Nick Cave har skrevet om Bryan Ferry i badeshorts et sted i en pool, hvor hans kone vælter højgravid rundt og leder efter steder at brække sig. Cave selv har poser med til den slags. Dog vælger han at fylde poserne med andet indhold, Brækposesangen hedder skriften, han påfylder som den slags materie, som siver, når man bevæger sig i andre luftlag.

Nick Cave er sjælens åndemaner, som heldigvis aldrig marinerede sjælen med andet end syltede asier fra glas, som hans fingre behændigt fikser op og propper ind i den kæft, der gennem tidens løb har slugt en hel del. Allerede dengang, da fødselsdagsselskaberne ikke hang på træerne, tog han festen i sin hule hånd og drejede på volumen, så dansen faldt til jorden med et brag. Brækposesangen bærer præg af ensomhedens skriftkalkuler, der afblomstrer af ren kedsommelighed og uren poesi. De to ting tager fat i hinanden, indflettes i en bog, som ingen vil brække sig over, mens han med hidsighed og en velvillig onani (håndværker er vi vel alle), farer gennem de nordamerikanske kontinenter som en rigtig Roxy Girl i Bryan Ferrys uigennemtrængelige badeshorts.

De shorts er vi nok mange, der skal fantasere om en nat eller tre. Alle os, som troppede op med surmulende ansigter i køen dengang, der blev delt diskomusik ud iklædt nylon, kulørte faldgruber og med påklistrede læber af simili og vaseline, der med allerstørste selvfølgelighed bekendtgjorde, at her gik det godt. På med pilen, Palle, råbte vi glade fra Dragør og andre steder, hvor man havde nok i at se noget med Otto Leisner og ellers hyggede sig, som det hed sig, mens man døde lige så stille af det. Af hyggen. Det var ikke kun kalorierne. Det var også kedsomheden.

I selskab med Nick Cave har man aldrig kedet sig.

Og i andre mere underlødige selskaber med Bryan Ferry har man ALDRIG nogensinde kedet sig! Ikke kun skabte han soundtrack til det, der sidenhen blev en seksuel revolution, hvor alle drønede hjem og bandt sig selv til alle mulige varmeapparater, mens de blev pisket af stokroser og slåbroksnore. 9½ uge hed den film, som fik alle os unger på Listedvej til at sukke, hver gang Thomas J. tog isterningerne frem fra kummefryseren. Vi var villige! Og vi var billige!

En Roxy Girl var jeg dog allerede. Det var jeg, fordi vi lå der og rodede rundt i undertøj, vi ikke anede, om var Hedemanns eller mit, mens vi indåndede alt det, som var Bowie og Ferry. Bowie var nok mere min kop the, hvorimod Hedemann altid trak underbukserne helt af, når der kom Roxy Music i æteren. If there is something, skrålede Hedemann med røven bar og nosser bløde som det vat, man bruger til nisselandskaber, hvis man har ejerlejlighed på Græsted Hovedgade.

Jeg har aldrig set Bryan Ferry uden tøj på. Men jeg har set Bowie. Idoler uden tøj på er altid en underlig kombination, hvis man ikke skal andet end at kigge. Jeg tror, at Nick Cave uden andet end et glas med syltede agurker og et armbåndsur, vil få ligheder med Erik Clausen (i en tynd, senet udgave) til at blive på nethinden længe. Når jeg møder Hedemann i dag, har vi også altid tøj på. Han har også fået kone, barn og en hund, der minder om dem, man ser på film, dengang man tudede over, at Lassie nok aldrig kom ud igen af det der brændende hus. Det gjorde Lassie. Vi andre måtte blive i huset med ilden. Med og uden tøj på.

Hedemann har valgt en dresscode, der hedder noget med hen ad komfortabelt i hoved og røv. Den sidste bruger han så ikke til andet end at skide med. Nu. Men dengang var han en Roxy Girl af dimensioner. Ting holder op. Og andre ting fortsætter. Akkurat som feber. Der er dem, som altid vil have varmen i ansigterne, når man sætter Bryan Ferry på. Og så er der dem, der ser sig nødsaget til at lede efter (h)udveje. Brækposer, for eksempel. Eller klistretilstandene, som opstår, når man banker sig selv op i en carport bag overvældende mængder af liguster og begynder at kalde sig fa-mi-li-e. Ofte nær kirkegårde bor de. Eller i områder omkring indfaldsveje. Man skal nå væk. Eller komme væk. Ellers ender man med lorten. Og bruger kun sin røv til sidstnævnte kategori. Det er ærgerligt. Og spild af røv.

Til sidst tog alle bolig i mig, skriver Nick Cave i sit opkastsanghæfte, og undlader trods alt at knække sig over det. For sådan er det, hvis man stiller sig selv til rådighed. Man må huse det hele, hvis man er villig og billig. Og hvis man absolut skal brække sig, må det være over mængderne af saltkringler og muslinger, og det skal så helst ske i en gyde bag State Theatre i Minneapolis. Man har jo sine principper. Alt andet synker man. Efter lidt tid.

På den måde lærer man at holde af smagen. Af salt. Og eddike.

Og vælger så i ny og næ at være en ordentlig Roxy Girl. På den villige og billige måde. Med vaselinebøtten i brug, selvfølgelig.

The following two tabs change content below.
Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, dramatiker, billedkunstner og skribent. Har blandt andet skrevet om forhud, rindalisme og katte.
Tomas Lagermand Lundme

Nyeste indlæg af Tomas Lagermand Lundme (se alle)

Har du noget at bidrage med?