Når en befolkning gennem lang tid udsættes for tegnefilmsagtig propaganda i enorm målestok, bliver resultaterne derefter. Her er beviset.

Da instruktøren/ballademageren Michael Moore i 2003 vandt en Oscar for sin dokumentarfilm Bowling For Columbine, inviterede han de andre nominerede i kategorien med på scenen og brugte sin takketale til noget mere fornuftigt end at takke mor/kæreste/gud.

2003 var det år, hvor præsident Bush & Co løj USA (og Danmark) med i den ulovlige, katastrofale Irak-krig.

Michael Moore sagde blandt andet:

[…]Vi kan godt lide non-fiction og vi lever i en fiktiv tid. Vi lever i en tid, hvor vi har fiktive valgresultater der udnævner en fiktiv præsident.

Vi lever i en tid, hvor en mand sender os i krig af fiktive årsager.

[…] så er vi imod denne krig, Mr. Bush.. Skam dig Mr. Bush, skam dig. […]

Publikums reaktion er ret skræmmende. Selv i det angiveligt über-liberale/progressive (forstået på amerikansk) Hollywood, bliver han buet af scenen, for at påpege det åbenlyse.

Fiktion.

Jeg kom til at tænke på Michael Moores Oscar-tale igen i dag, fordi der blev offentliggjort en ny meningsmåling fra USA, hvor analysebureauet Public Policy Polling, stiller en række ret gode spørgsmål til udsnit af henholdsvis republikanske– og demokratiske vælgere, hvortil svarene ganske simpelt er rystende — på flere niveauer.

Et af spørgsmålene der bliver stillet er, om man synes at USA skal “Bombe Agrabah”, hvortil man så kan svare ja/nej/ved ikke. 30 % af de adspurgte republikanere mener ja, vi skal sgu bombe Agrabah, mens 19 % af demokraterne er enige.

Hvor mange af dem ved mon, hvor byen Agrabah ligger? Eller hvorfor “vi” eventuelt skal bombe der? Er det mon noget med masseødelæggelsesvåben? Forbindelser til terrorister? En fæl diktator (måske endda én vi selv har bragt til magten og støttet i årevis?) For at beskytte menneskerettighederne?

Fine bud — desværre bliver der ikke spurgt nærmere ind til det i meningsmålingen — eller… desværre og desværre…

Disneyland — bogstavelig talt

Ved DU hvor Agrabah ligger? Hvor mange danskere mon ville svare ja, til et sådant spørgsmål? Ikke nær så mange, tror og håber jeg — men man skal vel passe på med den slags antagelser for tiden; hvis bare USA synes et eller andet skal der nok være nogen herhjemme der bakker op.

Nå, cut to the chase: Agrabah findes ikke. Det er fiktion, Det er den by, hvor Aladdin bor i Disney-tegnefilmen.

Men det lyder selvfølgelig perker-agtigt og for nogle — ca. en tredjedel af de republikanske vælgere og ca. en femtedel af de demokratiske vælgere — behøver man sgu ikke rigtig vide mere. Når der bliver foreslået at bombe, er det da bare at slå til; det plejer jo at gå så godt når vi bomber.

Overvej, hvad det her egentlig betyder: store segmenter af befolkningen er parat til at bakke op om politiske tiltag, der helt bogstaveligt talt er tegnefilmsagtige, fiktive. Massiv vold — at gå i krig, smide bomber — beslutninger som burde være noget i nærheden af det mest kontroversielle i verden — er i de seneste årtier blevet så normaliseret af politiske ledere og følgagtige mainstreammedier, at et rystende stort antal vælgere er parate til at bakke op om den slags, uden at have den mindste smule styr på, ikke bare hvor fanden målet for vores voldsudøvelse er, hvorfor vi mon skal slå folk ihjel der — men uden at have styr på, om hvorvidt det der tales om — at smide bomber i nakken på Aladdin, Jafar og en mistænkelig blå fyr der bor i en lampe — overhovedet har noget med virkeligheden at gøre.

Bombemål / terrortrussel

Bombemål / terrortrussel

Nå, men ingen skade sket, kan man jo indvende.

Forkert. Som jeg påpegede i sidste uge, i mit opstød om Donald Trump, sker ting ikke i vaccuum.

I samme meningsmåling, hvor Agrabah foreslås angrebet (hmm… Agrabah –> Aladdin –> Disney…  er det mon egentlig ikke “opfordring til terror” at foreslå at bombe “Disneyland”?) spørges vælgerne også til deres holdninger til en lang række andre spørgsmål, der ikke er spor tegnefilmsagtige. Deres svar på disse spørgsmål har relevans langt ud over fiktionens verden, selvom holdningerne med garanti er mindst lige så dårligt funderet, som iveren efter at smide bomber mod Agrabah.

Ikke-fiktion

  • Kun en fjerdedel af de adspurgte er imod man forhindrer muslimer i at rejse ind i USA (54 % siger ja, resten er “ikke sikre”).
  • Kun lige under halvdelen er imod at lukke moskeer i USA
  • Kun lidt over en tredjedel er imod at oprette et register over muslimer i USA.
  • Lige over en fjerdel mener at islam bør forbydes i USA.

(se hele meningsmålingen her)

Det er ikke svært at se hvor det peger hen. Selv når folk lever i en medie-induceret fiktion, kan deres holdninger og handlinger (eller mangel på samme) få store konsekvenser i den virkelige verden.

——

Du kan være med til at støtte mine skriverier med et månedligt beløb på min crowd-fund profil. Det er nemt og simpelt — og gør en stor forskel for, hvor meget jeg kan få tid til at skrive. Hop over og kig og gi’ en skilling, hvis du har råd & lyst: Peter Kofod på Patreon.

 

The following two tabs change content below.
Peter Kofod
Jeg prøver i øjeblikket at få skrevet min første bog færdig — og render rundt og holder foredrag om whistleblowere, overvågning, demokrati og medier.
Peter Kofod

Nyeste indlæg af Peter Kofod (se alle)

Har du noget at bidrage med?