I de sidste måneder har der godt nok været en vis opmærksomhed på tidligere forsvarsminister Carl Holst, og hans absurde eftervederlag på 833.040 kr. fra Region Syd og endnu mere absurde eftervederlag som minister. Strømmen af immigranter og de bizarre forhold i SKAT har også taget meget opmærksomhed, og hvad der har været tilbage af medietid — efter hensyntagen til Vild med Dans — er ofret på folkeafstemningen om retsforbeholdet.

Partistøtte og vederlag

Sagerne om partistøtte og vederlag til politikere er blandt de interessante sager, der i den sidste tid helt har undgået offentlighedens opmærksomhed. Tidligere følsomme sager om muligheden for dobbeltmandater og dermed have ret til vederlag både som medlem af Folketing og kommunalbestyrelse er tilsyneladende glemt. End ikke Det Konservative Folkepartis notoriske problemer med dobbeltmandater og samtidig medlemskab af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg og Folketinget har givet anledning til videre debat.

I det hele taget er en lang række sager, der fortjener offentlighedens opmærksomhed, i øjeblikket uden for offentlighedens søgelys. Derfor har den såkaldte ”Vederlagskommission” — der skal afslutte sit arbejde inden udgangen af 2015 — fået lov til fuldstændig upåagtet af pressen, at arbejde videre med deres forslag.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, vil forslagene blive frigivet i slutningen af december i det håb, at enhver debat fuldstændig vil drukne i juletummel!

Forhøjelse af vederlag for varetagelse af kommunale hverv

Allerede i februar 2014 blev bekendtgørelsen af Folketingets beslutning om forhøjelse af vederlag, diæter, pensioner m.v. for varetagelsen af kommunale hverv, udsendt. Selvom der er diskussion om antallet af folkevalgte, herunder ikke mindst medlemmerne af de fuldstændigt overflødige regionsråd, var der almindelig politisk enighed om, at justeringerne af vederlagene til medlemmerne af de kommunale organer var nødvendige og rimelige.

Har vi de politikere vi fortjener?

Problemet var, at justeringerne af vederlagene i den kommunale verden straks gav folketingsmedlemmer, ministre, regionsrådsformænd og borgmestre gode ideer. Der blev med det samme stillet spørgsmål ved rimeligheden af vederlagene til medlemmer af Folketinget og borgmestrene. Antagelsen blandt politikerne var, at vederlagene til de aktive deltagere i det repræsentative demokrati var helt utilstrækkelige. Men er et årligt grundvederlag til folketingsmedlemmer på 617000 kr. og op til 164000 kr. i skattefrit tillæg rimeligt? 

Skal ministre have eftervederlag efter kun 6 uger som minister? Er det retfærdigt, at ministre kan optjene ret til livslang skatteyderbetalt ministerpension ved ét års arbejde? Skal borgmestre og regionsrådsformænd fortsat have ret til en årsløn i eftervederlag efter 8 år som borgmester? Skal man også have ret til eftervederlag, hvis man frivilligt opgiver sin borgmesterpost for at blive minister?

Skal borgmestre have ret til pension svarende til en tjenestemand fra han fylder 60 år?  Skal et enkelt år som medlem af Folketinget udløse retten til livslang politikerpension? Skal politikere ligesom alle andre vente til folkepensionsalderen, eller skal politikere fortsat kunne få pension allerede fra efterlønsalderen? Hvis de blev medlem før 2007, modtager de altså pension, fra de er 60 år. Er de blevet medlem senere end 2007, så modtager de pension, fra de er 61 år.

Vederlagskommissionen

Partierne på Christiansborg er ikke enige. Enhedslisten og Dansk Folkeparti finder vist nok vederlaget til medlemmer af Folketinget passende, mens Liberal Alliance ønsker at hæve vederlaget til de 179 folketingsmedlemmer. Til gengæld er de 3 partier enige om at optjeningsperioden for ministerpensioner skal øges til 2 år.

Fra de øvrige partier er der tilkendegivet delte meninger.

Politikere med ”rene hænder”

S, RV, V, K og SF blev alligevel i maj 2014 enige om at etablere den såkaldte ”Vederlagskommission”. Det usædvanlige er også, at politikerne har meddelt, at for at undgå beskyldninger om at varetage egne interesser, har man på forhånd ”forpligtet sig selv” til at følge kommissionens anbefalinger! Forslag fra en ”kommission” må antages at være seriøse, fornuftige og svært angribelige! Ellers forekommer det umiddelbart dristigt, at overlade vigtige spørgsmål om vederlag og pensioner til andre. I dette tilfælde er risikoen er begrænset: Kommissionens formand, den DR-skandaleramte Michael Christiansen, signalerede som aftalt straks, at kommissionens opgave ”ikke er reduktion i vederlagene, men at finde argumenter for forhøjede vederlag”.

Ifølge kommissoriet skal kommissionen foretage en analyse af den samlede vederlæggelse af borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre. Kommissionen skal herefter foreslå ændringer, der, “tager højde for den udvikling, der over de senere år har været i politikernes arbejdsvilkår, herunder i forhold til kompleksiteten i arbejdsopgaverne samt i forhold til politikernes ansvar og arbejdsbyrde”.

Hvorfor ikke resultatløn?

Det eneste der mangler er resultatløn. Hvordan ville udfaldet af folkeafstemningen om retsforbeholdet tælle i den sammenhæng?

Vederlagskommissionen skal færdiggøre sit arbejde inden udgangen af 2015 med henblik på, at eventuelle ændringer for borgmestre og regionsrådsformænd kan vedtages i god tid inden de kommunale og regionale valg i 2017 og få virkning pr. 1. januar 2018.

Partistøtten

Vederlagsdiskussionen har også givet anledning til en bredere debat om omfanget af støtten til de politiske partier i Danmark.

Udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 30,50 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,25 kr./år og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene ydes årligt 6,75 kr. De samlede udgifter til partistøtten udgjorde i 2012 over 104 mio. kr.

Faglig bistand til Folketinget

Tidligere formand for Folketinget, Erling Olsen, fik i 1985 politisk tilslutning til sin såkaldte Olsen-plan, der markant øgede statsstøtten til Folketingets partier. Støtten var tiltænkt til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes. Folketingsgrupperne modtager et basisbeløb på ca. 290.000 kr. + ca. 45.000 pr. mandat og der skal aflægges et summarisk regnskab for midlernes anvendelse. Den samlede støtte til Folketingsgrupperne løber op i 120 millioner kr.

Det viser sig nu, at hovedparten af partierne i Folketinget bruger støtten til at styrke partitoppen og det centrale arbejde på bekostning af den hjælp, der er afsat til det enkelte folketingsmedlem. Folketingsmedlemmer kritiserer, at i stedet for at fokusere på faglig bistand og ansætte jurister og økonomer, har man ansat pressefolk og spindoktorer.

Ny Parlamentarikerstøtte?

I både Venstre og Socialdemokratiet er der derfor overvejelser om, at Folketinget ud over partistøtte, også bør operere med parlamentarikerstøtte, dvs. en støtte direkte til den enkelte parlamentariker med det formål at styrke folketingsmedlemmernes daglige arbejde. Påstanden er, at derved kan der bringes mere balance mellem politikerne og de mange interessenter og lobbyister, der daglig hjemsøger politikerne. Man holder sig ikke for god til at argumentere med at øget politikerstøtte vil understøtte Grundlovens §56 om, at ”Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”.

Vil Vederlagskommissionen løse opgaven?

Opinionsundersøgelser tyder på, at de konkrete sager har bekræftet befolkningen i den opfattelse, at folketings– og kommunalpolitikere, ministre og borgmestre er ganske bjærgsomme, når det gælder dem selv. Det forekommer usandsynligt, at Michael Christiansen og Vederlagskommissionen vil være i stand til at løse cirklens kvadratur, og præsentere vederlagsmodeller, der kan tilfredsstille alle.

Skal vi følge i ”Mørkelygtens” skær?

Hvis der overhovedet bliver lejlighed til at diskutere forslagene kan det godt blive interessant. Det må dog antages at ”Mørkelygten” vil være tændt mens sagen afhandles internt på Christiansborg.

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?