Venstresognerødder i fortiden og en gendigtet sang.

Indlægget er syndikeret fra Georg Metz private blog.

Et sted i ens forrevne rester af uskyld og tillid til menneskene sad ind til for få dage siden en lillebitte tro på dansk politik: At politikerne, helt bortset fra Dansk Folkeparti, i Venstre og Socialdemokraterne ikke ville gå til den yderste laveste yderlighed i lovstramningerne om fremmede og ved lov fratage disse deres personlige værdigenstande som betaling for det knap nok tålte ophold her.

At Venstre kunne finde på noget sådant er ved nøjere eftertanke måske ikke så besynderligt, traditionen i partiet taget i betragtning.
Et billede har prentet sig på klummistens nethinde: venstrefolkene i den nordsjællandske landkommune plantet omkring bordet i Holløse sognegård, et beskedent hus der ligger der endnu. Besøget fandt sted i korte bukser i selskab med en kær lægeonkel, der havde et ærinde hos sognerådsformanden.

Ved bordet stod Lars Pe’sen, hvad navnet vist ikke var, men lige så godt kunne have været. Kassereren sad for den anden ende af bordet med kaffekopper og kringle og fedtede frem af den konkrete brunmalede kommunekasse et par krøllede pengesedler som han rakte Pe’sen – med hatten i hånden Pe’sen – uden rigtigt at ville slippe den overskuelige sum. Pe’sen bukkede dybt og skrabede sedlerne til sig, rød i kammen også fordi der stod to bymennesker, voksen og dreng, den første oven i købet noget så fint som hospitalsoverlæge i København i beige jakke og dollargrin.

For hver lillebitte forbedring – få og ubetydelige – i Lars Pe’sens skyggetilværelse med mange børn og en brystsyg halvdum kone ude i mosen – den skinbarlige virkelighed Danmark anno 1953 – måtte modtageren af kommunens almisse imødese øjeblikkelig reduktion i ydelsen.

Ethvert forsøg på at komme op i det sociale hierarki modregnedes nidkært af sognerådets bønder og håndværksmestre på egnen. Sådan set var kommunen, målt med meget andet i de år, ganske pænt kørende; i hvert fald manglede de der sad på flæsk og kasse ikke noget.

Marshall-hjælpen udstyrede dem med Ferguson-traktorer for en slik, dertil høstmaskiner og andet udstyr til oprustning mod kommunistiske tendenser – amerikanernes frygt for den røde fare – og som således havde gunstige virkninger for de påholdende folk i Holløse sogneråd. Men selv disse bredrøvede venstrefolk, der ikke gav ved dørene dengang, havde utvivlsomt sat grænsen ved Lars Pe’sens få fattige personlige værdigenstande og havde heller ikke i sinde at forgribe på fru Pe’ sens eventuelle sølvnål at bære ved familiens utroligt få festlige lejligheder.

Nærige var venstrefolkene, det var kendt, derfor blev de valgt, men ikke onde og trods påholdenhed over for fattige, venlige mænd, der gik i kirke og vistnok troede på Gud og sang med på Højskolesangbogen. Grundtvig forstås, men også Aakjær om end de formentlig overså eller havde fortrængt at Rugens digter oprindelig var ræverød som bare fanden og revolutionær, og som ung kom i spjældet af samme årsag.

Havde man nu dengang fået jaget venstrefolkene og for den sags skyld også den ensomme aflagte skolelærer af en socialdemokrat i sognerådet ind i en tidsmaskine og ladet maskinen lande i december 2015, ville de gamle, til deres formentlige undren over et så enestående poetisk lejlighedstalent, kunne synge en sang af en, på det tidspunkt de steg ombord i tidsmaskinen 11-årig højskoleforstandersøn, som siden, da rødderne ankom til 2015 havde været sit lands minister et utal af gange. I ankomståret ligefrem kulturminister, hvad de dengang ikke vidste hvad var. Det ville de endnu mindre begribe, såfremt de hørte at en sådan fin minister med pompøs titel var i færd med at høvle Danmarks kulturelle arv og institutioner ned til sokkeholderne, kunst og kultur inklusive højskolerne. Men lad det nu ligge, som man siger, når det hele er håbløst.

I fald de tidsrejsende nu greb Højskolesangbogen i finere bind og smukkere udstyr, end de var vant til, ville de altså kunne synge en sang af deres partifælle, kulturministeren om Danmarks væsen: Der er et venligt lille land, Højskolesangbogen nummer 385, her gengivet vers 1 og 6:

Der er et venligt lille land
Af flade grønne banker
Med øer, broer, stille vand
Og Jylland trygt for anker.
Med fjordes blink og klitters bånd
Og lyse sommerdage
– og vintre, korte svage 

Med dovne danske drømmesyn
man ej beton kan vælte
men ordet kan slå ned som lyn
og gøre skvat til helte!
Som øjenåbner, sjælespark
skal ånden genoplives
– og selvgodhed fordrives.

Var der en digter blandt de tidsrejsende, og forstod de situationen i december 2015, kunne det tænkes at en eller anden overgemt anstændighed ville foreslå et par ændringer i sangen, eksempelvis hvad angår de to citerede strofer, der efter et par mindre korrektioner kom til at lyde således:

Der er et småligt lille land
med flade dumme tanker
lyt blot til os og hør hvordan
et messinghjerte banker
med frossen sjæl og ryggen til
i disse triste dage
– oh ve, oh gråd, oh klage

I vågne danske mareridt
er det ok at snuppe
mobil og tandguld, lommeur
fra folk og grænsen lukke.
Giv smykket hid, du fremmedpak
Nu godhed skal fordrives
– hvor fremmedhadet trives.

Eftertryk og anden forstandig brug af de to sidste vers er påbudt.

The following two tabs change content below.
Georg Metz
Georg Metz (f. 1945) er journalist, forfatter og foredragsholder. Du kender måske Georg Metz som fast klummist hos Information eller for hans mange romaner, novellesamlinger og bøger om den danske samfundshistorie.
Georg Metz

Nyeste indlæg af Georg Metz (se alle)

Har du noget at bidrage med?