Jeg har aldrig været særlig populær på venstrefløjen. Nu jeg tænker over det, har jeg vist aldrig været særlig populær på nogen fløj.

Så skal man jo til at være enig med folk. Det går heller ikke, at man tror på Faderen og Sønnen, men ikke Helligånden.

Efter et halvt århundrede på boghandlerens disk og bibliotekets hylder ved folk selvfølgelig, hvem jeg er, og forstår at vare sig – naturligvis undtaget dem, der ikke kommer slige steder.

Dette er dog ikke altid tilfældet på det nye husmor-tv, Facebook, så her nyder jeg ofte en kortvarig popularitet, indtil den uundgåelige rasende skuffelse sætter ind.

Således besvarede en læser (kikker, klikker) et af mine indlæg med en bemærkning om, at ”politikere aldrig havde været interesserede i demokrati”.

Nu kan man naturligvis undre sig over, at nogen ikke skulle være interesserede i at opretholde det system, der har bragt dem til magten, og uden hvilket det ærede medlem stadig ville have været kassedame i Brugsen.

Selv må jeg tilstå, at jeg blev en lille smule rørt. Det er lidt ligesom at høre en af de der store negerkvinder synge en spiritual.

Man ser dem for sig, disse ulykkelige negerslaver, bede til Jesus om at befri dem. Den hvide mands Jesus. 

Det gjorde han så besynderligt nok ikke, men det var da rørende, ikke? De mistede aldrig håbet.

De vidste jo, at det ikke var Jesus, der var noget i vejen med. Han var nok bare lidt forsinket.

På samme måde med danskerne. Man ser dem for sig se frem til det rigtige demokrati, hvor de ikke længere er slaver.

Det er nok bare lidt forsinket. For det er jo ikke demokratiet, der er noget i vejen med.

For et par måneder siden blev jeg fyret fra Kirkebladet Arbejderen. Hvis læseren ikke skulle kende det, kan jeg sige, at det er sådan lidt som Kirkebladet Information for tyve år siden – inden det blev det danske svar på ”Signal”.

I seks år havde man døjet med dette forfærdelige menneske. Både Birthe og Mona og Freja – jeg ved ikke, om der også er mandlige medarbejdere på bladet, jeg har aldrig mødt nogen.

Nu var det nok! Anledningen var, at jeg havde udgivet en bog – ”Hitler” – hvor jeg havde fremsat to fuldstændig horrible påstande.

Den ene var, at det tyske folk havde stemt på Hitler, hvor sandheden var, at folket fra begyndelsen havde været imod ham, men var bukket under for den nazistiske terror. I et demokrati var Hitler aldrig kommet til magten.

Og det bliver værre: Det danske folk har stemt på Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre, Socialdemokratiet og de øvrige partier i tinget.

Når man nu ved, at hele folket vender sig i afsky imod den asociale og fremmedfjendtlige politik, de fører –og ikke mindst husmødrene på Dagbladet Arbejderen.

Det virker måske umiddelbart fuldkommen afsindigt, men i virkeligheden er det ganske logisk. Man kan ærgre sig over at være negerslaver og synge lange, bange sange.

Man kan måske endda betvivle, at slaveejerne er rigtige kristne. Men man må have tillid til Jesus.

Det havde negerslaverne, og det var deres styrke. Det, der gjorde, at de kunne blive ved at være negerslaver.

Slaveejerne kunne ikke være i hver eneste hytte og advare imod oprør. Men Jesus kunne.

Demokrati er ikke blot et politisk system. Det er troen på Folket.

Hvad er dette Folk, som hverken manifesterer sig i medierne eller ved valgurnerne? Hvor er det? 

Jeg tror omsider, jeg har forstået. Folket er oppe i himlen.

Det er blevet forjaget af magthaverne, politikerne, der aldrig har været interesserede i demokrati. Men en dag vil det komme ned på jorden – og måske ved samme lejlighed husmødrene på Dagbladet Arbejderen – og vi vil få et rigtigt demokrati.

Vi er nødt til at bevare troen, og derfor må vi forsvare os imod de vantro, der vil fortælle os, at Jesus er en eventyrfigur, og at folket er en flok små røvhuller, der udelukkende interesserer sig for den nye mobil og er villige til at tage den i røven fra hvem som helst, der lover dem et eksemplar. Der er bedøvende ligeglade med hjemløse og flygtninge undtagen som et deklamationstema på Facebook mellem det sidste restaurationsbesøg og nye sommerhus.

Jeg har selvfølgelig min egen tro. Jeg tror, politikerne og deres sponsorer er særdeles interesserede i demokratiet. 
The following two tabs change content below.
Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff karakteriseres oftest som Danmarks eneste eller bedste bud på en kultforfatter. Det forlyder dog, at der også er andre danske forfattere, der bliver taget alvorligt.
Erwin Neutzsky-Wulff

Nyeste indlæg af Erwin Neutzsky-Wulff (se alle)

Har du noget at bidrage med?