I Danmark taler vi ikke meget om racisme. Åbenlys diskrimination på baggrund af race nævnes indimellem, men forbliver døgnfluer, der ikke afføder megen debat. Kritik af mere subtile former for racisme mødes oftest med bred fordømmelse.

Det legendariske eksempel på dette er den komplet overgearede danske reaktion på redigeringen af TV-serien om Pippi Langstrømpe. Danmark har endnu sin første anti-racistiske shitstorm til gode, mens shitstorme mod de, der vover at påpege racisme, er blevet en tilbagevendende begivenhed.

Det så vi senest i debatten, der fulgte lanceringen af underskriftindsamlingen “Djurs Sommerland: Stop reproduktionen af racistiske stereotyper.” Underskriftindsamlingen havde en klar målsætning: “Vi vil stærkt opfordre jer (Djurs Sommerland, red.) til at genoverveje jeres tema-by ‘Afrikaland’, da den indebærer ekstremt daterede og racistiske karikaturer af afrikanske stammefolk og stereotyper.” Men desværre er klagen over racisme i Djurs Sommerland ikke blevet mødt med modargumenter, men med hårdnakkede forsøg på at lukke samtalen ned, gennem historieløs whatabouterysvagt argumenteret negligering og på de sociale medier alskens dårlige undskyldninger, irrelevant udenomssnak og utallige grove personangreb.

Meget af denne modstand mod at tale om racisme bunder i, at mange danskere tror, at racisme kun er, når et individ giver udtryk for åbenlys mishag over for personer alene på baggrund af deres etniske tilhørsforhold. Men denne definition af racisme er gammeldags og ser bort fra at racisme i dag opererer på mange andre niveauer.

I Djurs Sommerlands Afrikaland er der eksempelvis ikke tale om den slags åbenlyse racisme, der motiverer folk til at råbe efter etniske minoriteter på gaden, eller hive muslimske kvinders tørklæde af. I stedet er der tale om en mere subtil racisme, et udtryk for, hvad der kaldes strukturel racisme. I dette tilfælde manifesteres den strukturelle racisme ved, at ord og billeder baseret på racistiske stereotyper, fra en tid hvor sorte mennesker blev betragtet som undermennesker, ukritisk benyttes som kilde til morskab, fordi man fejlagtigt tror, at vi har lagt racismen bag os. Denne mekanisme er selvforstærkende – man udpeger fejlagtigt racismen som noget, der alene findes i vores fortid, eller i enkelte vildfarne individer, samtidig med, at man reelt reproducerer racismen i vores nutid.

Modstanden mod at diskutere Afrikalands brug af racistiske stereotyper har været meget kraftig. Især racialiserede personer, der har udtalt sig om, hvorfor de synes, at karrusellen er udformet på en uhensigtsmæssig måde, er blevet mødt med hårde personangreb og hadske henvendelser – ofte med stærkt racistiske under– og overtoner.

Sådan her omtaler eksempelvis Facebook-siden ”Bevar Hottentot karusellen [sic] i Djurs Sommerland” der på få døgn fik mere end 6000 likes, formanden for interesseorganisationen African Empowerment Center, Josef W. Nielsen, efter han i Go’aften Danmark blev interviewet om sin kritik af Afrikaland: ”En anden positiv ting var, at Josef havde taget hatten af denne gang. Glæden blev dog hurtigt afløst af skuffelse, da redaktionen erfarede, at han ikke havde et kødben gemt under hatten. Josef er altså ikke en ægte Hottentot.”

Djurs Sommerland bortcensurerede racismekritik

Djurs Sommerland selv var heller ikke interesserede i debatten. Deres hidtil eneste svar på kritikken er den populære ikke-undskyldning-undskyldning, at de beklagede, hvis de havde stødt nogen, men de mente ikke noget racistisk med det, og derfor ville de ikke forholde sig til kritikken. Dette er en skuffende, men ikke overraskende udmelding. Intentionen bag en ytring bliver ofte brugt som et forsvar mod racisme, på trods af, at dette argument hviler på en forkert fortolkning af, hvordan kommunikation fungerer. Velintenderede ytringer kan sagtens være racistiske, som forsker Rikke Andreassen påpeger i Politiken.

Djurs Sommerland nægtede ikke blot at forholde til til kritikkens kerne, men valgte decideret at bortcensurere al kritik af deres racistiske temaland fra deres Facebook-side, fordi ”opslagene har medført et stort antal kommentarer med et sprogbrug, vi ikke tolererer her på siden”. Med andre ord var reaktionen på kritikken så frådende svinsk og ofte utilsløret racistisk, at ikke blot reaktionerne, men også selve kritikken måtte fjernes.

Skærmbillede 2015-06-28 kl. 23.29.37

Men hvorfor er det, at Djurs Sommerland, og dansk kultur i mere bred forstand, har så svært ved at tale om racisme? Er det alene fordi, der er uenighed om racismebegrebet? Eller er der mere på spil – eksempelvis uvidenhed om, hvordan fremstillinger af raciale minoriteter påvirker børn, en manglende erkendelse af vores egen rolle i den koloniale udnyttelse af Afrika og dets indbyggere, eller hvilken rolle, brugen af eksempelvis racistiske karikaturer, som den i Djurs Sommerland, spillede i den racistiske logik, der muliggjorde denne blodige kolonialisme?

Ukritisk reproduktion af racistiske karikaturer er historieløs og former børns opfattelse af verden

Der er to overordnede grunde til, at Djurs Sommerlands Afrikaland bør kritiseres. Den første er den relativt banale, men ikke desto mindre særdeles relevante pointe om, at Afrikaland fremstiller sorte mennesker og afrikansk kultur som fremmed og mindreværdig, som både underskriftindsamlingen, Josef W. Nielsen og andre har forklaret. Den negativt stereotype fremstilling af Afrika og sorte mennesker, der formidles i Afrikaland, bidrager til en diskurs, som er udbredt i dansk og vestlig kultur, hvor hvidhed fremstilles som den foretrukne hudfarve, og ikke-hvidhed enten ikke omtales eller ofte tegnes som tilbagestående eller negativ.

Forskning viser, at børn fra en meget tidlig alder er bevidste om raciale stereotyper, og at de påvirker deres opfattelse af, hvordan personer af forkellige racer adskiller sig fra hinanden både i positiv og negativ forstand. Et nedslående eksempel på, hvordan dette manifesterer sig, kan man se i f.eks. Hassan Preislers ”Dukketesten”. Her vælger langt størstedelen af omkring fyrre ikke-hvide danske børn at lege med en hvid dukke frem for en mørk dukke, fordi de synes, at den hvide er bedre, pænere, mere nuttet osv. Dette på trods af, at de samtidig udpeger den mørke dukke som den, der ligner dem selv mest. Forestillinger om et racialt hierarki bliver altså indlejret i os alle fra en meget tidlig alder, hvilket understreget vigtigheden af at tale mere, end vi er i stand til i øjeblikket, om hvilken indflydelse racistiske stereotyper har.

Djurs Sommerland burde i det mindste overveje, hvilken indflydelse på børn, det har at gøre brug af sådanne racistiske og fremmedgørende stereotyper – også selvom Afrikaland blot er én brik i et enormt og komplekst puslespil.

Afrikaland hvidvasker vores racistiske historie

Det andet kritikpunkt mod Djurs Sommerlands Afrikaland er, at adskillige af dets diskursive elementer udspringer direkte af en tankegang, der anser sorte mennesker for at være hvide mennesker biologisk underlegne. At  reproducere den tankegang så ukritisk bestyrker den falske forestilling om, at Danmark er et ikke-racistisk samfund, og at vi derfor snildt kan more os over en type racisme, der indtil for mindre end 100 år siden dominerede vores og resten af Vestens forhold til Afrika og sorte mennesker.

En racistisk ideologi, der underbyggede en undertrykkelse, hvis konsekvenser stadig føles i dag – fra de nu uafhængige afrikanske nationer, hvis økonomiske udvikling blev sat hundreder af år tilbage af kolonialismen, til de mange efterkommere af slaver, der lever i USA og resten af verden, til den strukturelle racisme, der i Vesten i store træk har erstattet den mere utilslørede biologiske racisme.

Ordet ”hottentot” er nedsættende og racistisk i bogstaveligste forstand

Afrikaland er ikke det eneste element af Djurs Sommerland, der bygger på negative raciale stereotyper. Deres Westernland reproducerer eksempelvis stereotypen om den noble indianer opstillet som modsætning til moderne, vestlig civilisation. Den mest grelle eksponent for denne ukritiske reproduktion af stereotyper er dog Afrikaland – og især Hottentotkarrusellen, hvor både navn og udsmykning udspringer direkte af en ekstremt racistisk tankegang.

Ordet ”hottentot” opstod, da nederlandske kolonister i det sydlige Afrika mødte Khoikhoi-folket i 1600-tallet. Det var kolonisternes dårlige forsøg på at imitere Khoikhoi-folkets sprog, der bl.a. bestod af klikkelyde, der skabte ordet ”hottentot”. Tankegangen bag beslutningen om at kalde et helt folk for noget fuldstændigt andet, end det, de kaldte sig selv, er et resultat af den underkendelse af ikke-hvide menneskers ligeværd, der prægede hele den europæiske fremfærd i Afrika og resten af verden. I deres kamp for land og magt fordrev kolonisterne Khoikhoi-folket fra det område, de og deres forfædre havde beboet i tusinder af år. I mange årtier efter dette undertryktes Khoikhoi-folket og dets kultur gennem det racistiske kolonistyre, der kulminerede i apartheid.

Ordet “hottentot” er således det direkte produkt af et menneskesyn, der betragtede sorte mennesker som mindre værd end hvide mennesker i alle henseender. I modsætning til andre nedsættende ord for ikke-hvide personer, som f.eks. “neger”, er “hottentot” ovenikøbet ikke blevet en racistisk betegnelse, men opstod som direkte følge af en racistisk ideologi.

Karikaturer af sorte personer har reproduceret racisme i århundreder

Figuren i midten af Hottentot-karrusellen, der skal forestille en sort afrikaner, udspringer også direkte af en racistisk tankegang. Dette er en stereotyp fremstilling, der i Danmark og resten af Vesten er blevet brugt til at fremstille sorte mennesker som uciviliserede. Denne stereotype fremstilling var også i Danmark med til at opretholde idéen om, at sorte mennesker var hvide mennesker underlegne. I Danmark er det dog blevet en folkesport at overse eller ignorere, at vi selv var dybt implicerede i denne racistiske tankegang og den koloniale udnyttelse af verdens sorte befolkning.

Titusindvis af afrikanske slaver blev fra slutningen af 1600-tallet og omkring 100 år frem transporteret fra den danske koloni Guldkysten i hvad der i dag er Ghana, til De Dansk Vestindiske Øer, hvor de overlevende slaver (op til halvdelen af slaverne døde under transporten) blev tvunget til at arbejde på sukkerplantager. I Danmark blev slaveri betragtet som moralsk forsvarligt ud fra en fast tro på sandhedsværdien i den biologiske racisme, der også motiverede blandt andet den nederlandske undertrykkelse af Khoikhoi-folket.

De slaver, der forsøgte at slippe væk eller gøre oprør, blev straffet hårdt – ofte med døden. Eksempelvis dømte den danske kolonist Engelbrecht Hesselberg i 1759 ti slaver, der planlagde at gøre oprør til døden, og de blev henrettet på dybt umenneskelige måder, blandt andet ved at blive “knebet med gloende tænger og derpå brændt levende på bål eller hængt op i benene, inden de til slut blev kvalt.”

Danskere betragtede sorte mennesker som mindre værd end hvide mennesker  – og meget tyder på, at dette racistiske menneskesyn dominerede danskernes forhold til sorte mennesker langt op i det tyvende århundrede. I 1917 trykte det danske satiremagasin Klods-Hans på sin forside denne tegning af Alfred Schmidt.

419500-uro-p-slavernes-er--

Det er en kommentar til salget af Sankt Thomas, Sankt John og Sankt Croix til USA; øerne hvor de danskes slaver blev bragt til. Tegningens tekst understreger danskernes, og for den sags skyld også amerikanernes paternalistiske forhold til sorte mennesker: “Den rige Mister Wilson (som har adopteret Børnene for en pæn Sum en Gang for alle): — Kom nu, boys, saa gaar vi hen og køber jer en fin ny dragt og et Gulduhr med Kæde!” Karikaturen af en sort person, der er opstillet i midten af Djurs Sommerlands Hottentot-karrusel, er af samme type som denne fra 1917 – en barnagtig figur med store læber, meget sort hud og en ignorants lalleglade smil.

Ligesom ordet “hottentot” fungerede denne type karikatur af sorte mennesker altså som et vigtigt diskursivt element i en slags common-sense biologisk racisme. At sorte mennesker simpelthen befandt sig på et lavere udviklingstrin end hvide, blev betragtet som et videnskabeligt faktum, og havde tidligere også muliggjort den bestialske behandling af sorte slaver. Og dette racistiske menneskesyn afspejledes i, hvordan man fremstillede sorte mennesker i ord og tegning.

Sorte mennesker var at betragte som børn, mente man – uden agens og bedst tjent ved at blive opdraget og styret af den civiliserede, hvide mand. Måden, den sorte person i Hottentot-karrusellen er fremstillet på, udspringer altså, ligesom ordet “hottentot”, direkte af en racistisk logik, der betragter sorte mennesker som underlegne af natur. Ukritisk reproduktion af disse diskursive elementer i 2015 (eller 1993, da forlystelsen blev bygget) bør ikke være hævet over kritik.

Hvorfor kan vi ikke bare grine af gammel racisme?

Mange betragter den racisme, der skabte ord som ”hottentot” og racistiske karikaturer af sorte mennesker, som en del af vores historie, der nu er fuldt overstået. Derfor kan vi roligt more os over den racisme og dets udtryk, siges det – racismen er jo alligevel ikke længere et fænomen med reel indvirkning på samfundets sammenhængskraft. Denne logik overser, ofte ubevidst, somme tider bevidst, at vi ingenlunde har lagt racismen bag os. Dels er samfundet i dag påvirket af en subtil strukturel racisme, jeg vil komme mere ind på senere. Men også den åbenlyse racisme eksisterer stadig – om end markørerne for, hvem der udgrænses som en anden ”race”, nu i høj grad afgøres af andre faktorer end biologiske.

I dag er det eksempelvis gennem kulturelle og religiøse markører, befolkningsgrupper og i forlængelse deraf individer bliver racialiseret – dvs. gjort til repræsentanter for en race af mennesker, der formodes at have fælles karaktertræk, der så bliver udsat for forskelsbehandling grundet dette racetilhørsforhold; altså racisme. Det er med andre ord racismen og dens mekanismer og logikker, der både skaber og vedligeholder racer.

Måden, muslimer som gruppe gennem politik og retorik udgrænses på i dagens Danmark, er eksempelvis nøjagtig den samme, som sorte mennesker blev det tidligere. Nu er det blot ikke gennem biologisk racisme, hvor fænotype og andre fysiske kendetegn formodedes at ”afsløre” underlegenhed, men i stedet en slags kulturel racisme: Islam fremstilles usagligt som værende en essentielt udemokratisk religion, og alle muslimske individer betragtes, ud fra denne fejlfortolkning af en kompleks religion, dermed som grundlæggende uegnede til at leve i et demokrati som det danske – udelukkende på baggrund af deres religiøse og kulturelle tilhørsforhold.

Den norske racismeforsker Sindre Bangstad har skrevet en grundig gennemgang af moderne anti-muslimsk racisme også kaldet islamofobi (ikke at forveksle med saglig religionskritik). Blandt andet romaer og grønlændere rammes også af kulturel racisme – hvor det er kulturelle markører og ikke genetik, biologi eller fænotype, der udgrænser disse grupper som grundlæggende anderledes end “gammeldanskere” – selvom ordet “race” ikke bruges om disse grupper, er det nøjagtigt de samme racistiske mekanismer, som ved biologisk racisme, der gør sig gældende i den måde, disse kulturelle og religiøse minoriteter af mange fremstilles, betragtes og behandles.

Strukturel racisme skaber sværere vilkår for raciale minoriteter

Men ikke alene har den åbenlyse racisme til en vis grad ændret karakter, racismens raciale hierarkier er igennem århundreder blevet så dybt indlejret i det vestlige samfund, dets institutioner og kulturer, at den er blevet normaliseret, og derfor kan være yderst svær at få øje på, hvis man ikke er opmærksom på, hvor man skal kigge, og hvad man skal kigge efter.

Sådan strukturel racisme har negative konsekvenser for raciale minoriteter på mange forskellige måder og områder. Eksemplerne er mange, men de mest markante er den diskrimination og forskelsbehandling, der rammer raciale minoriteter på job– og boligmarkedet, i det offentlige rum og i klasseværelset. Strukturel racisme i Danmark manifesterer sig også i den åbenlyse kulturelle racisme nævnt ovenfor – og har gjort vores land til det suverænt mest fremmedfjendske i Nordeuropa. Påstanden om, at Danmark ikke er et strukturelt racistisk samfund, opretholdes også af, at racismen individualiseres – eksplicit racisme, som ovenstående eksempler, betragtes ikke som udtryk for et samfundsproblem, men som udtryk for individuelle mangler hos de, der agerer ud fra en racistisk logik.

Og det er ikke fordi, vi i Danmark er ude af stand til at aflæse negative individuelle handlinger som kulturelt betinget – så længe det ikke er dansk kultur, der udpeges som synderen. Social kontrol blandt indvandrere og efterkommere anerkendes eksempelvis bredt som noget, der delvist opstår som følge af kultur – især social kontrol blandt muslimer forklares med religion og kultur.

Men racistisk opførsel blandt ”etniske danskere” forklares aldrig med dansk kultur. Hvide danskeres racisme, og anden negativ opførsel, betragtes altid som udtryk for personlige mangler – mens ikke-hvides sociale fejltagelser ofte betragtes som udtryk for kulturelle mangler. Også denne hykleriske mekanisme er et produkt af strukturel racisme – majoritetens kultur er den gode og ufejlbarlige, og kan ikke aflæses i individers negative handlinger, mens minoritetskulturer betragtes som modsætninger til “dansk kultur” (hvad det så end fremstilles som), og som afgørende for, hvordan personer, der enten tilhører eller blot formodes at tilhøre denne kultur opfører sig.

Afrikaland og Hottentot-karrusellen er udtryk for, hvordan denne strukturelle racisme manifesterer sig i kulturen. Udover den åbenlyse stigmatisering af Afrika og sorte mennesker, der utvivlsomt påvirker nogle børns opfattelse af raciale hierarkier, reproducerer et så nonchalant brug af racistiske stereotyper og betegnelser den besnærende myte, at racismen, som disse fremstillinger repræsenterer, er noget, der hører fortiden til, og hvidvasker i samme omgang den blodige kolonialisme, de udspringer af, som noget, vi nu blot kan more os over.

Netop benægtelsen af racismen og dens manifestationer er et kendetegn for det strukturelt racistiske samfund. At redegøre fuldt for strukturel racisme er der ikke plads til i dette indlæg. Der er dog masser af muligheder for at blive klogere på det på internettet, f.eks. hos peculiar.dk, der skriver fremragende og letforståeligt om dette komplekse emne, og hvordan den danske debat afspejler en ”udbredt berøringsangst for racismebegrebet i Danmark”. Der er simpelthen noget, der hindrer os i at have en grundig debat om racismens både historiske og nutidige manifestationer.

Hvorfor er vi så dårlige til at tale om racisme i Danmark?

Er det vores ytringsfrihedsdebat, hvor det at bringe nedværdigende karikaturer af religiøse og etniske minoriteter og de ting de holder kært, fremstilles som noget af det mest demokratiske, man kan gøre, der har tabuiseret kritik af racismen og dens virkemidler, historisk såvel som nutidigt? Som peculiar.dk også påpeger, gør det sig i hvert fald gældende, at “i danske nyhedsmedier bliver ethvert anslag til analyse af racistiske praksisser med lynets hast oversat til et ’krav om censur’.”

Når fundamentet for den nationale kultur, man bekender sig til, kritiseres, er det nemt at tage det som en personlig kritik – og give igen med samme mønt. Så når det fremhæves, at racismen i den grad eksisterer i Danmark og dansk kultur, og at dette manifesterer sig på alskens måder, er det ikke overraskende, at reaktionen er meget kraftig. Men ubehagen ved at erkende, at racismen stadig spiller en afgørende rolle for raciale minoriteter i vores moderne samfund, må ikke forhindre samtalen om, hvordan det sker.

Hvis vi vil et samfund og en kultur, der er lige i mere end blot teorien, er det afgørende, at vi taler grundigt og længe om dette fænomen – ikke blot om den racisme, der er en ufravigelig del af vores historie, men også om racismen, som den opererer i dagens Danmark. Ikke mindst må vi lytte efter, når racialiserede personer påpeger, hvordan racismen påvirker dem og deres liv – og ikke blot afvise samtalen, før den knap er begyndt. Vi må gøre op med den racisme, der gemmer sig i vores historie, og de konsekvenser, den havde – og blive mere åbne overfor at diskutere den racisme, der endnu eksisterer i vores samfund og kultur. Også når den manifesterer sig steder, der på overfladen virker uskyldige – inklusiv i udsmykningen og navngivningen af en forlystelse for børn.

The following two tabs change content below.

Morten Stinus Kristensen

PhD-studerende ved University of Illinois at Urbana-Champaigns Institute of Communications Research. Interesseret i hvordan medier og populærkultur repræsenterer raciale minoriteter.

Har du noget at bidrage med?