I dag har den svenske anklagemyndighed meldt ud, at man ikke længere vil efterforske 3 af de 4 sex-overgreb, som Julian Assange er blevet beskyldt for at have begået. 

I den anledning er det værd at bruge lidt tid på at gennemgå, hvad der er op og ned i det hele. Hvis man har fulgt med i CSC-hackersagen herhjemme, vil nogle af svigtene virke sært genkendelige . Her følger først et oprids af situationen, og dernæst et kritisk blik på de seneste udviklinger.

Australske Julian Assange er stifter af WikiLeaks. Organisationen er ved at være 10 år gammel og har fra starten været revolutionerende i sin tilgang til kilder, teknologi og behandlingen af hemmeligstemplede dokumenter. For fem år siden fandt der to begivenheder sted, nærmest lige oven i hinanden, som siden har været definerende, både for WikiLeaks, der nu ubestrideligt er en af de allervigtigste journalistiske organisationer i verden, og ikke mindst for Assange selv, der nu i årevis har været indespærret på en ambassade, under enorm politibevogtning.

War-logs og diplomatic cables

Den ene begivenhed var, at WikiLeaks i samarbejde med internationale medier (The Guardian, New York Times, Der Spiegel og mange andre) i år 2010 udgav hundredtusindvis af lækkede, hemmeligstemplede dokumenter om krigene i Afghanistan og Irak, samt hemmelige diplomatiske telegrammer fra amerikanske ambassader over hele verden.

Det mest kendte enkeltstående eksempel  som burde have været vist i månedsvis i primetime på alle danske TV-kanaler – er Collateral Murder-videoen, der viser en amerikansk kamphelikopter over Bagdad, der mejer civile og Reuters-journalister ned fra en kilometers afstand, hvorefter de for en god ordens skyld gør det samme ved en far, der sammen med sine to små børn kommer kørende forbi og gør sig skyldig i at standse for at hjælpe de sårede.

Whistlebloweren der overdrog alle disse dokumenter til WikiLeaks, var den amerikanske soldat, Chelsea Manning, som efter en farce af en retssag, nu afsoner 35 år i et militærfængsel.

Påståede sex-overgreb

Den anden begivenhed der fandt sted i 2010 var, at Julian Assange under et besøg i Sverige, forud for publiceringen af Irak-dokumenterne, under ekstrem mediebevågenhed blev beskyldt for at have begået seksuelle overgreb mod to kvinder.

For en god ordens skyld: Jeg hverken kan eller skal gøre mig klog på, hvad der er sket, eller ikke er sket, mellem Assange og de to kvinder. Det ved kun han og de. Det er uansvarligt og useriøst at hænge nogle af parterne ud som det ene eller det andet, uden dokumentation.

Principperne må være, at Assange, ligesom alle andre, har ret til at blive behandlet som uskyldig indtil det modsatte er bevist, forurettede har ret til at blive taget alvorligt, og alle parter har ret til at få sagen prøvet ved en domstol; hvis der er en sag. Hvis der er noget, man alligevel kan sige, er det, at den svenske anklagemyndighed, der skulle forestille at have både de potentielt forurettede, såvel som basale retsstatsprincipper for øje, konsekvent har opført sig, som om der ikke er en sag.

5 år efter de påståede overgreb skulle have fundet sted, er man nemlig ikke kommet én milimeter nærmere en afslutning; tværtimod, fristes man til at sige: Forældelsesfristen ved 3 af de 4 påståede tilfælde udløber indenfor den næste uges tid, og den svenske anklagemyndighed meldte som nævnt i indledningen henkastet ud, at man ikke agter af foretage sig noget i den anledning.

Det er ret vildt. For at forstå hvor vildt, må vi punktere et par af myterne, der florerer i medierne.

Assange er ikke anklaget for noget

Hvis man taster “Julian Assange Rape” ind i en søgemaskine, får man 660.000 resultater, heriblandt et væld af artikler fra mainstreammedier, hvor man kan læse, at Assange er anklaget for (hvis ikke nærmest skyldig i) voldtægt.

Men Julian Assange er IKKE anklaget for noget som helst. Han begæres udleveret, fordi han skal afhøres. Herefter skal anklagemyndigheden bestemme sig for, om der er potentiale for at stille ham for retten, eller om sagen skal droppes. Der er ingen anklager, ingen sigtelser, ingen retssag.

Jamen jamen, var der ikke to svenske kvinder, som gik til politiet? Har han ikke været i fængsel? Været 2 år i husarrest i England, med elektronisk fodlænke og hele pivetøjet? Er der ikke en international efterlysning af ham? Har han ikke brugt de sidste 3 år spærret inde på Ecuadors lille-bitte (trust me, den ER lille-bitte) ambassade i London? Jo, jo, jo, jo og jo. Skal vi tage den fra starten af?

Assange i Sverige

Julian Assange er i Sverige i 2010. Her har han sex med to kvinder (ved separate lejligheder) der synes, han er super, for nu at sige det mildt. Efterfølgende bliver den ene bekymret for, om hun kan være blevet smittet med en kønssygdom. Kvinderne går sammen til politiet for at undersøge, om de kan tvinge ham til at blive testet for kønssygdomme.

Efter at have lyttet til kvinderne, beslutter politiet (ikke kvinderne) sig for, at der muligvis er foregået noget ulovligt. Efterfølgende mener mindst én af kvinderne, at politiet har kørt hende ud på et sidespor. Hun ville gerne have sikkerhed for, ikke at være blevet smittet med en kønssygdom – ikke anmelde Assange for voldtægt eller noget som helst andet.

Her stopper vi lige et øjeblik. Hvordan kan jeg vide de her ting? Stoler jeg bare blindt på, hvad Assange siger? Næh. Jeg er faktisk pænt ligeglad, hvad Assange siger i den her forbindelse. Politirapporten fra afhøringen af de to kvinder er lækket og findes offentligt tilgængeligt på internettet, både i svensk [.pdf] og engelsk udgave. Læs den, hvis du er interesseret.

Julian Assange – stadig i Sverige – bliver eftersøgt for seksualforbrydelser, indfinder sig frivilligt på en politistation i Stockholm, bliver afhørt, svarer på alle spørgsmål, lader ikke til at fatte, hvad der foregår, får lov at gå igen bagefter.

Her stopper vi lige igen. Hvordan ved jeg det? Politirapporten fra afhøringen af Assange er også blevet lækket.

Kort tid efter afhøringen, beslutter senioranklager i Stockholm, Eva Finné, at droppe anklagen om voldtægt.

Screenshot fra BBC

Screenshot fra BBC

 

Her kunne det hele muligvis have stoppet – eller i hvert fald have været blevet afklaret under fornuftige forhold – men en underordnet anklager fra en anden by, Marianne Nye, beslutter sig for at genåbne sagen, og herfra bliver det hele virkelig mærkeligt. På flere niveauer.

Julian Assange skal til London for at stå i spidsen for udgivelsen af de lækkede dokumenter fra Irak-krigen, sammen med avisen The Guardian, så han henvender sig til de svenske myndigheder og spørger, om det er cool med dem, at han rejser. Det er det. Han tager til lufthavnen. Anklageren udsender umiddelbart herefter – helt uforståeligt – en international efterlysning af ham (Interpol Red Notice)… lige efter at have givet ham grønt lys til at rejse.

Assange i England

Han kommer til England og medierne eksploderer. Hvad der skulle have været en mediemæssig blockbuster af kaliber – om Vestens ulovlige krige og deres konsekvenser – bliver i nogen grad overskygget af tabloidsladder om Assange og hans tissemand. USAs forsvarsminister Robert Gates bliver spurgt om, hvad han synes om den svenske udvikling: “Sounds good to me”, siger han.

Utvivlsomt.

Sverige kræver Assange udleveret fra England. Han og hans advokater modsætter sig (ikke så underligt, skulle man mene, i betragtning af, at han lige kommer derfra, er blevet afhørt og har fået tilladelse til at forlade landet) og så går det britiske retsvæsen i gang. Han melder sig på en politistation i London, bliver kylet i Belmarsh-fængslet i 10 dage og bliver herefter løsladt mod (en gigantisk) kaution, stillet af blandt andet en række kendisser.

Herefter appelleres udleveringen til Sverige ved to retsinstanser, hvilket medfører, at Assange får konfiskeret sit pas og må tilbringe de næste 2 års tid under husarrest i England, med elektronisk fodlænke og pligt til at melde sig på den lokale politistation hver dag. Igen er det værd at huske på, at Assange STADIG ikke er anklaget for noget som helst. Et hul i aftalen om europæiske arrestordrer gør, at man kan kræve folk udleveret, uden at de er anklaget for en forbrydelse. England forsøger ret kraftigt at ændre aftalen.

Appelsagen ender med, at Højesteret siger: “Skrid til Sverige” og i øvrigt nægter ham at anke sagen yderligere. Nu er vi fremme ved år 2012.

Udlevering til USA?

Fra starten har Assange og hans advokater udtrykt bekymring for, at hele affæren vil ende med, at han skal udleveres til USA, hvor det er uomtvisteligt, at der er en gigantisk efterforskning af WikiLeaks og dets medarbejdere, først og fremmest Julian Assange selv, i gang (meget mere om dette i en senere artikel).

Imens alt dette foregår, stilles Chelsea Manning (kilden til alle de førnævnte WikiLeaks afsløringer) for en militærdomstol i USA, efter at have gennemgået en varetægtsfængsling, som FN officielt har kritiseret i meget stærke vendinger og kaldt for “torturlignende” og “umenneskelige forhold”.

Det er umuligt at sige, i hvor høj grad denne frygt er velbegrundet, men det er svært at fortænke én i Julian Assanges sko i at udvise forsigtighed. Det er desuden et faktum, at England ret ofte nægter at udlevere personer til USA, mens det samme ikke kan siges om Sverige i nyere tid.

Tiden må siges at være ved at løbe ud for Assange, som herefter tager et ret drastisk skridt.

Asyl hos Ecuador

Julian Assange valser ind ad døren hos Ecuadors ambassade i London – en lille bitte lejlighed på første sal i en boligblok i et fornemt kvarter i London, bogstavelig talt lige ved siden af det fancy-pancy stormagasin Harrods – og ansøger om politisk asyl. Det får han, efter at have ventet i limbo i et stykke tid. Medierne aner ikke, hvad de skal stille op. Politisk asyl? Det er da noget, VI giver til dissidenter fra Rusland og den slags . Ikke noget, andre lande kan give vores dissidenter.

Men politisk asyl får han – ikke på grund af den svenske sag, men fordi Ecuador vurderer, at hans frygt for udlevering til USA er velbegrundet (igen, mere om dette i en senere artikel). Til Ecuador kan han dog ikke komme – for englænderne vil arrestere ham, det øjeblik han sætter fod uden for ambassadens dør.

Siden da har Assange tilbragt 3 år i et “kosteskab” på ambassaden. Uden sollys (bortset fra to gange, hvor han har vovet at stikke snuden ud af vinduet), uden ret til den times gårdtur om dagen, selv en isolationsfange har krav på. Uden ret meget, i det hele taget.

Det var da jeg for et par år siden var forbi ambassaden, at det for alvor gik op for mig, hvor bizar hele situationen er: Uniformeret politi overalt, snigskytter på hustagene, varevogne med aflytningsudstyr, biler over for ambassaden med parkeringstilladelser udstedt til anti-terror enheder!

På et tidspunkt var England ekstremt tæt på at smide international lov og diplomatisk praksis på historiens losseplads: De truede med at brase ind på ambassaden og hente Assange, hvilket selvfølgelig er no-go i forhold til at alle aftaler og konventioner på området. Faktisk var de tæt på, at de sendte betjente ind i bygningen, men afblæste aktionen i allersidste øjeblik, efter ramaskrig på sociale medier og blandt demonstranter udenfor.

Kun et massivt politisk pres fra et samlet Sydamerikansk kontinent, fik England til helt at tænke i andre baner. Siden da har det enorme politiopbud pænt begrænset sig til at omringe ambassaden i døgndrift. Hver eneste dag i 3 år.

Indtil videre er regningen for politibevogtningen nået op på 12 millioner pund (ca. 120 millioner kroner), betalt af de engelske skatteydere.  Og for hvad? For at udlevere en fyr – der ikke engang er anklaget – til Sverige? Come on. Den straf han ville kunne idømmes, hvis han på et tidspunkt skulle blive kendt skyldig ved en svensk ret (igen igen: Det skal understreges, at Assange ikke er anklaget) vil være mindre end den tid, han allerede har “afsonet” i husarrest og på ambassaden.

Og nu nærmer vi os sagens kerne: Hvad har alt det her med Sverige at gøre? Med de to kvinder, som Assange skulle have forgrebet sig på? Det er jo de sager, der ligger til grund for hele dette cirkus, ikke?

Det er efterhånden ret svært at se, at det skulle være tilfældet.

Så afhør ham da for helvede!

Julian Assange og hans advokater har konsekvent givet udtryk for, at han hellere end gerne vil lade sig afhøre – han siger, at han også meget gerne vil have sagen overstået og få chancen for (igen) at fortælle sin side af historien. Det kunne enten ske skriftligt, via telefon/skype eller ved at lade det foregå i England.

Sverige har i de første 4½ år kategorisk nægtet – uden at give nogen seriøs begrundelse. Faktisk mente Marianne Nye, den svenske anklager, i lang tid, at det ville være ulovligt at afhøre Assange i England (Sveriges udenrigsminister sagde det samme i 2012).

Det er et meget, meget mærkeligt synspunkt, idet det er fuldstændig rutine for svensk politi at afhøre folk i udlandet – så meget har været klart i årevis, både fordi historier med jævne mellemrum er poppet op i medierne om netop dette, og fordi svenske jurister, politifolk og anklagere har brokket sig over, at det ikke for længst er sket.

Helt grotesk blev det dog, da en aktindsigt for nyligt viste, at i den periode Assange har opholdt sig i England – den periode hvor man har hævdet, at det ville være ulovligt at afhøre ham der – har Sverige afhørt 44 andre personer i England.

Vi stod da i starten af året i den absurde situation, at både Assange, hans advokater, Ecuador, England og store dele af svensk opinion, herunder en stor del af den juridiske og politiske elite, tiggede/bad/krævede, at anklageren skulle få fingeren ud og rejse til London for at få ham afhørt. Intet skete. Det ville ikke være hensigtsmæssigt, sagde anklager Marianne Nye.

Du skal til Sverige”, sagde de. “Sagen kan kun komme videre, hvis du er i svenske myndigheders varetægt.”

Det accepterede Assange sådan set også for flere år siden, men ønskede garantier for, at Sverige så ikke bare ville udlevere ham videre til USA. Det nægter både Sverige, England og USA forsat at give. Sverige har konsekvent påstået, at det er et juridisk – ikke et politisk – spørgsmål, selvom det ligger fast, at det er 100% forkert. Her er f.eks. hvad der står på det svenske justitsministeriums egen hjemmeside:

Screenshot fra det svenske justitsministeriums hjemmeside

Screenshot fra det svenske justitsministeriums hjemmeside

Sverige kunne for 5 år siden have afsluttet alt dette her, ved enten at love ikke at udlevere Assange, eller ved at smutte til London.

Piben fik først en marginalt anden lyd, da en svensk domstol slog fast, at anklageren havde forsømt sin pligt, ved absolut intet at foretage sig i de næsten 5 år, der er gået siden hun genåbnede sagen. Så kunne hun pludselig godt se fidusen i at rejse til London.

Det sagde hun i hvert fald offentligt. Men hun foretog sig stadig intet i 7 måneder. For ganske nylig sendte hun en medarbejder til London – men uden at have en aftale med ambassaden. Så rejste man hjem igen og prøvede at få det til at se ud som om, det var Ecuador og Assange, der ikke ville være med til at få det overstået.

Det virkede ikke. Især ikke, da der dukkede et internt dokument op, stemplet af det svenske justitsministerium, der viser at Ecuador lige fra starten har givet grønt lys.

embassy letter

Ecuadors udenrigsministerium skriver i dag i en pressemeddelelse, at de ikke mindre end 31 gange i de sidste 3 år, har forsøgt at facilitere en afhøring af Assange på ambassaden [spansk].

Nu holder anklageren ferie; forældelsesfristen udløber om få dage; beslutningen er taget: 3 af de 4 forhold bliver droppet uden nogensinde at blive efterprøvet ved retten, eller så meget som at forsøge at høre Julian Assanges side af sagen (igen, hvis der er en sag).

Hvilket formål tjener alt dette her? Retfærdighed? For hvem? Kvinderne? (Som ikke engang selv har anklaget Assange for noget – og som, hvis der er blevet begået forbrydelser mod dem, ikke har set skyggen af en retssag i løbet af de 5 år).

Den ene af dem sagde via sin advokat i dag:

AA

Det kan passende være et sidste ord i denne omgang. Intet er ændret for Julian Assange – han sidder stadig indespærret på en ambassade i London , uden anklage. Han vil forsat blive anholdt af engelsk politi, hvis han går udenfor. WikiLeaks er forsat en af de vigtigste journalistiske organisationer i verden.

Hvis du kan klare mere om sagen, kan jeg anbefale denne dokumentar fra Australsk TV.

I sidste måned oprettede jeg en “crowdfund-mine-skriverier” profil, hvor man vælge at smide et beløb efter eget valg i bøssen hver måned, hvis man synes, jeg skal have tid til at skrive mere, end jeg kan nu. Det er der i skrivende stund over 75 læsere, der har gjort. Hop over og kig, og gi’ en skærv, hvis du har råd & lyst: Peter Kofod på Patreon.

The following two tabs change content below.
Peter Kofod
Jeg prøver i øjeblikket at få skrevet min første bog færdig — og render rundt og holder foredrag om whistleblowere, overvågning, demokrati og medier.
Peter Kofod

Nyeste indlæg af Peter Kofod (se alle)

Har du noget at bidrage med?