28 procent støttede det EU-kritiske Front National den 6. december 2015 ved 1. runde af regionalvalgene i Frankrig – en jordskredssejr i forhold til regionalvalget i 2010, hvor Front National kun opnåede 11 pct.

Hvis partiet havde fastholdt styrken under 2. runde den 13. december, ville det have betydet grundlæggende ændringer i det politiske landskab i Frankrig.

Front Nationals valgresultat er kommet efter en kampagne, der kørte hårdt på islam, sikkerhed, anti-EU og national identitet. Sejren skal også ses på baggrund af den generelle situation i Frankrig: en svag fransk økonomi, høje skatter, mangel på international indflydelse, høj arbejdsløshed og mislykkede forsøg på grundlæggende reformer.

I Frankrig er der et stort element af, at det er de underprivilegerede, der er EU-kritiske og tilhængere af Front National. Det er den gruppe på 60 – 75 pct. af befolkningen, der ikke har glæde af, men tværtimod ser globaliseringen som en trussel. Folk uden for den akademiske og politiske elite og de snakkende klasser. Folk, der ikke arbejder i de industrier, der oplever vækst, men derimod oplever arbejdsløshed i sektorer, der presses af billig import fra udlandet. Det er her oprøret kommer fra.

Mens Front National i regionalvalgets 1. runde suverænt erobrede 1. pladsen kom Nicolas Sarkozy’s højreparti, Les Républicains, ind på 2. pladsen, mens socialistpartiet kom ind som nr. 3.

Præsident François Hollande, der oplevede en vis stigning i sin personlige popularitet efter hans konsekvente linje efter terroranslaget mod Charlie Hebdo og angrebene i Paris, kunne ikke omsætte dette i positive resultater for hans parti på et tidspunkt, hvor Frankrig døjer med arbejdsløshed, økonomisk stilstand og nationale traumer. 

Tværtimod blev alt, hvad præsident Francois Hollande havde fået genskabt af tabt prestige som urokkelig forgrundsfigur i kampen mod de islamistiske terrorister og som vært for klimakonferencen, COP21, sat over styr.

Forud for 2. runde den 13. december 2015 gjorde socialisterne alt for at blokere for Front National. Den centrale ledelse opfordrede lokalforeningerne til at trække sig fra valget i de kredse, hvor Front National og Les Republicains i søndags erobrede 1. og 2. pladsen, og anbefalede i stedet deres medlemmer at stemme på den republikanske kandidat.

Hvad kan vi lære af Frankrig?

Frankrigs socialistiske regeringspartis taktik med at rejse en “republikansk dæmning” (le barrage republicain) mod det yderste højre ved at trække partiets egne kandidater tilbage ved 2. runde i regionalvalgenes, kom til at koste Front National den overvældende sejr fra første runde den 6. december 2015.

Mange socialistiske vælgere må have overvundet sig selv til at stemme på en borgerlig kandidat fra Sarkozys republikanske højre-parti. Front National opnåede igen knap 28 pct. af alle stemmer, men Front National tabte alligevel flertallet i alle seks regioner, partiet vandt i regionalvalgenes første runde.

Således måtte Front Nationals formand, Marine Le Pen, med 42,3 procent af stemmerne i Nord-Pas-de Calais-Picardie se sig slået af den borgerlige kandidat, Xavier Bertrand, fra Les Républicains, der fik 57,7 pct.

Marine Le Pens niece, Marion Maréchal-Le Pen, tabte med 45,2 procent stemmer over for Nices borgmester Christian Estrosi, der fik øget sin andel af stemmer fra 26,5 procent i første runde til 54,5 procent i anden runde ved hjælp af stemmer fra socialister og sofavælgere, der besluttede at møde frem denne gang.

Valgdeltagelsen steg fra 50 til 60 procent, og det var tydeligt i flere valgkredse, at det især var modstandere af Front National, der havde rejst sig fra sofaen.

I Alsace-Lorraine-Champagne-Ardenne var det formentlig medvirkende til, at Front Nationals næstformand Florian Philippots 36 procent af stemmerne blev overtrumfet af 47 procent til Pierre Richert fra den borgerlige alliance Les Républicains.

På samme måde med en blanding af stemmer fra gamle socialister og nye sofavælgere gik Midi-Pyrenees-Languedoc, Bourgogne-France Conté og Centre-Val de Loire tabt for Front National efter sejren i første runde.

Bretagne med hovedbyen Rennes fastholdt en bekvem rød sejr, fordi regionens førstemand er den populære forsvarsminister Jean-Yves Le Drian. Og Aquitaine-Limousin-Poitou-Charentes er fortsat en rød region, men hovedbyen Bordeaux har Alain Juppé som borgmester, og han er eks-præsident Nicolas Sarkozys farligste konkurrent, når det gælder præsidentvalget i 2017.

Her ventes præsident Francois Hollande at genopstille for Socialistpartiet. Han undgik omhyggeligt at træde frem på arenaen i både første og anden runde af regionalvalgene for ikke at ramponere sit renommé som tapper kriger mod jihadismen og for klimasikring af kloden.

Præsidentvalget i 2017

Marine Le Pen, som ikke har lagt skjul på, at hun vil stille op til præsidentvalget, kan bestemt ikke regne med at kunne rykke ind i Elysée-palæet; Hvis mønsteret fra regionalvalgene gentager sig i 2017, vil det gå hende, som det gik hendes far, Jean-Marie Le Pen i 2002.

Han slog socialisternes premierminister Lionel Jospin i første omgang, men i anden runde fik han kun 17,79 procent af stemmerne, mens den borgerlige Jacques Chirac blev genvalgt til præsident med 83,21 procent af stemmerne. Faktisk den største opbakning, han oplevede i sin politiske karriere.

Vi har ingen grund til at føle os lettede eller lykønske hinanden med sejren. Truslen fra den ekstreme højrefløj er ikke forsvundet. Vi bliver nødt til at forstå det signal, franskmændene har sendt os, og handle hurtigt på det”, sagde Manuel Valls, hvis Parti Socialiste med sejre i mindst fem regioner klarede sig bedre end forventet.

Er det demokratisk?

Den “inddæmning” af Front National, vi netop har set ved regionalvalgene i Frankrig, og som reelt har sat 28 pct. af franskmændene uden for indflydelse på ledelsen af Frankrigs 13 regioner i de kommende 6 år, har vi set før.

I 1999 blev en vælgergruppe også set som en trussel mod demokratiet. EU-landene forsøgte på socialdemokratisk initiativ at gennemføre en regulær boykot mod Østrig, da Østrigs konservative indgik i et regeringssamarbejde med det yderligtgående Frihedsparti, FPÖ, under ledelse af Jörg Haider.

I Danmark husker vi: “Stuerene, det bliver I aldrig”, sagde tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1999 om Dansk Folkeparti og han gentog det i 2010 da Poul Nyrup Rasmussen var formand for de europæiske socialdemokrater.

I Sverige har Sverigedemokraterna været udsat for boycot af Riksdagens øvrige partier, der i en periode ikke ville samarbejde med Sverigedemokraterna, der nu med meningsmålingernes godt 27 pct. af stemmerne, formentlig er Sveriges største parti.

I Holland har Geert Wilders stærkt islamkritiske Frihedsparti skabt voldsom intern uro hos både de konservative og de liberale. Siden 2010 har Frihedspartiet dog været parlamentarisk støtteparti for Mark Ruttes koalitionsregering mellem liberalisterne og kristendemokraterne.

Lederen af Front National, Marine Le Pen, klagede over resultatet af regionalvalgene: “Dette valg beviser, at skillelinjen i fransk politik ikke længere går mellem højre og venstre, men mellem globalister og patrioter. Globalisterne, der går ind for at opløse Frankrig og dets folk i en stor, global masse, og patrioterne, der tror på, at nationen yder os den bedste beskyttelse”.

Hvad er konsekvenserne?

Erik Meier Carlsen har i en dansk kontekst udtrykt, at “det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset af globaliseringen, føler sig hørt, taget alvorligt, og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er unikt”.

{tweetable]Historien og den sunde fornuft viser, at der ikke er nogen vej udenom at lytte til den brede befolkning.[/tweetable] Med en omskrivning af Lincoln: “Det er muligt for en tid at forhindre vælgernes deltagelse i den politiske beslutningsproces, og det er endda muligt permanent at blokere for enkelte vælgeres indflydelse, men det er ikke muligt i længden holde alle vælgerne væk fra den politiske beslutningsproces”.

Hvad sker, hvis man stædigt bliver ved med at ignorere befolkningens skepsis over for unionstankerne i EU, ignorerer befolkningens bekymring for de daglige trusler fra muslimsk terror, ignorerer befolkningens reservationer i forhold til det værdiskred, som den fremadskridende multikulturelle omdannelse af samfundet i takt med indvandringen medfører, og hvis man fortsat vælger at se bort fra den brede befolknings forargelse over de folkevalgtes tag-selv-bord og fråds med skatteborgernes penge?

Konsekvenserne for demokratiet kunne blive fatale. Hvis de mennesker, der er allermest presset af indvandring, globalisering og arbejdsløshed, ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt, og oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. Hvis deres synspunkter ikke bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, vil det gå helt galt.  Vi vil se bevægelser som PEGIDA (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes) sprede sig over Europa, men er det det vi ønsker?

Det er muligt, at der blandt visse medlemmer af det flertal af partier i Folketinget, der stod bag aftalen om folkeafstemningen, der endegyldigt skulle afskaffe forbeholdet på området for retlige og indre anliggende i EU og som også står bag Offentlighedsloven og etableringen af Vederlagskommissionen, i virkeligheden er et dybfølt ønske om at afskaffe demokratiet og indføre et politisk plutokrati baseret på de “rigtige meninger”. Er det det, vi ønsker?

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?