseres oftest som Danmarks eneste eller bedste bud på en kultforfatter. Det forlyder dog, at der også er andre danske forfattere, der bliver taget alvorligt.
Erwin Neutzsky-Wulff

Nyeste indlæg af Erwin Neutzsky-Wulff (se alle)

Har du noget at bidrage med?