Miljø– og fødevareminister Esben Lunde Larsen er i hele uge 15 på eksportfremstød i Sydøstasien.

Sammen med brancheorganisationerne Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer og en større erhvervsdelegation besøger miljø– og fødevareministeren Indonesien, Singapore og Malaysia. Formålet er at promovere danske produkter hovedsageligt inden for fødevarer, vandteknologi og affald.

Over hele verden er der et stigende behov for vandteknologi, der sparer på vandet og ikke belaster miljøet.  Aktier inden for vandteknologi er steget over 50 procent de seneste fem år, og da efterspørgslen på vand vil komme til at eksplodere i fremtiden, er der interesse for at investere i vandteknologi.

Og netop på vandområdet er Danmark blandt verdens førende, når det gælder udvikling af ny og bedre vandteknologi. Resultatet er en stigende eksport af danske vandløsninger lige fra store energiproducerende renseanlæg til ventiler, pumper, rør og måleinstrumenter.

Eksporten af vandteknologi steg til 16,8 milliarder kroner i 2015. Til sammenligning udgjorde den samlede danske vareeksport i 2015 omkring 630 milliarder. kr.

Hvem skal tjene på vandforsyningen?

Det er virksomhederne vel undt, hvis de kan tjene penge på eksport af vandteknologi. Det skal dog ikke glemmes, at danske vandforbrugere gennem årene har bidraget til opbygningen af den danske ressourcebase inden for vandteknologi.

Det er sket gennem forbrugerbetalt vandforsyning, der har betydet, at den almindelige, private vandforbruger formentlig betaler verdens højeste vandpriser.

I en række partier har det været den almindelige indstilling, at vandprisen alene burde indeholde elementer, der er nødvendige for håndtering af vand. Men alligevel er vand pålagt statsafgift, drikkevandsafgift og moms. Hertil kommer, at vandselskaberne er underlagt de skattemæssige regler for selskaber.

Siden 2010 har alle vand– og spildevandsforsyninger været selskabsudskilte og skal dermed i princippet betale selskabsskat. Forud for indførslen af selskabspligt for vand– og spildevandsselskaber, var det den almindelige forventning, at vandselskaberne ikke skulle betale skat i nævneværdigt omfang.

SKAT stikker kæppe i hjulene

Men hvad skete?

I 2014 begyndte SKAT at underkende vandforsyningsselskabernes værdiansættelse og afskrivninger på kloakker, vandledninger, pumpestationer og ejendomme med det resultat, at mange vandselskaber skulle betale en selskabsskat, der ville betyde en ekstra skatteregning til vandforbrugerne på i gennemsnit 1.000 kr. om året.

Holdningen hos SKAT var gift for de igangværende politiske forhandlinger om en ny vandsektorlov. Flere partier fandt det helt urimeligt at beskatte et selskab i en sektor, der skal hvile i sig selv. Det Konservative Folkeparti forlod således helt forhandlingerne — partiet kunne under ingen omstændigheder deltage i endnu et forlig, der ville belaste danske skatteborgere.

Forliget den 29. april 2015

Forhandlingerne blev imidlertid genoptaget i foråret 2015, og det endte den 29. april med et forlig om en ny og forbedret regulering af den danske vandsektor, mellem den daværende regering (Socialdemokratiet og Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Alternativet og Liberal Alliance deltog ikke i forliget.

I forbindelse med forliget blev de betydelige skattekrav mod de offentligt ejede vandselskaber, der havde givet anledning til så store problemer, i realiteten annulleret.

Det blev aftalt, at ”det skal sikres, at selskaberne reelt har muligheder for at leve op til intentionerne bag indførslen af selskabspligt for vand– og spildevandsselskaber, herunder intentionerne om, at vandselskaberne ikke skal betale skat i et nævneværdigt omfang”.

Forliget blev udmøntet med Lovforslag nr. L 91 om ændring af lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, lov om vandforsyning m.v., lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. og forskellige andre love, der blev 1. behandlet i Folketinget den 14. januar 2016 og 3. behandlet og vedtaget den 11. februar 2016.

Loven er vedtaget af S, DF, V, EL, RV, SF og KF, mens ALT stemte imod og LA stemte hverken for eller imod.

Sigtet med loven er at medvirke til, at vand– og spildevandsforsyningen drives på en effektiv måde, der er gennemsigtig for forbrugerne, giver lavest mulige stabile priser for forbrugerne og samtidig understøtter innovativ udvikling, demonstration og eksport af vandteknologiløsninger.

Lovforslaget skal endvidere medvirke til at sikre og udvikle en vand– og spildevandsforsyning af høj sundheds– og miljømæssig kvalitet, som tager hensyn til forsyningssikkerhed, klima og naturen.

Bærende principper

Forslaget er baseret på fire bærende principper: Om mere effektivitet i vandsektoren, om understøttelse og videreudvikling af et højt niveau for miljø, service og forsyningssikkerhed, om mindre bureaukrati i organisering og tilsyn, samt om bedre rammer for teknologiudvikling i vandsektoren.

Lovforslaget afspejler, at det politiske flertal finder, at så længe forsyningssektoren er et naturligt monopol er den offentlige økonomiske regulering nødvendig. Med effektiviseringskravene tilsigtes en konkurrencelignende situation, der skal give lave priser til gavn for forbrugerne og styrke især de store vandforbrugende virksomheders konkurrenceevne.

Siden reguleringssystemets indførelse i 2010 anslås det, at forbrugerne har sparet betydelige beløb på vandregningen, og med lovforslaget stiles der mod, at der skal effektiviseres for yderligere 1,3 milliarder kroner i vandsektoren i 2020.

Det er penge, der går tilbage til forbrugerne og virksomhederne i form af lavere takster på grund af mere effektivt drevne vandselskaber.

DANVA, der er interesseorganisation for danske vandselskaber er ikke helt tilfredse med loven. Man mener, at loven for ensidigt har fokus på effektivitet i vandsektoren. Efter organisationens sker det på bekostning af de øvrige vigtige principper:  om miljø, service og forsyningssikkerhed, om mindre bureaukrati, samt om bedre rammer for teknologiudvikling i vandsektoren.

Synspunktet fra DANVA blev til dels støttet af S og andre, der gerne havde set at loven udover effektivitet tillige prioriterede teknologiledelse og totaløkonomi.

Hvad lavede Billund Vand i Indonesien?

Regentparret aflagde i oktober 2015 det første danske statsbesøg i Indonesien nogensinde under overskriften ”et innovativt partnerskab for det 21. århundrede”. Med på turen var også udenrigsminister Kristian Jensen, klima– og energiminister Lars Christian Lilleholt samt 64 danske virksomheder og erhvervsorganisationer.

Særligt det kommercielle samarbejde mellem Danmark og Indonesien var i højsædet for statsbesøget, hvor virksomheder fra de fire fokusområder cleantech, det maritime, agribusiness og design deltager.

Billund kommune deltog som ejer af Billund Vand A/S i fremstødet i Indonesien. Anledningen var angiveligt, at Billund Vand leverer biologisk affald til energiproduktion i Billund Biorefinery, der har til huse i Grindsted, og dette koncept har muligvis eksportpotentiale.

Dårlige erfaringer fra energisektoren

Det er regeringens opfattelse, at vandselskaberne ikke skal have lov til at satse borgernes takstmidler på selvopfundne miljø, eksport– eller teknologiudviklingsprojekter. I energisektoren har vi tidligere set vidtløftige projekter med tomatgartnerier, maskinfabrikker og eksporteventyr, der kostede el-kunderne dyrt.

Samtidig spiller vandselskaberne en vigtig rolle i understøttelse af teknologiudviklingen, når de på det frie marked efterspørger nye innovative løsninger. Vandselskaberne forventes også at kunne støtte private virksomheders eksport ved at stille deres anlæg til rådighed for at demonstrere, at deres løsninger virker.

Partierne bag loven mener, at der med loven gives gode muligheder for at deltage i innovativ udvikling, demonstration og eksport af vandteknologiløsninger. Som tidligere nævnt peges der på, at producenter af danske vandteknologier sælger deres løsninger i udlandet som aldrig før.

Sidste år solgte danske producenter af teknologi til vandforsyninger og renseanlæg udstyr i udlandet for knap 17 milliarder kroner og der er givetvis et potentiale for yderligere vækst.

Et praktisk eksempel på vandpriser

Det kunne måske være nyttigt at eksemplificere hvad sagen drejer sig om:

I 2015 udgjorde betalingen for det leverede og afledte vand i Gentofte og Gladsaxe faktisk kun 28.51 kr. pr. m3! Hurra – et fald i forhold til 2014! Ak! Fornøjelsen var kort. I 2016 er betalingen igen steget til 39.07 kr.

Ledningsført vand er desuden af helt uransagelige grunde pålagt en statsafgift på 6,25 kr. pr. m3. Vand er desuden pålagt den sædvanlige moms på 25 pct. der endog beregnes af statsafgiften, og ejendomsejerne i Gentofte kommune ender derfor med at betale 56.65 kr. pr. m3 vand.

For en parcelhusejer med et meget moderat forbrug på 120 m3 årligt, er det en samlet udgift på 6.798 kr. Det bemærkes, at vandprisen varierer meget – der er kommuner, hvor vandet er billigere, men der er også mange kommuner, hvor udgiften er væsentlig højere.

Statsafgiften på ledningsført vand er på godt 1.700 mio. kr. Momsprovenuet på vand udgør omkring 2.500 mio. kr. og i 2016 vil staten dermed tjene over 4,2 mia. kr. på danskernes vandforbrug.

Hvorfor staten skal tjene på borgernes vandforbrug er helt uforståeligt. Og det er at føje spot til skade at tvinge borgerne til at betale moms af en statsafgift! 

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?