Umiddelbart ikke – ud fra en stringent historisk sammenligning. Men lad os undersøge sagen.

Er rigmanden og præsidentkandidaten Donald Trump fascist? Han har rosende tweetet et Mussolini-citat. Hans støtter er blevet taget i at salutere ham med en enkel løftet arm i noget der mindede om en Nazi-hilsen. Amerikanske neo-nazister og Ku Klux Klan-ledere har anbefalet en stemme på ham.

Skal man tro de moddemonstrationer, der er begyndt at samle sig uden for han arrangementer, er der ikke nogen tvivl. Plancher og skilte, der afbilder Trump iklædt SS-uniform og hvide Klan-duge viftes i vejret, og slagråb integrerer fint ’racist’ med fascist’.

Efter at have overværet en stribe af Trumps enorme vælgermøder er det også svært at ikke at komme til at tænke på billeder og lydbidder fra 1930’ernes massebevægelser i Europa.

De såkaldte ’Trump-Rallies’ er seancer, der skaber en voldsomt oppisket stemning og frustreret intensitet, der kan forløses i et rum frit for politisk korrekte begrænsninger med den fremfusende kandidat som centrum.

Trump-bevægelsens popularitet er i høj grad forbundet med stemningen, der præger vælgermøderne. Når man taler med hans støtter, nævner de igen og igen hans ligefremme talestil, og de fremhæver hans oppustede personlighed som tiltrækkende ved ham som kandidat.

Man er selvfølgelig også for Trumps løfter om en sydlig grænsemur mod Mexico og en kraftigt protektionistisk handelspolitik, der er nogle af de eneste konstanter i hans meget diffuse politiske platform, men følelsen af at Trump siger sandheden er det vigtigste.

Forsimplet fiksering på geografiske grænser og besættelse af nationale betalingsbalancer har været elementer i de fleste fascistiske regimer gennem det 20 århundrede, men Trumps merkantilistiske tænkning kunne lige såvel sammenlignes med Louis XIV af Frankrigs berømte finansminister Jean-Baptiste Colbert som med diverse fascistiske ledere.

Med Trumps flyvske og hyperaktive politiske persona er det selvfølgelig ret svært at analysere hans politiske substans, da hans platform er ret tynd på detaljer og skifter konstant. Men den smule, vi har, er ikke nok til at kategorisere ham som fascist.

Donald Trumps hans appel handler mere om stil end substans. Budskabets æstetik har i fascismen altid kommet før det egentlige programmatiske indhold.

Historisk har fascistiske ledere skiftet holdninger, alt efter hvad der passede til den politiske situation og folkestemningen. Det centrale er at fastholde kraften som en konstant i formidlingen, detaljerne kan ændres hen ad vejen. Mussolini var som bekendt marxist og fagforeningsagitator tidligt i sit politiske virke, Hitler talte om økonomi mere end noget andet, før han kom til magten, og talen kom til at handle om territorriel ekspansion.

Det drejer sig først og fremmest om at vinde stemningen og den politiske diskurs – alt andet underordnes dette.

Så kraftfuld og anstødelig som Trumps retorik kan være, er den dog heller ikke direkte udemokratisk. Han har ikke artikuleret et behov for at nedstyrte det eksisterende amerikanske demokrati, fordi det er dekadent.

Derimod taler han for en revitalisering af politiske institutioner indenfor demokratiets rammer, ved at tilføre dem en sund dosis forretningssans og ”can-do” beslutningskraft. Han vil gøre den demokratiske stat velfungerende – hvad end det betyder – ikke omstyrte den. 

Så fascistisk ideologi, som den har manifesteret sig i historien, bærer ikke dybe ligheder med Donald Trumps politik.

Men det er måske fejlbehæftet at forsøge at kategorisere Trumps brand af demagogisk populisme ved at sammenligne med specifikke europæiske variationer af fascisme. Hans fremkomst skal måske ses på Amerikas egne præmisser. Med Trump-bevægelsens opblomstring er en mindre kendt roman af Sinclair Lewis: Det kan ikke ske herhjemme fra 1935 blevet fremhævet som en model til forståelse af byggemogulens popularitet.

I Lewis’ historie kommer fascismen til USA i form af charlatanen Buzz Windrip, der vinder befolkningens gunst gennem småborgerlige løfter om lave priser og høje lønninger. En prosaisk populisme til forskel fra inderlig europæisk længsel efter stammebestemt storhed, glorværdig oprejsning, blod og jord.

En amerikansk fascisme skal måske derfor ses som anderledes optimistisk og solbeskinnet  – hvortil den forgyldte rigmand Donald Trump kunne være en ganske god repræsentant. Når man deltager i hans vælgermøder, føler man mere, at man er til en auktion for timeshare-lejligheder med en smule håndgemæng, end at man er i sydende bayersk ølhal.

De historiske sammenligninger er derfor muligvis utilstrækkelige, da Donald Trump ikke kan forstås gennem den historiske fascisme i mellemkrigstidens Europa der, byggede på territorirel revanchisme og etniske forrædermyter, som i f.eks. Weimar-Tyskland.

Det tætteste, USA havde på fascistiske ledere i det 20. århundrede, var bilfabrikanten Henry Ford og den slibrige guvernør Huey Long af delstaten Louisiana.

Ford, der drev en vidtrækkende antisemitisk trykke fra sit hovedkvarter i Detroit, og Long syntes i en kritisk tid i 1930’ernes økonomiske depression at kunne udfordre det etablerede amerikanske demokrati med en populær kritik af staten og optakten til amerikansk deltagelse i Anden Verdenskrig.

Begge var unikke amerikanske typer – Ford en selvskabt teknologisk imperiebygger, og Long en landsbyjurist og omrejsende sælger der opnåede højt embede og national berømmelse på sin sirupstungede veltalenhed og brede populistiske platform.

I modsætning til europæiske fascistiske ledere, der var følsomme kunstnere og belæste skolelærere med storladne romantiske idéer – havde samtidige amerikanske fascister opsmøgede skjorter.

Denne tradition synes Donald Trump at passe fint ind i. Som en storskrydende forretningsmand der har opbygget et brand i forordning med amerikanske værdier grundfældet i kapitalisme og forbrug.

Hvis vi skulle konstituere en ’amerikansk fascisme’, ville den derfor være grundlæggende anderledes. Den ville bekræfte og puste nyt liv i nationens statslige grundlag fremfor at ville rive det op med rode som europæiske fascister.

Som præsidentkandidat bedyrer Trump at være den største fortaler for amerikanske demokratiske dyder  og den ypperste legemliggørelse af samme.

Trumps hyper-individualisme gør en anden forskel fra traditionel historisk fascisme klar. Den ’amerikanske fascisme’ ville nødvendigvis betone individet i stedet for at underlægge den enkelte det kollektive nationale legeme.

En anden central afvigelse ville også være at Trump ikke er for udenrigspolitiske eventyr. Dette ville være i tråd med historiske amerikanske fascist-sympatisører som radioprædikanten Father Coughlin og lufthelten Charles Lindbergh, der talte for isolationisme og så deltagelse i krige på fremmed jord som led i en jødisk konspiration.

Den amerikanske fascisme, ville derfor også på dette punkt være grundlæggende anderledes fra den europæiske version, der kalder på jingoistisk krigshæder og genvinding af tabt land.

Et fascistisk Amerika ville være mere indadvendt, provinsielt og have nok i sig selv. Disse træk gør det måske mere nærliggende at sammenligne Trump med den aktuelle populistiske højrefløj i Europa fremfor det 20. århundredes fascisme.

At Trump-bevægelsens populisme har mange ligheder med europæiske demagoger som Marine Le Pen og Silvio Berlusconi er allerede blevet udpeget i rigt mål, og det er nok en langt mere præcis sammenstilling end den strengt historiske fascisme.

Den moderne højre-populisme er anti-global, intellektuelt unysgerrig og hævder sig som pragmatisk of fortaler for individuel frihed – hvilket beskriver demagoger på begge sider af Atlanten.

Såvel Front National og Dansk Folkeparti som Donald Trump hævder at beskytte de nedarvede demokratiske rettigheder over for ydre farer som immigranter og Islam og indre uduelighed og ligegyldighed.

Dette ændrer selvfølgelig ikke, at bevægelsernes metoder til beskyttelse af den frie liberale stat ville undergrave den selvsamme stat gennem retorisk machismo og indskrænkelse af rettigheder for grupper som immigranter og etniske minoritete,r der ikke inkluderes i det populistiske narrativ.

Trumps opstigning er ligesom europæiske højre-populisme muliggjort frie liberale strukturer, der tolererer deres pervertering af frihedens og demokratiets sprog. Franklin Roosevelts første vicepræsident, Henry Wallace, beskrev fænomenet ganske præcist i 1944:

The American fascists are most easily recognized by their deliberate perversion of truth and fact. Their newspapers and propaganda carefully cultivate every fissure of disunity… They claim to be super-patriots, but they would destroy every liberty guaranteed by the Constitution. They demand free enterprise, but are the spokesmen for monopoly and vested interest.”

Wallace gestalter Trumps brand af amerikansk fascisme 60 år før tid. En sælger-populisme der helliggør frihedens idealer og institutioner, mens de svækker dem med deres kyniske politik.

Ytringsfriheden i en forvrænget form ophøjes og bruges om instrument til dæmonisering af minoritetsgrupper, økonomisk politik, der ville skade underklassen, sælges til dem som sund fornuft og frygten for ydre trusler legitimerer en brovtende aggressivitet blandt bevægelsen egne medlemmer.

Donald Trump er ikke en fascist som man kender dem fra historien – men hans europæiske frænder er blevet renskurede amerikanske fascister.

The following two tabs change content below.
Johan Wizan

Johan Wizan

Jeg er bosat i San Francisco og skriver fra tid til anden om amerikansk politik, historie og kultur for bl.a. kongressen.com, bfood.dk og atlasmag.dk. Jeg er forfatter til bogen Scener fra et Primærvalg på Saxo Forlag — der blev til på baggrund af en rundrejse i udkants-USA’s politiske geografi henover vinteren og foråret, og så er jeg uddannet i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.
Johan Wizan

Nyeste indlæg af Johan Wizan (se alle)

Har du noget at bidrage med?