Har du læst et af hans digte? Har du hørt ham interviewet? Har du set hans pik? Alt sammen velskåret og flot! Yahya Hassan er ved at dø. Så hvad er mere passende end en lille eulogi over samtidens bedste digter?

Yahya Hassan er lige fra starten af hans offentlige karriere blevet beskyldt for at være unuanceret. Aydin Soei beklagede at Hassans problematisering af kulturen i ghettoerne i interviewet ”Jeg er fucking vred på mine forældres generation” gav et ensidigt billede af indvandrere. Nima Zamani følte også et behov for at nuancere billedet med et indlæg under titlen ”Jeg er fucking glad for mine forældres generation”. Adam Holm gjorde i deadline 2. sektion (23/12–2014) det til sit ærinde at holde Yahya Hassan op på nuancernes blik. Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen sagde i ’Presselogen’ til Yahya Hassan: “Det er altid de onde mod de gode I din verden”. Og så videre og så videre.

Man kan sige meget godt om det at være nuanceret og nøgtern og præcis i sine beskrivelser af ting. Men poetisk er det ikke: ”Den mand, der kunne kalde en spade for en spade, bør tvinges til at bruge en. Det er det eneste, han er egnet til.” (Oscar Wilde). Poetisk kraft ligger i at kunne kalde ting ved andet end hvad de er. Det er denne omdøbning af tingene der giver poesien sin forandrende kraft og liv. Og hvis Yahya Hassan var et forfriskende pust i politik, var det ikke grundet hans politik (der i sig selv ikke var revolutionerende ny), men grundet hans poetiske ild. Det værste ved en ”nuanceret” debat er at den sjældent tør forandre noget: ”På den ene side, men på den anden side, og så må vi ikke glemme, og lad os nu lige holde hovedet koldt…”. En verden hvor alle talte absolut nuanceret og inkluderede alle accepterede perspektiver i deres udsagn, ville være en verden hvor der ikke skete noget som helst: hverken sprogligt, politisk eller eksistentielt. Yahya Hassan er den dansk-arabiske prins af unuancerede sandheder.

Men desværre er han ved at dø. De sidste par måneders episoder og facebook-aktivitet har givet anledning til mange holdninger om hvad der foregår. Er han blevet paranoid? Psykisk syg? Promoverer han sin kommende digtsamling og sit rap-album? Måske. Men hvad nu hvis det er langt værre? I programmet ”Genfortælling” siger Yahya Hassan at han er bange for at han peakede som 16-årig.   Tænk hvis han nu er bange for at han faktisk peakede som teenager, og rent digterisk er en gammel, døende mand, der allerede har smagt for længe på pengene, populariteten og damerne til at holde den fortvivlede digtereksistens i live.

Redningen kan så, paradoksalt nok, komme gennem dødstruslerne. Taget de øgede antal attentatforsøg i betragtning virker det jo ikke som om Yahya Hassans strategi på det seneste har til formål at holde ham i live, men tværtimod at få ham dræbt. Hvad nu hvis Yahya Hassan ser sin digteriske udvej gennem optagelsen i de myrdede poeters klub?  Det er en sikker billet til udødeliggørelsen af hans værk.

Dette skal vi ikke acceptere! Martyriet er altid den lette udvej. Den er så let at også jeg er fristet af den. Jeg har ingen nævneværdig fremtid foran mig, og jeg har ikke Yahya Hassans digtertalent – at jeg ikke allerede er erklæret død er en teknikalitet. Hvis jeg nogensinde skulle blive til noget, kan det kun være som martyr. LTF, Black Army, sjakaler, lømler jeg melder mig frivilligt og uden modstand. Man behøver ikke brandattentater. Ring til 40148377 og så stiller jeg op til slag, spark, knivstik, nakkeskud og udgydelsen af mit blod; jeg stiller op, lad det drop, min blok mod din blok. Martyren bliver husket, morderen er en fodnote. Hvem dræbte Tupac? Hvem dræbte Biggie Smalls? Man gad ikke engang finde ud af det. Men Pac og Biggie blev foreviget.

Det ser ud til at Yahya Hassan har forelsket sig i tanken om at gå i disse gangstarapperes fodspor. I et facebook-opslag kommenterede han netop brandattentatet mod ham med et citat af Tupac; i et andet døbte han sit musiknummer som ’gangsta rap’. Men vi har jo netop allerede gangstapoesi. Gider vi blive ved med at høre om penge, damer, vold, biler, pansersvin og hårde typer og se folk dø. Er det her Yahya Hassans digtertalent strander?  Vi får se med den nye digtsamling. Jeg håber jeg tager helt fejl. Men hvis det er her hans poesi sidder fast, og at Yahya Hassan dermed godt ved, at det eneste der rent digterisk kan redde hans (nu) gangsta-poesi, er posthume udgivelser, står han i et skræmmende dilemma: Dø i virkeligheden eller lade digteren dø. Findes der en tredje mulighed?

The following two tabs change content below.
Saman Atter Motlagh

Saman Atter Motlagh

Saman Atter Motlagh er cand.psych. og stud.cand.mag. i filosofi. Han interesserer sig for psykoanalyse, eksistensfilosofi og kritisk teori, og vil gøre næsten hvad som helst for at blive kendt. I øvrigt er han veltrænet og lidt bange for fugle.
Saman Atter Motlagh

Nyeste indlæg af Saman Atter Motlagh (se alle)

Har du noget at bidrage med?