De er alle sammen fortræffelige og kompetente mennesker. De er gamle, javel, men erfarne. Det værste er, at de alle fire i 1992 var dybt involveret i det, jeg vil kalde Maastricht-fadæsen og fejlopfattelsen af den danske folkestemning.

Når tidligere ambassadør Poul Skytte Christoffersen, UM-juristen Per Lachmann, politikeren Holger K. Nielsen og den tidligere TV-journalist Poul Schmidt påtager sig at hive et ja hjem ved folkeafstemningen den 3. december 2015, bør vi være på vagt – risikoen for at det går helt galt er overhængende!

Ersbøll og Riberholdt

Hvem husker ikke, at nogle i 1992 mente, at det ville være en god idé, hvis EU-Generalsekretær Niels Ersbøll og EU-ambassadør Gunnar Riber Riberholdt på landsdækkende TV forklarede den uvidende danske befolkning, hvad Maastricht-traktaten i virkeligheden gik ud på. Begge var EU-eksperter par excellence, men samtidig nogle af de mest ufolkelige typer, der kan tænkes. Samtidig benyttede de sig af en belærende og insisterende fremstillingsform, der måske – måske ikke – kunne have virket på en lidt tung førsteårs statskundskabsstuderende.

Resultatet var da også en katastrofe. Sjældent har man set et par arketyper, der i den grad bekræftede mange i, at EU var elitens projekt, var for lukket og udemokratisk, og at man med Maastricht-traktatens økonomiske og monetære union gik langt ind over dansk selvbestemmelse, den danske identitet og krænkede nationens suverænitet.

Danskerne stemte nej til Maastricht

Danskerne købte ikke regeringens, ja-partiernes eller eksperternes salgstaler, og for det politiske establishment kom det som et chok, da danskerne den 2. juni 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten.

Danmark havde været en meget aktiv forhandler undervejs, og traktaten var præget af danske fingeraftryk. De danske forhandlere kunne føre sig frem med den sikkerhed, det gav, at der var bred politisk enighed i Folketinget om en offensiv europapolitisk holdning til Maastricht.

Afstemningsresultatet kom derfor også som et chok for de andre EU-lande. For første gang afviste et land en traktat, man selv havde forhandlet, og man sagde klart nej til den fælles målsætning — en fremadskridende proces i retning af en stadig snævrere politisk union.

Tilhængere af EU, men mod Unionen

Nej´et var også overraskende, fordi meningsmålinger i 1992 viste, at en stor del af danskerne faktisk mente, at EU-medlemskabet grundlæggende var en god ting. Samtidig var flertallet af danskere positive over for dansk folkestyre og selvbestemmelse. Denne positive holdning indebærer helt logisk en skepsis så snart der tales union, som jo nødvendigvis må udhule dansk selvbestemmelse og demokrati.

Det, flertallet tydeligvis ikke var parat til, var en Maastricht-traktat, der gradvist ledte mod et stadig tættere politisk unionssamarbejde om en fælles mønt, fælles grænse-, asyl– og indvandringspolitik og en fælles udenrigspolitik og med Uffes sokker og det blå unionsflag blafrende allevegne.

I 1992 bestod EU af 12 lande – de andre nordiske lande og Centraleuropa var ikke med. Nej-kampagnen kunne derfor finde en klangbund i befolkningen for påstandene om, at masterplanen var at udvikle samarbejdet fra økonomi og handel til alle dimensioner af en stat – ovenikøbet en lukket og udemokratisk stat.

Unionen er stendød

Statsminister Poul Schlüter burde have forudset udfaldet. Allerede i 1986 var han opmærksom på, at ikke engang i Det Konservative Folkeparti var der opbakning til Uffe Ellemanns og ærkeeuropæernes unionstanker. I hvert fald forsikrede han forud for folkeafstemningen i 1986 om Det indre Marked, at ”Unionen er stendød”.

I juni 1992 stod det meget hurtigt klart, at de andre lande var parate til at fortsætte samarbejdet på grundlag af forhandlingsresultatet, Maastricht-traktaten. Muligheden for at genåbne traktatforhandlingerne var ikke-eksisterende, og Danmark havde sat sig selv uden for døren!

Det nationale kompromis

Svaret blev fundet i det såkaldte nationale kompromis med de fire forbehold på unionsborgerskab, det økonomiske og det militære samarbejde samt retsforbeholdet.

Hvordan den indenlandske proces ledte frem til lige netop de 4 forbehold fortaber sig. I hvert fald blev den danske særordning med de 4 forbehold ved den såkaldte Edinburghafgørelse i december 1992 godkendt i EU.

Alle partierne bag det nationale kompromis var enige om at indstille al snak om union, og ved en ny folkeafstemning den 18. maj 1993 leverede danskere et ja på 56,4 procent til Edinburghafgørelsen, som betød, at Maastricht-traktaten kunne træde i kraft i november samme år.

Retsforbeholdet

Det retsforbehold, hvis ophævelse vi skal stemme om den 3. december, har ingenlunde afskåret Danmark fra at deltage i det retlige samarbejde. I Edinburghafgørelsen blev det formuleret sådan, at Danmark kun deltager i det retlige samarbejde på mellemstatsligt plan.

Det har også været normalen indtil vi fik Lissabontraktaten, der trådte i kraft den 1. december 2009. Med Lissabontraktaten blev hele EU-samarbejdet som hovedregel overstatsligt. Den afgørende undtagelse er samarbejdet om udenrigs-, sikkerheds– og forsvarspolitikken. Samarbejdet om ”retlige og indre anliggender”, herunder retspolitik, politi og asylpolitik, blev dermed ændret fra enstemmighed til flertalsafgørelser.

Storbritannien og Irland

Storbritannien og Irland deltager ikke i EU-samarbejdet på det retspolitiske og politimæssige område, men har fået en tilvalgsordning, hvor de selv kan selv bestemme, om landet vil tilslutte sig EU-lovgivningen på området.

Storbritannien og Irland står i modsætning til Danmark uden for Schengen-grænsesamarbejdet, men har alligevel på en lang række andre områder valgt en proaktiv og pragmatisk tilgang til EU-samarbejdet. De har brugt tilvalgsordningen flittigt, og i de sidste fem år er Storbritannien gået med i 76 EU-retsakter og initiativer inden for EU´s retlige og indre anliggender.

Retssamarbejdets store betydning

På retsområdet, som vi nu skal stemme om, var samarbejdet i 1992 sparsomt, og bestod mest af et meget løst politisamarbejde og Schengen-samarbejdet, der på daværende tidspunkt endnu ikke var en officiel del af EU og kun talte en håndfuld EU-lande.

Efter Maastricht-traktatens vedtagelse forblev retssamarbejdet som nævnt i første omgang sådan, at nye tiltag blev forhandlet mellem stater med fuld vetoret uden for EU’s normale fælles beslutningsregler.

Det betød også, at Danmark i de første mange år slet ikke mærkede noget til forbeholdet, fordi man ikke afgav suverænitet.

Da Schengen senere bliver en del af EU-samarbejdet og EU samtidig rammes af 11. september-terrorangrebene og de efterfølgende bomber i Madrid og London, samt EU’s udvidelse mod øst, betyder det, at retsområdet efterhånden er blevet et hastigt voksende politikområde i EU.

Europol

Det har betydet mere overflytning af kompetencer til EU og med det, at Danmark allerede inden Lissabon-traktaten langsomt var på vej ud af det retlige samarbejde. Det overstatslige samarbejde og indførelsen af flertalsafgørelser betyder, at vi f.eks. snart ikke længere vil kunne være medlem af det europæiske politisamarbejde Europol.

Bestræbelserne har derfor været at få omdannet forbeholdet til en tilvalgsmodel, der lader Folketinget afgøre fra sag til sag, hvor Danmark skal være med. Tilvalgsmodellen er en mulighed, der fremgår af Unionens nuværende lovgrundlag, Lissabontraktaten.

Europol løftestang for et ja

Det er tydeligvis faren for at Danmark må forlade Europol, der har givet politisk appetit på at bruge Europol-situationen til at få retsforbeholdet ophævet. Politisamarbejdet er populært i alle lejre, men Ja-partierne syntes at undervurdere vanskelighederne på andre områder, selvom tilvalgsordningen præsenteres som en oplagt løsning, som giver Danmark ret til at vælge et retssamarbejde à la carte, hvor vi fortsat vil stå uden for EU’s samarbejde på asyl– og indvandringsspørgsmål.

Man skal dog ikke undervurdere, at danskerne hidtil har lagt afgørende vægt på de økonomiske og handelsmæssige fordele for Danmark. Ja´et til patentdomstolen skal nok ses i det lys, at mange har følt, at det kunne ”betale sig” for Danmark at være med.

Med retsforbeholdet er vi ude i noget helt andet, og spørgsmålet er, om de åbenlyse fordele ved Europol kan kompensere for, at de færreste vil være i stand til at overskue konsekvenserne på andre områder end de 22 retsakter vi tiltræder i udgangssituationen. Det er ligeledes tvivlsomt, om et flertal af danskerne har mod til overlade valgene i tilvalgsordningen til politikerne alene.

Skal Folketinget tage stilling til suverænitetsafgivelse

Ja-partierne (S-V-R-K-F) vil have et mandat fra vælgere til at bestemme hen ad vejen hvad Danmark på det retlige område skal tilslutte os uanset om det indebærer suverænitetsafgivelse. Det væsentlige, vælgerne skal tage stilling til, er om suverænitetsafgivelser i fremtiden skal kunne vedtages af et folketingsflertal, eller om det fortsat skal gå via folkeafstemninger.

Problemet er, at et flertal af Folketingets partier normalt ønsker at undgå folkeafstemninger, hvis vælgerflertallet formodes at være uenigt med Folketingets flertal. Der er overhængende risiko for, at mange EU-kritiske vælgere den 3. december næppe tør overlade det til et flertal i folketinget at træffe disse afgørelser alene.

De historiske spor hævdes at skræmme – hvor mange gange har Folketingets flertal ønsket at forelægge EU-spørgsmål for danskerne, bortset fra de tilfælde, hvor Grundlovens bestemmelser om suverænitetsafgivelse foreskriver 5/6 flertal i Folketinget eller en folkeafstemning? Ikke engang den vigtige Lissabon-traktat turde man sende til folkeafstemning – end ikke en vejledende.

Tilliden til politikerne

Til syvende og sidst kan afstemningen gå hen og blive et spørgsmål, om borgerne har tillid til politikerne på Christiansborg i EU-spørgsmål. 

Jeg tør ikke gætte på resultatet af den gyser — gør du?

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?