Jeg stødte ind i Bodil. I køen. Ikke til arbejdsmarkedet, men til flaskeautomaten. Vi gik på skole sammen. Engang. En tirsdag efter filmkundskab legede vi Marquis de Sade. Vi havde muligvis franske tilbøjeligheder. Franske vafler, franske kartofler og franskbrød. Og Betty Blue, selvfølgelig. Så vi sad der på bagsædet af 14’eren og fugtede læber i så voldsom grad, at bussen sprøjtede. Af mundvand. Det kunne vi ikke tage os af. Vi havde nemlig travlt med at komme hjem og smække hinanden.

Vi gik hjem til Bodil, fordi hendes mor var indlagt og hendes far var overlæge, så hun var altid alene hjemme. Ren Niels Malmros-familie. Det var i Kartoffelrækkerne, vi lå og smækkede på livet løs.

Det begyndte nok på en helt anden måde. Bodils storebror var på TV-Stop og skulle bruge noget lyd. Af smæk. Det sagde Bodil en eftermiddag til filmkundskab, hvor vi igen havde set 1984 og Film-Nina med meget store, pædagogiske øjne havde fortalt os, at hvis vi ikke passede meget på, blev det sådan. At være os. Når vi blev voksne.

Det var jeg egentlig ligeglad med. Jeg elskede den film. Bare vi kunne slippe for Eurytmics soundtrack.

Bodil spurgte lidt henkastet, mens vi slubrede te og overvejede mulighederne for at pjække til frivillig natur om mandagen, at hun skulle bruge en, der godt kunne tæve hende.

Emil var straks med på den ide.

Men så sagde Film-Nina, at man ikke måtte tæve hinanden. Med mindre der var grund til det. Og grunden skulle så være politiet eller dem, der var borgerlige. Dem måtte man godt slå. Men hinanden, os, der var røde og søde, vi skulle omfavne hinanden med kærlighed, lørdagsskoler og en masse fri sex. Det sidste understregede hun meget direkte, mens hun så voldsomt insisterende på Jess.

Bodil sagde, at det bare var til noget lyd.

Og så sagde Film-Nina straks, at så var det noget helt, helt andet, og så skulle vi endelig gå i gang med at banke hinanden.

Emil gad ikke, hvis det ikke var på film.

Og Jess ville gerne hjemad, fordi han var begyndt at svede, fordi Nina så mærkeligt på ham.

Så jeg sagde til Bodil, at jeg bare kunne gøre det.

Bodil smilede. Det var tydeligt, at hendes far var overlæge og intet havde at gøre med tandlægepraksissen. Vi gik også på friskole, så det med at have en tandlæge, var ligesom heller ikke noget, man havde tilknyttet 70 røde, men søde elever på Nygårdsvej, 2100 Ø.

Vi tog altså hjem til Bodil.

Og Bodils storebror kom med en båndoptager og en mikrofon, der var større end et nyfødt barn. Den var også helt pelset.

Først kunne jeg ikke rigtigt.

Bodil sagde bare, at jeg skulle smække hende en ordentlig én.

Og hendes storebror nikkede og sagde værsgo.

Og så slog jeg. Sådan uden effekt. Mange gange.

”Du er virkelig dum til at tæve mig,” sagde Bodil efter lidt tid.

”Undskyld,” mumlede jeg, og var blevet helt rød i hovedet af anstrengelserne. Jeg gik kun til badminton i den periode, så min fysisk var lidt slatten. Det har den nok altid været. Jeg er heller aldrig gået efter noget specielt sundhedsideal, da pomfritter, fadøl og Johnny Reimer-muzak er mine livretter.

”Prøv igen,” sagde Bodils storebror, og rykkede lidt rundt med pelsmikrofonen.

Det gjorde jeg. Og øvelse gør nok mester. Ved det ikke. Men det var som om, det svingede. Og gjorde ondt. På den gode måde. Altså lydmæssigt.

”Av,” sagde Bodil også.

Det sagde storebroren ikke var så godt, fordi det jo var ren nydelse.

Så sagde jeg, at jeg også havde fået meget ondt i armen nu. Jeg havde det som om, jeg havde spillet stangtennis i fire timer på en græsplæne et sted i Karlslunde.

”Jeg har den også i kassen,” sagde Bodils storebror.

Bodil trak sine bukser op og sagde, at hun ville lave saftevand.

Jeg spurgte, om vi ikke hellere skulle drikke noget fra deres fars barskab?

Det var de begge to med på.

Saftevand har aldrig været min stærke kop te.

Vi drak noget snaps. Det smagte ikke godt. Vi så også alle tre vildt vrede og sure ud. Men ned kom det. Sådan er det at blive voksen, tænkte jeg. Det smager af lort og eddike.

Bodil sagde, at vi godt kunne blive kærester, hvis det var.

Jeg så på hendes storebror. Ham ville jeg hellere have, men han var optaget (Samson fra Århusgade, den maddike) og skulle snart med Next Stop Sovjet ud og redde noget af denne her verden, som åbenbart ikke kunne redde sig selv.

Bodil sagde det igen.

Jeg sagde, at jeg også var optaget. Det var løgn. Men jeg var mest forelsket i Steven Carrington der. Så en lille smule rigtigt var det nok. Steven Carrington vidste det bare ikke. Altså at han havde mig.

Så sagde hun, at det var tarveligt, at jeg havde smækket hende, når jeg ikke gad noget bagefter.

Det sagde jeg ikke noget til.

Bodils storebror sagde, at vi jo havde gjort det i kunstens navn. Akkurat som Marquis de Sade. Han havde opsøgt smerten for at have noget at skrive om.

Smart, tænkte jeg, og overvejede om jeg lige kunne smække Bodils storebror. Bare så jeg havde noget, jeg kunne skrive til Det Elektriske Barometer næste søndag.

Det var fint med ham.

Bodil var blevet sur, og hun gik op på sit værelse og hørte meget højt Modern Talking. Det var en god lyd til smæk. Det var nok den der trommemaskine. Bodils storebror var i hvert fald glad. Så længe det varede. Det var jeg også. Smæk, smæk, sagde det. Han havde også en lidt større numse end Bodils, så der var mere plads til slagene. Og nu havde jeg øvet mig, og var blevet god til det.

Dagen efter i skolen sagde Bodil, at hun ikke var så meget på lydoptagelser længere. Og det med at gøre noget for kunstens skyld var så kunstigt, syntes hun. Med mindre det var noget med Grace Jones. Så var det noget andet.

Jeg sagde ikke noget. Men mine hænder var røde. Ikke søde, men bare røde. Jeg bed i knoerne, så der gik hul.

”Av,” sagde jeg, og Bodil så på mig med et meget direkte blik. Det stak lidt. Men heller ikke mere end som så.

Et par dage efter stødte jeg ind i Bodils storebror igen. Det var ude på Staden. Vi kyssede lidt på Månefiskeren.

”Mest så vi havde prøvet det,” sagde han, og stak tungen ind i min mund.

Han smagte af løg og karse.

Jeg kunne bedre lide, da han smagte af snaps.

Da jeg stødte ind i Bodil i flaskeautomatens køkultur, grinede vi. Der er fortid, som er rar. Når den er overstået, og man er kommet lidt videre i teksten, og muligvis ikke behøver at slå – eller famle – sig frem i et mørke, som ellers udspillede sig et sted i Kartoffelrækkernes kælderrum.

Dengang.

Engang.

Hvor vi var Marquis de Sade en eftermiddag i 1988.

The following two tabs change content below.
Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, dramatiker, billedkunstner og skribent. Har blandt andet skrevet om forhud, rindalisme og katte.
Tomas Lagermand Lundme

Nyeste indlæg af Tomas Lagermand Lundme (se alle)

Har du noget at bidrage med?