I et indlæg i Berlingske Tidende den 6. april 2016 er fagforeningen Djøf bekymret for, om der i befolkningen er den rette forståelse af, at ”Embedsmænd skal være politisk lydhøre”.

Formanden for Djøf Offentlig, Sara Vergo og Henning Thiesen, formand for Offentlige Chefer i Djøf, er bekymrede for, om Berlingske Tidendes kritiske dækning af tilblivelsen af landbrugspakken kan have skabt tvivl om det samspil, der er og bør være mellem politikere og embedsmænd, når der udvikles politik og lovforslag.

Berlingske Tidende har i mere end to måneder i en lang række tendentiøse artikler baseret på anonyme, men påstået ”centrale” kilder i embedsværket i Miljø– og Fødevareministeriet beskrevet ”en stribe uregelmæssigheder” og usædvanlig interesse og pres fra regeringstoppen under udarbejdelsen og forhandlingerne om regeringens omstridte landbrugspakke.

I fremstillingen af samspillet mellem politikere og embedsmænd har der været en kraftig tendens til at dæmonisere og mistænkeliggøre hele regeringen og ledende embedsmænd i bl.a. stats– og finansministerierne.

Postyret omkring Landbrugs– og Fødevarepakken er ikke slut endnu, men sagen har som bekendt allerede ført til, at miljø– og fødevareminister Eva Kjer Hansen i februar måtte træde tilbage. Sagen har også ført til dyb splittelse blandt de borgerlige partier, hvor det marginale Konservative Folkeparti villigt har påtaget sig rollen som moralens og sandhedens vogter — godt nok på et diskutabelt grundlag.

Hvorfor har Djøf og andre fagforeninger ikke for længe siden påpeget, at mens regeringen har det politiske ansvar, er der intet odiøst i, at ministre og regeringen forventer embedsværkets lydhørhed over for politiske ønsker?

Hvorfor har Vergo og Thiessen ikke for længe siden understreget, at Djøf og medlemmerne i Miljø– og Fødevareministeriet selvfølgelig går ind for lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet – og at der intet belæg er for at påstå, embedsmændene har været tvunget til at træde uden for dydens smalle sti?

Tilliden til embedsmænd

Det er jo ikke første gang embedsmændene i centraladministrationen sættes under pres og udsættes for kritik. Meningsmålinger viser, at to ud af tre danskere angiver, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd.

I en meningsmåling, som AB Analyse har udført for magasinet Kommunen, svarer 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 procent af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.

En række sager, hvor embedsmænd ikke lever op til deres forpligtelser over for den til enhver tid siddende regering og Folketinget, har været rullet op i pressen. Mange embedsmænd — i kommuner, regioner og stat – har ikke indvendinger mod, at sagerne får konsekvenser for de implicerede topembedsmænd.

Det typiske Djøf-medlem har over for familien og vennerne ikke særlig stor lyst til at skulle stå på mål for embedsmænd i lønramme 40 og derover, der bistår ubetænksomme ministre med at fylde Folketinget, Ombudsmanden og offentligheden med løgn og latin.

Sædernes forfald

I de gode gamle dage havde vi Danmarks Forvaltningshøjskole (DFH). Det var en dansk uddannelsesinstitution, der primært havde til formål at tilbyde videre– og efteruddannelse til ledere og administrative medarbejder i stat, amt og kommune.

DFH blev oprettet i 1963 som en del af Finansministeriet, og frem til årtusindskiftet gennemgik stort set alle nyansatte sekretærer og fuldmægtige basale kurser i forvaltningsrettens mysterier og kravene til en embedsmand. I 2001 overgik institutionen til Undervisningsministeriet og hvad den siden er blevet til fortaber sig.

Hvad der gik tabt var desværre den basale indføring i klassiske embedsmandsdyder. I mellemtiden var tidligere tiders tilrettevisning fra overreferenter og kontorchefer sparet væk, og de unge fuldmægtige i centraladministrationen kom dermed til at mangle den nødvendige ballast mod de senere års hærgende budgetbisser m.fl. i forvaltninger, hvor alle traditionelle kulturer og værdier var ofret på fokuseringens alter.

Bo Smith-udvalget

Djøf var klar over at situationen var kritisk og nedsatte selv et udvalg. Formanden var tidligere departementschef Bo Smith, der påførte skatteborgerne i København et tab på 200 mio. kroner i forbindelse med Hafnia Holdings konkurs.

Bo Smith-udvalgets rapport ”Embedsmanden i det moderne folkestyre” blev offentliggjort den 21. september 2015. Over rapportens 378 sider prøver udvalget med en myriade af data og gengivelse af eksisterende fakta og forskning at overbevise læseren om, at der ikke er sket en stigning i antallet af skandalesager, og at systemet basalt set er intakt.

Bo Smith, der selv havde smertelige erfaringer fra sagen om de fejlslagne investeringer af skatteborgernes penge i Hafnia, foreslog, at et udvalg skulle se på nye hurtigere og mere skånsomme undersøgelsesformer af embedsmænd. Et andet udvalg skulle samtidig undersøge hvordan embedsmænd bedre beskyttes. Beskyttes mod hvem? Borgerne?

Ministerierne skulle endvidere pålægges at udarbejde en årlig faglig status og samtidig skal de udvise mere åbenhed, og bl.a. foranstalte offentlige høringer ved større reformer. Ministerierne skal også indføre pressebriefings og udarbejde retningslinjer for god pressehåndtering ligesom pressehåndtering skal indgå i oplæringen af embedsmænd.

Alt i alt bidrog Bo Smith-udvalget ikke med væsentligt nyt, og man må spørge hvorfor der overhovedet skulle nedsættes et nyt udvalg – hvorfor kunne Djøf ikke bare følge anbefalingerne fra de tidligere nedsatte Kommissioner? Hvorfor ikke igen respektere hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet?

Syv centrale pligter

Hvor Djøf havde svært ved at erkende, at embedsværkets troværdighed var løbet helt af sporet, havde en lille kreds af departementschefer, som styrer ministerierne på Slotsholmen, taget bestik af. De erkendte, at der er brug for en opstramning, og de ønskede tydeligvis at vise omverdenen, at de senere års pinagtige sager blev taget alvorligt.

For et retssamfund er det ødelæggende, hvis der opstår en snigende mistro til embedsmændenes arbejde. 

Resultatet af deres overvejelser blev det ”Kodex VII – Syv centrale pligter”, som i september 2015 blev publiceret af Finansministeriet, distribueret til embedsmænd i centraladministrationen og som i klar og koncentreret form fortæller, hvordan embedsmænd skal opføre sig.

Kodekset omfatter den basale pligt til at respektere lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet, som vi kender fra tidligere kommissioner.

Sandhedspligten har fået ny aktualitet efter den famøse sag om den daværende socialdemokratiske justitsministers ”nødløgn” i Christiania-sagen. Nu står det tydeligt i kodekset, at embedsmænd skal leve op til sandhedspligten, og de må ikke videregive — eller medvirke til, at ministeren videregiver — oplysninger, som er urigtige eller vildledende.

Det indskærpes, at sandhedspligten ikke blot gælder i forhold til minister og medarbejdere internt i ministeriet, men også over for Folketinget, andre myndigheder, organisationer, presse, borgere, virksomheder og offentligheden i al almindelighed.

Kodekset indeholder også temaer som ”udvikling og samarbejde”, ”ansvar og ledelse” og ”åbenhed om fejl”, hvor det sidste – åbenhed om fejl —  måske er det mest bemærkelsesværdige. For eksempel står der i kodeks: ”Det er ledelsens ansvar at sikre en kultur i ministeriet, hvor alle medarbejdere og chefer åbent kan gå til deres overordnede, hvis der er begået en fejl”.

Punktet er interessant. For i flere sager er det netop forsøgene på at dække over en fejl, som er endt med at blive skandalen. I kodekset bliver det derfor understreget, at embedsmænd, som opdager, at der i organisationen er sket “en ikke uvæsentlig fejl”, skal gå til chefen med problemet.

Embedsmændene må ikke “kalkulere med sandsynligheden af, at en fejl ikke bliver opdaget”. De må heller ikke prøve at dække over fejl. Tværtimod skal de tage del i en kultur, “hvor man lærer af fejl, så alle bliver bedre til at undgå, at fejl gentager sig”.

I Djøf-indlægget i Berlingske Tidende understreges det da også, at ”hvis man som embedsmand mener, at ens faglighed bliver tilsidesat, er det vigtigt at rejse kritikken opad i systemet. Det er i sidste ende ministerens beslutning og ansvar, som øverste chef, hvilken linje, der lægges. Ministeren står som bekendt til ansvar over for Folketinget”.

Diskussionen er ikke lukket

Diskussionen om embedsmænd stoppede ikke med Bo Smith-udvalget og ”Syv centrale pligter”. 

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen havde allerede den 26. februar 2015 afgivet en interessant beretning om ministres ansvar over for Folketinget. Beretningen bør være pligtlæsning for alle ministre, særlige rådgivere, ministersekretærer og departementschefer.

Det daværende Præsidium for Folketinget og udvalget understregede, at det altid er ministeren, der er ansvarlig. Beretningen fremhæver ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre.

Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.

Det er endvidere interessant at konstatere hvordan Jesper Tynells bog ”Mørkelygten” har påvirket beretningen. Bogen, der udkom i efteråret 2014, er som bekendt baseret på interviews af en lang række anonyme embedsmænd, der beretter hvordan embedsmænd løbende skærer tal, jura og faktuelle oplysninger til, så de bedst muligt understøtter regeringens politik.

Bogen dokumenterer, at efter de gældende spilleregler er det faktisk embedsmændenes pligt. De skal tjene ministeren og kan straffes for ikke at gøre det – også selvom det ikke kan udelukkes, at de dermed bryder loven eller taler usandt over for vælgerne og de folkevalgte.

Mens erfarne embedsmænd på Slotsholmen betragtede Tynells fremstilling i bogen som en banal gengivelse af de faktiske forhold i centraladministrationen, er det tydeligt, at medlemmer af Folketinget blev overraskede og modtog oplysningerne med stor alvor.

Det må derfor antages, at bl.a. fremstillingen i ”Mørkelygten” lå bag Præsidiets og Udvalgets ønske om ”som en mere politisk norm” ret detaljeret at gennemgå hvilke oplysninger, der er af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag.

Mig bekendt har Folketinget ikke andre steder forsøgt en sådan detaljeret gennemgang, og udvalget ville næppe have været i stand hertil uden Jesper Tynells bog.

Den “politiske norm”

Fremover må vi antage, at den ”politiske norm” tilsiger, at det ubetinget er ministerens ansvar, at alle oplysninger af betydning for bedømmelsen af en sag indhentes og videregives til Folketinget.

Det betones, at indhentelse og videregivelse af oplysninger til Folketinget bør ske loyalt og uden hensyn til, hvorvidt de oplysninger, som foreligger, eller som der kan være tale om at indhente, umiddelbart synes at ville understøtte ministerens politiske holdninger eller intentioner.

Dette indebærer bl.a., at en minister i forbindelse med Folketingets behandling af et lov– eller beslutningsforslag fremsat af ministeren bør være opmærksom på at sikre, at der i forslagets bemærkninger, svar på spørgsmål m.v. sker en fyldestgørende belysning ikke kun af forhold, som taler for forslaget, men også af forhold, som kan tale imod det.

En minister bør også, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i — fra en neutral og naturlig sproglig forståelse.

Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås. 

Ganske mange lovforslag, redegørelser og svar på spørgsmål har ikke levet op til den nye ”politiske norm”. Herefter kan det meget vel være slut med ”fikse og snævre vendinger”, ”spidse” juridiske penne, og begavede jurister, der kan ”skrive” sig ud af alle problemer.

Under alle omstændigheder må vi forvente, at både embedsværk og ministre har interesse i, at ”politisk ønsketænkning” garneres med flere forbehold.

Eva Kjer Hansen og fremtidsudsigterne

Hvis Eva Kjer Hansen og hendes rådgivere havde brugt mere tid på at studere beretningen fra Folketingets Udvalg vedrørende Forretningsordenen, havde der måske i oplysningerne til Folketinget om Landbrugs– og Fødevarepakken været taget flere forbehold, været flere forklarende fodnoter og flere understregninger af om der var foretaget et politisk valg ved præsentationen af visse data.

Hvis nye ministre tror, de kan fremture med ”nødløgne”, fortielser og tilbageholdelse af oplysninger, og hvis Folketingets Præsidium og dermed Folketingets flertal virkelig er indstillet på at håndhæve, den ”politiske norm”, således som den defineres i beretningen, kan det betyde, at vi kan se frem til en stribe af nye spektakulære samråd, hvor der bliver gjort kort proces med ministre med manglende respekt for Folketinget.

The following two tabs change content below.
Søren Skafte

Søren Skafte

Independent Professional. Konservativ. Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Tidligere ministersekretær og kabinetschef i Statsministeriet, departementschef i Energiministeriet, direktør i Fødevareministeriet og i 10 år Danmarks repræsentant ved FAO i Rom.
Søren Skafte

Nyeste indlæg af Søren Skafte (se alle)

Har du noget at bidrage med?