På et møde i Europa-huset i København torsdag den 11. februar 2016 havde EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet i Danmark inviteret Frankrigs ambassadør, François Zimeray, og tidligere EU-Kommissær Connie Hedegaard til at tale om klimaet.

FN’s klimakonference – COP 21 – i Paris, blev der den 12. december 2015 indgået en aftale – den såkaldte PARIS AGREEMENT.

Underskrift i New York den 22. april 2016

I Paris tilsluttede 196 lande sig aftalen, og FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon har nu inviteret alle verdens stats– og regeringsledere til at underskrive aftale ved en begivenhed i FN’s hovedkvarter i New York den 22. april 2016.

Behov for et folkeligt pres

Både den franske ambassadør og Connie Hedegaard understregede på mødet i Europa-huset for at aftalen ikke i sig selv ville reducere udledningen af drivhusgasser. Paris-aftalens virkelige succes står og falder med, om den implementeres. Man måtte forstå, at der nu skulle skabes et folkeligt pres, så alle regeringer holdes op på, om de rent faktisk tager konsekvensen af, hvad de har sagt ja til i Paris. Om de leverer på deres nationale klimaplaner, og om de i deres økonomiske politik tager højde for, at de nu har forpligtet sig til at bevæge sig hen imod et lavemissionssamfund – også på de svære områder landbrug, transport og bygninger.

Den franske ambassadør var ikke i stand til at redegøre for hvad præsident Hollande konkret havde foretaget sig på klimaområdet siden COP 21. Til gengæld tilføjede han for egen regning, at det var en svaghed ved aftalen, at den ikke forholdt sig til befolkningseksplosionen i Afrika og andre steder.

Connie Hedegaard mente, at et var på høje tid, at den danske regering gik i gang med at planlægge indsatsen og sætte nye mål frem mod 2030. Selv om Danmark følger EU, kan der kun vedtages ambitiøse tiltag i EU, hvis der er nok medlemslande der viser vej og kæmper for det grønne – en rolle Hedegaard mente Danmark skulle påtage sig – hellere i dag end i morgen!

Andre presserende emner har taget opmærksomheden

Realiteten er jo at EU’s ledere siden COP 21 har haft travlt med flygtninge og migranter og andre presserende emner. Resultatet er, at der hverken i Danmark eller andre EU-lande har været nævneværdig interesse for at diskutere COP21-aftalen. Det syntes heller ikke som om implementeringen af COP 21-aftalen hverken i USA, Kina eller Indien står højest på dagsordenen.

Hovedpunkterne i Paris-aftalen

Der kan derfor være anledning til at gennemgå hovedpunkterne i COP21-aftalen, som i Paris den 12. december — selvom den ikke var juridisk bindende — blev kaldt historisk, ambitiøs og afbalanceret:

Alle væsentlige aspekter med

For det første skal det noteres, at aftalen faktisk omfatter alle de væsentlige aspekter, der har været på bordet i de årelange internationale drøftelser af klimaspørgsmålet:

  • Mitigation — begrænse og reducere udledningerne hurtigt nok til at opnå temperaturmålsætningen
  • Transparens i opgørelsesmetoder og dokumentation for de klimatiltag landene iværksætter
  • Adaptation – landenes muligheder for at modvirke skadevirkningerne af klimaændringer
  • ”Loss and damage” – anerkendelse af de opgaver og økonomiske krav som genoprettelsen af klimaskabte skader og ødelæggelser
  • Støtte – herunder finansiel støtte til at lande kan skabe en bæredygtig og robust fremtid

Træder først i kraft i 2020

Det skal noteres, at aftalen først træder i kraft i 2020. Men det sagt, ligger det implicit i aftalen, at landene hurtigst muligt skal forsøge at få udslippet af CO2 til at falde. Samtidig pointeres det, at der skal tages højde for bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom.

Ambitionen er, at man skal forsøge at holde klodens temperaturstigning under to grader og arbejde for at holde stigningen nede på halvanden grad i forhold til 1850, da industrialiseringen for alvor indledtes. Efter aftalen skal landene altså holde temperaturstigningerne ”et stykke” under 2 grader og samtidig stræbe efter at begrænse stigningerne til 1,5 grader, hvis det er muligt.

2 eller 1,5 grader?

Det tidligere officielle mål var 2 grader. Skeptikere hvisker om, hvorvidt det er realistisk, at landene lykkes med at holde stigningerne under 1,5 grader. Årsagen til, at det nye mål har sneget sig ind i aftalen, skyldes, at nationerne erkender, at det markant vil mindske risikoen og følgerne ved klimaforandringer – især udsigten til enorme masser af klimaflygtninge kan have spillet en rolle.

Skibe og fly undtaget

Meget centralt omfatter aftalen slet ikke fly og skibe. I dag er flytrafik ansvarlig for omkring fem pct. af den globale opvarmning, skibstrafik ca. tre pct. Fly og skibes andel af globale CO2-udslip er tilmed eksplosivt voksende og vil fortsat vokse med mindre flyselskaber og rederier bliver omfattet af globalt dækkende CO2-afgifter inden for en kortere årrække. Det er ingen løsning, at vi eventuelt alene i Danmark indfører afgifter, for det vil blot skabe ulige konkurrence. Det hensyn har godt nok ikke holdt danske energipolitikere tilbage tidligere!

Ganske bemærkelsesværdigt i den henseende er det faktum, at Rederiforeningen og verdens største containerrederi, danske Mærsk, gerne havde set, at også skibe var blevet en del af Paris­aftalen. Hvilket skyldes, at rederiet meget bevidst har investeret i en skibsflåde, der er blandt de mest brændstof­økonomiske i verden.

Hvordan opfyldes ambitionerne?

Det største problem ved Paris COP21-aftalen, er det forhold, at der ikke anvises nogen klar vej til at nå det i virkeligheden meget ambitiøse mål om en temperaturstigning på 1,5 til maksimalt to grader. I Parisaftalen nævnes der intet om, hvornår de globale CO2-udledninger skal være halveret (f.eks. i 2050) eller nogen præcis byrdefordeling mellem udviklede regioner som Europa, Nordamerika og Japan og udviklingsnationer (anført af Kina og Indien), der i dag står for to tredjedele af verdens årlige udledninger. Aftalen anerkender blot, at det vil komme til at tage længere tid for udviklingslande at nå deres udledningstop.

Har vi videnskabeligt belæg?

Det er ikke i sammenhæng med videnskaben. Hvis vi skal nå det vildt ambitiøse 1,5 graders mål, skal verdens udledninger falde støt med ca. syv pct. om året  og nå et rundt nul allerede i 2050. Det er nærmest indlysende, at det er umuligt. På samme måde synes der desværre fortsat kun at være en ringe sandsynlighed for, at vi kommer i to graders-målet.

Hvordan skal det hele monitoreres og evalueres?

I 2018 – i god tid inden COP21-aftalen træder i kraft i 2020 – mødes landene for at evaluere deres klimaindsats. Her har landene mulighed for at hæve ambitionerne, hvis de altså ønsker det!

Desuden skal alle stater hvert andet år indrapportere, hvordan det går med at gennemføre deres planer. Et ekspertpanel i FN vil vurdere udviklingen og betydningen for den globale udledning.

Det er især udsatte ulande og ø-stater, som med tilslutning fra den nye regering i Canada, har kæmpet for at få 1,5-graders målet ind i aftaleteksten.

Finansieringen

Hvad med finansiering? Deltagerne skal sammen årligt skaffe 100 mia. Euro eller omregnet ca. 680 milliarder kroner til at nå de nye klimamål. Der er under COP21-processen givet tilsagn om økonomisk støtte til bl.a. “the Least Developed Countries Fund”, til “Adaptation Fund” og til ”the Green Climate Fund”.

Møder hvert 5. år

For at holde næsen på slibestenen og konstant presse landene til at øge klimaambitionerne, skal landene mødes hvert femte år. Hvis ambitionerne ikke rækker til at holde temperaturstigninger under 2 grader, er det tanken, at landene forud for disse møder reviderer deres klimaplaner. Efter mødet i 2018 og efter aftalens formelle ikrafttrædelse i 2020 samles landene for første gang i 2023 for at diskutere, hvordan de vil hæve klimaambitionerne.

Det kan vise sig at være et problem, at 169 nationer, deriblandt EU, har klimaplaner, der rækker frem til 2030. For disse lande bliver det frivilligt, om de inden 2030 vil øge ambitionsniveauet i deres planer.

Et springende punkt er de lande der endnu ikke har nået toppen af deres CO2-udslip. Aftalen tager højde for, at dette vil tage længere tid for visse lande. Eksempelvis Indien, Kina, Indonesien og andre store udviklingsøkonomier. Lande hvor millioner mennesker endnu ikke har adgang til elektricitet. Et løst overordnet mål er blevet etableret, hvor aftalen lyder, at landenes emissioner af drivhusgasser skal toppe ”snarest muligt”. Efterfølgende løber man an på, at ”hurtige reduktioner” vil sørge for at begrænse udledningen. I sidste halvdel af dette århundrede – fra 2050 – 2100 – skal der ifølge aftalen være balance mellem CO2-udslip og CO2-lagring.

CO2-lagring kræver, at landene skal sørge for, at naturen, f.eks. gennem træplantning eller gennem aktiv CO2-lagring i undergrunden, opsuger en del af den udledte CO2. Det lykkedes ikke at komme det nærmere og f.eks. anvende termen ”kulstof-neutralitet” eller ”decarbonisering”, som der ellers blev lagt op til under COP-forhandlingerne. Olieproducerende lande som Saudi-Arabien og andre lande har kæmpet mod en sådan formulering for at undgå en dæmonisering af carbon.

Manglende sanktioner

De udviklede industrilande skal indberette deres klimatal hvert andet år, men der er ikke sanktioner for lande, der ikke overholder deres klimamål. Ifølge aftalen er alle lande forpligtede til at indberette, hvor meget og hvordan de begrænser CO2-udledningen. Alle lande er også forpligtede til at bruge det samme globale system til at overvåge og indberette deres CO2-udledninger.

I aftalen er der også taget stilling til finansiering af følgerne og ødelæggelserne fra klimaforandringer – når klimaforandringer har angrebet de mest udsatte, f.eks. østater.

Disse stater får anerkendt nødvendigheden af at ”hindre, mindske og håndtere tab”, men industrilandene forpligter sig ikke til at betale omkostningerne for klimaskader. Diskussionen på området flyttes til en særlig ”loss and damage mecanism”, hvor finansiering, advarselssystemer og andet skal defineres og diskuteres. Lige nu er problemet, at ingen ilande, har forpligtiget sig til at til at bidrage med finansiering til området.

Man kan sige, at de industrilande, der i væsentligt omfang har bidraget til klimaproblemerne, er fritaget for kompensationsansvaret i forhold til sårbare ulande. Dog har man givet legitimitet til begrebet ”loss and damage”, fordi det nu er med i aftalen.

Verdens ledere roser COP21-aftalen, som i Paris fik tilslutning fra 196 lande. De fleste lande har faktisk også indsendt nationale planer — ”Intended Nationally Determined Contributions (INDCs)”, der fremover skal indsendes hvert femte år. Mange stats– og regeringschefer vil utvivlsomt også møde op i New York den 22. april 2016, men herefter udestår det hårde arbejde: At overbevise 196 parlamenter om at aftalen også skal ratificeres!

Og kan det forventes, at alle 196 lande faktisk vil ratificere aftalen? That has to be seen!

Kan USA levere?

USA vil igen spille en afgørende rolle. Mens Bill Clinton var præsident, blev Kyoto-aftalen indgået den 11. december 1997 i Kyoto, Japan. Aftalen indebar, at de globale udslip af drivhusgasser skulle reduceres med 5,2 % i forhold til 1990-niveau frem til perioden 2008–2012. Protokollen indebar bl.a., at EU skulle reducere sine udslip med 8 %, USA med 7 %, og Japan med 6 %, 0% for Rusland, Kina og Indien.

Problemet var, at den amerikanske Kongres ikke ville ratificere aftalen, som dermed aldrig fik den tiltænkte betydning for den globale klimaindsats.

For nylig blokerede Højesteretten i USA for udrulningen af præsident Obamas klimaplan –The Clean Power Plan , der også skulle have implementeret Paris-aftalen i USA.

En af de mest konservative dommere i Højesteret, den 79-årige Antonin Scalia døde uventet (af naturlige årsager) i sdste uge. Antonin Scalia stemte som fire andre dommere for, at klimaplanen — der især skal mindske CO2-udledningen fra kraftværker — ikke må implementeres, før retten har set på, om juraen i planen er lovstridig.

Højesteret blev involveret efter at en række stater og energiselskaber havde klaget over planen, der pålægger de amerikanske delstater at reducere kulstof-udledninger. Bekymringen i den grønne sektor går nu på, at Højesterets beslutning var første skridt til helt at underkende Obamas plan, hvilket igen ville udhule de løfter, som USA gav i forbindelse med klimaforhandlingerne i Paris i december.

Med Scalias død er alt ændret, og hvis Obama får held til – trods Senatets modstand – at udnævne en liberal demokrat som dommer i Højesteret, vil alt ændre sig.

I mellemtiden betyder Scalias død, at der er stemmelighed i den amerikanske Højesteret. Og det medfører, at en lavere rets beslutning på området har det sidste ord.

Det er i klimaplanens tilfælde the US Court of Appeals for the DC Circuit, som tidligere har afvist klagen fra de kritiske stater og industrien mod Obamas klimaplan.

Med mindre det lykkes Obama at overbevise kongressen, at han skal have lov til at nominere og få godkendt en dommer, afgøres det i stedet af den kommende præsident.

Hvis USA ikke kan indfri sine forpligtelser, er det mere end tvivlsomt om store vækstøkonomier som Indien og Kina vil lade sig forpligte.

COP22 i Marokko

Det næste møde blandt deltagerne i FN’s klimakonvention — COP22 – finder sted i Marrakesh i Marokko i november 2016.

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?