»Skriv noget clicky,« blev jeg formanet af min redaktør, efter hun havde fået mig akkrediteret som presse til Trailerpark I/O.

Jeg bryder mig egentlig ikke om at lege journalist. Alle de dumme spørgsmål og den tilstræbte neutralitet, man skal påtage sig og dele sol og vind lige mellem holdninger, der oftest alt andet lige ikke er ligeværdige. Ikke mig…

Men skrives skal der, og der er meget underprioriteret stof om teknologi, kultur og politik, der ikke skriver sig selv. Clickiness eller ej.

Så jeg satte mig for at opspore den “rebel spirit”, arrangøren af festivalen Carla Cammilla Hjort forsøgte at vække i publikum gennem corporate teambuilding-åndedrætsøvelser, da hun varmede op for dagens to hovedtalere, der, viste det sig, var de eneste interessante intellektuelle indspark.

Den første taler, Nelly Ben Hayoun, er skør og skøn, og hendes engelsk-med-fransk-accent kører med samme hastighed som et TGV-tog i tunnelen under den Engelske Kanal.

Hun blander kritisk design og grusomhedens teater i en praksis, der stiller højlydte spørgsmål ved organisationers produkter, arbejdsgange og selvforståelse. Bl.a. for NASA. Hvilket er cool, fordi de laver rumforskning, der er det bedste bud på at sikre vores arts overlevelse på den lange bane…

Hun har tidligere præsenteret sit bombardement af ideer og projekter til CPH:DOX, hvor hendes film Disaster Playground efter alt at dømme også bliver vist til efteråret.

Det er faktisk oplagt at sammenligne Trailerpark I/O og CPH:CONFERENCE under DOX og ikke kun pga. keynote-gengangeren. DOX’ konference handler om tech (som er synonym med “business”) og politisk aktivisme i forhold til nye medier og dokumentarisme.

Et centralt spørgsmål under DOX i almindelighed og deres konference i særdeleshed er: Hvordan bruger aktivister og kunstnere forhåndenværende medier til at fremprovokere samfundsforandring? (Og naturligvis: Hvad kan erhvervslivet lære af dem for at udvikle deres brands og marketingstrategier?)

Der var masser af techy stuff på Trailerpark I/O, men den samfundsmæssige relevans brillerede ved sit fravær, med undtagelse af de to keynotes (og her virkede det næppe tilsigtet). Hvis man følger med i serien Silicon Valley, ved man, at “Making the World a Better Place” ikke handler om progressiv samfundsforandring, men om at maksimere aktionærværdi.

Den anden hovedtaler, Neil Harbisson, er kunstner og forkæmper for cyborgrettigheder. Han er selv cyborg, med en kamera-antenne, som oversætter farver til lyd, indbygget i sit kranium (han er født farveblind), og har fået behørig dækning i danske medier op til festivalen, hvilket var den primære grund til, at jeg blev interesseret i, hvad Trailerpark I/O ellers havde at byde på af kreative ideer.

Nu vi er ved sammenligningerne, kan man igen drage paralleller til en anden konference om nye medier, tech og politik, der fandt sted i Helsingør i maj. På Click Festival kunne man (udover Cory Doctorow som jeg havde fornøjelsen af at snakke med) således møde Stelarc, en anden performancekunstner og cyborg, der om noget er Neil Harbisson kunstneriske gudfar med fire årtiers eksperimenter ud i kropsmodificering og teknologisk forstærkning i bagagen.

bio-img

Uden nogen som helst forforståelse, skulle man tro at Neil var et unikum af banebrydende nyskabelse, og ikke en skridtvis videreudvikling af, hvad man må konstatere er blevet en æstetisk tradition, der udover i performancekunsten også kommer til udtryk i litteratur, film, musik og så videre…

Men historieløsheden er blevet samtidens grundbetingelse, hvorfor de som kender historien er tvunget til at glo på alle andre gentage den. Først som tragedie, siden som farce, som en klog mand engang har sagt.

Som sagt var der ikke meget mere at hente i dagsprogrammet. Blot nogle forkølede præsentationer af startup-virksomheder, der ikke kunne forklare, hvad de egentlig gik ud på, og vage oplæg i pecha kucha-format, bortset fra at formatet ikke blev håndhævet. Og så var der de interaktive installationer, som jeg vil forbigå i tavshed.

(Bortset fra Skammekrogen, som er det mest innovative dansk film har produceret i lang tid, og dermed en afviger fra den generelle trend i kreativitetsniveauet. Jeg håber IKEAs trendspottere fik den oplevelse, de håbede på, da de satte Oculus Rifts for øjnene og satte sig ind i den danske familiemiddags eviggyldige akavethed.)

Trailerpark I/O var således mest bare ventetid. Syv timers ventetid på at musikprogrammet startede, punkteret af to veloplagte oplæg fra de to geniale galninge, der i modsætning til resten af programmet rent faktisk repræsenterede en form for “rebel spirit”, jeg ellers hurtigt gav op på at finde.

Og så ni timers yderligere ventetid på, at Medina gik på scenen. Og selv om hun ikke optrådte i længere tid end 25 minutter, var hun hele ventetiden værd.

Der var naturligvis mere musikalsk dybde hos eksempelvis Kwame Liv og Darkness Falls, der spillede tidligere på aftenen. Men seriøst: hvem er interesseret i nuancer, subtilitet og autencitet kl 2 om natten i en brandert næret af 20 kroners dåsebajere og næsten ingen aftensmad?

Nej vel? Der er man interesseret i, at Danmarks ypperstepræstinde for tungbundet dansegulv-sing-a-long afvikler et afslutningsritual, der får en til at glemme dagens tomme snak fra scenen, de tomme øldåser i ens kølvand og de tomme blikke hos flokkene af hipstere, der ikke er kommet på Trailerpark Festival for at blive intellektuelt udfordret, men blot for at blive set i det rigtige tøj sammen med de rigtige mennesker.

Medina leverede en dansefest på scenen og publikum kvitterede med en dansefest foran.

»Bare fucking dans. Det er det eneste, det handler om,« råbte hun. Og hun havde ret. Med de få undtagelser, jeg har nævnt, handlede Trailerpark ikke om noget andet af betydning den dag.

The following two tabs change content below.
Henrik Chulu retweeter jokes på twitter og opdaterer sin sociale status på facebook.

Nyeste indlæg af Henrik Chulu (se alle)

Har du noget at bidrage med?