At holdninger er modstridende gør dem ikke ligeværdige.

Der præsenteres pt. øverst på DenFri to modstridende synspunkter på, hvordan Danmark skal håndtere de nytilkomne flygtninge.

På den ene side er der alle de mennesker, der nærmest pr. refleks spørger, hvad man kan gøre for at hjælpe, fx ved at indsamle tøj, mad og medicin, eller ved at hjælpe flygtninge til Sverige, uanset risikoen for strafferetlige repressalier.

På den anden side er der de, som mener at flygtningene i udgangspunktet ikke skulle være her. Der går en lige linje fra Inger Støjbergs avisannoncer til manden på motorvejsbroen, der vælger at spytte og råbe efter flygtningene under ham, og gennem Andreas Weidinger, der med fritsvævende stråmandsargumenter forsøger at beskylde »venstrefløjens ustyrlige følelsesliv« for at flygtninge drukner i middelhavet. Whatever…

Alle har naturligvis ret til deres holdninger, men det betyder ikke at alle holdninger er ligeværdige.

Manden der spytter efter flygtninge, er med rette blevet politianmeldt. Flere har fået straksdomme for at transportere flygtninge til Sverige, før de er blevet registreret i Danmark. At begge handlinger er ulovlige, gør dem ikke ligeværdige.

Der er afgrundsdyb forskel på at handle ulovligt for at gøre andre mennesker skade og så at handle ulovligt for at hjælpe medmennesker.

Der er også afgrunddyb forskel på et politisk udsyn, der beskæftiger sig med, hvordan vi rent faktisk hjælper de mennesker, der rent faktisk er på flugt, med de midler, vi rent faktisk har til rådighed, og så et politisk snæversyn, der tror at folk holder op med at flygte fra krig og nød, hvis bare vi lukker grænserne omkring Europa yderligere til, hvorefter »vi selv skal bestemme, hvilke flygtninge vi tager imod og ikke mindst hvor mange.«

Argumenterne i Andreas Weidingers indlæg rører aldrig jorden. Det er støj på linjen, ligesom Støjbergs annoncekampagne. Jeg græmmer mig ved overhovedet at linke til det. Spørgsmålet er om DenFri bringer det udelukkende for at trolle, eller blot for ikke at blive sat i bås som et venstresnoet medie. The mind boggles.

The following two tabs change content below.
Henrik Chulu retweeter jokes på twitter og opdaterer sin sociale status på facebook.

Nyeste indlæg af Henrik Chulu (se alle)

Har du noget at bidrage med?