Afspil

Det Truede Net er første kapitel af Christoffer Kullenbergs Det Netpolitiske Manifest.

I forbindelse med præsidentvalget i 2009 slog det daværende iranske regime en af BBCs nyhedssattelitter ud. Mobiltelefonnettet blev ved visse lejligheder helt spærret, mens Facebook og YouTube blev blokeret midlertidigt. Det iranske internet blev udsat for en dybdegående indskrænkning.

Da de traditionelle kanaler blev lukket af, risikerede begivenhederne i Teheran at falde i skyggen i medierne. Den internationale opinion var jo, sin velvilje til trods, helt afhængig af indstrømningen af rapporter om, hvad der skete på gaderne. Men det iranske internet blev aldrig blokeret fuldstændigt — i hvert fald ikke over nogen længere periode. Den direkte rapportering kom langsomt men sikkert ud til Twitter, videofilm blev ad omveje lagt op på YouTube, og førstehåndsinformation blev publiceret på blogs og hjemmesider.

Kun et fåtal af lande, bl.a. Nordkorea og Burma, havde før formået at blokere internet fuldstændigt, hvilket først og fremmest var muligt fordi deres fysiske tilslutninger til omverdenen var ganske begrænset i antal. Til regimets irritation holdt internet sig dog levende i Iran. Kommunikationen kunne opretholdes trods censurforsøg. En lille gruppe iranske netaktivister havde held med at koble sig op på maskiner udenfor Iran, og kunne på den måde sprede information, som siden kunne omsættes til forsidestof.

I mange lande er internet blevet det primære kommunikationsmiddel, ikke mindst for mennesker som af forskellige årsager ikke tillades at ytre sig frit. Information på nettet bliver både sendt og modtaget ved hastigheder, som ingen tidligere medier har kunnet mønstre. Det giver anledning til nye måder at organisere handel, dele kundskaber og danne fællesskaber. Dette er et politisk anliggende i allerhøjste grad.

Trods internets halvtresårige historie er det først i løbet af de seneste to årtier, at mennesker over hele verden er begyndt at leve sine liv på og i forbindelse med det. Dette har ledt til fremkomsten af en ny form for nærvær, og dermed en anselig forandring i menneskers tilværelse. Det har givet ophav til en særlig eksistens — netvær.

At gå til nets — uanset om det handler om triviel hverdagssurfen eller om det resulterer i at information kommer forbi afspærringer opsat af undertrykkende regimer — indebærer at man handler på en særlig måde. Uanset hvordan og hvorfor vi kobler til internet, er selve opkoblingen altid en politisk handling.

Internetpolitikken udfordrer et helt arrangement af etablerede magthierakier; statslige diktaturer såvel som multinationale virksomheder. Den kendetegner vores samtid, men betegner også en særlig politisk praksis.

Internet har styrket tidligere politiske koblinger mellem mennesker, men frem for alt har det skabt nye koblinger, hvis muligheder hverken er fuldt ud udforskede eller maksimalt udnyttede. Hvad internetbaseret kommunikation kan gøre — med os selv, og med politikken i det hele taget — får vi klarhed over når vi beskæftiger os med emnet; i dets historie, teknologier og sociale sammensætninger.

Internet er i dag truet af en mangfoldighed af politiske processer, som sigter imod at ville begrænse og blokere det. Egyptiske bloggere bliver arresteret fordi de kritiserer regimet, lande som Kina og Frankrig tvinger internetbrugere til at installere statslige spionprogrammer på deres computere, og i Sverige kopieres og overvåges al trafik til udlandet af Forsvarets Radioanstalt.

Mens disse statslige interventioner præger den samtidige internetregulering, stræber mange store virksomheder, for eksempel Apple, Google og Microsoft, efter at begrænse kommunikationen på internet sådan at den knyttes nærmere deres kommercielle tjenester.

Internetinfrastruktur designes mere og mere efter princippet om at formidle underholdning bundet til særlige virksomhedskonglomerater. Dermed stiller man sig i vejen for den neutrale bevægelse af trafik som har været en forudsætning for computernetværkenes fremvækst.

Formlen for at forsvare friheden på internet ligger indlejret i selve infrastrukturen: vores netvær, og alle de koblinger som det udgøres af, giver os politisk kraft. Fremkomsten af internet medførte en sideeffekt, som i dag er blevet dets vigtigste egenskab: evnen til at koble mennesker sammen i et netvær, hvorigennem modstand kan udøves.

Når netværet bliver tvunget til selvforsvar indtræder en internetpolitik hvis styrke vi kun har fået en forsmag af. Det er en politik som hverken har et givet mål eller en forudbestemt retning; en politik, hvis potentiale ligger i at vi stadig ikke ved præcis hvad den formår eller hvilke kræfter den kan sætte i bevægelse.

Netpolitikken er en politik om internet, men omfatter mere end det: den rammer alle som bruger internet til ståsted som politiske væsener.

Dette er første indlæg i Bitbureauets sommerserie, der består af en dansk oversættelse af Christopher Kullenbergs Det Netpolitiske Manifest. Det er også muligt at høre indlægget som podcast oplæst af Bitbureauets Henrik Chulu.

The following two tabs change content below.
Bitbureauet
Bitbureauet er en uafhængig internetpolitisk tænketank og en interesseorganisation for internettet, der kæmper for et frit og åbent internet. Vi arbejder for et internet hvis infrastruktur er transparent og beskyttet af en lovgivning som sikrer innovation og fri kultur.

Har du noget at bidrage med?