Jeg er en ulykkelig type; tror jeg. Eller det ved jeg ikke, men en ulykkelig dag i efteråret faldt jeg på en tanke, eller rettere en taksonomi over den ’håbløse romantiker’. Termen ’håbløs romantiker’ er en i tiden alt for underbrugt kategori, der i øvrigt rummer afgørende indsigter.

Den håbløse romantiker er både håbløs og romantiker, forstås. Man kan dermed danne en taksonomi over tre typer eller tre (begærs)positioner: den håbløse, romantikeren og den håbløse romantiker. Det vil stå klart, at ikke bare er den håbløse romantiker både håbløs og romantiker; han er tilmed mere håbløs end den håbløse og mere romantisk end romantikeren.

Romantikeren og den håbløse

Hvem er romantikeren? Det er selvfølgelig Don Juan. Don Juan er ikke bare billedet på en gemen player; han er en elsker.  Don Juan er elskeren par excellence, fordi han ikke med overlæg bare manipulerer kvinder, eller med det samme reducerer sit kærlighedsobjekt til lort, men fordi han, af intensiteten i hans elskovs-kærlighed, må elske de kvinder han støder på; hver 1003 af dem! Han er romantiker, fordi det romantikeren gør er at romantisere, det vil sige at hæve sit objekt til noget idealiseret. Men romantikerens problem bliver dermed også, at så snart objektet er kommet ham i besiddelse, mister det sin idealiserede glans. Derfor er Don Juan vitterligt tvunget til at bevæge sig fra den ene kvinde til den næste af ren og skær kærlighed.

Hvem er den håbløse? Det er ham eller hende uden seksuel kapital, uden sex-appeal.  Lad os sige det er nørden, taberen, den grimme, ham eller hende uden selvtillid. Hen er håbløs i den forstand at hen aldrig tiltrækker nogen, aldrig scorer nogen. Hvad der imidlertid slår mig er, at håbløse (grimme, nørdede etc.) alligevel altid finder kærligheden – måske endda endnu bedre end andre, idet deres begær ikke er forkælet og forvent. Næsten ligegyldigt hvor grim man måtte være, eller hvor nørdet man måtte være, så er der altid en anden der er lige så grim og lige så kikset.

Hvad der på en måde viser sig her er at den håbløse tydeligvis slet ikke er så håbløs – hen finder jo kærligheden! Samtidig er romantikeren langt mindre romantisk end ved første øjekast, idet hen ikke tager den romantiserende idealisering alvorligt nok. Han formår jo faktisk hele tiden at give sig i kast med kvinderne, som han idealiserer, men en gennemført romantisk idealisering kræver at man sætter sit objekt så højt på en piedestal, at man aldrig vil kunne nå derop.

Man kunne endda overveje om vi ikke her ser en dialektisk sammenfiltring, hvor romantikeren på en måde ender med at være håbløs, og den håbløse ender med at være romantiker. Romantikerens rastløse ”sprællen i muligheder” gør, kunne man sige, at han egentlig aldrig finder kærligheden, mens det netop er det som den ydmygede, den håbløse faktisk formår.

Den håbløse romantiker

Midt i denne forvirring kommer den håbløse romantiker ind i billedet. Hun er den som tager romantikerens logik alvorligt, og idealiserer sit objekt helt ud i det umulige. I den forstand er hun mere romantiker end romantikeren. Men samtidig er hendes idealisering så heftig at hun aldrig, aldrig, aldrig vil kunne nå sit objekt, for enten vil manden kede hende uendeligt (alene fordi han er tilgængelig), eller han vil interessere hende uendeligt i kraft af den idealiserende distance. Dette får selvsagt den konsekvens at den håbløse romantiker aldrig vil kunne finde sammen med nogen, og dermed er hun mere håbløs end den håbløse (hendes seksuelle kapital totalt desuagtet).

Kærligheden, lykken og… dødsdriften!

Aristoteles mente efter sigende at man ikke kunne være lykkelig, hvis man var grim. Det er helt forkert, for hvis man overhovedet kan være lykkelig, må man først og fremmest være grim. Det er som vist kun ved den grimme (mere præcist den håbløse) at dialektikken går kærlighedens og lykkens vej.

Men hvem gider egentlig være lykkelig?  Vi tror vi vil være lykkelige, men tilsyneladende stiller vi os sjældent bare tilfredse. Tværtimod spænder vi konstant ben for os selv. Vi bilder os alle mulige grunde ind til at vi ikke finder kærligheden, eller til at det alligevel ikke helt kører som vi vil, når vi så finder den. Enten er det mig der er noget galt med: mit hår, min krop, mit job (eller manglen på det), mine interesser, mit temperament. Eller også er det den anden: deres hår, deres krop, deres job (eller manglen på det), deres interesser, deres temperament. Eller måske er det skæbnens skyld; man er uheldig, på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og endnu gang undslap en af de 15 millioner mulige soulmates en – eller også var hen en forloren soulmate. Bedre held næste gang. Det skal nok blive bedre.

Det er alt sammen en sød historie. Men det er mestendels bare udtryk for romantiseringens håbløse (begærs)logik. Det er måder at diskvalificere sig selv eller den anden på, for derved at holde liv i romantikerens håb(løshed) og distance. Det som den håbløse romantiker selvfølgelig vinder på hans bestandige fortvivlelse og ”uheld” er opretholdelsen af drømmen om foreningen med det ypperste, det sublime begærsobjekt – som selvfølgelig per definition, qua den nødvendige distance, er et umuligt objekt.

Der er med andre ord ingen der gider være lykkelig og tilfreds – det er langt federe og mere nydelsesfuldt at spænde ben for sig selv, og altså holde sit begær i live.

I psykoanalysen har man et navn for denne tendens, som ikke bare stiller sig tilfreds. Det er driften, eller mere specifikt, dødsdriften. Man kan prøve at benægte denne tendens i begæret. Den er blevet benægtet af flere psykoanalytiske skoler. Man kan benægte at man bærer et ansvar for det begær man udgør og er animeret af, at man bærer et ansvar for alle de forhindringer og strabadser der ”melder sig” på vejen mod lykken, kærligheden og hele kongeriget. Gør bare det, jeg er måske ligeglad. Måske er det bedst at hykle sig tilbage i drømmen om lykken, for hvad har man egentlig hvis man mister sine drømme? Ulykke?

I så fald vil jeg i hvert fald gerne være en ulykkelig type.

The following two tabs change content below.
Saman Atter Motlagh

Saman Atter Motlagh

Saman Atter Motlagh er cand.psych. og stud.cand.mag. i filosofi. Han interesserer sig for psykoanalyse, eksistensfilosofi og kritisk teori, og vil gøre næsten hvad som helst for at blive kendt. I øvrigt er han veltrænet og lidt bange for fugle.
Saman Atter Motlagh

Nyeste indlæg af Saman Atter Motlagh (se alle)

Har du noget at bidrage med?