Tiden var en anden. Dengang. Den var blå. Og sort.

Sorte-Helle, som jeg gik i skole med, kom til at købe en fejl. Den slags sker. Hun købte en lp med Grace Jones. Det var virkelig en stor fejl. Hun græd helt vildt. Gråd og mig har aldrig været de bedste venner.

”Jeg kom også til at købe Ghostbusters,” sagde jeg. Bare for at opmuntre hende en lille bitte smule.
”Også ved en fejl?”
”Ja.”
”Jeg lærer det bare aldrig.”
”Var det coveret, der snød?”
”Jeg kunne sgu lide et af numrene. Ih altså…” Hun snøftede ret højt. Hun lød som de der dyr i zoologisk have, der havde knogler i deres tissemænd.
”Nej, det er også dumt, du ikke har nogle mindre søskende,” sagde jeg så, fordi det var sådan noget, som var det eneste, der trøstede.
”Hvorfor det?” hulkede Sorte-Helle.
”Så kunne da bare sige, at det var til dem. Jeg siger altid – eller næsten altid – at det er til min lillebror. Han kan godt lide Gnags. Altså sådan helt rigtigt.”
”Hold kæft en idiot.”
”Han kan da ikke gøre for det. Han går kun i børnehave.”
”Han bliver aldrig til noget.”
”Han går til teater.”
”Nå.”

Jeg gav Sorte-Helle noget wc-papir.

Det var os, der lavede frokosten i dag.

Tejre sagde, at vi hellere måtte komme i gang. Der var meget, der skulle hakkes.

”Ja, ja,” råbte jeg, ”vi kommer lige om lidt.”
”Og hvad laver I hele tiden ude på det lokum?” råbte han og bankede på døren.
”Luk røven,” hvæsede Sorte-Helle.
”Kammertonen, tak, frøken Vanløse,” sagde Tejre på den anden side af døren.
”Bare luk.”

Det gjorde han ikke. Han åbnede i stedet døren og sagde, at nu kom vi ud og hjalp, for han gad ikke stå med alt det ansvar og alt det persille alene.

Jeg så på ham. Han lignede ikke en lærer på den der rigtige måde. Mere sådan en Flemming fra atletik med løse håndled og en fjerboa og en løsthængende Fjeldræv. Jeg kunne egentlig meget godt lide ham.

”Har du grædt?” spurgte Tejre.
”Næ.”
”Du siger, hvis der er noget galt derhjemme, ikke?”
”Der er ikke noget galt.”
”Ok,” sagde Tejre og fandt knive og skyllede persille og hældte noget mælk op i en skål, som han rørte lidt rundt i med en ske, mens han som vores skolelærer tog det pædagogiske overblik, som man siger, de voksne med den sags arbejde skal have et blik for. Tejre skelede en del.

Sorte-Helle stod lidt og snittede i nogle løg.

Jeg rørte også i en skål, der skvulpede rundt med noget indhold, der om lidt skulle blive til noget, vi kunne æde. Jeg kom til at synge noget, der godt kunne lyde som Grace Jones. Det var en fejl. En stor fejl.

”Stop,” lynede Sorte-Helle også.
”Undskyld, men det var ikke Grace Jones. Det var Billie Holiday,” sagde jeg. Og var vildt dårlig til at lyve.

Så brød Sorte-Helle sammen.

Tejre holdt om hende.

”Det er også på grund af de løg,” hulkede hun som en lille, lille pige på 3 år fra Jernbane Allé, 2720 Forvandlingsløse.

Jeg nikkede.

De løg var så irriterende, når man havde lavet en fejl.

Tejre spurgte, hvad der var sket?

Og Sorte-Helle kunne ikke forklare det, så jeg sagde, at hun – ligesom mig, typisk mig – var kommet til at købe en lp med Grace Jonas bare på grund af coveret. Hun anede ikke, hvad det var for noget musik. Og nu havde Flodheste-Helle set det. Og hun har allerede sagt det til alle på Thomas B. Hejles. Alle, simpelthen. Hele klubben vidste det.

”Det er også tarveligt,” sagde Tejre ret forstående.

Jeg nikkede.

”Men det er nu også dejlig musik,” fortsatte han.
”Hvad?”

Tejre sagde det igen. At Grace Jones lavede god musik. Måske ikke lige så godt som Hanne Boel. Men noget derhenad.
Jeg var målløs. Men huskede at røre i min skål. Det var jo snart frokost. Og det var os, der havde ansvaret.

”Ved du hvad?”

Sorte-Helle så på Tejre.

”Vi siger, du har købt den lp til mig.”
”Jamen, man må da ikke købe noget til lærerne, bare fordi jeg vildt dårlig til matematik og det der med savene,” begyndte Sorte-Helle.
”Frivilligt træværksted,” rettede Tejre.
”Men det må man da ikke, vel?” Sorte-Helle var holdt op med at græde.

Jeg overtog løgene.

”Det tror jeg ikke, der er regler om her. Vi er jo ikke en folkeskole,” sagde Tejre så og gav Sorte-Helle noget køkkenrulle, så hun ikke lignede noget, katten havde slæbt ind.

Men det ville hun nu gerne.

”Det er ret flot, når du ser sådan der ud,” sagde jeg og pegede på Sorte-Helle med en kniv med rester af løg på.

Sorte-Helle tjekkede i ovnlågen. Hun nikkede. Hun var helt enig.

”Så må du bare snitte noget mere løg,” sagde jeg så.
”Ja, for jeg gider ikke købe flere plader med Grace Jones.”

Jeg rystede på hovedet. Det gad ingen.

Så lavede vi noget, som hed frokost.

Tejre sagde, at det var ret flot med det der grønne over det hele. Det dækkede ligesom de grundlæggende resultater.

”Hvad er det?” spurgte Flodheste-Helle ellers, da hun øsede noget op på sin dybe tallerken af håndfast rødler.

Vi svarede ikke, Sorte-Helle og jeg. Vi lavede en mur mod hende. Pink Floyd lavede The Wall. Vi bygger bare en af tavshed.

Tejre sagde, at der var det, som hed væltet lokum.

Sorte-Helle hviskede, at Flodheste-Helle så ikke behøvede at spise noget, fordi hun indeni ikke var andet end lort.

Tejre sagde så lidt højere, at det smagte godt og autentisk, hvis man ikke kiggede på det. Man skulle bare spise det. Og tænke på noget rart.

Så gloede jeg på Tejre.

Han var helt indsmurt i fars på sine briller. Han lignede min lillesøster.

Så kom jeg til at grine.

Det var en stor fejl, fordi vi stod der og var vrede og havde bygget en mur og prøvede at være lidt som Leonard Cohen eller Don Johnson eller ham der, som sagde, at nu havde Rote Armee Fraktion igen gjort noget, som de ikke måtte.

Der gik bare helt ged i den.

Og det smittede.

På den der uheldige måde.

”Hvad er det, som er så sjovt?” spurgte Flodheste-Helle.
”Livet,” sagde Sorte-Helle.

Og det vidste vi i hvert fald alle sammen var en stor, stor fejl.

Og så grinede vi.

Og åd væltet lokum til den helt store guldmedalje. Den fik Emil så, da han tog portion nummer tre og bagefter sad over i to timer og slap for Natur-Helle, fordi han måtte sidde på lokum. Den heldige lort.

Sorte-Helle gav Tejre skiven med Grace Jones. Vi lovede, det ikke vil gentage sig. Bagefter tog vi ind til Ziggys og så på plakater med Elisabeth. Vi gik også på Floss, Sorte-Helle og mig. Og drak en delecola. Uden sugerør. Vi var jo næsten voksne. Næsten.

The following two tabs change content below.
Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, dramatiker, billedkunstner og skribent. Har blandt andet skrevet om forhud, rindalisme og katte.
Tomas Lagermand Lundme

Nyeste indlæg af Tomas Lagermand Lundme (se alle)

Har du noget at bidrage med?