En stor del af det kul, vi fortsat forbruger i Danmark, stammer fra Colombia. Allerede i 2010 publicerede Danwatch (uafhængigt medie og researchcenter) en kritisk rapport med fokus på forholdene omkring Cerrejòn-minen og udarbejdet på grundlag af dokumentation indsamlet dels via deskresearch dels via et feltstudie i La Guajira, Colombia, i efteråret 2009.

Dagbladet Information kritiserer nu DONG Energy for at købe kul fra det colombianske mineselskab Prodeco, der er ejet af schweiziske firma Glencore plc.

Prodeco har ifølge Information betalt og bevæbnet højreorienterede paramilitære grupper, som har slået flere tusinde colombianere ihjel. Information citerer Rajiv Maher, ekstern lektor på CBS med speciale i virksomheders sociale ansvar (CSR) og minedrift i Latinamerika:

”Hvis DONG Energy virkelig er så etiske og ansvarlige, som de giver udtryk for, så ville de ikke købe kul fra Prodeco, når konfliktniveauet er så højt. Det er umuligt at opføre sig etisk forsvarligt under de omstændigheder, og man risikerer at forstærke konflikten, så DONG burde slet ikke lave forretninger i det område”.

Glencore plc (en forkortelse for Global Energy Commodity Resources) er et schweizisk multinationalt råvare– og mineselskab, der i 2014 var nr. 10 på Fortune Globals liste over verdens største selskaber.

Allerede i 2006 var der på schweizisk TV – siden fulgt op af BBC — kritik af Glencores colombianske datterselskabers brug af bestikkelse og krænkelser af menneskerettigheder, der omfattede ekspropriering og tvangsfjernelse af hele landsbyer for at skaffe plads til minedrift. Metoderne skulle omfatte brugen af paramilitære enheder til ved massakrer at fordrive Wayuu-indianere fra deres bosteder.

Mens Glencore har afvist alle beskyldninger om korruption og krænkelser af menneskerettigheder er det en kendsgerning, at Prodeco i 2009 blev idømt store bøder for overtrædelse af miljøregler.

Kul i Danmark

Det er ikke mere end 20 år siden, at Danmark var uofficiel verdensmester i kulkraft. Hvis man i begyndelsen af 90’erne spurgte en medarbejder på Avedøreværket, Fynsværket eller på Vestkraft i Esbjerg, hvem der laver de bedste kulfyrede kraftværker i verden, så vil svaret være: Det gør vi!

Hvis man spurgte i Energistyrelsen ville svaret formentlig have været det samme. Den danske teknik var uforlignelig, og de dengang nye danske kraftværker i 4–500 MW-klassen kunne bryste sig med en elvirkningsgrad på over 45 procent. Udenlandske værker opererede dengang typisk med elvirkningsgrader på under 40 procent.

Udover bedre økonomi gav den højere virkningsgrad også — alt andet lige — lavere emissioner af CO2, SO2, NOx m.v. Læg dertil ultramoderne røgrensningsudstyr og udnyttelse af overskudsvarmen i de store fjernvarmesystemer.

Dengang – og det er stadig ikke mere end 20 år siden — var Danmark førende med hensyn til udvikling af anvendelse af kraftvarme, som betød, at udnyttelsesgraden i de kul, der blev fyret med, kunne nå op på 90 pct.

De to mest anvendte fossile brændsler på danske kraftværker er stadig kul og naturgas. Fra 1990 til 2014 faldt kulandelen af brændselsforbruget i den danske el– og kraftvarmeproduktion fra 92 til 49 pct. Dette skyldes overvejende, at naturgassens andel er steget specielt med udbygningen af naturgasfyrede decentrale kraftvarmeværker, samt at flere af de store centrale kraftværksblokke er omstillet til at benytte biomasse og naturgas som brændsel.

De senere år har derudover været præget af et generelt fald i den termiske elproduktion og i forbruget af fossile brændsler i takt med den stigende produktion af vedvarende energi fra især vindmøller og solceller.

Det er imidlertid fortsat et faktum, at det samlede danske energiforbrug i 2014 på 761 PJ for 72,5 pct. vedkommende blev dækket af fossile brændsler og 27,5 pct. af vedvarende energi og affald.

Mål om udfasning af fossile brændsler

Den såkaldte klima-alliance bestående af de tidligere regeringspartier samt Enhedslisten, Alternativet og Det Konservative Folkeparti, har bundet sig selv til en 2050-målsætning for klima– og energipolitikken, som siger, at Danmark skal være helt fri for fossile brændsler som olie, kul og gas i 2050. Det betyder, at i 2030 skal kul være helt udfaset fra kraftværkerne.

Problemet er, at kul er et billigt brændsel, der findes i rigelige mængder. Et ton kul koster godt 43 dollar og til fremstilling af 1 kWh medgår godt et halvt kilo kul. Prisen baseret alene på brændselsprisen er dermed på godt 2 cent per kWh.

Andre brændsler herunder vedvarende energi som sol og vind har svært ved at konkurrere med priser på det niveau, og derfor mødes kravet om udfasning af kul af skepsis i mange vækstøkonomier.

Det er svært at bebrejde Kina og andre lande, som er i gang med at arbejde sig ud af fattigdommen, at de stadig har kulkraftværker. 

EU’s mål er en reduktion på 40 pct. CO2 i 2030 målt i forhold til 1990. Her til kommer mere uforpligtende målsætninger om 27 pct. vedvarende energi og energieffektiviseringer i 2030.

I Danmark er der fastlagt en række håndfaste delmål på vejen mod fossilfrihed i 2050:

I 2020 skal 50 pct. af elforbruget dækkes af vindmøller.

I 2030 skal kul være helt udfaset fra kraftværkerne.

I 2030 er det slut med oliefyr i private hjem.

I 2035 skal el– og varmeforbruget dækkes af vedvarende energi

I løbet af 2016 forventes det, at der i EU fastsættes nye klimamålsætninger, der rækker frem til 2050. Det er politisk aftalt, at de danske nationale målsætninger senest i 2017 skal justeres i lyset af de nye EU-målsætninger.

Kravene til det danske samfund

Den opgave, den danske befolkning står over for, er enorm. Vi skal erstatte de 36,8 pct. af energiforbruget, der dækkes af olie, de 16,8 pct. af energiforbruget, der dækkes af naturgas og de 18,9 pct. der dækkes af kul og koks, med vedvarende energi – vind, sol og bioenergi.

De ambitiøse klimaplaner har hidtil i Danmark været finansieret af borgere og erhvervsliv med afgifter. Med de allerede vedtagne målsætninger skal det samlede årlige afgiftstryk øges med mindst 10 mia. kr. på toppen af de mere end 40 mia. kr., vi i forvejen betaler i energi– og CO₂-afgifter.

Der er imidlertid et lille problem, idet en væsentlig del af afgiftsstigningen skulle have været betalt over den såkaldte PSO-afgift. EU-Kommissionen har fundet, at PSO-afgiften er forvridende og traktatstridig, og at den derfor skal fjernes/ændres senest i 2017. Det er endnu ikke lykkedes at opfinde et brugbart alternativ.

Ude i den store verden

Ifølge Det Internationale Energiagenturs World Energy Outlook 2015 udgør kul i 2014 29 pct. af verdens samlede energi-mix – en stigning fra 23 pct. i år 2000. Kul udgør i dag 41 pct. af brændselsforbruget i den globale elproduktion, men den andel ventes i 2040 at falde til omkring 30 pct.

Kul er ikke kun dæmoniseret i Danmark. I store dele af verden ses kul som en trussel.  For kort tid siden besluttede delstaten Californien i USA, at de største af statens pensionsfonde skulle afstå fra at investere i kulvirksomheder. Tilsvarende diskussioner finder sted blandt finansielle aktører over hele verden.

Kulminearbejdere over hele verden er jaget vildt. I Charleston i den amerikanske delstat West Virginia, er det for nylig meddelt, at et af kulstatens største virksomheder, Patriot Coal, påtænkte at fyre mere end 2000 kulminearbejdere.

Arch Coal, der er en af USA’s største spillere på kulmarkedet med base i byen St. Louis, har søgt om beskyttelse under den amerikanske konkurslovgivning, som giver selskaber mulighed for at reorganisere deres gæld, mens de holder driften kørende.

Ud over Patriot Coal og Arch Coal befinder kulselskaberne Walter Energy og Alpha Natural Resources Inc. Sig også på fallittens rand.

Den britiske energiminister, Amber Rudd, meddelte den 18. november, at de 12 tilbageværende kulfyrede kraftværker i UK skal være lukket I 2025. Allerede fra 2023 vil der være stramme restriktioner på deres virke.

Den britiske regering begrunder beslutningen med, at regeringen prioriterer forsyningssikkerhed og rimelige energipriser, men samtidig finder, at det ville være ”perverst” at forlade sig på forurenende kul. For fremtiden vil naturgas sammen med atomkraft få en central rolle i britisk energiforsyning.

Kul tegner sig i øjeblikket for 28 pct. af den britiske el-produktion.

Australien er den femte største kulproducent i verden, men den næststørste kuleksportør. Den international presse har omtalt, at den australske by Dunedoo, er i store vanskeligheder pga. kul. For bare syv år siden mente delstatsregeringen i New South Wales, at der var basis for en kulmine i Dunedoo.

I de følgende år faldt prisen på kul, og fra hele verden indløb meddelelser om at kul var under udfasning. Konsekvensen var, at ingen virksomheder var villige til at påtage sig risikoen ved at åbne en mine i Dunedoo.

Uanset modstanden fra miljøfolk vil kul fortsat være et væsentligt brændsel, jf. IEA. Australiens regering har i december 2014 givet grønt lys til udvidelse af Abbot Point-havnen nær Great Barrier Reef i den nordøstlige del af landet.

Projektet ventes at komme til at koste 16,5 milliarder australske dollar, hvilket svarer til over 80 milliarder kroner, og betyder, nat havnen bliver verdens største havn til udskibning af kul. De store kulminer i særligt delstaten Queensland vil i fremtiden kunne udvide og eksportere endnu mere kul til Indien og Kina, der er de store aftagere.

Det er muligt, at kulindustriens nedtur er gode nyheder for klimaet, men sådan ser kulminearbejderne og de pensionsopsparere, der skulle leve af kulmineaktier, nok ikke på det. Mange af dem begyndte i kullet, længe før ”klima” blev kædet sammen med ”ændringer”.

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?