Det var tirsdag den 11. august. Jeg stod op kl. halv syv og satte elkedlen i gang til kaffe. Jeg var stadig morgentung, da Susanne vågnede et kvarter efter og stampede i gulvet: ”Hent min inhalator på badeværelset,” råbte hun. Det gjorde jeg og hun smuttede ud på det nybyggede badeværelse og sugede kraftigt i to inhalatorer, en til astmaanfald og en mod KOL.

Hun sad på toilettet og gjorde det hun skulle og stadigt trampende i gulvet.

”Jeg har brug for hjælp,” råbte hun. Straks gik jeg i køkkenet og ringede 1813. 20 minutters ventetid. Med telefonen i øret, gik jeg de to meter til badeværelset.

Susanne sad på toilettet med hovedet bagover, med åben mund og halvåbne øjne. ”Min Baby er død”, gjaldede det i mit hoved. Instinktivt pustede jeg i hendes mund og ringede 112. ”Jeg tror min kone er død,” sagde jeg. På et splitsekund blev jeg omstillet til en lægekyndig, som sagde, at jeg skulle lægge hende på gulvet og give hende hjertemassage.

Susanne lå stadig med åbne øjne. Jeg lagde telefonen på kanten af håndvasken med medhør og fulgte de instrukser jeg fik. Der gik 8–10 minutter, jeg nåede lige at trække hendes trusser op, da det ringede på døren og fire ambulancefolk og en akutlæge maste sig ind i entreen. Jeg gav plads til, at de kunne komme til hende, og de hev hende ud i entreen og startede hjertemassage med et kæmpe plastikmonstrum. Jeg satte mig i køkkenet og tudbrølende ringede jeg hendes søster op. ”Hun er død,” sagde jeg grådkvalt. ”Åh, Gud, nej,” skreg søsteren.

Ambulancefolkene gav hende maske på, kanyler med slanger og brugte hjertestarter. Der var gået fem minutter og lægen sagde: ”Nu slår hjertet igen”. ”Åh, Gud, nu lever hun igen,” sagde jeg til søsteren.

Efter yderligere fem minutter var vi klar til afgang. Det var en smal sag for to ambulancefolk at bære hende ned fra 3. i en båre. 7–8 minutter efter afgang landede vi ved akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital.

En hjertelæge styrede 7–8 sygeplejersker og en time efter blev hun overført til intensivafdelingen. Der gik en halv time og hjertelægen kom ud og forklarede, at de var ved at installere hende. Efter yderligere en halv time kunne jeg komme ind til hende. Min babysnut lå nu i respirator. Jeg satte mig på en stol og holdt hendes hånd, med tårerne strømmende ned ad kinderne.

Efter en times tid ankom søstrene. De talte til hende og nussede hende. Jeg tog en pause og gik ned for at ryge en cigaret. Hun overlever, tænkte jeg optimistisk. Dagen gik med at holde hendes hånd og tale med sygeplejersken der overvågede hende.

Den sidste melding, inden jeg tog hjem, var at hun delvis trak vejret selv. Næste dag tog jeg hendes iPad og mobiltelefon med. Også hendes håndtaske og lidt tøj medbragte jeg. Om torsdagen var der lægemøde. De kunne ikke rigtigt sige noget præcist, men det så sort ud, dog med forbehold om, at hun kunne overraske og vågne op, når de tog sovemedicin og smertestillende fra hende.

Men under opvågningen gik hun i kramper.

Efter lægemødet gav sygeplejersken mig iPad’en og hendes telefon med hjem. Det første tegn på at det stod slemt til. Men hun trak delvist vejret selv. Hun var blevet CT-scannet og der blev lagt op til MR-scanning.

Alle dagene var vi der, og holdt hendes hånd og talte til hende. Weekenden over var jeg der, stortudende og optimismen dalende. Mandag var der igen lægemøde, med en hjertelæge og en overlæge fra afdelingen.

MR-scanningen var blevet fortolket af tre neurologer på Rigshospitalet og viste en kraftig hjerneskade. De mente, at hvis det ville lykkes at vågne hende op, ville hun være i en vegetativ tilstand – min baby ville blive en grøntsag. De havde prøvet opvågning mange gange og hver gang gik hun i kramper.

Tirsdag den 18. august slukkede de for respiratoren og hun trak vejret selv i små ryk. Hun kæmpede i 12 timer, og om natten kl. 3 ringede de og sagde, at hun var død. Senere på dagen fik vi hende at se. Hun så gul ud i huden, den havde en glød af guld, — min gyldne engel. Jeg magtede kun at være i rummet et par minutter, gik ud og satte mig, blændet af tårer.

Hjemme var alt kaos, da vi lå i byggerod med det nye badeværelse, som hun havde glædet sig til at indrette med skabe og smarte hylder med sugekop.

Søstrene var meget behjælpelige og stod for at arrangere begravelsen. Jeg sad bare hjemme og græd.

Bisættelsen var sat til torsdag d. 27 august. Vi lejede beboerlokalet i vores blok, kun 100 meter fra Kingos Kirke.

Vi var ca. 20 fra familien og 7–8 stykker fra den lokale.

Som den første gik jeg ind kirken og da jeg så hendes kiste med blomsterarrangementet fra bedemanden, sprang tårerne fra mine øjne. Jeg gik ud igen. Da alle var ankommet gik vi ind. Jeg uden at tude. Jeg sad på første række tæt ved kisten og tænkte; hun ligger lige der. Vi sang et par sange fra salmebogen, — I østen stiger solen op — og en jeg ikke kendte. Præsten talte om Susannes personlighed, hvor vi skulle rejse os.

Jeg havde ikke sovet meget og var ør i hovedet, men det lykkedes at holde mig oprejst. Jeg fik 3–4 spontane grædeture under den kirkelige handling og specielt afslutningen, hvor jeg havde valgt, at de skulle spille ”Himlen runt hørnet” af Lisa Nilson. Da Susanne skulle kremeres, kastede præsten et par skefulde jord på kisten. Der ville ikke være en egentlig begravelse på kirkegården.

Efter vi havde båret kisten ud og den blev kørt væk, gik vi i samlet flok til beboerrummet, hvor vi fik kaffe med kanelstang – og øl bagefter, og til sidst bestilte vi pizza. Det gik helt fint. Ingen græd.

Det er meget svært at beskrive mine følelser under hele forløbet. Jeg søgte selskab og tilbragte en del tid på den lokale, hvor jeg fik krammere og søde ord. Jeg græd ikke i selskab, men så snart jeg var hjemme, inden for døren, piskede tårerne frem.

Min baby gennem 38 år, min sjæleven, min forsørger, min elskede snuts tøj og computere rodede i een pærevælling.

Til november ville hun være blevet 59 år gammel. Vi var igen begyndt at lægge planer om at flytte til Ærø og starte noget IT-Support op. Jeg har venner derovre og det er en betagende ø. Nu kommer jeg til at gøre det alene.

Jeg troede, at jeg var ved at være tom for tårer, men jeg kan ikke se på et foto af hende uden at græde.

Det kan jeg gøre i lang tid fremover, det er jo det værste at miste den, man har kær. Et eftermæle kunne være William James’ ord:

”Livet er hverken farce eller nydelig komedie, men noget vi må bivåne i sørgeklæder, i håbet om, at den bitre smag vil rense os for al dårskab.”

Mit hjerte er revet itu. Jeg har mistet min babysnut – min gyldne engel.

The following two tabs change content below.

Andiman

Nyeste indlæg af Andiman (se alle)

Har du noget at bidrage med?