Kandidaturet

Helle Thorning-Schmidt valgte efter valget 18. juni at trække sig som formand for Socialdemokraterne, efter det ikke lykkedes at genvinde regeringsmagten trods fremgang til partiet. Hun blev efterfølgende udnævnt til Socialdemokraternes præsidiemedlem, ligesom hun fik plads i Udenrigspolitisk Nævn.

På forslag fra det danske udenrigsministerium, indstillede Danmark og formelt set alle de nordiske lande i september 2015 Helle Thorning-Schmidt til at efterfølge den nuværende flygtningehøjkommissær, portugiseren António Guterres.

Helle Thorning-Schmidt skiftede som kandidat til posten som Flygtningehøjkommissær holdning i spørgsmålet om håndteringen af flygtninge– og migrationskrisen i Europa. Som dansk statsminister fastslog hun under den seneste valgkamp, at Danmark under ingen omstændigheder skulle deltage i en fælles europæisk fordeling af migranterne, ligesom hun igen og igen understregede, hvorledes den nu tidligere regering virkningsfuldt havde strammet vilkårene for syriske asylsøgere. Et hovedpunkt var, at migrationen skulle bringes under kontrol ved EU’s ydre grænser. Det var endvidere under valgkampen et tema, at Tyskland og Sverige burde holde op med at invitere samtlige Mellemøstens og Afrikas fattige indenfor.

Som ansøger til jobbet som UNHCRs generalsekretær, svarede Helle Thorning-Schmidt på spørgsmål fra et globalt netværk af humanitære organisationer, ICVA. I svarene fastslog hun overraskende, at Europa sandelig har kapaciteten til at håndtere de flere end den halve million flygtninge og migranter, der allerede er ankommet og de hundredtusinder, der er på vej.

Det pludseligt ændrede syn på flygtninge har næppe overbevist den ganske mange skeptikere, og derfor ej heller styrket Helle Thorning-Schmidts kandidatur som Flygtningehøjkommissær.

Flygtningehøjkommissærens opgaver

Flygtningehøjkommissariatets primære opgave er at sørge for beskyttelse og hjælp til verdens flygtninge og statsløse. Der er ansat 7.600 medarbejdere i kommissariatet fordelt i 125 lande.

Hvis Helle Thorning-Schmidt havde fået FN-posten, ville hun være gået i tidligere statsminister og Venstre-formand Poul Hartlings fodspor — han bestred nemlig posten fra 1978 til 1985.

For de historisk interesserede, kan det være en passende anledning til at mindes en stor dansk politiker, der døde 85 år gammel den 30. april 2000.

Poul Pegepind

Poul Hartling blev valgt til Folketinget for Venstre i 1957, men faldt ved valget i 1960. I 1964 kom han igen i tinget, og da Erik Eriksen 24. maj 1965 gik af som formand for folketingsgruppen og som partiformand, overtog Poul Hartling begge poster kort tid herefter. Poul Hartling blev lidt nedladende kaldt ”Poul Pegepind” , men i “Svanningetalen” nærmede han sig Det Radikale Venstre, og da Jens Otto Krags socialdemokratiske mindretalsregering måtte træde tilbage i 1968, dannedes VKR-regeringen under Hilmar Baunsgaard, og Hartling blev udenrigsminister i fire år. Det skal nævnes, at den borgerlige regering fik et trist eftermæle — især fordi den hævede skatterne, beskar forsvarsbudgettet, frigav pornografien og tillod fri abort.

Den smalle Venstre-regering

Hartling dannede en Venstre-mindretalsregering efter valget i 1973, det såkaldte jordskredsvalg, selv om Venstre havde mistet 8 mandater. Regeringen — ”Træskoregeringen”, havde danmarkshistoriens mindste opbakning med kun 22 venstremandater bag sig.  Der blev imidlertid ikke konstateret noget flertal imod regeringen, der kun havde 12 ministre, og følgelig også fik tilnavnet ”Det beskidte dusin”.

Teologen Poul Hartling, der havde været rektor for Zahles Seminarium, fik på Christiansborg et ry som alt andet end blød. En journalist spurgte ham, om han vidste, at han var kendt som en hård banan. Uden tøven svarede Hartling, at det var han godt klar over, og man måtte gerne kalde ham ”Chiquita”.

Poul Hartling havde under et Kinabesøg i Kina i 1974 en længere samtale med Formand Mao, der i en længere periode havde været ude af offentligheden. Hartling blev efterfølgende citeret for at have ført “samtale på højt intellektuelt niveau” med Formand Mao. Hartling blev hånet, og citatet forfulgte ham desværre i mange år. I virkeligheden sagde han ifølge dagbladet Information: “Jeg har talt med en stor personlighed og en af verdens betydeligste ledere. Jeg traf en mand, der bevægede sig på et højt intellektuelt niveau, og vi samtalede levende og humoristisk en time”.

Poul Hartling var utvivlsomt en tænksom mand, og han bidrog til at romanen ”Kaninbjerget” (Watership Down) af Richard Adams blev kendt i Danmark. I et interview omtalte han, at læsningen af beretningen om en lille flok kaniner, der bryder op fra deres bo for at finde et nyt tilholdssted, havde givet ham en stor læseoplevelse. Bogen, der var tænkt som en børnebog og faktisk skrevet til Adams’ egne børn, var i 70’erne meget populær blandt voksne læsere.

Hartling udskrev valg i 1975, og selv om Venstre næsten fordoblede sit mandattal, var det Anker Jørgensen, der nu dannede en socialdemokratisk regering. En borgerlig firkløverregering var ellers under opsejling, men Hartling valgte til sidst at give op, da han ikke ville være afhængig af Mogens Glistrup og hans Fremskridtsparti.

Højkommissær i 1978

Hartling fortsatte som Venstreleder, men blev i 1977 af den socialdemokratiske udenrigsminister K.B. Andersen kørt i stilling som de nordiske landes bud på en afløser for pakistaneren Sadruddin Aga Khan som FN’s flygtningehøjkommissær. Som højkommissær var Hartling mere anonym end sin forgænger, og samtidig stod han over for større udfordringer, idet det internationale flygtningeregime for alvor kom under pres fra slutningen af 1970’erne med de vietnamesiske bådflygtninge, som de færreste modtagerlande umiddelbart ønskede at tage imod. Oveni blev UNHCR’s arbejdsområde udvidet til at omfatte nødhjælp, hvoraf især nødhjælpen til flygtningene fra Cambodia og Afghanistan lagde beslag på UNHCR’s begrænsede ressourcer.

Nobels fredspris

Alligevel opnåede Hartling en fornem karriere som højkommissær frem til 1985, som blev kronet i 1981, da flygtningehøjkommissariatet modtog Nobels Fredspris for arbejdet med genbosætning af over 1 mio. indokinesiske flygtninge.

Poul Hartling var politisk aktiv i en høj alder. I perioden 1987–89 var han rådsformand for Dansk Center for Menneskerettigheder og fra 1990 til 1995 var han formand for Udenrigsministeriets Demokratifond.

I sine ældre år udarbejdede han sammen med sin hustru krydsordsopgaver til Weekendavisen.

Hartling-kontoen

Poul Hartling kom til at lægge navn til den såkaldte Hartling-sag. Udenrigsministeriet havde i en årrække brugt danske bistandsmidler øremærket til FN-uddannelsesformål til at dække andre formål.

Flygtningehøjkommissærens organisation var helt afhængig af FN-medlemmernes bidrag, og der var ikke afsat særlige ressourcer til Højkommissærens repræsentative forpligtelser. Det havde ikke været noget problem under den tidligere Højkommissær, den hovedrige Aga Khan, og noget måtte gøres. K.B. Andersen og kreative folk i Udenrigsministeriet mente, at nogle af bistandsmidlerne, der godt nok på finansloven var øremærket til FN-uddannelsesformål, kunne gøre mere nytte på Hartlings repræsentationskonto og en hemmelig, dansk finansieret konto blev etableret.

Da misbruget kom til Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kendskab flere år efter Hartlings afgang som Flygtningehøjkommissær, gav skandalen anledning til en dommerundersøgelse. Dommeren fandt i 1992 frem til tre ansvarlige embedsmænd. Tjenestemandssager blev der dog ikke tale om, da to af embedsmændene var pensionerede, og da de fejl, som den tredje havde begået, lå 15–20 år tilbage. Blandt ministrene blev der heller ikke placeret et ansvar. Den muligvis ansvarlige udenrigsminister, socialdemokraten K.B. Andersen, var død allerede i 1984.

Efterskrift

Danmarks tidligere statsminister og Socialdemokraternes tidligere formand Helle Thorning-Schmidt har været indstillet som kandidat til posten som FN’s flygtningehøjkommissær.

FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, valgte i stedet indstillet den højtstående italienske FN-diplomat Filippo Grandi til posten som højkommissær for FN’s flygtningeorganisation, UNHCR. Blandt Filippo Grandis kvalifikationer er en lang karriere i FN-systemet og et indgående kendskab til flygtningeområdet.

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?