Ånden i glasset leger kun børn, der ikke ved, hvem hænderne sidder fast på. Da min kusine og jeg i tidernes morgen legede det hver mandag aften i tre år, fordi vi ikke vidste, hvad vi ellers skulle lave, flyttede min kusine gang på gang glasset, så Lyserøde Henriette, Bodil H, Jenz og Lille Lars sked i bukserne.

”Skal jeg dø?” spurgte Henriette med en stemme, hun havde lånt fra Fragglerne.

Jeg så på min kusine, der med en stoisk ro kiggede på alle. Ingen så på hende andre end mig. Vi havde alle sammen en hånd på glasset, som begyndte sin vandring på brættet. Glasset gled mod højre, så venstre, så højre igen.

”Ja,” sagde glasset.

Henriette sank noget, ingen vidste, hvad var.

Bodil H ville røre ved hende, men Henriette virrede med hovedet. Selvfølgelig skulle hun dø. Men først skulle hun udgive sin digtsamling. Og bagefter dø. Selvmord, velsagtens. Hun kunne låne min cykel og køre en tur til Urbanplanen og hoppe ud fra taget. Det var sket før. Det ville ske igen. Kommunen havde indkøbt højtrykspuler, så det ikke svinede så meget på parkeringspladsen.

”Hvornår skal hun dø?” spurgte Lille Lars, som var lidt ærgerlig over, at det ikke var ham. Men det blev aldrig ham. Han var alt for sund og kom som den eneste af os fra en rigtig kernefamilie. En af de slags, som havde fællesinteresser og gik til spejder og svømning og noget andet, der kun kunne lade sig gøre, hvis man lod som om, man var ovenud lykkelig.

Min kusine tog en dyb indånding. Og glasset begyndte igen at bevæge sig.

”S-Ø-N-D-A-G,” skrev glasset.

”Før eller efter Tværs?” ville Henriette vide.

Glasset drønede en tur mere over brættet.

”Æ-F-T-E-R,” skrev det.

”Efter med Æ?” Bodil H så på mig.

Jeg kiggede på noget oppe i loftet.

Lille Lars sagde, at det var som om, at glasset gik på min skole.

”Hvad mener du med det?” spurgte jeg.

”Det kan ikke stave.”

”Det er da ikke min skyld.”

Min kusine rømmede sig. Hun gik på sin fjerde skole nu. Så hun vidste godt, hvordan man stavede til alt det, man ikke fik point for. Hun var mest til det orale alfabet. Det har også altid været bedst for mig.

”Glasset er svensk,” sagde hun, ”det er fra IKEA.”

”Nå, så er det derfor,” sagde Bodil H og løftede lidt på sin numse, så der kunne komme luft. Bagefter så Lille Lars lidt underlig ud i hovedet, fordi han sad lige ved siden af. Han rynkede på næsen, som han lignede min lillesøsters dværgvædder i ansigtet. En rigtig gnaver. Det var de, de der kernefamilier med produkter, som blev børn, der skulle gå rundt midt i samfundet og vokse op og blive noget, som ingen vidste, hvad var, men som alle vidste var meget vigtigt. Uden dem, intet samfund. Skreg man. Med hæse stemmer.

Henriette var blevet tavs.

Min kusine sagde, at hun ikke skal tage det så alvorligt.

”Men jeg skal jo dø,” begyndte Henriette.

”Du er heldig. Så kommer du væk.”

Det var vi alle sammen enige om. Henriette var en heldig, amagerikansk kartoffel.

”Så kan du godt give pomfritter,” sagde jeg og prøvede at få det til at lyde fornuftigt nok.

Lille Lars, Jenz og Bodil H nikkede.

Min kusine sagde, at hun var på hvidvinskur.

Jenz sagde, at han også skulle tænke på vægten, fordi han gerne vil have anoreksi. Mere så han havde en anledning til at ringe til Tværs.

”Du bliver aldrig ordentlig syg,” snerrede min kusine til ham.

”Øv,” hviskede han og vidste nok, at det var rigtigt nok. Han var for glad for mad.

Henriette rejste sig meget stille og stillede sig med en venstre fod hvilende på den svenske glas. Hun skelede lidt og trak efter vejret på en uregelmæssig måde.

”Du begynder ikke at læse lyrik nu,” sagde min kusine, ”så brækker jeg mig.”

Henriette så lidt rundt i lokalet. Hun skelede kraftigt nu.

Jenz flyttede lidt væk.

Bodil H tog en chance og affyrede en prut mere.

Lille Lars tog sig til næsen med sine dværgvædderpoter.

Min kusine åbnede vinduet.

Henriette så på os.

”F-A-V-E-L,” sagde hun og prøvede at få det til at lyde ret beskedent.

”Du mangler et R,” sagde Bodil H.

”Hvad?”

”F-A-R-V-E-L hedder det,” rettede Bodil H hende, mens hun med et blik, der kunne slå ihjel på to meters afstand, så på Lille Lars, der lå og rallede på gulvet, fordi han var ved at miste vejret. Bodil affyrede igen et missil. Denne gang direkte mod Lille Lars. Han undgik ikke en eneste gasart.
Henriette ville gå.

Min kusine sagde, at hun skulle give pomfritter.

Henriette sagde, hun skulle dø.

”Først på søndag efter Tværs,” råbte vi andre. Bodil H, Jenz, mig og Lille Lars med en ret nasal stemmeføring, der godt kunne få Jørgen Olsen fra Brødrende Olsen til at gå hjem og hænge sig i en læderrem i en udestue et sted i provinsen, da han her havde mødt sin overmand og aldrig igen ville kunne synge andre steder end i Rødovre Centret.

Henriette så på os. Så gik hun.

”Hun bliver god igen,” sagde Jenz.

”Ja,” snøvlede Lille Lars.

”Ærgerligt, hvis hun ikke bliver færdig med sin digtsamling inden på søndag,” sagde Bodil H.

”Hvorfor?” spurgte min kusine.

”Så dør hun jo bare. Hvis hun har skrevet en digtsamling først, og så dør, så er det jo noget helt andet, ikke?”

Jeg nikkede. For første gang i mit liv var jeg enig med Bodil H i noget.

Min kusine sagde, vi skulle på Flyvergrillen.

Så gik vi.

Min kusine sagde, at Jenz skulle give pomfritter, fordi det var ham, der absolut ville lege ånden i glasset.

Jenz ville sige, at det ikke var ham, men min kusine ræbede ham ind i hovedet, så han holdt mund.

Bodil H kløede sig selv i en fregne.

Lille Lars, der stadig så ud som en, der var så forfærdelig sund, at man ikke kunne dø af det, bøjede sig hen imod mig, så jeg kunne lugte, at han også var sådan en, der vaskede hår to, tre gange om ugen.

Han havde krøller – også på pikken – så han på alle planer lignede ham der forsangeren fra Europe. Puddel på hoved et og to.
Vi åd pomfritter. Bodil H, Lille Lars og Jenz splejsede.

Bagefter talte vi om Frank Arnesen og Søren Lerby. Der var fire stemmer mod en. Helt klart havde Frank Arnesen den pæneste krop. Med tøj på. Søren Lerby havde den pæneste uden.

”Hvis du spillede fodbold, ville du ligne ham lidt,” sagde Lille Lars og skubbede til mig. Vi havde det samme hår. På det øverste hoved, Søren og jeg.

”Ad,” sagde jeg og lavede indøvede bræklyde.

”Det er rigtigt nok,” sagde Bodil H.

Det blev jeg alligevel glad over. Men kunne godt se på min kusine, at nu skulle vi skifte emne. Det der fodbold måtte lige styre sig lidt.

The following two tabs change content below.
Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, dramatiker, billedkunstner og skribent. Har blandt andet skrevet om forhud, rindalisme og katte.
Tomas Lagermand Lundme

Nyeste indlæg af Tomas Lagermand Lundme (se alle)

Har du noget at bidrage med?