Venstre-Regeringen har selv ingen planer om at fjerne hverken blasfemi-paragraffen eller den omdebatterede racismeparagraf i straffeloven.

Politisk flertal vil kulegrave paragraffen

Spørgsmålet er da også om det Konservative Folkeparti igen skal løbe efter en folkestemning?

Racisme-paragraffen — §266b i straffeloven — er aktuel, efter at en mand blev dømt for racisme i sidste uge. Retten i Helsingør dømte en mand fire dagbøder for i et Facebook-opslag at have skrevet, at islam vil ”misbruge demokratiet til at afskaffe demokratiet”.

Sagen har fået et politisk flertal til at støtte, at paragraffen kulegraves af Straffelovrådet, som skal undersøge, om racismebestemmelsen virker efter hensigten.

Kulegravningen vil snarest blive foreslået i Folketinget af Dansk Folkeparti, der har opbakning fra Socialdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Konservative og Alternativet. Regeringspartiet Venstre har til JyllandsPosten udtalt, at de ikke vil modsætte sig forslaget.

Straffelovrådet

Straffelovrådet har tidligere nøje overvejet en ophævelse af blasfemiforbuddet i straffeloven. Blasfemiparagraffen er det populære navn for § 140 i den danske straffelov. Der står følgende i paragraffen:

»§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«

Paragraffen har kun en gang ført til en domsfældelse. Det var i 1938 i en sag om forhånelse af den jødiske tro.

Racismeparagraffen er straffelovens § 266b:

Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelser eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Paragraffen har gennem årene ført til ganske mange politianmeldelser, der mere sjældent har ført til tiltalerejsning eller dom. De manglende straffe kan bevirke, at paragraffen dermed er med til at hånlige ytringer, som den egentlig skulle modvirke, blåstemples. Det skal dog ikke glemmes, at baggrunden for paragraffen også er et ønske om udvidet beskyttelse af mindretal imod had, på baggrund af forkerte oplysninger baseret på generaliseringer.

Angående blasfemi fandt Straffelovrådet, at forbuddet mod blasfemi ikke hindrer skarp kritik af religioner og religiøse dogmer, men beskytter mod afbrændinger af eksempelvis Bibelen, Koranen og andre hellige bøger. Hvis paragraffen fjernes, vil myndighederne ikke kunne gribe ind over for afbrændinger af religiøse skrifter og bøger. 

Muhammedsagen

Lad os i anledning af den aktuelle debat om ytringsfrihedens eventuelle grænser se lidt nærmere på paragraffen: Efter straffelovens § 140 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse.

Bestemmelsen er placeret i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. Det bemærkes, at kun ytringer, der må karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller forhånelse (foragt eller nedgørelse på en ondskabsfuld måde), er omfattet af bestemmelsen.

Blasfemiparagraffen har kun været anvendt i begrænset omfang og anklagemyndigheden har i flere tilfælde afvist at rejse tiltale. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes Rigsadvokatens afgørelse fra marts 2006 i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”.

Jens Jørgen Thorsen og blasfemiparagraffen

I 1980’erne vurderede såvel Rigsadvokat som Ombudsmanden en interessant sag om blasfemi og magtfordrejning, der omfattede farverige personer som Jens Jørgen Thorsen, Arne Melchior og Ole Andresen fra DSB.

For de historisk interesserede skete der følgende:

Arne Melchior, der var trafikminister i Schlüters Firkløverregering, gjorde sig i 1984 ifølge Ombudsmanden skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”.

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage.

Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst.

Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag.

Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk!

I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Én ting stak ud. Sådan lige omkring hoftehøjde på den korsfæstede mand på Birkerød Station.  Et stort erigeret lem.

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag.

DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”.

En eller anden klagede til Ombudsmanden, der som beskrevet betragtede opsigelsen af avisabonnementet som magtfordrejning og opfordrede til at omgøre beslutningen. Om Melchior nåede at følge opfordringen vides ikke. Godt et et år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

Tilbage til den aktuelle debat om ytringsfriheden

Det Konservative Folkeparti har i sit 100-års jubilæumsmanifest Vision 2034 — Et Danmark med mere tryghed og flere muligheder et afsnit:

Langt fra alle konflikter løses via straf og lovgivning. Nedsættende og kraftige ytringer henvendt til en bestemt gruppe i samfundet skal enten mødes med tavshed eller de rette argumenter – ikke vores domstole. Den eneste undtagelse er, når der opfordres til voldelige handlinger.

Forbud mod at ytre sig hører ganske enkelt ikke hjemme i et ordentligt samfund. Derfor er racisme og blasfemiparagrafferne afskaffet i 2034. Til gengæld er danskernes værdier om samtale og demokrati så stærke, at civilsamfundet altid taler racisme midt imod”.

Som det også er fremgået af debatten i anledning af Helsingør-dommen mener kritikere af racisme– og blasfemiparagrafferne, at det er en markant begrænsning af ytringsfriheden, at man ikke må kritisere en befolkningsgruppes tro eller etnicitet.

Det er for så vidt også fint, at Det Konservative Folkeparti går ind for ytringsfrihed; Ytringsfriheden er måske den vigtigste forudsætning for den form for demokrati vi bekender os til!

Men er det ensbetydende med, at rammerne for ytringsfriheden ikke kan reguleres?

Der er jo tale om en form for minoritetsbeskyttelse – en beskyttelse af den svage part mod den stærke. Det er vel så Konservativt det kan blive – eller hvad? 

 

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?