Regeringen udpegede den 15. september 2015 ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen, til at forestå en udredning af dansk udenrigs– og sikkerhedspolitik.

Udredningen motiveres med behovet for at skabe de bedst mulige rammer for en stærk og sammenhængende dansk udenrigs-, sikkerheds-, forsvars– og handelspolitik. Regeringen vurderer, at Danmark konfronteres med en ny udenrigs– og sikkerhedspolitisk virkelighed præget af politiske og økonomiske magtforskydninger, et ændret trusselbillede og større kompleksitet.

Der er nye aktører med globale ambitioner og samtidigt forventninger om, at EU skal kunne påtage sig en større rolle på den internationale scene. Målet er inden 1. maj 2016 at tilvejebringe et samlet strategisk bud på, hvilke kerneopgaver Danmark kan og skal løse uden for landets grænser, samt hvordan vi i den forbindelse bedst fremmer danske interesser.

Da placeringen af Mogens Lykketoft som formand for FN’s generalforsamling i 2015 blev betragtet som den største udenrigspolitiske triumf i nyere tid, blev det bekræftet, at dansk udenrigspolitik og det danske Udenrigsministerium befinder sig i en eksistentiel krise.

Bortset fra Lykketoft, er det nok de færreste der ville værdsætte at være formand for et foretagende, der accepterer at Saudi-Arabiens FN-ambassadør Faisal bin Hassan Trad som formand for et panel under Menneskerettighedsrådet!

Kritik af udredningen

I stedet for fokus på fremme af Danmarks reelle politiske og kommercielle interesser har skiftende udenrigsministre uanset politisk baggrund prioriteret arabiske initiativer, homoseksuelle og kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder.

Tidligere udenrigsministre — i alliance med politikere, der aspirer til udenrigsministerposten – og i samarbejde med sammenslutningen af ”Udenrigsministeriets venner” har unisont kritiseret regeringens beslutning om en nærmere granskning af udenrigspolitikken.

Professor i international politik ved Københavns Universitet Ole Wæver har ligefrem betegnet tanken om en uafhængig granskning som ”ovre i den blidt bimlende vanvittige afdeling”.

Hvad er det, der gør, at mens alle andre politikområder kan vendes og drejes, og alle andre ministerier udsættes for det ene ”haircut” efter det andet, er debat om udenrigspolitik og Udenrigsministeriets forhold alene forbeholdt en snæver skare af tidligere udenrigsministre, de ledende medlemmer af Dansk Udenrigspolitisk Selskab og interessefællesskaberne ”Udenrigsministeriets venner” og ”Vi, der ved bedst”?

Tænketanken EUROPA

Tirsdag den 19. januar afholdt tænketanken EUROPA i samarbejde med Udenrigsministeriet et velbesøgt arrangement i København, hvor spørgsmålet om mulighederne for at øge det udenrigspolitiske samarbejdet og synergien mellem EU og medlemslandene var på dagsordenen.

EU vil i løbet af nogle måneder præsentere en opdateret udenrigspolitisk strategi — EU Global Strategy – og udredningen fra Peter Taksøe-Jensen skal foreligge inden 1. maj 2016.

Ambassadør Peter Taksøe-Jensen præsenterede selv hans meget foreløbige overvejelser, mens den vanskelige opgave at redegøre for EU-positionerne var overladt til italieneren Nathalie Tocci, der er særlig rådgiver for EU’s udenrigsrepræsentant, Federica Mogherini.

Nathalie Tocci, der ud over rådgiverrollen for Mogherini også er en ledende figur ved den romerske tænketank ”Istituto Affari Internazionali” og redaktør af tidsskriftet ”The International Spectator”, talte som et vandfald, men bidrog ikke med meget nyt.

Man måtte således forstå, at der var voksende EU-skepsis, men at den ikke i første omgang gik på EU’s udenrigspolitik  – her var kritikken snarere, at EU ikke gjorde nok.

Behov for yderligere fokusering og prioritering

Peter Taksøe-Jensen, der i dagbladet POLITIKEN samme dag havde løftet lidt af sløret for sine overvejelser, understregede på mødet hos tænketanken EUROPA, at Danmark har været medlem af EU i over 40 år og EU er i dag langt den vigtigste kanal, Danmark kan benytte til at påvirke udviklingen i verden.

Taksøe-Jensens vurdering er bemærkelsesværdig, fordi EU var næsten fraværende  i den opgavebeskrivelse, som regeringen udstyrede Taksøe-Jensen med.

Når opgaven er at tilvejebringe grundlaget for øget fokusering og prioritering af Danmarks internationale engagement, er det betryggende, at Taksøe-Jensen så klart henviser til EU-samarbejdet.

Realiteten er jo, at siden Lissabon traktaten trådte i kraft 1. december 2009, har vi har haft – men langt fra udnyttet de nye muligheder for at udnytte de unikke fordele, som EU-medlemskabet tilbød os i forbindelse med opbygningen af en stærk og sammenhængende dansk udenrigs-, sikkerheds-, udviklings-, forsvars– og handelspolitik.

Potentielle synergier med EU’s fælles udenrigstjeneste

Med Lissabon traktaten blev der etableret en egentlig EU-udenrigstjeneste — European External Action Service, EEAS. Den fælles EU-udenrigstjeneste har givet alle medlemslandene mulighed for at høste synergigevinster fra større sammenhæng mellem udenrigs-, sikkerheds-, udviklings-, forsvars– og handelspolitik.

Medlemslandene fik også med Lissabon på et sølvfad serveret effektiviserings– og besparelsesmuligheder i de nationale udenrigstjenester.  Landene har været tilbageholdende og ej heller det danske Udenrigsministerium under skiftende regeringer har udnyttet muligheden.

Et eksempel: På området for udviklingsbistand er EU med DG DEVCO, DG Development and Cooperation, allerede den største internationale spiller og aktivt tilstede overalt – faktisk i 139 lande.

Det forekommer paradoksalt, at medlemslande som Danmark fortsat insisterer på at arbejde på egen hånd og for egen regning opretholder et parallelt netværk af repræsentationer og konkurrerende nationale bistandsadministrationer.

Når Danmarks betydning og indflydelse som selvstændig aktør på udenrigs– og bistandsområdet formindskes, forekommer det ellers oplagt, at vi i langt større omfang kunne leve op til vores internationale forpligtelser gennem EU´s koordinerede og slagkraftige udviklingsindsats. Det ville øge effekten af danske udviklingsmidler — uanset om vi er blå eller røde og uanset om vi afsætter 0,7 eller 0,8 pct. af BNI!

MDG-målene god anledning til kursændring

Taksøe-Jensen tilkendegav på EUROPA-mødet, at den nye globale udviklingsdagsorden kunne være den nødvendige ”game-changer”, og anledning til at revitalisere samarbejdet mellem EU og medlemslandene. FN’s Generalforsamling vedtog i september 2015 i New York 17 nye FN såkaldte MDG-mål for den globale bæredygtige udvikling.

Udviklingsmålene vil være et vigtigt udgangspunktet for den globale udvikling de næste femten år. Samarbejdet i EU om de 17 mål med 169 tilhørende delmål ville være en oplagt mulighed for at EU fik ansvaret for den overordnede koordination, mens de enkelte medlemslande fik ansvaret for et eller flere af målene.

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?