Ukendt for de fleste eksisterer der faktisk under Kulturministeriet et organ, der har som formål at styrke den samlede danske internationale kulturudveksling og give den et fælles fokus.

Organet er ”Det Internationale Kulturpanel”, der er et tværministerielt samarbejde mellem Udenrigsministeriet, Erhvervs– og Vækstministeriet og Kulturministeriet.

Men virker det og hvorfor bruger vi overhovedet tid og skatteborgernes penge på international kulturudveksling?

Formålet med Det Internationale Kulturpanel er angiveligt

  • udvikling og fornyelse af dansk kunst og kultur,
  • markedsføring af Danmark som land,
  • fremme af kultureksport og
  • fremme af interkulturel dialog.

Det forventes, at Kulturpanelets medlemmer sammen fastlægger formål, målsætninger, kulturudvekslingsprincipper, succeskriterier og arbejdsmetoder. Panelet har således i perioden 2014–16 fokuseret på

  • Bæredygtighed
  • Børn/unge
  • Dialog, demokrati og deltagelse.

Geografisk satses på følgende områder

  • BRIKS-landene – defineret som Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika
  • Mellemøsten – opdelt i områderne Levanten, Nordafrika og Golfen.

Hvorfor har vi ikke et kulturinstitut i Tyskland?

Vi har kulturinstitutter i mange lande, men Det Danske Kulturinstitut har i overensstemmelse med Det Internationale Kulturpanels overordnede prioritering aktuelt ikke planer om at etablere sig i Tyskland, men har til gengæld en ambition om at styrke grøn vækst i BRICS-landene og andre vækstøkonomier, herunder særligt i Indien og i Mellemøsten!

Spørgsmålet er om det overhovedet er hensigtsmæssigt med selvstændige kulturinstitutter eller om kulturaktiviteter igen burde integreres i ambassadernes almindelige virksomhed. Formanden for Det Danske Kulturinstitut, DKI, har i en kronik i Berlingske Tidende den 10. marts 2016 argumenteret for nytten af selvstændige kulturinstitutter i lighed med Svenska Instituttet og Tysklands Goethe-Instituttet.

DKI arbejder selv energisk på etablere et institut i det fjerne New Delhi.

New Delhi

Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,25 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét.

Frem til finanskrisen kunne Indien samtidig opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct. Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer — 150 millioner alene i Indien!

Mens det internationale samfund optaget af Islamisk Stat (IS) fremfærd i Syrien og Irak, og Taleban huserer i Pakistan, oplyses det, al-Qaeda planlægger at etablere sig i Indien. Eksperter udlægger meldingen fra al-Qaeda som et forsøg på at markere sig over for muslimer på et tidspunkt, hvor opmærksomheden koncentrerer sig om IS.

Uanset baggrunder er det ikke overraskende, at de folkerige muslimske samfund i Indien og omliggende samfund i Bangladesh og Myanmar påkalder sig særlig interesse fra fundamentalistiske bevægelser.

Disse realiteter betyder, at situationen i Indien i dag ikke svarer til de idylliske forestillinger i Det Danske Kulturinstitut. I Danmark har vi faktisk fået indblik i problemerne gennem den såkaldte Holck-sag. I midten af 90’erne var danskeren Niels Holck med til at bevæbne en lokal oprørsgruppe i det nordvestlige Inden.

Siden 2002 har de indiske myndigheder forlangt ham udleveret til retsforfølgelse. Siden Østre Landsret i 2011 afviste udlevering, har det diplomatiske forhold mellem Danmark og Indien været under frysepunktet. Danske rejsende til Indien chikaneres med besværlige visumregler og andre obstruktioner, der klart viser hvordan de indiske myndigheder ser på Danmark.

Ikke desto mindre har Det Danske Kulturinstitut fået den groteske tanke, at der i Delhi skal oprettes et dansk kulturinstitut. Hvorfor inderne overhovedet skulle have lyst til at give sig i kast med kristen dansk kunst og kultur eller dansk opfattelse af grøn vækst er en gåde.

Generalsekretær for Det Danske Kulturinstitut, Michael Metz Mørch, der som formand for Wonderful Copenhagen også mente, at danskerne havde brug for et Melodi Grand Prix til 337 mio. kr., venter på grønt lys fra de indiske myndigheder, og han håber, det hele falder på plads i løbet af 2015. Falde på plads, hvordan? Sådan at freden og fordrageligheden sænker sig overalt?

Det Danske Kulturinstitut

Det Danske Kulturinstitut er en selvejende institution med årlige driftsudgifter på omkring 21 mio. kr. Instituttet modtager en årlig bevilling fra Kulturministeriets andel af tipsmidlerne på knap 16 mio. kr. Desuden støttes konkrete aktiviteter af fonde m.v. DKI har en rammeaftale med Kulturministeriet, der udløber i år.

I rammeaftalen, der blev indgået med den radikale kulturminister Marianne Jelved, fremgår det, at ”menneskehedens evne til at regenerere klodens naturlige ressourcer (vand, fødevarer, råstoffer, mineraler m.v.) og til at forhindre alvorlige klimaforandringer, skal de allernærmeste år radikalt (!) accelereres”, og DKI vil derfor ”prioritere fokus på grøn vækst, kultur, livsstil og værdier i.f.t. disse sektorer”.

Det Danske Kulturinstituts historie går tilbage til 1940, hvor Det Danske Selskab arbejdede for mellemfolkelig forståelse gennem oplysning om Danmark og udveksling af kultur, ideer og erfaringer mellem Danmark og andre lande. I 1989 ændrede Det Danske Selskab navn til Det Danske Kulturinstitut.

Kulturinstituttet har hovedkontor i København og afdelinger i Belgien, Brasilien, Kina, Letland, Polen, Storbritannien og Rusland.

Formand for den selvsupplerende bestyrelse er Michael Christiansen og næstformand er Anders Laursen, formand for Dansk Musiker Forbund. Bestyrelsen består i øvrigt af Michael Ehrenreich, Hofmarskal, Erik Jacobsen, bestyrelsesformand, Ulla Tofte, direktør for M/S Museet for Søfart, Rasmus Wiinstedt Tscherning, direktør for Center for Kultur– og Oplevelsesøkonomi, Anette Wad og forlagsdirektør Djøf Forlag, Simon Drewsen Holmberg samt 2 medarbejderrepræsentanter.

Rusland

Mens EU er fast besluttet på at opretholde sanktionskursen over for Rusland, og Nordisk Ministerråd ifølge udenrigsminister Kristian Jensen har vedtaget at blæse til kamp mod russisk propaganda, plejer den danske ambassade i Moskva og Det Danske Kulturinstitut de venskabelige og kulturelle forbindelser til Rusland.

Uanfægtet af sanktionspolitikken arbejder Det Danske Kulturinstitut i Skt. Petersborg energisk på at udbygge og styrke de dansk-russiske forbindelser. Instituttet skaber kontakter og medvirker til udvekslinger, der kan fremme forståelsen mellem Danmark og Rusland.

Instituttet er ikke alene, men arbejder tæt sammen med den Danske Ambassade i Moskva og det Danske Generalkonsulat i Skt. Petersborg. Arbejdet bærer frugt og de venskabelige forbindelser til Rusland udbygges.

Den 30. juni 2014 underskrev Ruslands vicekulturminister Alla Manilova og Danmarks ambassadør i Rusland Thomas Winkler et memorandum om gensidig kulturudveksling og fremme af den kulturelle dialog mellem de to lande.

Aftalen mellem det danske Kulturministerium og Den Russiske Føderations Kulturministerium understreger ifølge Kulturministeriet ”vigtigheden af den kulturelle forståelse og venskabelig forbindelse mellem de to lande”.

Aftalen gælder fem år frem, og det dansk-russiske kulturelle samarbejde vil omfatte konferencer, scenekunst, billedkunst, musik, design, børnekultur, film, samt øget støtte til turisme. Kulturministeriet forventer endnu større og bredere kulturudveksling mellem Danmark og Rusland i de kommende år. 

I ministeriets pressemeddelelse fremhæves det, at ”den politiske aftale om gensidig kulturudveksling er betydningsfuld i disse tider, da kulturelle investeringer er essentielle for et stærkt kulturelt forhold mellem Danmark og Rusland”. Hvordan vi vil fremme den grønne vækst i Rusland er til gengæld ikke nærmere belyst.

Center for Kultur og Udvikling

I 1998 blev Center for Kultur og Udvikling, CKU, oprettet af Danida med den begrundelse, at der var behov for andre kompetencer og en anden type fagfolk end udenrigstjenestens egne til at forvalte opgaven med kultur og udvikling.

CKU har siden under overskriften ”Retten til Kunst og Kultur” årligt brugt 85 mio. kr. på at forfølge en rettighedsbaseret strategi for støtte til kultur og udvikling. CKU mener selv, at det på den måde er lykkedes at skabe tætte relationer til organisationer i lande som Mali, Burkina Faso, Palæstina og Kenya.

Venstre-regeringen lægger også vægt på kulturens rolle i udviklingspolitikken, men har en anden opfattelse af det organisatoriske. Det er regeringens opfattelse, at projekter, som har til formål at bidrage til et frit og levende kulturliv ved at opbygge platforme for kunstneriske aktiviteter samt kapacitet gennem træning, udgør et vigtigt redskab i de danske ambassaders kommunikation med offentligheden i opholdslandet.

Dette udenrigspolitiske redskab skal derfor ikke håndteres i en særskilt organisation, men tilbageføres til ambassaderne. I 2016 afsættes der 10 mio. kr. til afholdelse af udgifter til ambassadernes kulturindsats.

Under hensyntagen til danske udviklingspolitiske prioriteter og samlede fokusering af udviklingssamarbejdet planlægges der som følge heraf ikke flere bidrag til Center for Kultur og Udvikling, CKU, der hidtil har haft en årlig bevilling på 85 mio. kr. inkl. den såkaldte Kulturpulje.

Regeringen vil sikre en ordentlig afvikling af CKU’s igangværende aktiviteter i Danmark og udlandet, herunder overholdelse af juridiske forpligtigelser for ansatte og samarbejdspartnere, og derfor ydes der også i 2016 støtte til udfasningen af CKU’s aktiviteter.

CKU’s nuværende bestyrelse og den tidligere formand 2002-11, den tidligere konservative kulturminister Grethe F. Rostbøll, har offentligt kritiseret regeringens beslutning. Man mener, at vigtige strategiske indsatser hermed går tabt.

I Afghanistan et kulturhus, hvor unge kan udvikle sig ”uden at stå i skyggen af forældre eller ekstremister”. Uganda må undvære danske kulturtilskud til workshops for unge med ”rap og litteratur”, der angiveligt skulle bidrage til ”forsoningsprocesser” efter mange års borgerkrig.

På den palæstinensiske Vestbred må unge nu undvære danske kulturtilskud til fredeligere udtryksformer end selvmordsbomber , og jordskælvsramte børn og unge i Nepal må undvære den hidtil ”uvurderlige danske indsats” i traumebehandlingen. Danske unge må også undvære de ”interkulturelle kompetencer”, som CKU-finansierede besøg af kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten kan bidrage med.

Andre, uafhængige kulturaktører

Der findes institutter, der opererer mere uafhængigt af koordinationen i Det Internationale Kulturpanel, i eksempelvis Cairo, Rom, Athen og Damaskus.

Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo har til formål under Det Arabiske Initiativ — nu Partnerskab for Dialog og Reform — at bidrage til at fremme dansk-europæisk-arabisk dialog om spørgsmål af aktuel betydning for Egypten og Mellemøst-regionen såvel som for Europa, såsom demokratisering, retsreformer, menneskerettigheder, kulturel identitet, medieudvikling og styrkelse af civilsamfundene.

Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom (Accademia di Danimarca) er en selvejende institution under Kulturministeriet.

Det Danske Institut i Athen er en almennyttig, selvejende institution under Uddannelsesministeriet. Nationalmuseet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Kulturministeriet samt Ministeriet for Børn og Undervisning bidrager til finansieringen.

Det Danske Institut i Damaskus er en selvejende institution, der blev oprettet i 1995 af Undervisningsministeriet i samarbejde med Kulturministeriet. Instituttets formål er at fremme forskning, undervisning og kulturformidling inden for de arabiske og islamiske landes kultur, kunst og videnskab, såvel klassisk som moderne.

I marts 2012 blev det besluttet at foretage en midlertidig lukning af instituttet pga. voldsomme politiske uroligheder i Syrien. Instituttet har dog stadig visse aktiviteter.

Udredning af dansk udenrigs– og sikkerhedspolitik

Regeringen udpegede den 15. september 2015 ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen, til at forestå en udredning af dansk udenrigs– og sikkerhedspolitik. Udredningen motiveres med behovet for at skabe de bedst mulige rammer for en stærk og sammenhængende dansk udenrigs-, sikkerheds-, forsvars– og handelspolitik.

Målet er inden 1. maj 2016 at tilvejebringe et samlet strategisk bud på, hvilke kerneopgaver Danmark kan og skal løse uden for landets grænser, samt hvordan vi i den forbindelse bedst fremmer danske interesser.

Det må forventes, at Taksøe-Jensen vil have blik for kulturens betydning som element i dansk udenrigs– og sikkerhedspolitiks fokusering.  Der er ingen grund til at antage at Taksøe-Jensen eller Venstre-regeringen ikke vil lægge vægt på kulturens fortsatte rolle i udenrigs– og udviklingspolitikken.

Samtidig må det forventes, at udredningen vil lægge vægt på at samle, fokusere og styrke indsatserne og opgive det hidtidige system med mere eller mindre uafhængige og ukoordinerede cigarkasser og institutioner med myriader af ustyrlige medlemmer af bestyrelser, råd og nævn.

Min anbefaling

Organisatorisk må udredningen derfor antages at have en anden retning end imperiebyggeren Michael Christiansen.

Projekter, som har til formål at udbrede danske kulturelle værdier og bidrage til et frit og levende kulturliv ved at opbygge platforme for kunstneriske aktiviteter samt kapacitet gennem træning, udgør et vigtigt redskab i de danske ambassaders kommunikation med offentligheden i opholdslandet.

Dette vigtige udenrigspolitiske redskab skal derfor ikke håndteres i en særskilt organisation, men integreres i ambassadernes almindelige virksomhed.

Under hensyntagen til danske udviklingspolitiske prioriteter og samlede fokusering af Danmarks internationale arbejde, bør alle bidrag til institutioner under Det Internationale Kulturpanel snarest udfases og bevillingerne overføres til Udenrigsministeriet.

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?