I 1986 var tiden en anden end nu. Der er tider. Heldigvis. Jeg raslede ofte rundt i det offentlige, fordi jeg gik på en friskole på Østerbro, og selv boede på Amager. I bussen læste jeg avis. Jeg var lige blevet 13 år, Michael Strunge, min store helt var død, og jeg var hele tiden bange for, at Barsebäck sprang i luften. Jeg var egentlig ikke så bange for at dø. Jeg var bare lidt ærgerlig over, hvis jeg skulle dø lige nu, midt i bussen. Min død måtte nemlig godt se pæn ud.

En dag, jeg sad med avisen i bussen, læste jeg noget om Kirsten Dehlholm. Det handlede om udstillingen i Galleri Basilisk i København. Ut Pictura Poesis hed den, udstillingen. Jeg havde billedkunst som tilvalg på min skole. De fleste havde grafik, men jeg gad ikke sidde og snitte hele tiden. Jeg blev også helt sønderrevet af det. Alle troede, jeg var cutter . Det var jeg ikke. Jeg var bare klodset til grafik. Jeg havde Lena til billedkunst. Hun talte meget om at vi skulle bruge alle farver, men hun gik altid selv kun klædt i lilla. Jeg spurgte, om vi ikke skulle se udstillingen i Basilisk? Lena sagde, at det var en god ide. Det var i det hele taget altid en god ide at bevæge sig og komme lidt væk fra skolen på Nygårdsvej. Jeg kan ikke rigtigt huske udstillingen. Jeg kan huske, den havde en tomhed over sig. Og en insisteren. Og en duft. Den duftede af drøm. De der drømme, man ikke helt ved, hvad handler om.

Om aftenen sagde jeg til min far, at jeg havde set den. Han sagde, at Kirsten Dehlholm også havde været med i gruppen omkring Billedstofteatret. Der græd jeg, da jeg så Træf på Louisiana. Der var jeg 10 år, det var i 1983. Alle medvirkende lå i Giacometti-rummet med hvide lagner over sig. De lå bare helt stille. I meget lang tid. Ingen vidste, om de sov. Eller om de var døde. Men hvis de var døde, så det pænt ud. Og lidt uhyggeligt. Min far sagde, det handlede om krig. Ingen mennesker skulle i krig. Men alle skulle lære at snitte grafik. Mens de snittede grafik, kunne de ikke have pistoler mellem deres hænder. Jeg tænkte, at der hurtigt ville blive virkelig meget grafik i denne her verden. Men min far havde ret. Eller han har ret. Grafik er bedre en krig .

Et par måneder efter sagde Lars, som var min lærer i dansk/musik/svømning/intuitiv tegning/politisk forståelse, at vi skulle i erhvervspraktik i begyndelsen af det nye år. Hvis man selv fandt en praktikplads var det så fint, og hvis man ikke gjorde, skulle man med Lars eller Lille Ole på arbejde. De havde begge to vagter på Døgnvagten. Jeg gad ikke noget med børn, så jeg tænkte på Kirsten Dehlholm.

Jeg fandt hendes nummer i telefonbogen og ringede til hende.

”Erhvervspraktik?” spurgte hun.

”Ja, det er sådan noget, hvor man leger voksen,” svarede jeg.

Så grinede hun. Og sagde JA. Men hun understregede også, at hun aldrig havde haft folk i praktik på den måde. Hun plejede kun at have folk, der ikke ville i militæret og sådan noget.

Jeg sagde det til min far. At jeg skulle i erhvervspraktik hos Kirsten Dehlholm efter nytår. Han blev helt misundelig, og ville også med.

”Du skal på arbejde, så det kan du ikke,” sagde jeg. ”Og desuden tror jeg ikke, man kun behøver grafik i stedet for våben. Man kan også noget med kunst.”

”Selvfølgelig.”

”Altså med billedkunst og teater,” fortsatte jeg.

Min far nikkede, og snittede lige et eller andet, som sikkert revolutionerede tiden. For dem, som havde de lyster. Jeg hoppede af vognen der, og tænkte, at jeg nok aldrig blev den nye Dea Trier Mørch. Jeg ville også meget hellere være Anne Marie Helger.

Det holdt jeg ellers hurtigt op med at drømme mere om at blive, da jeg troppede op hos Kirsten Dehlholm i januar 1987. Her var højt til loftet på alle måder. Og rummene var hvide, enkle og med reoler, som bugnede af materialer, udstoppede dyr og selvlysende ting. Omkring store borde blev der arbejdet med forskellige udstillinger og forestillinger.

På det tidspunkt havde jeg set flest produktioner af Solvognen, Røde Mor og Clausen & Petersens Gadecirkus. Jeg kendte mest til teater, som var væk fra institutionerne, som foregik ude på gaderne.

”Jeg gør nok det modsatte,” sagde Kirsten Dehlholm, da vi sad i et køkken, som ikke var et køkken, og drak varme ting. ”Jeg er slet ikke interesseret i rum, som ellers huser teatret.” Dengang var det sådan. Nu er tiden en anden. Det er tid. Men de rum på det tidspunkt var nok alt for meget teater. Kirsten Dehlholm og Hotel Pro Forma var optaget af museerne, hvor billeder hang på væggene og skulpturerne stod på jorden, rum, hvor grundhistorien var, og hvor det var muligt at tilføje nye elementer, nye mønstre, nye retninger.

Vi så på lysbilleder. Altid når jeg tænker på Kirsten Dehlholm tænker jeg på lysbilleder. Man skal ikke forklare sine processer og bevæggrunde. Man skal vise dem. En forestilling er til for at blive set. Og publikum, de besøgende i rummet, er dem, som er de seende. Det var det, som Kirsten Dehlholm gjorde. Og tilstadig gør. Hun installerede mennesker omkring andre mennesker. Hun brugte dem som sit bevægende materiale, sit stof, som gik gennem salene på forskellige måder, i sine egne rytmer, og gjorde rituelle handlinger, som lå uden for tid og historie. Og på den måde blev historien.

Og hele tiden kredsende omkring denne drøm, som ingen vidste, hvad handlede om, men som alle havde lyst til at drømme.

Dengang gik jeg kun i sort tøj. Det gjorde Kirsten Dehlholm også. Håret var rødt. Mit var også sort. Mit hår var pjusket, rodet og uglet. Kirstens var klippet som efter en lineal. Det sneede meget i 1987. Vi kørte meget i bil. Kirstens bil. Vi tog på Café Dan Turèll. Vi drak varm kakao. Med meget flødeskum. Det er kedeligt, når det er lidt, sagde Kirsten.

Jeg kedede mig aldrig, når jeg var hos Kirsten. Hun satte mig altid til et eller andet. Der var ting på lageret, som skulle katalogiseres. Der var lysbilleder, som skulle ordnes til foredrag. Der kom hele tiden flere udstoppede dyr, pakker med tekstiler fra hele verdenen, bøtter af hvid maling, mange bøtter med hvid maling, for meget skulle have den farve, så man kunne se de andre farver. Der var vand, der skulle koges, så de medvirkende fra forestillingen Æter havde noget at drikke i pauserne mellem prøverne. Det var Inger Christensens tekst. Jeg så den mange gange på Statens Museum for Kunst. Det var en slags udvidelse af natur og kultur, hvor teksten sprang mellem billeder, hvor folk var sammen og hvor folk var væk fra hinanden. Monolog, dialog, trilog. Alle måder at tale på. Alene. Eller sammen. Jeg forstod det ikke. Men jeg tror, jeg forstod, at det heller ikke gjorde noget. For jeg oplevede det. Ja, jeg sansede det. Mærkede det. Som en nødvendighed.

Sætningen Ut Pictura Poesis optrådte igen. Som billedet således digtet. Det var et udsagn fra Horats. Det vidste jeg ikke dengang. Det ved jeg først nu.

Jeg kan huske, at Ares i Æter udtaler: Giv mig dit råd, når du har læst avisen.

Og jeg læste avisen. Og mødte Kirsten Dehlholm, Hotel Pro Forma og et blik på teatret som væsen, der for altid forandrede min egen tilgang til teatret. Som form, greb og begreb.

I alle de første år var jeg med hos Hotel Pro Forma. Kirsten ringede og spurgte, om jeg ville komme forbi og hjælpe med et eller andet. Det ville jeg altid gerne. Jeg gik stadig i sort tøj. Det gjorde alle, som kom i lokalerne på Sturlasgade.

Mange ting blev til flere ting. Og gaden blev også Kirstens skueplads, da hun med Hotel Pro Forma etablerede forestillingen Radio for the Village. Det skete i gaden foran Nationalmuseet. Jeg tror, jeg så den forestilling alle de gange, som den spillede. Kan stadig genkalde mig Eva Hess Thaysens sang, når jeg i dag cykler gennem gaden.

En af de forestillingerne fra dengang, som nok satte sig stærkest i mig, er Carpe Carpe Carpe. Det var i 1988, at den havde premiere i B&W-hallerne på Christianshavn. Børn klædt i hvidt undertøj gik rundt i et hvidt rum, nærmest som et laboratorium, og fremsagde digte af Per Aage Brandt. Dagen er nattens fisk, sagde børnene, mens deres hænder tog genstande, som hverken var grafik eller våben, men ting fra en fjern tid, som ingen anede, hvor den egentligt hørte hjemme, tiden. Var det noget, som var sket, eller var det noget, der skulle ske? Muligvis var det hele også en illusion. Der kom i hvert fald en tryllekunstner til sidst.

Da jeg blev 15 år, fik jeg en sten af papmache, som havde været med i Billedstofteatrets forestillinger. Den sten var stor. Jeg tog den med hjem i bussen. Alle kiggede på den. Med den store sten blev jeg set. Fordi Kirsten Dehlholm havde set mig. Og fremkaldt et billede. Af mig.

Kirsten Dehlhom og Hotel Pro Forma var reolerne, festerne med Abba, altid Abba, det store, runde, grønne bord, hvor de ting, som endnu ikke var kommet over på lageret lå og ventede, mens vindueskarmene flød med lysbilleder. Mange havde rødt hår, ingen spiste mad, kun de obligatoriske krydderboller. Det var det første rum, jeg var i, hvor ingen talte til mig som et barn. Alle talte til mig som en voksen, måske en lille voksen, men jeg var ikke et barn. Jeg blev spurgt til råds om mange ting, og Kirsten Dehlholm ventede på, at jeg svarede.

Alle mine teenageår var jeg hos Kirsten. Og når man havde fødselsdag, fik man altid noget japansk. Man kunne ikke få sten hele tiden. Så kom rejserne, forestillinger, Fact-Arte-Fact, Skibet Bro og Skyggens kvadrat, endnu flere forestillinger, udstillinger, Triumf på Charlottenborg blandt andet, billedkunstnerne på værkstedet, musikerne, som sad i hjørnerne, sangerne, som stod på toiletterne og øvede, digterne, der sad på det grå kontor og skrev. Det var møder med mange fantastiske mennesker. Master Fatman, Sort Sol, Suzette Gemzøe, Camilla og Sara Stockmann, Morten Søndergaard, Malene Landgren og kære, kære Poul Borum. Poul, som altid sagde til mig, at jeg skulle skrive en bog. Og mig, der gang på gang sagde, at det var alt for borgerligt med trykt litteratur. Det sagde jeg bare, fordi jeg blev nervøs. Og skulle gemme mig bag et eller andet. Jeg ønskede ikke andet end at skrive en bog. Eller en tekst til Kirsten Dehlholms billeder.

Suzanne Brøgger kom. Hun kunne ikke blive længe, da hun havde en aftale med Dalai Lama. Hun betalte for en konkylie med en gammel mønt, man ikke kunne bruge mere.

”Men man kan bruge den i drømmeland,” sagde hun, Brøgger, da Kirsten spurgte, hvor den stammede fra, mønten.

”Så kan du købe alt her,” svarede Kirsten.

I dag går jeg nok stadig meget i sort tøj. Kirsten er skiftet til rød. Håret er også stadig flammende som ild. Eller stærk sol. Mit hår er begyndt at blive gråt. Det er den tid. Ja, nu er vi den tid. Den tid, som kommer. Jeg er nok ikke særlig nostalgisk anlagt, kun melankolsk. Den farve er nok blå. Og hvis man blander rød og blå, får man lilla. Akkurat som min billedkunstlærer Lenas yndlingsfarve. Og min fars.

Jeg har prøvet mange ting med Hotel Pro Forma. Nu. Jeg har selv stået på scenen. Eller på gulvet er nok snarere den rette betegnelse. Jeg har skrevet tekst til forestilling. Jeg er vendt tilbage. Ikke til en tid. Men til tiden.

Jeg glemte at fortælle hedder en af de smukke forestillinger, som Billedstofteatret havde premiere på i 1978. Det er mange år siden nu. I mellemtiden har Kirsten Dehlholm med sit Hotel fortalt os alt det, vi skulle vide. Alt det, vi ikke vidste, vi skulle vide, som vi nu ved. At stof er teater. At teater er kunst. Og vi kan ikke leve uden. Stof, teater og hotel hænger sammen. Akkurat som lyden af hjerte, det røde af slagsen, som under tøjet i alle farver, banker vores bevægelsesmønstre frem. Og vores bevæggrunde. Det er en nødvendighed at fortælle historier om os selv og hinanden. For os selv og til hinanden. Vi skaber billeder. Vi skaber drømme. Kirsten har i alle de år, jeg har kendt hende, været en del af min drøm. Om at skabe rum til at fortælle, til at drømme, til at leve, til at se.

Sidst jeg havde fødselsdag fik jeg en lysende sten af Kirsten. Der er som sagt ikke hver gang, man har fødselsdag, man får en sten. Men to gange i dit liv skal du have det. Sådan er reglerne. Om dagen tager stenen solens energier til sig. Om natten lyser den. Når jeg oppe og tisse, ser jeg på den. Den ligger på mit skrivebord. Og hver gang jeg ser på den, tænker jeg på min ven, Kirsten. Hende med det røde hår, som drømmer. Med åbne øjne. Hende, som har givet mig den store sten og den lille sten. Så kan jeg altid se et eller andet. Noget, som skaber et billede. Af lys. Midt i mørket.

Tomas Lagermand Lundme optræder i udstillingen “Dagens kage er en træstamme” på Hotel Pro Forma, onsdag den 18. november kl. 18.00 og kl. 19.00. Tilmelding og bestilling af billetter skal ske på info@glstrand.dk.

The following two tabs change content below.
Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, dramatiker, billedkunstner og skribent. Har blandt andet skrevet om forhud, rindalisme og katte.
Tomas Lagermand Lundme

Nyeste indlæg af Tomas Lagermand Lundme (se alle)

Har du noget at bidrage med?