Foruroligende meldinger fra børserne viser, at det ikke går så godt for dansk økonomi, som det gjorde for et halvt år siden. Danske aktier kollapser på Børsen, og analytikerne leder efter årsagen.

Der henvises til, at aktierne også falder i USA, og der henvises til de globale problemer i olie og råvaresektorerne og de specifikke problemer i Kina m.v.

Problemet er, at de økonomiske problemer i Danmark er større end i sammenlignelige lande.

Realiteten er, at siden finanskrisen er det eksporten, der trods alt har holdt dansk økonomi på et vågeblus – til dels suppleret af offentlige investeringer i Metro m.v. Det har ikke været privatforbruget eller de private investeringer.

Derfor er det bekymrende, når eksporten til Tyskland viser svaghedstegn. Tyskland er suverænt Danmarks største eksportmarked med over 16 pct. af den samlede eksport. Derfor gør det indtryk, når det viser sig, at vi i forhold til Tyskland oplever et ordentligt tilbageslag på især grøn teknologi, og det er med til at trække den samlede eksport ned.

Vi kan ikke forvente, at bidrag fra verdensøkonomien vil kompensere for afmatningen i Tysklandseksporten. Der er fortsat økonomisk usikkerhed i Kina, olie– og råvarepriserne er lave og væksten i Rusland og de andre BRICS-lande er gået helt i stå.

Dansk Industri og de økonomiske Vismænd har allerede igen skruet forventningerne ned til væksten i bruttonationalproduktet i 2016: Vi taler nu om 1,1 eller 1,2 pct.

Danmark har svært ved at genvinde den økonomiske form

Kursudviklingen på Børsen afspejler den realitet, at mens sammenlignelige lande har genvundet formen efter finanskrisen, halter Danmark bag efter.

I de første år efter krisen havde Danmark en historisk lav økonomisk vækst på 0,5 pct. om året – i alt to pct. frem til 2014. Men da befolkningen i samme periode voksede med to pct., var økonomien for den gennemsnitlige dansker fuldstændig fastfrosset.

Ser vi på landene omkring os, og de lande vi ynder at sammenligne os med, så fik de deres BNP tilbage på sporet og over niveauet fra før finanskrisen.

Danmarks BNP ligger nu på niveauet fra før krisen i 2008–9. Hvis vi igen ser på den gennemsnitlige dansker, er hun i dag ikke rigere end før krisen!

I 2015 var der enkelte positive takter, og fremadrettet så det ud til at økonomien ikke var gået helt i stå. Nationalbanken skønnede faktisk, at den beskedne vækst på omkring 2 pct. i 2015 ville fortsætte i 2016 og 2017.

Baggrunden for den forventede vækst var:

  • olieprisens fortsatte fald,
  • den lavere rente og
  • svækkelsen af den effektive kronekurs.

De tre forhold har utvivlsomt ydet hvert deres bidrag til at sætte ekstra skub i økonomien. Både den relativt billige olie og den lave rente øger de disponible indkomster – og dermed husholdningernes mulighed for at forbruge. Og en lavere effektiv kronekurs forbedrer den danske konkurrenceevne.

Det ser nu ud til at de positive virkninger er udtømte, og de negative signaler fra verdensøkonomien får større vægt. Regnskabsresultaterne fra bankerne, DONG Energy, Novozymes, NOVO og Mærsk trækker i samme retning.

Det synes mere og mere klart, at både almindelige danske forbrugere men også virksomhederne har mistet tilliden til, at vi trods al snak om ”cleantech”, økologi og ”grønne” jobs nogensinde vender tilbage til tidligere tiders økonomiske vækst. Usikkerheden om fremtiden er simpelthen så stor, at der holdes igen både med privatforbruget og investeringerne.

Regeringens vækstplan

Erhvervs– og vækstminister Troels Lund Poulsen har annonceret, at der ”i morgen kommer en god plan”. Ministeren giver interviews, hvor han beredvilligt beretter om den nye vækstplan. Målet er angiveligt, at Danmark skal have det maksimale ud af den såkaldte ”fjerde industrielle revolution”, som vil slå igennem med stadigt større kraft i de kommende år.

Rundt om andre ministerier på Slotsholmen kæmpes der på samme måde for at leve op til regeringens løfter om erhvervsudvikling, økonomisk vækst og beskæftigelse.

Der sker faktisk også noget. Venstre-regeringen, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance indgik lige før jul en aftale om en omfattende fødevare– og landbrugspakke.

Partierne er med aftalen enige om at gennemføre en række konkrete initiativer, herunder et paradigmeskifte for miljøreguleringen af landbruget, for at gøre fødevare– og landbrugserhvervet bedre rustet til at øge råvaregrundlaget og eksporten, samt medvirke til at skabe vækst og beskæftigelse i hele Danmark – i bæredygtigt samspil med natur og miljø.

Miljøreguleringsdelen af aftalen har givet anledning til en intens vandløbs-debat, hvor landbrugets behov for dræning og afvanding står over for naturorganisationers interesse i vandløbenes flora, fauna og biodiversitet.

Initiativerne i Fødevare– og landbrugspakken vurderes til samlet at bidrage med godt 1 mia. kr. i strukturelt BNP og et løft i miljøtilstanden i 2021. Hele aftalen kan læses her.

Tirsdag den 9. februar har Venstre-regeringen indgået en ny del-aftale med Dansk Folkeparti, Liberal alliance og Det Konservative Folkeparti. Denne gang om hurtigere internet i hele landet og lavere færgetakster til og fra de danske øer.

Der sker altså noget, men foreløbig har alle forsøgene på at tale økonomien op, desværre ikke rigtig ført til højere vækst og beskæftigelse.

Hvem har ansvaret for erhvervspolitikken?

Erhvervs– og Vækstministeriet og den tilhørende styrelse, Erhvervsstyrelsen, har det primære ansvar for på det erhvervspolitiske område at sikre optimale vilkår for virksomheder i Danmark ved at skabe gode muligheder for vækst.

Samtidig har de 98 kommuner og 5 regioner opgaven at være de drivende kræfter i den lokale og regionale udvikling. Kommuner og regioner har en fælles opgave med at igangsætte lokalt og regionalt forankrede initiativer, der skal medvirke til at skabe vækst og udvikling.

Regionerne er tildelt ansvaret for de såkaldt Vækstfora, der forventes at være omdrejningspunktet for samarbejde om erhvervsudvikling. Væksthusene er tænkt som udgangspunktet for samarbejde om erhvervsservice og –vejledning. Her er det kommunerne, der har initiativet. Regionen har ansvaret for Den Regionale Udviklingsplan, som man forestiller sig bør være grundlaget for en afbalanceret og koordineret udvikling i regionen. Desuden har vi et utal af erhvervsdrivende fonde som Wonderful Copenhagen og Visit Denmark m.fl.

I slutningen af 1960’erne flyttede det, der dengang hed Egnsudviklingsdirektoratet, fra hovedstaden til Silkeborg. I dag har direktoratet skiftet navn til Erhvervsstyrelsen Regionalt og skal bidrage til at styrke væksten i danske regioner og kommuner, og dermed bidrage til at indfri målene inden for beskæftigelse, innovation, klima/energi, uddannelse og hjælp til socialt udsatte.

Erhvervs– og Vækstministeriet producerer i en lind strøm vækstplaner og skrivebordsanalyser, kommunerne hælder hvert år hælder langt over 100 millioner kr. i de 5 regioners Væksthuse og Regionsrådene bruger uanede mængder af tid og skattekroner. Alligevel er den regionale erhvervsudvikling skuffende.

Det er derfor naturligt at spørge til hvem, der har udtænkt et Kafkask system, der ikke virker?  Svaret er, at ansvaret ligger i Center for Erhvervsøkonomisk Forskning og Erhvervspolitiske Analyser, FORA, der tidligere var placeret i Erhvervsministeriet.

Etableringen af FORA

Baggrunden for FORA er, at tilbage i 2001 skulle man have anbragt en overtallig departementschef. Jørgen Rosted havde været departementschef siden 1993 i ministeriet for Økonomisk Samordning, der blev omdannet til Erhvervsministeriet, da Erhvervsministeriet ved regeringsskiftet i 2001 blev lagt sammen med økonomiministeriet.

Det nye ministerium fik navnet Økonomi– og Erhvervsministeriet med den konservative Bendt Bendtsen som minister og den hidtidige departementschef i Økonomiministeriet, Michael Dithmer som departementschef.

Jørgen Rosted, der skulle anbringes et eller andet sted, fik overbevist Bendt Bendtsen og Michael Dithmer om ministeriets behov for forskning og analyser. I 2002 blev Center for Erhvervsøkonomisk Forskning og Erhvervspolitiske Analyser, FORA, oprettet i Erhvervs– og Byggestyrelsen, der hørte under ministeriet, og Jørgen Rosted blev udnævnt til udviklingsdirektør i FORA. En stilling han beklædte til sin pensionering i 2011.

Strukturreformen

FORA, Bendt Bendtsen og Michael Dithmer er om nogen ansvarlige for det erhvervspolitiske morads, vi sidder med i dag. I 2004 vedtog Regeringen en strukturreform, der definerede lokale og regionale strukturer. Reformen trådte i kraft den 1. januar 2007 og skabte en ny regional struktur, hvor 14 amter blev nedlagt og fem nye regioner blev oprettet. På lokalt plan blev 271 kommuner reduceret til 98.

Den nuværende situation med et diffust ansvar for erhvervsudvikling og økonomisk vækst, kan føres direkte tilbage til strukturreformen i 2007.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har det centrale ansvar for strukturreformen. I forbindelse med den aktuelle diskussion om udflytning af statslige institutioner og styrelser fra København til provinsen er det bemærkelsesværdigt, at statsministeren og Venstre-regeringen selv tilstår, at den famlende regionale/kommunale erhvervspolitik i realiteten ikke bidrager til vækst og udvikling.

Hovedstadsområdet er en undtagelse med en betydelig vækst i økonomi og beskæftigelse.  Den udvikling er en væsentlig baggrund for det politiske ønske om udflytning af statslige institutioner fra København.

Væksthus Hovedstaden

Udviklingen i hovedstadsområdet er næppe en følge af en bevidst erhvervspolitik, der forfølges af Regionsrådet i Region Hovedstaden og regionens kommunalbestyrelser. Udviklingen kan næppe tilskrives at København eller de andre hovedstadskommuner har forfulgt særligt erhvervsvenlige og vækstfremmende politikken.

Udviklingen er snarere sket på trods af de politiske dispositioner i Regionsråd og kommunalbestyrelser. I hvert fald trækker erfaringerne med Væksthus Hovedstaden i den retning.

Væksthus Hovedstaden reklamerer med, at virksomhedsejere og iværksættere kan få uvildig sparring og ”blive udfordret på din forretnings­udvikling”. Væksthuset er nemlig sat i verden for at hjælpe med at skabe kontrolleret vækst. Sådan lyder reklamen, men det bedste er næsten, at Væksthus Hovedstadens uvildige sparring ikke koster noget.

Væksthus Hovedstaden er ejet og finansieret af de 29 kommuner i Region Hovedstaden. Budgettet på omkring 65 mio. kr. dækkes af kommunernes basisfinansiering på omkring 30 mio. kr. Desuden har væksthuset indtægter fra regionens og kommunernes finansiering af diverse programmer og projekter.

Desuden er der indtægter fra EU-tilskud og en vis egenbetaling for deltagelse i visse projekter. De 3 største bidragydere er Københavns kommune med omkring 10 mio. kr., Frederiksberg med 1,7 mio. kr. og Gentofte med 1,3 mio. kr.

Gad vide om kommunerne nogensinde har ulejliget sig med at overveje, om de får ”value for money”? 

Problemet med Væksthus Hovedstaden er, at en ekstern evaluering viser, at i perioden 2010–2012 gjorde kun 2,2 procent af alle vækstvirksomheder i Region Hovedstaden brug af væksthusets tilbud.

Det tilsvarende tal for væksthusene i de 4 andre regioner var betydeligt højere. Om Væksthusets ”tilbud” siden er blevet mere attraktive vides ikke, men man kan have sine tvivl.

Hvad skal vi med Væksthus Hovedstaden?

På et tidspunkt, hvor regionen igen-igen skal spare hundreder af millioner på sundhedsvæsenet, fremturer Væksthuset med vidtløftig rådgivning til kommuner og virksomheder i regionen. Den ene dag påtager Væksthuset sig at rådgive om etableringer på fjerne eksotiske markeder som f.eks. Indien. Næste dag er det om perspektiverne i Offentligt Private Partnerskaber.

Hvis Væksthuset havde magt som det har agt, ville det stensikkert føre til et øget pres for at få udvidet mulighederne for OPP-projekter i strid med skatteborgernes interesser. OPP fremstilles ofte som en finansieringsmodel, der sikrer en effektiv og kreativ opgaveløsning. Realiteten er, at OPP slører de reelle offentlige gældsforpligtelser og snyder skatteborgerne.

Desuagtet er modellen taget i anvendelse enkelte steder. I Sønderjylland har Region Syddanmark på initiativ af daværende regionsformand Carl Holst benyttet OPP-modellen ved opførelsen af psykiatriske afdelinger i Odense og i Vejle samt ved finansieringen af motorvejen ved Kliplev i Sønderjylland.

Vi kan takke Peter Brixtofte og ”Farum-modellen” for, at OPP og de dertil knyttede deponeringsregler nu er betryggende reguleret i Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. Margrethe Vestager var fast i kødet og upåvirkelig af presset fra pensionskasser anført af typer som Torben Møger Pedersen, Pension Danmark og fusentaster som Væksthus Hovedstaden.

Spørgsmålet er hvad vi skal med Væksthus Hovedstaden? Det kommunalt finansierede væksthus er jo ingenlunde alene på markedet. Danmark er velsignet med en myriade af nationale erhvervsfremmeaktører som Eksportrådet og Vækstfonden, lokale og regionale erhvervsservice, innovationsmiljøer, videns centre og meget andet. Desuden er der jo det omfattende private rådgivermarked.

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?