I disse dage vandrer flygtninge igennem Danmark til stor mediebevågenhed. Medierne kalder dem nogle gange for ”migranter”, men det må siges at være en ulden betegnelse at bruge om folk der er under livsfare har forladt deres krigshærgede land.

Jeg derimod er en migrant. Jeg har forladt Danmark for at søge lykken og min egen økonomiske komfort i udlandet. Jeg har lige været hjemme på sommerferie i Danmark for første gang i fem år, og i den anledning har jeg nogle tanker om det man kan kalde ”situationen her i Danmark”. Og om hvorfor jeg mener at flere højtuddannede danskere som jeg bør blive migranter, til gavn både for Danmark, for udlandet og for dem selv.

Først lidt om arbejdsmarkedet:

Danske akademikere har en arbejdsløshed på 4,3% – men en dimittend ledighed på over 30%. Der er pt. 12,000 ledige akademikere hvoraf over 7,000 allerede har mistet dagpengeretten. Nyuddannede Phder i samfundsfag og humanisme slås om de få håndfulde af tidsbegrænsede postdoc stillinger (Det fri forskningsråd har netop annonceret at de ikke udbyder postdoc stipendier til foråret da de skal skære 280 millioner). Og ingen ved hvad de vil gøre når de to, eller måske fire år som postdoc, er færdige. Faste lektorater eksisterer stort set ikke på danske universiteter, med mindre en fastansat tilfældigvis dør. Enkelte finder jobs som gymnasielærere, eller i ”det private”.

På samme tid klager de ufaglærte sektorer over at de ikke kan besætte jobs, i hvert fald ikke til den løn de gerne vil betale. Og de henter arbejdere fra Polen, Litauen og andetsteds, der er villige til at arbejde for mindre end en fagforeningsorganiseret dansker. Demografiske analyser viser at der i fremtiden vil blive for få varme hænder til at tage sig af de basale trygheds– og velfærdsfunktioner for de aldrende danskere. Arbejdsudbuddet i Danmark skal altså øges – men det er lavtuddannede arbejdere der bliver brug for, ikke akademikere.

Så lidt om uddannelsespolitik:

Alle politikere har uddannelse som deres mærkesag. Uddannelse er godt og vigtigt. Danmark skal være verdensmester i uddannelse. Uddannelse øger Danmarks konkurrenceevne. Alle unge skal tvinges til at have en uddannelse. Og så videre. Men på den anden side må uddannelse helst ikke koste noget. Og fra nu af, med regeringens varslede uddannelsesnedskæringer på 8,7 milliarder, skal den koste to procent mindre om året. Det oplagte ville være at skære i optaget, så vi ville få færre men bedre uddannede akademikere, med bedre job muligheder. Men i stedet skal der skæres i administration siger man. Det vil i realiteten betyde færre akademiske arbejdspladser, for der ansættes næppe flere forskere i stedet for de fyrede administratorer som jo også er akademikere.

Regeringens uddannelses– og arbejdsmarkedspolitik hænger kun sammen hvis den ses som en bevidst, langsigtet strategi. Regeringen ønsker færre højtlønnede akademikere, og flere kortuddannede til lavere løn. Danskerne skal være mere sultne. Og akademikerne skal være allermest sultne, så færre vælger at gå den vej.

Så lidt om virkeligheden:

Der er alt for mange af os akademikere i Danmark. Med nedskæringer på uddannelsessektoren og i offentlig forskning, bliver der endnu færre chancer for at vi alle kommer i arbejde på en måde der gør fornuftig brug af vores evner. Men samtidig er nordeuropæisk akademisk arbejdskraft efterspurgt i udlandet. I Asien, i Mellemøsten, i Latinamerika er der et voksende behov for akademikere i uddannelse og i forskning. Selv i Nordamerika, hvor arbejdsmarkedssituationen ikke er helt ulig den danske, er der stadig flere muligheder for akademikere end der er her.

Så lidt om løsningen:

Løsningen er migration. Flugt. Eskapisme. Der skal flere lavtuddannede til Danmark. Og resten af verden har brug for den højtuddannede arbejdskraft som vi i Danmark har specialiseret os i at producere. Men hvis man lader sig fange i en nationalistisk kassetænkning, og lader ens ideer og ambitioner stoppe ved grænsen, ser man ikke de oplagte muligheder.

Danske akademikere skal i stigende grad uddannes til at finde jobs i udlandet, og de skal omstille sig til at tænke på hele verden som deres arbejdsmarked. Resten af danskerne skal vænne sig til at få mindre i løn, og til at tage imod dem som kommer fra udlandet og gerne vil arbejde til den løn som det private og statskassen vil betale. Grænsetænkning kan ikke stoppe denne udvikling i det lange løb, og det vil være til skade for danskerne at forsøge.

Som min mor altid siger: Den som hæver blikket ser ingen grænser.

The following two tabs change content below.
Magnus Pharao Hansen

Magnus Pharao Hansen

Magnus Pharao Hansen er antropolog, lingvist, eskapist og eksildansker. Han skriver om dansk politik set udefra.
Magnus Pharao Hansen

Nyeste indlæg af Magnus Pharao Hansen (se alle)

Har du noget at bidrage med?