Tre mænd sidder på en bar og taler om, hvordan de har opdraget deres koner.

”Min kone er fra Thailand,” siger den første. ”Straks den første dag gav jeg hende besked om hendes huslige pligter. Den første dag kunne jeg ikke se nogen forskel, da jeg kom hjem fra arbejde, men allerede den anden dag var alting, som det skulle være.”

”Jeg giftede mig med en pige fra Iran,” siger den anden, ”og jeg fortalte også min kone, hvad der forventedes af hende. De første to dage kunne jeg ikke se noget, men på den tredje dag var alting i orden.”

”Min kone er dansk,” siger den tredje. ”Jeg forklarede hende, at jeg forventede, at der var pænt og ryddeligt, når jeg kom hjem fra arbejde, og at maden stod parat. De første tre dage kunne jeg ikke se noget, men på den fjerde var hævelsen gået ned, og jeg kunne se lidt ud ad det venstre øje …”

Da boghandlerne nu forlanger 300 kroner for at have et eksemplar af en af mine bøger under disken i fjorten dage, og pressen af princip ikke omtaler antifascistisk litteratur, plejer jeg at annoncere mine bøger på Facebook.

Gyldendal og Lindhardt & Ringhof siger godt nok, at de gerne vil overtage formidlingen af forfatterskabet, men jeg synes, tiderne er for usikre til at forsøge at leve af kunststøtte og andre overførselsindkomster.

Indimellem, når jeg har et kvarter tilovers, fortæller jeg vittigheder (eller skriver en artikel til Den Fri). Ovenstående nød endda den ære at blive oversat til en svensk Facebook-side, hvor reaktionerne skulle vise sig morsommere end vittigheden, der af samtlige dømtes langt, langt over, hvad man kunne tillade sig på dette velrenommerede medium.

Den formastelige, der har viderebragt den skandaløse historie, søger at forsvare sig med, at den jo blot handler om ”økonomisk afhængige kvinder, der er underkastet en kønsrolle, som man for længst er gået bort fra”.

Han når dog omsider frem til, at den ville have været mere acceptabel uden antydningen af, at kvinder fra andre kulturer er mere huslige.

Kort efter er den oprindelige historie fjernet fra siden og erstattet af en censureret udgave, der forklarer, at den ”foregår på en tid, hvor man mente, at sådan skulle man gøre”. De tre kvinder har nu ikke længere noget kulturelt tilhørsforhold, men karakteriseres som henholdsvis ”effektiv”, ”omhyggelig” og ”stærk”.

Moderkirken tager da også straks den omvendte synder tilbage i sin favn: ”En helt anden historie, og en god en!” At vittigheden ikke længere er morsom, er naturligvis ganske irrelevant – som enhver ved, er politisk korrekthed og humor indbyrdes eksklusive.

Selv feminister ser naturligvis af og til sig selv i spejlet og bemærker ligheden med svære damer i kamp for anstændighed  og ædruelighed bevæbnet med håndtasker: Ingen læber, der har rørt alkohol, skal nogen sinde røre mine! Nej, sikkert ikke.

Så selvfølgelig har de da humoristisk sans! Men ligesom husmødre, der postulerer en seksualitet ved at gå til mandestrip, men afslører sig ved at fnise, forstår de ikke, at en hadefuld ytring om det andet køn ikke nødvendigvis er en morsomhed.

Som bekendt var elefantvittigheder tidligere meget populære. I dag ved vi, at elefanter ikke adskiller sig fra andre dyr, og at denne type vittigheder giver ny næring til gamle fordomme om, at de skulle være grå og tunge.

Der er dog et medlem af sekten, der ikke er helt tilfreds med syndsbekendelsen. Mishandling er nemlig aldrig morsom.

Selv har jeg altid haft lidt ondt af folk, hvis religion forbyder dem at se Gøg & Gokke og tegnefilm  – selv om Islamisk Stat sikkert ville se det som en admirabel position – samt at nyde alkohol og sex. Det er ikke, fordi jeg ikke forstår de pæne mennesker, der gerne vil tro, at deres naboer er lige så kedelige, som de selv er.

Jeg er også helt med på, at alt er tilladt, så længe det ikke skræmmer hestene. Det er det fisede pseudofrisind, jeg har lidt svært ved, hvor det er okay, at en mand tager den i røven, men ikke, at en kvinde vil have pisk.

Derimod kan jeg godt se det praktiske i at vide, om noget er morsomt, inden man ler ad det. Og, hånden på hjertet, er der noget morsommere end at se en flok gamle tanter sidde med stive ansigter til en forevisning af gamle racistiske tegnefilm – I ved, dem, hvor negrene havde rytmesans og gik i spraglet tøj?

Hvad er så moralen i alt dette? At danskerne måske alligevel ikke er verdens dummeste folk? 

Naturligvis ikke. Det ville jo være en generalisation, og så er vi ovre i den farlige humor igen.

Desuden er det her jo kun den første artikel. Ikke?

The following two tabs change content below.
Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff karakteriseres oftest som Danmarks eneste eller bedste bud på en kultforfatter. Det forlyder dog, at der også er andre danske forfattere, der bliver taget alvorligt.
Erwin Neutzsky-Wulff

Nyeste indlæg af Erwin Neutzsky-Wulff (se alle)

Har du noget at bidrage med?