”Kunst ændrer ikke noget konkret, men giver os empati.”

Det udtaler Carolyn Christov-Bakaragiev, den ”mest magtfulde person i kunstens verden”, i et interview i dagens Politiken. Den lille tykke pige med amerikanerbriller og blonde krøller som stopningen, der er på vej ud af en sofa, ligner en husmor fra Randers, så det skal nok være rigtigt.

I loftet hænger en udstoppet hest, og det er da nyt. Sådan da.

Meningsløst og desensitiviserende som druknede flygtningebørn og reklamer på tv. Men vi kan også herhjemme.

Politiken uddeler sin årlige litteraturpris, og der er mange nominerede. En af dem er Klaus Høeck, som Politikens anmeldere er enige om, ”lortegør ånden”.

Og lort er det da, tre-fire ord malet af en femårig på en lokumsvæg. ”Høj hat og ståpik.”

Ståpik, ståpik, ståpik! Og Politikens anmeldere er enige: Litteratur skal være lort. 

Og det er der naturligvis en grund til. Meningsløst vås ændrer ikke noget konkret.

Det er elskværdigt og demokratisk. Litteraturen derimod råder over virkemidler, der får Ordet til at bide sig fast.

Det er derfor, digte ikke må være rimede og metriske. Det er derfor, digte ikke må være digte.

Jeg har længtes mod brændende Byer

og mod Menneskeracer på Flugt,

mod et Opbrud, som ramte Alverden,

og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Nu kom de så, menneskeracerne på flugt, og Carolyn Christov-Bakaragiev lader sig interviewe til Politiken om ”kunstens rolle midt i en europæisk flygtningekrise”. Det vigtigste er, at den ikke ændrer noget konkret.

Man er jo nødt til at være forsigtig i disse tider med massefyringer og ikke sige noget grimt om Danmarks største og derfor ifølge de demokratiske spilleregler nu ganske stuerene parti eller antyde, at der er nogen, der er mindre end begejstrede. Det ved Politikens anmeldere og mikrofonholdere.

Vist er vi da kritiske! Men ikke så meget som i går og lidt mindre i morgen. 

Forfatterforeningerne udsender deres månedlige spørgeskema og underskriftindsamling til støtte for Jyllandspostens ytringsfrihed, og ikke et øje er tørt, når Frikorps Danmark rykker ud i deres fine nye jagerfly. Nazisme?

Lad os nu ikke blive hysteriske. Der er kun én risiko, at Politiken skulle anmelde en bog, og den er ringe.

For litteraturen – det litterære udtryk – er farligt. Den er ikke udstoppede heste i loftet eller et barns frække ord på en lokumsvæg, som vi går gabende forbi.

Den griber fat i os og stiller os uforskammede spørgsmål. ”Tør du kalde dig et menneske?”

Vuggende blomst i det vajende græs.

Ikke fortvivlet. Ej heller tilfreds.

Sig mig en ting, mens du endnu er her.

Svar på mit spørgsmål! Sig, hvad du er!

Er i en eneste høst du et neg?

Er du en boble, der brast, før den steg?

Eller et sagn gennem sekler fortalt?

Livet er intet. Navnet er alt.

Derfor må litteraturen hverken ses eller høres. Derfor skal litteraturen være lort, ikke ændre noget, men give os apati.

Digteren er Guds tugtemester. Og det bryder vi os ikke om.

Men jordskælvet kommer ikke desto mindre. ”Jeg døber jer med ord,” siger Digteren, ”men han, som kommer efter mig, skal døbe jer med sværd og ild!”

Ingen genier med skarpe kanter her, tak! Bare lad som ingenting!

Gør hjertet tungt på dette folk.

The following two tabs change content below.
Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff karakteriseres oftest som Danmarks eneste eller bedste bud på en kultforfatter. Det forlyder dog, at der også er andre danske forfattere, der bliver taget alvorligt.
Erwin Neutzsky-Wulff

Nyeste indlæg af Erwin Neutzsky-Wulff (se alle)

Har du noget at bidrage med?