Danmark og de fleste andre EU-lande er enige om, at de mest effektive løsninger for at håndtere tilstrømningen af migranter til Europa fortsat skal findes på EU– og internationalt plan. Danmark kan ikke alene stoppe krigen i Syrien, sikre tilstrækkelig hjælp i nærområderne eller sikre Europas ydre grænser.

Desværre tager det tid, og derfor har den danske regering ikke kunnet vente, men har taget en række initiativer til umiddelbare stramninger af flygtninge– og udlændingelovgivningen.

Men hvad er det for EU– og internationale tiltag, vi venter på?

EU’s håndtering af flygtningekrisen

EUs stats– og regeringsledere har netop været samlet på Malta til endnu et ekstraordinært topmøde for at håndtere krisen med den store tilstrømning til Europa.

Efter seks måneder og lige så mange topmøder forsøger EU stadig at finde en fælles løsning på EU’s største udfordring i nyere tid.

Sverige genindfører grænsekontrol, Slovenien bygger pigtrådshegn ligesom Ungarn, og nye asylstramninger er undervejs i Tyskland og Danmark. Problemet er, at grænsekontroller og hegn ved de indre grænser mellem Schengen-landene måske kan løse nogle akutte udfordringer, men at disse ”løsninger” blot skubber problemerne videre til nabolandene.

Trods åbenlyse vanskeligheder, tegner der sig alligevel konturerne af en EU-politik med 4 elementer:

  1. De enkelte modtagelande skal have opbygget kapacitet til at kunne håndtere migranterne i det pågældende modtageland, herunder etablering af såkaldte ”transitzoner” – læs flygtningelejre – tæt på grænsen, hvor undersøgelsen af om der er grundlag for at meddele opholdstilladelse og eventuelt asyl. De enkelte modtagelande skal have ret og kapacitet til at sende migranter tilbage.
  2. Flygtninge, der opnår flygtningestatus og midlertidig eller permanent opholdstilladelse, skal fordeles mellem alle EU-landene.
  3. Kontrollen med EU’s ydre grænse skal styrkes. Asylbehandlingen skal fortrinsvis gennemføres i transitzoner nær de ydre grænser.
  4. Situationen nødvendiggør forhandlinger og aftaler med transitlandene – først og fremmest Tyrkiet, Libanon og Jordan. Problemet med migranter fra Afrika nødvendiggør aftaler med medlemmer af Den Afrikanske Union.

Mellem EU-landene er der endnu ikke enighed om, at mere permanent løsninger også indebærer et opgør med FN’s flygtningekonvention, som den bliver fortolket i dag.

Der vil være store økonomiske og politiske omkostninger og en gennemførelse af planen vil kræve en EU-ledelse, der stålsat kan true, lokke, bestikke og lirke en løsning igennem. Men tiden er knap – løsningerne på de mange udestående spørgsmål, skal foreligge inden det næste Topmøde om et par uger.

EU-ledelsen

Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009, og EU blev udstyret med en EU-præsident og en EU-Udenrigsminister (Unionens Høje Repræsentant for Udenrigs– og Sikkerhedspolitik). I godt et år har posterne været besat med henholdsvis den tidligere polske statsminister Donald Tusk som EU-præsident og den tidligere italienske udenrigsminister Federica Mogherini som EU-udenrigsminister.

Efter sigende arbejder både Tusk og Mogherini energisk, men alligevel er det den tyske kansler Angela Merkel, der frem for alle andre i alle væsentlige forhold tegner EU. Frankrigs François Hollande fremstår mere og mere patetisk, og enhver tanke om Frankrig som den ledende kraft i EU er for længst opgivet. Angela Merkel orker ikke engang længere at foregive, at alt hvad hun gør er efter nøje aftale, ja ligefrem på forslag fra Berlin-Paris aksens Hollande. David Cameron er trods et triumferende genvalg optaget af bare at holde Storbritannien inden for EU. Matteo Renzi i Italien og Alexis Tsipras i Grækenland har ligesom nok at gøre med landenes egne udfordringer. Resten kender vi ikke – Merkel stjæler hele billedet!

Angela Merkels rolle

Den tilsyneladende tilforladelige Mutti, Angela Merkel, syntes at vokse hele tiden. Det var i realiteten hende, der holdt sammen på euroen under finanskrisen. Det var ikke eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem eller EU’s økonomikommissær, Pierre Moscovici, men Angela Merkel, der overtrumfede modstanden fra hendes egen finansminister Wolfgang Schäuble, og banede vejen for aftalen om Grækenland i august. Inden da, var det hende og ikke Federica Mogherini, der tog til Minsk og lavede en aftale med Putin om Ukraine, og det var hende, der skabte europæisk enighed om at indføre sanktioner mod Rusland.

Det siges da også, at ifølge Vladimir Putin er Angela Merkel den eneste europæiske leder med nosser!

Det er også Merkel, der under migrantkrisen har fået kritik af, at hun dristigt og næsten alene forsvarede hvad hun opfattede som europæiske værdier og bød flygtninge fra Syrien velkommen i Tyskland.

Kritikere hævder, at Merkel har et medansvar for flygtningekrisen. Hendes imødekommenhed over for asylansøgere, har skabt et udbredt indtryk af, at EU stod med åbne arme – ikke kun for migranter fra Syrien og Mellemøsten, men også fra Afrika og Asien. Dermed skulle Angela Merkel have forårsaget en tsunami, der vil martre Europa i lang tid, og som kan medføre hendes eget politiske fald.

Flygtningekrisen har betydet en udfordring for Angela Merkel, ingen tvivl om det. Men samtidig kan nærtstående berette, at under krisen har Merkel — den lutheranske præstedatter — angiveligt følt et kraftigt politisk og moralsk kald.

Angela Merkels mange supportere påpeger, at det ikke var hende, der var årsag til flygtningestrømmen. Migranterne ville være kommet alligevel. Det hun gjorde, hedder det, var at afværge en humanitær katastrofe. Hegn ville ikke have holdt strømmen tilbage. Det er trods alt heller ikke Angela Merkel, der er årsag til de krigshandlinger, der i Syrien, Irak og andre steder driver familier fra hus og hjem. Der er heller ikke Merkel, der fastlægger politikken i de lande flygtningene passerer, før de kommer til Tyskland.

Hvad havde i øvrigt været alternativet, spørger de?

Skulle vi have negligeret flygtningekonventioner, international og europæisk ret og passivt set på, at flygtninge druknede eller omkom gurglende i deres eget blod i struber sønderrevet af grænsehegnenes pigtråd?

Udviklingen i flygtningestrømmene har dog fået Merkel til at genoverveje situationen. I år ventes mindst 800.000 flygtninge til Tyskland, og flygtninge fra Syrien har som hovedregel hidtil fået flygtningestatus. Alene i august måned fik 38.650 syriske statsborgere flygtningestatus. EU-kommissionen har offentliggjort sin økonomiske efterårsprognose 2015. Her forudser man, at der ved udgangen af 2017 vil være kommet yderligere tre millioner flygtninge og migranter til EU-landene. Men tilstrømningen vil i realiteten blive langt større. For det første kan det meget vel være, at tallet tre millioner vil vise sig for lavt sat. I den seneste tid er forudsigelserne konstant blevet revideret opad. For det andet har man ikke regnet de familiesammenføringer med, som flygtningene i anden omgang vil få. Gør man det, når tallet snarere op omkring 10 millioner mennesker.

Det er da også indiskutabelt, at hendes afvisning af at angive en øvre grænse for antallet af flygtninge har forårsaget stigende bestyrtelse i Tyskland og kritik i udlandet. Tyske Länder og kommuner protesterer, der er uro i regeringen, og visse østeuropæiske lande beskylder hende for “moralsk imperialisme”.

Fredag den 6. november blev det i Berlin oplyst, at den tyske koalitionsregering nu har besluttet at skærpe kursen. Fremover vil syriske flygtninge ikke det første år få asyl eller have ret til familiesammenføring. Flygtningene vil modtage en såkaldt subsidiær beskyttelse med begrænset opholdstilladelse uden ret til familiesammenføring. Dagen efter blev oplysningerne dementeret, og afslørede dermed, at der internt i den tyske regering er betydelig uenighed. Kanslerkontoret var ikke orienteret, men CDU-indenrigsminister Thomas de Maiziére støttes øjensynlig af den stærke finansminister Wolfgang Schäuble og af CSU i Bayern. Angela Merkel må dog også tage hensyn til den stadig ”flygtningevenlige” regeringspartner, SPD.

Hvorfor Merkel er betydningsfuld

Merkels styrke afspejler til dels betydningen af Tyskland som EU’s suverænt største økonomi, EU’s største eksportør og med sunde offentlige finanser og historisk lav ledighed. Merkel er også den længst siddende regeringschef i EU — 10 år!

Det er egentlig mærkeligt, at Angela Merkel er nået så langt. Hendes tilbageholdende fremtræden – har vi f.eks. nogensinde set hende tage selfies med Obama til en begravelse? – kan bedrage, men objektivt set er hun langt fra perfekt. Hun er f.eks. ikke nogen stor taler og hun synes heller ikke at have udviklet grandiose politiske visioner for Tyskland eller EU.

Til gengæld kan hun om nødvendigt falde i med sine omgivelser og føre venstreorienteret politik når det kræves, og samtidig — hvis situationen tilsiger det — stille og roligt, men skånselsløst eliminere potentielle rivaler. Hendes naturlige tålmodighed og gode nerver betyder, at hun kan vente på at træffe de store beslutninger til der er kommet nye brikker på bordet, der gør det muligt at lukke spillet. Som et gammelt kinesisk ordsprog siger: hun kan vente indtil hendes døde fjender driver ned af floden med opspilet bug!

Det kan ikke udelukkes, at denne ”tålmodighed” under både ​eurokrisen — og nu flygtningekrisen – har bidraget til at forværre kriserne.

Det vil dog være forkert at antage, at Angela Merkel står over for detronisering. Hun er stadig den unestridte leder af den Kristelige Demokratiske Union (CDU). En nylig meningsmåling viste, at 82 pct. af CDU-medlemmerne godkender hendes lederskab, og 81 pct. vil have hende til at stille op til en fjerde periode som kansler ved valget i 2017.

EUs ydre grænse

Beskyttelsen af den ydre grænse overstiger langt kapaciteten i EU’s grænseagentur, Frontex. Medlemslandene er tilbageholdende, agenturet har langt fra fået det antal grænsevagter, man har bedt om.

Selv med et mere effektivt grænseagentur kræver det samarbejde med transitlandene, hvis migrantstrømmene skal begrænses.

En aftale med præsident Recep Tayyip Erdoğan og hans Retfærdigheds– og Udviklingsparti, AKP, om Tyrkiets rolle som EU’s dørstopper vil kræve, at EU betaler og giver politiske indrømmelser, herunder vender det blinde øje til forfølgelsen af kurdere og den udhuling af menneskerettigheder, der syntes at foregå i Tyrkiet.

EU-Kommissionen har den 10. november offentliggjort den årlige rapport om, hvordan Tyrkiets optagelsesproces til EU skrider frem. Her bliver der fundet alvorlige problemer med blandt andet det tyrkiske retssystem. Rapporten har været udsat for ikke at kollidere med det tyrkiske parlamentsvalg den 1. november.

Helt uventet gennemførte Angela Merkel et hurtigt besøg hos Erdoğan i Istanbul 18. – 19. oktober 2015.

Under besøget forhandlede hun en aftale med Tyrkiet om en handlingsplan for EU-Tyrkiet (”EU-Turkey Actionplan”). Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge skal støttes med mere end 3 mia. euro om året, kravet om visum til tyrkiske rejsende skal opgives og forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU skal snarest genoptages. Vi kan ligefrem forvente at Recep Tayyip Erdoğan inviteres til Topmøderne i Unionen.

Topmødet på Malta har sat fart i samarbejdet med Tyrkiet.

EU-Kommissionen afholdt inden Malta-mødet, søndag den 25. oktober 2015, et mini-topmøde, ”Meeting on the Western Balkans Migration Route”. På mødet blev der opnået enighed om en 17-punkts plan, herunder at finalisere og implementere den ”EU-Turkey Action Plan”, som Angela Merkel havde aftalt med Recep Tayyip Erdoğan i Istanbul.

På Malta havde EU-kommissionen derfor forhåndstilslutning til Merkels forhandlingsresultat, og herunder forslaget om at pumpe over 3 milliarder euro i Tyrkiet. Langt de fleste penge skal komme fra medlemslandene. Tyrkerne får stillet visumfrihed og forhandlinger om optagelse i EU i udsigt. Som modydelse skal tyrkerne bremse flygtningestrømmen.

En aftale forudsætter at EU finder pengene – omkring 3 mia. euro. Topmødet på Malta nåede ikke frem til en løsning, men en løsning på finansieringsproblemerne skal findes inden næste topmøde om et par uger, der skal konfirmere aftalen med Tyrkiet m.v.

Der kan også være andre grunde til indrømmelser til Tyrkiet. Et forbedret forhold mellem EU og Tyrkiet kunne sikre opbakning til at afslutte delingen af Cypern, der igen kunne sikre at Grækenland og Cypern ville være lidt mere medgørlige i sager, der vedrører Tyrkiet.

Holder aftalen – skal Tyrkiet være medlem af EU?

Tyrkiet har ikke lagt skjul på, at man under de tidligere EU-forhandlinger følte sig holdt for nar. Ankara har derfor udad til signaleret, at Tyrkiet udmærket kunne klare sig uden for EU.

Realiteten er imidlertid, at et EU-medlemskab vil være en enorm fordel for Tyrkiet, og Merkels besøg i Istanbul havde derfor også til formål at overbevise Erdoğan om EU’s reelle hensigter angående EU-medlemsskabet. Merkel havde endvidere behov for face-to-face at få sikkerhed for, at EU (og Tyskland) får value for money i form af Tyrkiets tilbageholdelse af syriske flygtninge – og at de flygtninge, der slipper gennem nåleøjet og dukker op i EU, kan sendes tilbage til et ”sikkert” asylland.

Merkels problem er selvfølgelig, at i EU er ikke kun Grækenland og Cypern afvisende over for indrømmelser til Tyrkiet. En række andre lande er heller ikke begejstrede ved, at Merkel har stillet et EU-medlemskab i udsigt — selvom det tydeligvis ikke er her og nu.

Afrika

Europa har på det seneste mistet noget af interessen for Afrika, efter at flygtningestrømmen har flyttet sig. Før gik den fra Afrikas nordkyst over Middelhavet til Italien. Nu kommer langt hovedparten fra Tyrkiet og ind i Grækenland – og så er Afrika pludselig mindre vigtig.

Til Topmødet på Malta Har været under forberedelse længe, og derfor var der inviteret en lang række afrikanske lande. EU har stillet en støttefond til Afrika i udsigt, hvis landene selv kan skabe jobs og bekæmpe illegal migration, og dermed bremse migrantstrømmen til EU. Fonden vil kræve mindst 3,5 mia. euro. EU-Kommissionen har fundet ca. halvdelen, men det lykkedes ikke på Malta at aftale medlemslandenes bidrag.

Det spørgsmål udestår også til næste Topmøde om et par uger.

Hvad er alternativet til EU-planen?

EU-samarbejdet er udfordret af en voksende flygtninge– og migrantkrise, en krise i Eurozonen, Ruslands annektering af Krim, borgerkrige i både Syrien og Libyen, truslen fra terrorisme og en økonomisk krise, der stadig kan mærkes. Samtidig er forholdet mellem Tyskland og en række østeuropæiske lande belastet på et tidspunkt, hvor det er afgørende at holde sammen om sanktionerne mod Rusland. Grækenlands krise er ikke overstået og situationen kan også give EU-modstanderne argumenter i den kommende folkeafstemning i Storbritannien. Tidligere forekom en stadig tættere integration at være en ubønhørligt fremadskridende proces. Nu er spørgsmålet, hvordan man undgår, at EU bogstaveligt talt går op i limningen?

Der har formentlig aldrig været mere brug for samarbejde på tværs af de europæiske lande, fordi der åbenlyst er tale om problemer, som ingen medlemslande kan løse alene. De skriger på et europæisk samarbejde, og samtidig stiger befolkningens skepsis over for EU. Det er i virkeligheden et paradoks.

Måske er Angela Merkel fremsynet på hele EU’s vegne? I hvert fald fremhæves det ofte, at Angela Merkel føler et betydeligt ansvar for hele det europæiske projekt. Der er slet ingen tvivl om, at flygtningekrisen har forstærket og udstillet EU’s problemer.

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?