Jeg giver ikke julegaver. Jeg gider det ikke. Jeg så også helst at jeg ikke fik dem. Men hvad man ikke gør for at behage sine forældre – ja, selv tak. Men hov, for den jævne gavegiver og den jævne gavemodtager, virker det formentligt som en underlig, ja næsten blasfemisk, tanke, at jeg ved modtagelsen af en gave samtidig afkræver et tak. Det er jo helt på hovedet.

Men du ved ikke hvad jeg har været igennem! Lad mig tage dig med til et eksotisk sted, et mystikkens land. Hop med på mit flyvende tæppe; stoler du på mig? STOLER DU MIG?!  Det er det gamle Persien… eller, i dag hedder det jo bare Iran. Og det er et frygtligt sted! Ikke pga. styret, ikke pga. sommerheden, og absolut ikke pga. maden. Men fordi det er et sted hvor givningen er gået amok.

Helvede i øst

Iran er berygtet for sin gæstfrihed (jf. fx http://tvtid.tv2.dk/2015–04-02-ingen-tvivl-her-er-det-mest-gaestfri-land). Og kommer man dertil som en hvid og lidt langsom type vil man føle sig som en konge. Vi andre grålige, halv-brune, eller i virkeligheden mere gullige, typer kender dog den ’iranske gæstfriheds’ rædsler. Iran er jo et sted hvor det er kutyme at svare på et ’tak’ med et ’lad mig ofres for dig’ (ghorbunet beram/fadat besham) – sidst jeg var i Iran, overhørte jeg sågar min farmor en passant sige til min far at hun ville lade sig ofre for ét af hans nossehår (#ModersKærlighed).

Det centrale begreb i denne gæstfrihedens og overhengivelsens kultur er ’taarof’. Taarof handler om høflighed og etikette, men også om oprigtig interesse i den anden. Taarof handler om at den ene part tilbyder noget (et stykke frugt, en seng, sit liv), mens den anden part afslår. Denne udveksling af tilbud og afslag foregår et par gange (eller flere!), indtil en af parterne giver efter.

Taarof kan være falsk. Dette sker fx altid når man tager en taxa. Man spørger hvad regningen bliver, og chaufføren insisterer et par gange på at turen var gratis (ghabel nadare). I modsætning til hvad nogle skulle tro er dette taarofens mest uskyldige form. Der er dybest set bare tale om en kodificeret omgangsform, et kollektivt tic, der ikke er mere irriterende end decembermåneds tvangshilsner om ”god jul og godt nytår”, hvor alle ved at ingen mener det, eller måske, at ingen ved at alle mener det.

Taarof kan også være et sted i mellem falsk og oprigtig – dvs. mere eller mindre det ene eller det andet. Dette er straks værre idet det giver anledning til en del forvirring og akavede situationer. Man tvinges ud i kalkulationer over hvor meget man egentligt ønsker det, som tilbydes, taget risikoen for at være enten for meget eller for lidt afvisende i betragtning. Måske fik man sagt ja til noget der ikke helt var tilbudt, eller man fik tilbudt noget, man ikke helt troede ville blive taget imod – ”ja ja, vi kan sagtens lave den der (sindssygt komplicerede) ret du elsker.”

Sidst men ikke mindst kan taarof være ligefrem oprigtig. Denne form er den klart værste. Det kan være når værten igen og igen fylder din tallerken med frugt og kager. Det kan være når din granonkel igen og igen insisterer på at betale regningen. Egentligt kan taarofen her være hvad som helst.

Problemet her er ikke kun at man vitterligt ikke kan æde mere fucking kage, eller at man ikke vil skylde en omgang. Problemet er værre end det. I starten føler man sig elsket og opvartet som en konge. Men det vender. Snart føler man sig ikke som en konge, men som en voksenbaby uden vilje og handling. Som om man ikke selv kan styre indtaget af sin mad, som om man ikke kan tage stilling til, hvad man har lyst til, som om man ikke har evne til at gøre noget (så simpelt som at betale sin regning). Den som taarofer gør her sig selv til instrument for ens nydelse; dette er (over)hengivelsens og selvopofrelsens logik. Men denne hengivelse er passiviserende. Man reduceres til ’den nydende genstand’ for den hengivne. Det man skylder den oprigtige taarofer, er dermed ikke en identisk gengivelse af samme handling, men man skylder at nyde; nydelse er hengivelsens gengivelse. Hengivelsen er på ingen måde en ubetinget kærlighed, for man kan forbryde sig på hengivelsen ved ikke at nyde: ”Kan du ikke lide maden?!”, ”Kan du ikke lide gaven?!” – det er et krav at du kan! I virkeligheden er der noget uhyggeligt og paranoia-inducerende over at modtage hengivelsens kærlighed. Intet under at det er så traumatiserende at være baby (#ModersKærlighed).

 Dårlig sex og risalamande

Filosoffen Slavoj Zizek sagde i et interview at han aldrig har kunnet modtage oralsex, fordi han altid har den mistanke, at akten udføres alene for hans skyld. Nydelsesbyrden pålægges ham. Denne nydelsesbyrde er altid et potentielt problem under sex, og dårlig sex er netop når nydelsen ikke kan placeres/finde sted. Selvfølgelig kan parterne være for kyniske og ligeglade med den anden, men er dårlig sex ikke snarere når parterne er overhengivne, og ikke er kyniske nok?  Dvs. kyniske nok til at nyde sin egen nydelse, men snarere hengiver sig til (at nyde) den andens nydelse: ”Er det godt for dig? Ja, er det også godt for dig?”.

Miseren med (over)hengivelsen/selvopofrelsen er jo at den kontraktuelt kræver en modpart, der indvilliger i at blive opofret for; hvis alle ofrede sig, ville der ikke være nogen tilbage at ofre sig for. Altså, hvis den ene part insisterer på at ofre sig, virker det kun hvis den anden er med på det. Hvis begge derimod (velmenende) skyder nydelsesbyrden over på den anden, står kravet om at skulle nyde uindfriet og avler nydelsesgæld med rente og renters rente.

I virkeligheden kræver det en vis mængde kynisme at kunne modtage et blowjob.  En kynisme som også er nødvendig for at overleve i Iran. Og juleaften. For gavegivningen ved jul er i virkeligheden som dårlig sex, hvor man pålægger hinanden kravet om at nyde gaverne (og julemusikken og stegen og risalamanden). Her kan kynismen (måske) være et frigørende afkald. Den som hengiver sig til en anden, hæver i virkeligheden sig selv til årsagen for den andens nydelse: “sikke glad hun blev for min(!) gave.”.

Med kynismen giver man afkald på denne narcissistiske nydelse der er i at gøre sig selv til årsagen for den andens nydelse: Fuck den anden og den andens vamle nydelse (af din nydelse) – ja, selv tak. Gaverne var fine nok, risalamanden var middelmådig og træet var grimt. – Julen står i superegoets tegn, det superego der kræver, at du nyder, og du kan næsten kun skuffe dette krav, dig selv og alle andre. So what.

The following two tabs change content below.
Saman Atter Motlagh

Saman Atter Motlagh

Saman Atter Motlagh er cand.psych. og stud.cand.mag. i filosofi. Han interesserer sig for psykoanalyse, eksistensfilosofi og kritisk teori, og vil gøre næsten hvad som helst for at blive kendt. I øvrigt er han veltrænet og lidt bange for fugle.
Saman Atter Motlagh

Nyeste indlæg af Saman Atter Motlagh (se alle)

Har du noget at bidrage med?