Konfronteret med flygtningeproblematikken står Danmark overfor en begivenhed, der sætter sig udover den politiske horisont, det danske samfund har bevæget sig indenfor i de sidste mange generationer.

De danske politikere er konfronteret med en situation kendetegnet ved, at den udgør et problem, der kræver handling. Uanset hvordan politikerne forholder sig til problematikken, er de nødsaget at tage et valg. Ligegyldigt hvilket valg de tager, vil de blive ramt af valget.

Dette betyder, at vi står overfor en situation, hvor de politiske rationaler, som politikerne bevidst eller ubevidst lader sig styre af, efter lang tids populistisk symbolpolitik, hvor diskussionen har begrænset sig til bilafgifter og SU nedskæringer, endelig kan træde frem i fuld flor.

Demokrati er folkestyre, og når afstemningen er afholdt, hedder det, at befolkningen er blevet hørt. Politikerne har fået tildelt et ansvar, og nu er tidspunktet kommet, hvor de skal svare for sig.

Flygtningeproblematikken markerer på denne måde en brydningstid, hvor befolkningen på ny kan betragte sine repræsentanter og vurdere, om de stadig kan genkende sig selv i deres politikere.

Er det her dig?” spurgte Emma Holten Mette Frederiksen i “vi ses hos Clement” (Dr2 29/1/16) i anledning af, at Mette Frederiksen havde stemt for asylstramninger. Nej, svarede Mette Frederiksen gådefuldt. Hun ville ligesom Emma Holten også gerne hjælpe folk.

Interviewet udviklede sig hernæst til en gennemgribende performativ selvmodsigelse, da socialdemokratiets formand på forvirrende vis fik understreget, at asylstramningerne ikke var socialdemokratisk politik, men samtidig ikke kunne afvise, at hun ikke ville støtte flere stramninger i fremtiden.

Når det på denne måde kan lade sig gøre at gennemføre en politik, som man grundlæggende ikke identificerer sig med – en, med Mette Frederiksen ord, ikke-sympatisk men ikke usympatisk politik – er det fordi, der eksisterer en diskrepans mellem, hvad man tror på, og hvad man tror, at man tror på. Et selvbedrag som naturligvis resulterer i forklaringsproblemer, når der spørges ind til, hvorfor man har gjort, som man har gjort.

På den måde kan Mette Frederiksens forklaringsproblemer ses som et skoleeksempel på freudiansk fortrængning, hvilket også forklarer, hvorfor hun i et anfald af ubestemt udefinerbarhed befandt sig så langt uden for logisk rækkevidde, at hun ikke kunne forholde sig til sine egne udtalelse om asylstramninger fra 2014.

Spørgsmålet er, hvad præcis denne fortrængning dækker over. Svaret kan spores ud af en debat Søren Espersen og Nicolai Willumsen havde på DR 2 Morgen (21/1/16). Diskussionen drejede sig her om, hvorvidt kongehuset skulle tage til Saudi Arabien som repræsentanter for Danmark for på den måde at sikre Danmark en lukrativ handelsaftale.

” Når man laver et erhvervsfremstød med kongeligt besøg, kan det ikke andet end at blive set som et rygklap. En blåstempling af et brutal diktatur, der begår grove overtrædelser af menneskerettighederne, som pisker demokratiforkæmpere, som halshugger og korsfæster regeringsmodstandere.

Men også et land, som ser gennem fingre med, at ledende prinser støtter Islamisk Stat. Det er et land, vi bør fordømme frem for at klappe på skulderen.”

Enhedslistens Nicolai Willumsen kritiserede m.a.o. regeringen for at vægte økonomiske overvejelser tungere end humanitære. Søren Espersen svarede – ikke ved at afvise påstanden – men derimod ved at bekræfte den.

Princippet om sanktioner – om at der er visse lande, man ikke kan handle med – er vi simpelthen lodret imod. (…) Vores princip i Dansk Folkeparti er, at vi skal kunne handle med alle om stort set, hvad det skal være”.

Denne bemærkelsesværdige udmelding, hvor Søren Espersen konsoliderer princippet om frihandel som et (næsten) absolut princip, giver en antydning af hvilke rationalitetsprincipper, der er på spil i flygtningedebatten.

Det er en økonomisk rationalitet, politikerne orienterer sig ud fra. Dette blev også understreget af, at Søren Espersen gav Nicolai Willumsen ret i, at Saudi Arabien er et forfærdeligt land. Den detalje kunne man dog ikke tage højde for.  Danmark handler jo også med kommunist-Kina, som Søren Espersen gjorde opmærksom på.

Fordi politikkens fundament sættes lig et økonomisk rationalitetsprincip, er der for Søren Espersen heller ikke noget i vejen for at sidestille Saudi Arabiens krænkelser af menneskerettighederne med Kinas kommunistiske styre.

Når Sørens Espersen på denne måde kan udviske forskellene mellem to forskellige styreformer, er er det fordi, at de begge anses som falske. De anses som falske, fordi Søren Espersen selv er i besiddelse af sandheden: den økonomiske liberale sandhed.

Hvis man vil forstå, hvad der gemmer i sig begrebet om den økonomisk liberale sandhed, bliver man nødt til at forstå liberalismens fader Adam Smith. Smiths påstand var, at hvis folk bare fulgte deres egeninteresser, så ville almenvellet også blive mere fordelagtigt stillet.

Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, vi forventer at få mad på bordet, men fordi det er i deres egen interesse. Vi henvender os ikke til deres menneskekærlighed, men til deres egeninteresse og taler ikke med dem om vores egen behov, men derimod deres egen vinding” (Nationernes velstand).

Smith argumenterede for, at en usynlig hånd ville binde alle de spredte interessers tråde sammen og få det interessedrevne menneske til at fungere inden for en helhed. De økonomiske processer ville, som eftertiden med en mere teknisk betegnelse kaldte det, tendere mod generelt ligevægt

Som bl.a. Foucault har gjort opmærksom på, er det ikke hånden, der skal fremhæves men derimod det faktum, at den er usynlig. Den økonomiske rationalitet er grundlagt på den samlede proces’ uerkendelighed.

Den usynlige hånd er, hvad der per definition unddrager sig subjektets kontrol, men som alligevel ligger til grund for rationaliteten i dets ‘egoistiske valg’. Det er nemlig rationelt for det interessedrevne subjekt, idet det umuligt kan forudse mekanismerne, der fører til helhedens velfærd, kun at fokusere på at følge dets egeninteresse.

Almenvellet skal ikke efterstræbes, da det ikke kan beregnes. Blindheden for helheden er faktisk en nødvendighed for den økonomiske aktør, hvis han vil være sikker på at den højeste almene gavn opnås.

Markedet fremstår således som noget, der adlyder naturlige, spontane mekanismer og love, som mennesket ikke er i stand til at kunne gribe i deres kompleksitet. For suverænen betyder det, at man skal lade folk være, når de forfølger deres egeninteresse.

Handel forstås som en naturlig tendens i mennesket, som regeringen skal respektere. Regeringen skal m.a.o. blande sig så lidt som overhoved muligt og ikke gribe ind i den dynamik, der er indskrevet i naturens hjerte. Den usynlige hånd forbyder enhver form for olympisk blik. Suverænen må ikke, fordi den ikke kan.

Denne liberale regeringsfornuft står i modsætning til den tidligere merkantilistiske regeringsfornuft, hvor markedet var lig retten. Markedet var retfærdighedens sted, og det var statens opgave at bestemme den rette eller gode pris, hvor hverken køber eller sælger blev snydt.

I 1700-tallet, med liberalismens fremkomst, bliver den sande pris bestemt af markedet, hvilket vil sige, at priserne, for så vidt de er i overensstemmelse med de naturlige markedsmekanismer, udgør en målestok for sandheden. Markedet blotlægger noget sandt og bliver således sandhedens sted. Markedet er årsag til, at den gode regering ikke blot er drevet er retfærdighed men også af sandhed.

Det, at regeringen finder sandhedsprincippet for sin egen regeringspraksis på markedet, betyder, at prismekanismerne gør det muligt at skelne de korrekte regeringspraksisser fra de fejlagtige. Markedet bliver stedet for en falsificering af regeringspraksissen.

At der eksisterer økonomiske love, som man ikke må gribe ind i, er også den ledende ide i neoliberalismen. Regeringsindgrebene må ikke intervenere i markedskræfterne og på den måde påvirke det økonomiske spil.

Ifølge neoliberalisterne skal regeringen dog ikke nøjes at ‘føre’ en laissez faire politik, men derimod aktivt regere ud fra de markedsøkonomiske principper og love. Regeringen skal gennem incitamenter manipulere konkurrencen og øge konkurrenceevnen ved at gribe ind i den økonomiske ramme, som samfundet udgør.

Dette gøres i forlængelse af ideen om homo economicus som den eneste ø af rationalitet i en økonomisk proces, hvis ukontrollerbare beskaffenhed ikke er til at anfægte. I modsætning til den klassiske liberalisme bliver interessesubjektet således regnet for en aktør, der kan manipuleres, og som i eminent grad reagerer på incitamenter.

Dette kræver ikke desto mindre en reduktion af mennesket. Mennesket anskues som værende lig kapital. Således er mennesker, der ligger uproduktivt hen, der ikke cirkulerer og investeres, lig død kapital. Regeringen skal derfor forsøge at skabe et miljø, der omdanner død kapital til levende. På den måde sker der en økonomisering af værdier.

Uddannelse og andre goder ses ikke som værdifulde i sig selv, men derimod som investeringsobjekter som man selv har ansvar for at forvalte mest hensigtsmæssigt. Den neoliberalistiske drøm er et samfund, hvor alle agerer som om, at de rent faktisk er kapital.

Det er denne opfattelse af markedet, som en Gud skabt i menneskets billede, der kræver ting af os, og som reagerer med vrede, hvis kravene ikke opfyldes, der gennemsyrer den politiske rationalitet, og som dermed (delvist) kan forklare logikken bag de for nyligt vedtagne asylstramninger.

Når Mette Frederiksen, som det kom frem i interviewet med Clement, ikke havde handlet i overensstemmelse med sin egen selvopfattelse, var det efter hendes eget udsagn, fordi hun havde gjort, hvad der var nødvendigt.

Søren Espersen brugte et lignede argument i forsvaret for regeringens saudiarabiske eventyr: “Handel er én ting – en accept af, at vi er nødt til at handle (er en anden ting)”.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor nødvendig en sådan politik er? Dels er politikken, fra begyndelsen af den politiske tænknings historie, netop defineret som frihedens område, hvor man altid har et valg.

Dels er det heller ikke sådan, at det modsatte scenarie er umuligt at tænke. Således har Sveriges udenrigsminister utvetydigt trådt frem og kritiseret Saudi Arabien, ligesom Merkel har nægtet at sætte en overgrænse for, hvor mange mennesker der har brug for beskyttelse og dermed asyl.

De svenske og tyske politikere hånes ikke desto mindre af flertallet af de danske politikere, som fraskriver dem enhver form for rationalitet, hvilket da også er logisk nok, hvis man først har accepteret præmissen om, at markedet er sandhedens sted og derefter foretaget den neoliberale reduktion af mennesket til kapital.

Når flertallet af de danske partier finder det komplet umuligt at forholde sig til flygtningen på andre måder end som økonomi, er det fordi, de har overtaget en økonomisk logik, der reducerer mennesket til et middel for økonomien.

Det er i forlængelse af dette, man skal forstå Johanne Schmidth Nielsens harme, da hun i en nylig tale til folketinget dadlede sine kollegaer for kun at ville tage imod flygtninge, der kunne læse og skrive.

Selvom dette måske giver god mening fra et økonomisk synspunkt – tilkomsten af analfabetiske asylansøgere næppe kan siges at udgøre en god forretning for den danske stat – så kan det ikke være rigtigt, som Johanne Schmidt Nielsen gjorde opmærksom på, at kriteriet for, at man har krav på beskyttelse fra krig og ødelæggelse, er, at man havde været heldig nok til at gå i skole.

Flygtningefiguren er en figur, der konfronterer de politiske kategorier, vi er vant til at forstå verden igennem. 

Fordi mennesket reelt set kun kan siges at have rettigheder, for så vidt som de betragtes som borgere i en nation, afsløres det hvilke rationaler politikerne retter sig efter, når de konfronteres med disse rettighedsløse mennesker. Fordi flygtningen er nøgent liv, afsløres det, hvordan politikerne forholder sig til nøgent liv.

På den måde repræsenterer flygtningen et eksistentielt problem, ikke for et parti som Liberal Alliance, der bærer det neoliberale prædikat som et adelsmærke, men derimod for et parti som Socialdemokratiet, der slår sig op på mere humanistiske værdier.

Flygtningefiguren, der repræsenterer denne kamp mellem økonomisk rationalitet på den ene side og humanistiske værdier på den anden, tvinger politikeren til at prioritere mellem disse af traditionen overleverede kulturelle værdier.

De vedtagne asylstramningerne viser m.a.o, hvordan vores indeværende kultur i højere grad bygger på økonomi, vækst og konkurrence end på humanisme, næstekærlighed og menneskerettigheder.

Om dette er en ubehagelig sandhed afhænger af øjnene der ser. Det var ikke desto mindre denne realitet, som Mette Frederiksen blev konfronteret med hos Clement. Dette var årsagen til, at Mette Frederiksen, i et anfald af beskrivende almenhed, ikke kunne tage ansvar for sine handlinger eller udtalelser.

Hun kunne ikke forholde sig til uoverensstemmelsen mellem, hvad hun troede på, og hvad hun troede, at hun troede på.

Den folkevalgte forsamling repræsenterer folket, og på den måde kan det siges, at folket har fået præcis, hvad de har efterspurgt. Det interessante er derfor i højere grad, hvordan folket reagerer på den pågældende krise.

Vil borgeren opstå igen som politisk aktør efter mange år som konsumborger, eller vil civilsamfundet slå sig til tåls med det økonomiske rationale, der måler menneskelig værdi i kroner og øre.

Det er med andre ord op til folket at beslutte, om regeringen rent faktisk repræsenterer det folk, der har valgt dem ind. 
The following two tabs change content below.

Kasper Heide

Kaspers kontinentalfilosofiske analyser af aktuelle politiske fænomener blotlægger, hvad der egentlig er på spil.

Nyeste indlæg af Kasper Heide (se alle)

Har du noget at bidrage med?