Afspil

Om natten de skaber deres konsekvenser. Himmelråbende med armene i vejret. Vi har lukket dem inde i en tunnel, og de kan ikke komme ud. Det gør ikke noget, for der er ingenting at gøre, så længe vores positioner er at finde, hvor de skal findes.

Måske siger de noget. Måske råber de. Måske er de bare stille, fordi deres lunger ikke kan klare mere forurening og forurettelse.  Vi ser dem (er det en film). Deres ben, deres arme, deres ansigter og læber indhyllede i skidt. Hvor kommer de fra, hvem er de.

Det er bare dem, man finder på gaden. Det er bare dem; romaerne, sigøjnerne, tiggerne, de fattige, de u-danske med poserne hængende om begge arme og en cigarret i munden og familien på slæb, fordi familien også skal slæbe. Man ved ikke hvad det egentlig handler om, for man taler ikke med dem. Man taler ikke med nogen, ikke med andre end dem, der ligner én selv. Dem med samme kultur, med samme baggrund, med samme ophav og samme tilgang til samme ting. Det er det samme, der udtales, det er det samme, der skrives, siges. Det er de samme stemmer der beordrer andre stemmer til at agere sådan eller sådan. Det er bare en tilværelse, en verden, et samfundssystem, der for længst har spillet fallit.

En falliterklæring; vi sender den til vælgerne. En falliterklæring, vi sender den til befolkningen; til de stærke og til dem med overskud.  Vi fortæller dem, at vi har spillet fallit. Spillet fallit. Faldet fallit. Druknet fallit. At det er deres tur nu, for samfundssystemet kan ikke længere. Ikke længere.

Men når vi, de stærke og dem, med overskud, åbner vores breve, læser vi ingenting. Det er blot blanke ord på blanke sider.

Hvad står der?
Vi banker os selv i hovedet, lukker øjnene og åbner dem igen.
Er det os, der har tabt synet? Vores evne til at læse?

Nej. Nej, papiret er blankt. Vi ser på hinanden og begræder situationen, for vi havde jo ellers haft forventninger til det system, der skulle have varetaget vores system, vores samfund, os selv, vores ødelagte kroppe. Men nu er det tomt. Blankt. Er vi så også tomme, blanke?

Vi sukker og sætter os på gulvet med ryggen mod væggen, med brevet i hænderne og lytter. Det handler ikke om afmagt, men om afgrænsning. Hvis samfundssystemet, det almægtige, ikke længere opretholdes eller hvis det stilner af, vil grænserne utydeliggøres.

Vi vil forsvinde i det utydelige som glubske hunde uden trang til at slå ihjel (tamt dyr, tamt dyr).

Der er ingenting tilbage, hvis vi eliminerer grænserne. Det var det, der burde have stået i brevet. Det siger jeg til min ven, min veninde og min nabo, jeg alligevel aldrig møder. Det er helt fint, det er sådan det er blevet, men det er ikke helt fint, hvis det er sådan, det bliver. Vi vil ikke være Sydeuropa og forladte hunde , Sydeuropa og gader, som er fyldt op til randen med fremmede, der bebor alle gader og æder alles rester. Det vi giver dem, forsvinder igen. Kropslige funktioner. Overlevelse og substans.

Jeg sidder stadig med ryggen mod væggen på gulvet, og læser igen og igen de blanke ord på de blanke sider. Falliterklæringen. Der er ingen substans i et samfund uden grænser.

Hvis grænserne forsvinder, kan vi ikke længere blive hvor vi er. Vi vil ikke længere kunne opretholde den bestemte ansigtsmimik, der fortæller de andre, at vi ikke er som dem. Vi ville ikke længere være dem, der ikke kan slå sig til tåls ved synet af forandring. Vi ville være nødt til at forandre os. Men det kan vi ikke. Nej. Nej, det kan vi ikke, og min krop gør ondt efter at have siddet for længe.

Jeg rejser mig og lægger brevet på bordet, lægger brevet på en chaiselong eller igen på bordet. Det hvide, blanke brænder i mine øjne. Jeg ler højt, der er alligevel ingen, som hører mig.

Jeg går hen til vinduet, kigger ned, kigger ud. Mørkegrønne skraldespande placeret for enden af hver gade. Mørkegrønne skraldespande omgivet af støvede folk med hænderne i hullet i spanden. Den offentlige spand, den offentlige pose med de offentlige menneskers efterladenskaber og skrald. Rester. Er det resterne, der står ved skraldespandene og leder efter pant? Er det resterne, der ligger ved metroopgangene, på bænkene og i gaden?

Om ovenstående txt: Og hvad så. Hvis det ikke var ligemeget, problematikken, ville vi have gjort andet end i dag.

The following two tabs change content below.

Karo­line Wols­ing Wullum

Levende, talende
Medredaktør på DenFri. Skibent for DenFri siden 2013. Tidligere intern hos Reporterne, Radio24syv. Dette er ikke et cv. Kontakt: karoline@denfri.dk

Nyeste indlæg af Karo­line Wols­ing Wul­lum (se alle)

Har du noget at bidrage med?